27. januar 2013

Jeg har brug for ro

.... og derfor er jeg ikke særligt blogaktiv. Jeg er gået ind i slutspurten på min uddannelse (1 år tilbage - afsluttende eksamen i juni og derefter speciale) og har enormt travlt i klinikken og dette kombineret med de udfordringer livet på godt og ondt hele tiden byder på, gør at jeg indimellem kortslutter.

Når det sker, tager jeg strikketøjet op af kurven og så får jeg som regel lysten og styrken tilbage. Det er den ultimative meditation for mig og der skal ikke mange pinde til, før jeg falder til ro og igen kan se mine mål - netop de mål, der er årsagen til, at jeg belaster mit system mere end godt er i denne periode. Jeg må bare bide tænderne sammen og komme igennem det sidste og lære, at jeg aldrig nogensinde igen skal tage så avanceret en uddannelse sammen med, at jeg passer et fuldtidsjob.







































Vandløb til min yngste søn er blevet færdig. Alt er gået op i en højere enhed med lige præcis dette strikketøj. Garnet har et spil og en struktur, der - omend det er lidt til den kradse side - fremhæver snoningerne på fineste vis og i modsætning til 1. gang jeg strikkede den lærte jeg meget hurtigt snoningsmønsteret, så pindene kunne køre uden, at jeg skulle sidde med næsen i bogen hele tiden. At den også passer perfekt og er taget godt i brug hører med på plussiden.


Jeg har valgt at strikke modellen på ret store pinde, for at få pustet lidt mere luft ind i garnet og maskerne samlede sig på fineste vis efter vask. Desværre fik jeg ikke taget billeder af den på modellen, inden han tog den med ud i verden, men den er strikket i regulær - eller skulle jeg måske hellere sige ideel ;-) herrefacon, dvs. smal ved hofterne og bredere og bredere opefter mod skuldrene.







































Næste rednings- og meditationsprojekt er en lille cardigan til Lillefrø, som farmor på trods af alle øvrige genvordigheder, er så heldig at se ca. en gang om ugen. Jeg er priviligeret og skulle dette indlæg lyde som en klage, så vil jeg lige understrege, at jeg "ligger som jeg selv har redt" og det er vel egentlig også et privilegium :-) Men min krop begynder at give mig advarsler og dét tager jeg meget alvorligt. Jeg var således nødt til at vende bilen kort før Århus i morges og droppe dagens undervisning og returnere hjem igen. Nu har jeg sovet det meste af dagen og er nogenlunde frisk igen og glemmer ikke, at jeg fik en seriøs advarsel.

Jeg har glædet mig til en tur rundt i blogland og den starter nu - ha´ en dejlig søndag aften derude :-)


FaktaBoks
Design: Annette Danielsen: Vandløb
Garn: Aner det faktisk ikke - det er købt hos garnudsalg.dk og jeg må ned og have opklaret, hvad det hedder og skrive til senere. Jeg faldt for den gode lugt af uld og er ret sikker på, det er 100% uld, anvendt: ca. 500g
Farve: Brun
Købt hos: Garnudsalg.dk
Pinde: 6,5
Str: Medium
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Jeg har forlænget modellen med 4 cm.