31. juli 2016

Julis sjal og sokker

Julis sjal bliver min lille islandske Fichu eller rettere Huldas lille fichu fra bogen med islandske sjaler. En fichu er fra den tid, hvor kvinder gik med meget nedringede kjoler. Det kunne blive temmelig koldt og derfor tog man en fichu på til at varme nedover barmen. Den var ofte lavet i meget fint mønster og garn, hvis man ellers var en finere frue, der havde råd!


Pointen var at den lige kunne dække og varme de rigtige steder, men heller ikke mere. Denne kan kun lige akkurat bindes bagpå. Jeg kommer nok mest til at bruge den som halstørklæde til min trenchcoat i efterår/vinter ;-) Jeg har strikket i Helene Magnussons Gilitrutt, der findes i en meget delikat farvepalette. Hendes hjemmeside er virkelig et besøg værd.


Sokkerne er Flutterby socks, der fik deres skønne navn, fordi designerens barnebarn ikke kunne udtale Butterfly :-) De er vævestrikkede og de små "flutterbyes" er sjove at lave - jeg nød at sidde med dem. Jeg vil rigtig gerne lave endnu et par på et tidspunkt.


Garnet bliver ikke et hit hos mig, jeg synes det virker direkte syntetisk og plasticagtigt og så kan jeg simpelthen ikke strikke jævnt med det, det har noget at gøre med måden det er spundet på. Heller ikke efter vask, kan jeg få det til at folde sig ud.


En utrolig dejlig ferie er slut og jeg glæder mig til at komme i gang igen. Tusind tak for alle de søde og venlige kommentarer og mails, jeg har modtaget henover sommeren. De næste måneder bliver meget travle for mit vedkommende og jeg ved, der bliver meget mindre strikketid og derfor også færre indlæg. Men nu skal jeg rundt og se, hvad I har lavet :-)

Faktaboks
Sjal:
Design: Sigridur Halldorsdottir (red): Huldas Little Fichu
Garn: Gilitrutt Tviband
Garn fra lager: Indkøbt til formålet
Anvendt: Sjalet vejer i alt: 51 g
Farve: Askja Blue, Natural Grey, Sulfur Yellow
Købt hos: Helene Magnusson
Pinde: 3,5
Str. 43 cm i midten, der er ikke andre mål at gå efter i opskriften
Bemærkninger: Jeg er vild med garnet, men det er temmelig pebret og derfor skal man vide, at det også er rustikt - på den dejlige islandske måde, men nogle vil synes det kradser!

Sokker:
Design: Anne Merrow (red): Sockupied - twenty knit projects to satisfy your sock obsession - Cat Bordhi: Flutterby Socks
Garn: Sock It 
Garn fra lager: Indkøbt da det lige blev introduceret
Anvendt: i alt 62 g
Farve: Lilla (rester fra Woundrous Cable socks) og støvet turkis
Købt hos: Garnudsalg.dk
Pinde: 2,5
Str. 38
Bemærkninger: Jeg har strikket toe up - på to sæt strømpepinde. Jeg kunne ikke forlige mig med Sweet Tomato Heel, sokkerne kom til at sidde for løst omkring min hæl og har derfor igen igen strikket min sædvanlige wrap&turn-heel.

26. juli 2016

Slinky Ribs og berigende dage

Slinky Ribs har været undervejs i lang tid - jeg købte Elastico til den samtidig med Rangolisjalet. Opskriften er fra den tid hvor teknikken top down kom rigtigt til Danmark fra over there. Det er altså ikke særlig mange år siden. Der var indtil da ikke mange danske designere, der havde forsøgt sig med teknikken, men i dag er den jo alment kendt. Her på vej til det længe ventede besøg hos Vibeke.


Slinky Ribs er fra Wendy Bernards bog Custom Knits som stadig er en guldgrube for strikkere, der gerne vil udforske top down teknikken. Som titlen antyder opfordres der kraftigt til at kundetilpasse modellerne og gøre dem til sine egne og bogen vrimler med gode forslag.
Modellen er oplagt at lave om til kjole, man kan ganske enkelt bare fortsætte de slinky (glidende) ribdetaljer ned i skørtet. Det må jeg ganske enkelt prøve.


At montere ribstrikkede ærmer pænt på en ribstrikket overdel kræver en del tålmodighed, men her strikkes ærmerne bare på tilsidst og det giver en rigtig fin og såkaldt sømløs overgang ;-)


Vi har tilbragt et par dejlige dage på Sjælland, men denne blog handler om strik og den absolutte hovedattraktion var naturligvis besøget hos Vibeke. Som her ses i sin smukke Karen Noe kjole fra sidste sommer - måske kan du huske, at hun rent faktisk strikkede 12 kjoler sidste år, sådan! ;-)


Berigende og inspirerende samvær - som sædvanlig :-) Der blev dog ikke strikket så meget, for vi var på en længere vandretur omkring Farum Sø og havde så vigtige ting at tale om, at vi gik vild. Vi var begge forundrede over, hvordan det ku lade sig gøre, når man går rundt om noget, men vi fik da en vandretur på 15 km ud af det, he he. Hjemme på terrassen ventede heldigvis friskpillede rejer, røget sild og et glas kølig hvidvin - og så blev der strikket ;-) Der ventede også den fineste fødselsdagsgave - et par vaskeægte strikkekrus :-)


På vejen til Sjælland besøgte jeg Bodils værksted, men det hører du mere om snarest. Her fortsætter ferien i dejligt afslappende tempo - hver dag bliver nydt til fulde :-) Håber, du også nyder din :-)

Faktaboks
Design: Wendy Bernard: Slinky Ribs
Garn: Elastico, lækker, lækker stretch-bomuld
Garn fra lager: Aldeles ikke, købt til formålet
Anvendt: 270 g
Farve: Stærk, klar, varm rød - er kommet til at smide alle banderolerne ud, så intet nummer!
Købt hos: Hønsestrik, Aalborg
Pinde: 3,5
Str. Small
Bemærkninger: Jeg har lavet ærmerne længere. Den er vildt lækker at have på og jeg glæder mig over, at jeg stadig har noget hvid Elastico på hylden - til en bette cardigan ;-)

16. juli 2016

Happy Birthday

Vores dejlige Lillefrø bliver snart 4 år. Den tid er fløjet afsted, men har også været mættet med utallige dejlige oplevelser. Jeg er taknemmelig for, at vi har fået lov til og mulighed for at få så tæt en relation til hende, det er en gave som jeg glæder mig over hver eneste dag. Farmor har selvfølgelig strikket en fødselsdagscardi, men også købt den sødeste frugtkjole - for "jeg ønsker mig fint tøj, farmor" :-)


Kjolen er uden ærmer så en cardigan og senere et par strømpebukser vil forlænge sæsonen væsentligt. Cardiganen er som I ser Marianne Isagers Hyrdinden og den har været en fornøjelse at strikke. Jeg har dog måttet lave ændringer i ærmerne, fordi jeg strikkede i garn med kortere løbelængde end originalen - se faktaboks. Jeg har brugt fine høns-på-reden-knapper fra Irenes knapkasse :-)


Fødselsdagsbarn :-) Det var ikke helt nemt at få et billede, for cardiganen er for varm til at beholde på lige nu.

Jeg synes ferien stryger afsted, men sådan er det jo, når man beskæftiger sig med alt det, man godt kan lide. En stor del af ferien bliver brugt med Indkøbsvognen som mine drenge i sin tid døbte min cykel. Den er 18 år gammel og still going strong og så er den tung som ind i h...... :-) Jeg er sikker på at 40 km på den svarer til det dobbelte på en ny cykel med flere gear. Men jeg elsker den og jeg går højt op i at bruge tingene op i stedet for hele tiden at købe nyt, så vi kører til den segner, he he :-)


Jeg har ingen klager over vejret - temperaturen passer mig strålende og som du kan se af min kulør har der også været masser af soltimer mellem bygerne - det handler bare om at komme ud i det :-) Vi har cyklet Tversted og omegn tyndt og er blevet udfordret i Bravslev Bakker. Vi har stort set levet af fiskefrikadeller/røget fisk fra lokale fiskehandlere og ærter, gulerødder og salat købt langs boderne på vejen. Så vi tager bare afsted uden de store forberedelser og hygger os med det, der falder ned i cykelkurven, he he - bare et forsøg på at omskrive talemåden med turbanen ;-)

Håber, I nyder ferien derude og kan gøre det I holder af :-)

Faktaboks
Design: Marianne Isager  - Hyrdinden fra bogen Snedronningen
Garn: Gepard Cotton Wool 50% bomuld, 50% merinould og Isager Alpaca 1, 100% alpaca
Garn fra lager: Det har lagret siden jeg var i Tind for 3-4 år siden. Alpaca følgetråden er købt til formålet
Anvendt: 200 g, ca. 70g følgetråd
Farve: gepard: 517, alpaca 1: 24
Købt hos: Tind Textil og kunst og Isager, Tversted
Pinde: 3,5
Str. 3 år i bredde, 5 i længde
Bemærkninger: Jeg har lavet tilpasning i ærmerne, hvor hvert ærme er 20 masker mindre end originalen. Det er let at ændre maskeantallet i ærmerne uden det giver problemer, når de sættes til. Trøjen er strikket i ene ret pånær vifterne, der danner en naturlig vidde forneden. Enkel og let at gå til og super hyggeligt fjernsyns-strikketøj. Dog skal man lige holde øje med de masker, der skal tages løst af på vrangsiden af arbejdet og som giver den karakteristiske "panel-inddeling".

1. juli 2016

Juni's sjal og sokker

Det var heldigt, jeg gik på sommerferie i går aftes, for jeg var nødt til at strikke den halve nat. For at blive færdig med Vårsjalet. Jeg begyndte på det meget sent på måneden, så der er ikke noget at sige til, at jeg kom i tidnød. Til gengæld er årets første julegave færdig og det er aldrig sket før, så vidt jeg husker ;-) Her et lidt utydeligt billede fra blokningen - det ligger i skrivende stund stadig og tørrer. Flere billeder følger i morgen, når sjalet er helt tørt. Jeg har købt blok-wirer, men synes de er enormt uhandy at bruge, så jeg falder altid tilbage til min knappenåle!


Vårsjalet er et klassisk lace-sjal designet af Arnica Lykkegaard. Selve sjalet består af 2 mønstre: Vintergæk og dobbelt ranke, medens borten, der strikkes på sjalet efterhånden som den strikkes, er et fint bøgebladsmønster. Det var Lilli, der gjorde mig opmærksom på Vårsjalet og tak for det :-) Strikket op i moskusuld er det den reneste luksus. Her de nye billeder - bemærk solen er kommet til Nordjylland :-)


Det er så fnuglet og blødt, at jeg næsten ikke kan holde fingrene fra det. Min første oplevelse med moskusulden har været ren glæde - både i strikkeprocessen, men også når jeg føler på det færdige produkt.

Jeg er mere end tilfreds med, at jeg købte ind til flere julegaveprojekter på de grønlandske stande på Saltum Uldfestival. Siden Gitte blev syg til festivallen, følte vi, at vores sommerstrik skulle afholdes tidligt i år og det blev som vanligt en rigtig dejlig dag med en smule regn i sandalerne ;-) Ren brunch-glæde og bemærk lige Gittes labre strikbluse :-)


Sjalet kan selvfølgelig også bare bruges som det lækreste halstørklæde. Moskusuld er fuldstændig kradsefrit :-)


Månedens sokker er et par herresokker! Og jeg er en smule flov over at indrømme, at det kun endte med at blive herresokker, fordi jeg slog for mange masker op og nåede at strikke hele foden før det gik op for mig, he he :-) Jeg har brugt Ann Buds Go-to-sock-mønster, men lavet min egen yndlingshæl med wraps&turns.


Det lækre Zauberball fra Schoppelwolle er en gave fra Camilla fra min strikkegruppe - jeg elsker de lange, smukke farveforløb, men hader, at der er nylon i. Jeg ville ønske, at nogle danske butikker ville begynde at sælge TOFUtsies, der består af uld (dog superwash), soyasilke, bomuld og chitin-fibre fra krabbeskaller - det er fantastisk at have på fødderne. Skulle nogen kende til en dansk forhandler hører jeg gerne om det :-)

FERIE - den skal nydes uden en eneste plan, udover et lille besøg på Sjælland hos Vibeke - hvis man skal mødes med nogen, er det nok bedst at have en aftale ;-) Ellers vil jeg spørge mig selv hver dag: Hvad har jeg lyst til i dag? Sådan en ferie er ultimativ luksus for mig og jeg er allerede i gang :-) Ikke engang massivt regnvejr kan ødelægge mit humør - det gør jo heller ikke noget at mærke elementernes rasen en gang imellem, så man stadig kan mærke, at livet har fat i én ;-)



Ha det godt derude - nu først en laaaang gåtur efter den stillesiddende nat og så må jeg rundt på en blogtur og se, hvad især Vibeke har bedrevet :-)

Faktaboks
Sjal:
Design: Arnica Lykkegaard: Vårsjal
Garn: 100% ren moskusgarn fra Qiviut
Garn fra lager: Nej, jeg købte jo friskt ind i Saltum - her garn fra Qiviuts stand
Anvendt: 82 g
Farve: Natur
Købt hos: Saltum Uldfestival, Qiviut (OBS: Hvis du vil have det i kalenderen: Saltum Uldfestival 2017: 13. og 14. maj)
Pinde: 4
Str. Jeg har blogget det til 192 cm i bredden og 82 cm i højden
Bemærkninger: Utrolig velskrevet opskrift. Vintergæk-mønsteret er meget hurtigt at lære, medens den dobbelte ranke er noget sværere at gennemskue. Det er altid en god ide at afkode et lace-mønster før man strikker - dvs finde ud af, hvad det egentlig består af. Hertil er strikkeprøver velegnede!! Så kører det hele meget bedre, når man først har forstået geometrien i mønsteret. Bøgebladsmønsteret, er også hurtigt lært, så det bare kører derudaf med at strikke takker.

Sokker:
Design: Anne Merrow: Sockupied - twenty knit projects to satisfy your sock obsession - Ann Buds Go-to Socks
Garn: Schoppel Wolle Zauberball, 75% uld, 25% nylon ØV!
Garn fra lager: Gave fra Camilla
Anvendt: ca 100 g
Farve: 2083
Købt hos: Hønsestrik, Aalborg
Pinde: 2,5
Str. 43
Bemærkninger: Sokkerne er strikket på strømpepinde 1 ad gangen, fordi mine øvrige 2,5 ´ere er optaget af andre strømper ;-) Jeg har strikket toe-up. Mønsteret er 3r 1vr, der giver en "fladere" ribstruktur end 2r 2vr