31. juli 2008

Min gode ven posten

... ja det skifter lidt, nogle gange synes jeg han sylter mine pakker og glemmer at tage dem med, han kan være hundrede år om at komme med en pose garn f.eks., men i dag kom han med et fint lille brev fra Damsgaard Design! Og da Margery i øjeblikket ikke kan bruges til andet, kan hun agere baggrund for de meget, meget fine ting, der var i pakken.



Hvis det ikke er accessories, der vil noget, så ved jeg ikk´. Vogue Knitting kan godt pakke sammen på den front :-) Jeg er ovenud tilfreds med de smukke ørenringe, der glimter i flere nuancer af min yndlingsfarve turkis og den helt igennem geniale broche, der skal holde sammen på mine trøjer til vinter. Når Margery engang skal promeneres, bliver det med stil! Hvem står så bag Damsgaard Design? Det gør Jette selvfølgelig :-)

Helt opløftet af postens besøg, måtte jeg jo også bare starte et par nye projekter. Simple knitted Bodice fra Stitch Diva er et af dem. Ideen fik jeg hos Laila. Jeg strikker den i Merino Silk, men er lidt usikker på om p. 4,5 er for grove til det garn. Jeg har indtil videre besluttet mig for, at det er de ikke! Det er første gang i meget lang tid, at jeg strikker en upside-down model. Man starter altså foroven og strikker nedefter. En kendt teknik for alle jer FLS´ ere derude, går jeg ud fra :-) Den er det rene feriestrik, lige ud af landevejen. Bemærk den fine maskemarkør som var en gave fra Damsgaard Design! (Altså sammen med tre andre :-)



Endelig er jeg begyndt på Jette Roed Helbos Sjal med bindebånd - et strikkekit jeg købte hos Aagaard Tekstilhåndværk. Garnet er New Zealand Lammeuld fra Filcolana - rigtig lækkert. Det er en gave til min svigerdatter og hun har selv valgt farven. Selvom den minder om farven på min ente og min tunika, synes jeg ikke det gør noget. For det er virkelig en flot farve og jeg strikker gerne i den endnu engang :-)



Starten på sjalet var måske lige frisk nok, efter påfuglen, for man begynder med at strikke to mønsterkanter på hver 327 m. Så der sad jeg pludselig igen med noget der udartede til et kæmpeprojekt. Håbet glimtede dog forude. Når kanterne er strikket færdige hver for sig og strikket sammen på midten, OG du har strikket 3 gange frem og tilbage med 654 m, strikkes der imellem de to kanter og så har man igen et noget mere humant maskeantal, startende med 7 og derfra jævnt op til 225 masker. Det bliver et rigtig fint, tæt lille, men bredt sjal, strikket i et enkelt hulmønster.

29. juli 2008

Novemberkulde

... mon ikke overskriften kan tiltrække et par stykker derude!

Nå, men jeg tør godt forestille mig en våd, kold, mørk novembermorgen (måske fordi, der er så laaaaang tid til), som vil blive helt, helt anderledes i det øjeblik jeg slynger min Ente om halsen :-)



Efter påfuglen synes alle projekter hurtige og lette! Enten har været ren hyggestrik. Et enkelt og delikat lille hulmønster, der ikke kræver den store koncentration og så dog. Når jeg har tænkt tanken "let, piece of cake" så sker der et eller andet med min hjerne og fejlraten stiger !! Måske fordi "let" betyder "mindre opmærksomhed" :-) Påfuglen fik trods alt opmærksomhed hele tiden!



Fakta: Ente sjal (efter påfuglen tillader jeg mig at kalde det et tørklæde :-))

Design: Lotte Kjær

Længde: 1,80 m (opskriften foreslog 1,30 m)

Garn: Entrådet Mohair, farve 1132 (75% mohair, 25% merino) købt på Lotte Kjærs stand på Saltum Uldfestival. Anvendt: Knap 100 g.

Pinde nr. 4



Margery var jeg også fast besluttet på at få færdig. Et forstykke blev det til, inden jeg opdagede, at Elsebeth Lavolds bog "The take five collection" VAR BLEVET afleveret på biblioteket! Det må være varmen, øv, øv. Og den er lånt ud igen, så der går et stykke tid, før Margery får ærmer. MEN, MEN. Så er der jo dejlig plads til nye projekter. Mere om dem senere :-)

25. juli 2008

Egen påfugl på plænen

Klokken 23.55, den 24. juli, i det herrens år 2008, gjorde jeg min påfugl færdig.! Næste morgen (altså i dag :-)) blev den vasket og spændt ud. Nogle iagttog processen med ophøjet ro. Thomas O´Malley er ikke strikkeinteresseret, men fandt dog en vis spænding i at se mig bakse rundt med de store flamingoplader, jeg har købt til netop denne lejlighed.



Og her er den så: Min version af "Pretty as a Peacock". Den overstiger alle mine forventninger. Det er det største og mest fantastiske sjal, jeg nogensinde har haft på pindene. Jeg er 100% tilfreds og mere til. Garnet fra Lisbeth Klode på Fur har været helt fantastisk at strikke med og meget drøjt i brug. Det er så lækkert og jeg kan ikke anbefale det stærkt nok :-)

Okay, jeg skal blankt indrømme, at jeg indimellem har ønsket påfuglen hen, hvor peberet gror, men den er al besværet værd. Den ses her udspændt på flamingoplader, men også spankulerende rundt på plænen. Nyd nu synet, for selvom jeg har besluttet, at jeg må lave "nogle" flere (ja, lige nu er jeg ret høj, fordi det lykkedes) kommer det nok til at vare et stykke tid før jeg laver version 2:-)






Fakta: "Pretty as a peacock". Jae Koscierzynski - Some Knitting Required.

Idéen fik jeg her: http://garnnyderen.blogspot.com/2008_05_01_archive.html og mønsteret har jeg købt her: http://www.socktopus.co.uk/product_info.php?products_id=419

Garn: 100% Merino uld fra Fur - Naturfiber A/S - farve nr. 4033 - Anvendt: 240 g. Købt hos Lisbeth Klode Furø gårdbutik.

Pinde nr. 4

21. juli 2008

Det rene hekseri

.... og efterhånden mange timers hårdt arbejde har ført mig frem til række 154 ud af 218. Maskeantallet er 423, kors for nogle lange omgange. Det er ikke længere spor sjovt at skulle tage en pind tilbage, så jeg er holdt helt op med at lave fejl :-)

På trods af alle genvordigheder er det stadig spændende at strikke. Jeg skal hele tiden lige nå en sektion til.

Fotoet her yder ikke arbejdet retfærdighed! Jeg er efterhånden ved at være desperat efter at se påfuglen i udbredt tilstand, så mon ikke det kan være drivkraften til at få det færdigt - hurtigt! Alle andre projekter ligger stort set brak, men mon ikke et par udflugter og køreture i bilen kan råde bod på det?

18. juli 2008

Aagaard Tekstil Håndværk

Det er farligt at blive tippet. Specielt, når tippet er så godt som dét, jeg fik på Jettes blog: http://tankerogspin.blogspot.com/2008/07/aagaard-tekstilhndvrk.html.

Der er stemning for alle pengene hos Aagaard Tekstil Håndværk. Der er masser af kroge med spændende ting, hvor man kan gå og snuse, der er smukke tekstiler i lange baner, der er rigtig mange strikkekits og der er GARN. Endda til særdeles rimelige priser. Der er også et par venlige ejere, der med begejstring viste os, at de var blevet omtalt på en strikkeblog og det bliver de så igen. Det har de bestemt fortjent :-)









Turen her fra Aalborg går over Aggersund, gennem Vejlerne (vikingernes ord for vadested) og tæt forbi Hanstholm naturreservat. Så vi tog hele familien afsted på vandretur og havde madkurven med. Der blev også tid til en afstikker til Agger Tange og de små fiskerhuse ved landingspladsen på Stenbjerg strand. Det blev en rigtig skøn tur og vi takker Jette for det gode tip :-)

"Som et barn i en slikbutik!" hørte jeg min ældste søn sige til min svigerdatter, medens han nikkede sigende i min retning. De var ellers meget tålmodige, medens jeg liiige skulle kikke på garn. Jeg besluttede mig for at lave et "sjal med bindebånd" (et virkelig fint lille sjal som kunne beses i strikket tilstand) til min svigerdatter og købte et kit med opskrift og garn og så lige lidt ekstra Shetlandsuld til et par stykker mere, det er jo altid godt at kunne give en gave :-) Derudover fandt jeg islandsk uld i den der fantastiske valmueagtige røde som bare er så smuk. Det måtte jeg også have. Garnet vejes og prisen er 50 kr for 100 g uld!!



Tilsidst en status på Pretty as a Peacock: Jeg har fundet fejlen - det var et manglende omslag - og jeg er heldigvis i fuld gang igen. Jeg er på række 108 ud af 218 og har 331 m på pinden. Det er virkelig sjovt at strikke og jeg har meget svært ved at lægge det fra mig, når jeg først går i gang :-) Billede følger snarest, men det er ærlig talt svært at få det bredt ud til fotografering med alle de masker på en forholdsvis lille rundpind.

15. juli 2008

Hjælp, jeg mangler en maske

.... men jeg har nu ikke tænkt mig at lade mig gå på af den detalje :-) Jeg skal nok finde fejlen, temmelig sikkert et enkelt omslag, der er smuttet. Dem er der pokkers mange af og det er godt nok med at holde tungen lige i munden. På det strikkede stykke er der allerede taget ud fra 23 m til 269!




Jeg må indrømme, at jeg har fået kam til mit hår, men når jeg tæller maskerne efter hver pind, kan det trods alt næsten "kun" gå galt en enkelt pind ad gangen. Mønsteret er som sådan ikke svært, men det kræver total opmærksomhed og i går var der én, der talte til mig, lige midt i pinden!! - jeg er sikker på, jeg kan finde fejlen der:-)

Da jeg også indimellem skal kommunikere med min familie, er Margery også blevet til lidt mere, ryggen er færdig og jeg er begyndt på forstykket.




Nu vil jeg tage på tur i det dejlige grå og blæsende sommervejr, der minder mere og mere om sidste års sommer, eller hva`? Men der er ingen grund til selvmedlidenhed, det er dejligt strikkevejr :-) Pokkers dejligt strikkevejr!

12. juli 2008

Vigtig som en påfugl

.... ja sådan føler jeg mig, nu hvor jeg endelig er startet på "Pretty as af peacock". På opskriften står "some knitting required" og jo tak, det er sandelig rigtigt. Så har man vel lov at være lidt vigtig :-)

Efter først at have forlagt opskriften og ledt desperat efter den, måtte jeg slå op og lave om tre gange, før jeg liiiige fik styr på første sektion af mønsteret. Men nu kører det også bare.


Jeg strikker i det helt fantastiske Merino uld fra fårene på Fur som jeg købte i gårdbutikken hos Lisbeth Klode. Det er virkelig lækkert garn som her skal have mine varmeste anbefalinger. Historien lyder, at ulden bliver bedre på Fur, fordi fårene får flere mineraler end andre steder. Superblødt og elastisk, dét er det i hvert fald. Og så kan jeg jo sidde og tænke på Fur med de smukke landskaber, medens jeg strikker. For én ting er helt sikker, denne påfugl kræver fuldkommen koncentration og 100% nærvær - der er ikke plads til hverken at se på eller lytte til noget som helst andet :-)

11. juli 2008

De gode gamle dage?

Ikke hvad værktøj angår! Da jeg strikkede ærmerne på den turkis kjole, bestemte jeg mig for, at jeg ville strikke rundt på strømpepinde. Jeg havde bare kun et par af de rigtigt gamle i den rigtige størrelse. Nu har jeg så forbandet ondt over håndryggen - det er her på sin plads at takke den kære sjæl, der udviklede strikkepindene og fandt på nye, mere håndvenlige materialer.

Nu har jeg besluttet, at det er absolut sidste gang, jeg strikker med de oldsager, de er jo decideret farlige :-) Jeg overvejer at ønske mig knit-picks i stedet! Jeg kan lige så godt løbe linen ud, nu hvor der alligevel skal ske udskiftning :-)


Jeg bed dog tænderne sammen og fik gjort de ærmer færdige. Resten af dagen kommer til at gå med ferieminder, billedfremvisning, hygge og god mad, for min ældste søn og svigerdatter er ENDELIG kommet tilbage fra deres sviretur til Italien. Så kan jeg få hvilet de ømme hænder i rigtig godt selskab:-)

Jeg må dog lige slutte af med en status. Som jeg har nævnt før har jeg altid en fire-fem projekter i gang ad gangen. Hvorfor? Fordi jeg må have variation. Jeg tror variation er det absolut vigtigste i et menneskes liv:-) Det er stimulerende og gør én glad at se på og prøve kræfter med noget nyt. Jeg har også behov for at have et projekt, der passer til forskellige lejligheder og stemninger. Nå, men status:

Lige nu har jeg gang i en Ente, en tynd, rød silkekjole og en Margery. Egentlig har jeg også gang i et par Fabel strømper, som jeg vist aldrig har fået vist frem, men bedre sent end aldrig, de ses nedenfor. SÅ! Der er faktisk plads til at starte på noget nyt og mon ikke det bliver mit peacock shawl :-)



8. juli 2008

Kun ren selvdisciplin og lange køreture...

...som passager i bilen har holdt mig kørende med denne her. Men nu er den færdig!
Der kommer til at gå lang, lang tid før jeg strikker i ren hør igen! Men jeg tror, jeg bliver glad for den.

Marineblå, lige under knæet, enkel - hmm - tjah ord som tækkelig (ja, hvor har jeg det fra) begyndte at husere :-) men så må man jo bare tage de rigtige sandaler på :-) Og okay måske er jeg nødt til at gøre den mere "tækkelig" med et skørt for den er faktisk hamrende gennemsigtig! Detalje ses nedenfor



Strikket i "tyk hør" fra garn.dk på p. 3,5. Vægt præcis 313g :-)

7. juli 2008

Ikke bare én om' er, men to


Jeg strikker bare og det koster noget en gang imellem :-)Der har været problemer med begge de to kjoler og jeg brugte lidt tid i går på at trevle op. Den røde silkekjole (100% tynd morbærsilke, som jeg strikker uden opskrift) var blevet for kort, så jeg trevlede op ned til ærmegabet. Jeg har nu forlænget ti cemtimeter, så tror jeg den bliver perfekt.

Den turkise kjole startede som alle kan se som en Lene Holme Samsøe nederdel. Jeg droppede den sidste mønsterrapport og lavede det til en kjole. Jeg strikkede ærmer direkte på, men det duede ikke. De lavede en grim fold i ærmegabet. Måske fordi ærmegabet er ret dybt og kræver en ærmekuppel. Hvis der er nogen derude, der har erfaring med det, hører jeg det gerne. Planen er at strikke ærmerne for sig, denne gang med ærmekuppel og så sy dem på.

Nu vil jeg ud i ferielandet :-)

6. juli 2008

Jeg har været på Fur

og hvis du ikke allerede har været der, så tag derover nu!

Jeg vil ikke skrive om det fantastiske landskab, de skønne vandreture eller kanopadling, jeg vil skrive om GARN.
I den henseende er Fur nemlig også Slaraffenland eller decideret farligt område, alt efter hvordan ens garnbudget ser ud ;-)

Jeg havde jo lige købt en hel del Merino Silk, men på turen derover, hvor jeg iøvrigt kæmpede med min hørnederdel i en svedende varm bil, kom jeg selvfølgelig i tanke om, at jeg manglede garn til mit peacock shawl. Jeg blev helt glad. Sikken god ide. Selvfølgelig skal det sjal, laves i noget rigtig kvalitetsgarn fra Fur.

Man tænker nu godt på sådan en køretur. Jeg kom jo også i tanke om, at jeg har lovet Torben en Ellery - og hvilket held - han var chaffør, så han kunne selv vælge farve - ja - og når jeg sådan virkelig tænkte efter, så ville det være dumt, hvis jeg ikke benyttede mig af, at jeg nu virkelig var på Fur og købte noget af det dejlige kvalitetsgarn til gaver. Flere ord behøves vist ikke. Billederne fortæller resten :-)













Jeg elsker Duddines vævestue. En hel lade pakket med masser af garn og andre spændende ting. Man kan rigtig gå og snuse. Klodes gårdbutik er en helt anden type butik, hvor det hele præsenteres lidt mere eksklusivt og hvor man også kan købe Klodes eget design. Begge steder er et MUST for en garnelsker. Og tænk på alle de gaver, jeg nu kan lave

Min søster, der købte det multifarvede Lucca (resten er mit :-)) bød på middag på Fur Bryghus. Det kan jeg stærkt anbefale. Maden var udsøgt. Desværre havde de lidt for travlt og formåede ikke at styre logistikken, men nu skal vi jo heller ikke gå i for små sko :-) Alt i alt en rigtig god oplevelse.






Da jeg kom hjem lå der maskemarkører i min postkasse. De er meget, meget fine og købt hos Merete. Sikken dejlig weekend :-)

3. juli 2008

Vi er uadskillelige

min strikketaske og jeg. "The Knitters Messengerbag", klinger det ikke godt? Jeg fik den i fødselsdagsgave i juni måned og siden har jeg haft den med overalt :-) Jeg fik lige præcis den model jeg ønskede mig. Jeg valgte den ikke for det æstetiske, der er mange andre Jordana Paige tasker, jeg i så fald meget hellere ville have. Nej, jeg valgte den, fordi det umiddelbart var den største man kunne få :-) Den kan sagtens rumme fire-fem strikkeprojekter + min bærbare pc - ja, det er rigtigt! Det eneste minus er, at der ikke er "dupper" under bunden. Det er en stor ulempe, når man strikker ude!

Min mand købte den hos Nusse og Nørkle.










Den bærbare kan altså godt være der :-)


Da jeg så sad og hyggede mig med at pakke tasken på min fødselsdag, blev jeg helt nostalgisk. Jeg kom til at tænke på dengang jeg lærte at strikke. Jeg var 5 år og min mor satte mig i gang med 10 masker og viste mig, hvordan jeg skulle strikke ret. Og så gik hun. Jeg sad og nørklede lidt og jeg kan huske, jeg drømte om alle de trøjer, jeg kunne strikke til min yndlingsdukke. Da min mor kom tilbage, gjorde hun mig opmærksom på, at jeg ikke ville komme nogen vegne ved bare "at sidde og vrikke" med pindene! Jeg forstod helt ærligt ikke, hvad hun mente. Jeg strikkede jo. Hun viste mig så tålmodigt endnu engang, at maskerne faktisk skulle flyttes fra den ene pind til den anden :-) Budskabet gik stadig ikke ind. Jeg vrikkede videre. Proceduren blev gentaget igen og igen og tilsidst erklærede jeg, at jeg aldrig nogensinde ville strikke. Aldrig. Det var for dumt. Ikke noget for mig.

Siden blev det heldigvis taget op igen. Og igen. Indtil den dag kom, hvor jeg faktisk var stolt over det, jeg havde lavet. Hvilken sejr! I dag ved jeg jo ikke, hvad jeg skal gøre uden :-)

Tilbage til pindene!

Når solsortene synger

og blæsten har lagt sig her i Nordjylland, så føler jeg mig meget priviligeret, fordi jeg kan sidde og strikke i min have. Der er en stille glæde ved sådan en smuk sommeraften, med en skål jordbær ved hånden, rosernes duft i næsen og pindenes sagte knitren. Jeg behøver ikke mere. Sådan gik min aften i går og det betød da næsten en halv meter på Enten


Det var naturligvis aldrig gået uden Duchess :-)

Den fantastiske solskinsdag i dag, har jeg naturligvis været ude at nyde i fulde drag, men da solen stod højest på himlen måtte jeg søge dækning under min naturlige parasol - jeg har en skøn rødeg, der skygger på en del af terrassen - og det kom Margery til gode


Den er rigtig sjov at strikke og den Merino Silk er altså SÅ lækker at arbejde med.

2. juli 2008

Det skulle have været en Dawn fra Kim Hargreaves

... men det blev en Margery fra Elsebeth Lavold. Sådan noget sker for mig igen og igen. Jeg beslutter mig for en model, bliver afledt, kører af sporet, farer ud af en tangent og inden jeg får set mig om, står jeg med noget helt andet end det, der var meningen!



Hvordan kan det ske? Denne gang startede det hele i Horsens. Det er ikke en by, jeg normalt færdes i, men min mand og jeg kom igennem på vej hjem fra Billund (ja, vi kører altid omveje :-)), hvor vi havde sat den ældste og svigerdatteren på et fly til Italien.

Jeg ser en garnbutik og et skilt i vinduet med Lang Yarns. Stop bilen, når jeg at råbe og Torben når lige at standse, inden jeg er ude og på vej ind i butikken. Da jeg står i butikken med den der salige fornemmelse som jo desværre ikke følger med, når man køber garn på nettet, slår det ned i mig, at mit garnbudget er STÆRKT overskredet. Så jeg kan kun kikke, suk.

Lang yarns er mest bomuld og lidt naturfarvet uld, så mit blik bliver i stedet draget mod hylderne med Merino Silk fra Hjertegarn. Ja, for sikke farver. Alle MINE farver. De turkise, de blågrønne, de lilla og de grå! Da jeg føler på det, er jeg fuldstændig solgt. Med oprejst pande forlader jeg butikken uden at købe noget !!

Turen hjem foregik i trykket tavshed.

Det næste der sker er at jeg læser dette og fra biblioteket låner jeg alle de Elsebeth Lavold bøger jeg kan finde. Ja, for jeg er faktisk på udkig efter en trøje til min mand! Glemt er Kim Hargreaves og Dawn, der iøvrigt kan ses her.

Juli er begyndt. Ferien er begyndt. Jeg har et nyt garnbudget. Jeg må have garn! Margery bliver strikket i Merino Silk indkøbt hos strikkenyheder.dk til 27 kr. nøglet (i modsætning til garnlageret i Århus, der ville have 30 kr). Det er en drøm at strikke med, så lækkert. Jeg købte rigeligt, så jeg også har til andre projekter :-) Der er ikke nok til en trøje til Torben, men jeg har i det mindste besluttet mig for, at han skal have en Ellery. Kan man mon købe Elsebeth Lavolds eget garn i DK?


Måske kan der også blive til en Nectar model. Set her fra skærmen er det jo alt sammen en positiv problemstilling. Der er SÅ mange dejlige ting, jeg gerne vil strikke, det er vel dét, der kendetegner en ægte passion. Og mon ikke lektien at lære er noget i denne stil: At være tilfreds med at gribe nuet og lave det, der dukker op på éns vej. Der kommer hele tiden nye projekter og der er altid mulighed for at genopdage gamle.

Alligevel har jeg lavet en liste over projekter, jeg gerne vil lave. For en sikkerheds skyld. Den fylder 10 A4-sider :-) Jeg glemte iøvrigt at købe garn til mit Peacock Shawl.

1. juli 2008

Den er da nice



Den bliver et hit, ingen tvivl om det. Indrømmet - kanten kommer til at rulle, men det er da bare en ekstra charme :-) Der ville nok have været mere tyngde i originalgarnet fra Lana Grossa, hvor man strikker med 3 tråde af 3 forskellige kvaliteter.

Fakta: Model 23 fra Filati forår 2008. Strikket i Turté bomuldsgarn på p nr. 8 og 6. Tilsat lidt blomster fra Lene Holme Samsøes bog feminin strik + en anelse sølvtråd. Vægt 415 g

Jeg er uskyldig

Endelig fik jeg taget mig sammen til at få oprettet en strikkeblog og hvad sker der så? Den bliver lukket i tre dage, fordi Google skal undersøge om det er en spam-blog! Hrmpp.

Jeg vil jo igang!! Jeg skal have en blog at vise frem, når jeg skal melde mig ind i webstrik og alt det andet.

Nå, men nu er det bevist, at jeg er uskyldig :-) og intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget, for jeg blev færdig med min lilla Filati:




Beklager billedkvaliteten. Det var en hurtig "fjernsynssag" på store rundpinde. Jeg har altid gang i mindst ét projekt, hvor jeg bare kan strikke derudaf uden at skulle bruge hjernen. Det er herligt meditativt, men det åbner jo også mulighed for at se en krimi samtidig :-) Desværre blev den ikke så taljeret som jeg havde håbet, selvom jeg gik hele to pinde ned, da jeg strikkede hulmønsteret i taljen. Den får dog form af den, der har den på, så billede følger. Men .....


Jeg syntes, der manglede noget og fik hæklet et par blomster med lidt tilsat sølvtråd. Hvad gør man ikke, når man ikke kan blogge :-) Begge slags er hugget fra Lene Holme Samsøes bog "Feminint strik". Jeg tror sgu´, jeg syr dem på ;-)

På weekendens tur ud i det blå var jeg ikke chaffør og fik derfor også lavet lidt på denne:



Kan man overhovedet se, der er sket noget?