.... ferien er slut! Det gør som regel ikke så meget, for jeg er glad for at åbne klinikken igen, men denne gang er det noget andet, for der venter en eksamen forude i oktober. Jeg læser akupunktur og skal til punkteksamen og det betyder rigtig megen udenadslære og det er jo ikke dét, der er sjovt! Så der bliver ikke tid til meget andet - min prioritet er dog som følger: 1. Lillefrø, 2. punkteksamen ;-) Heldigvis for min eksamen, har hun jo stadig mest brug for sin dejlige og tålmodige mor, men brænder det på, så træder farmor til :-)
Jeg nåede at blive færdig med 2 igangværende projekter til Lillefrø - det ville jeg simpelthen, for man kan jo ikke lade babystrik ligge i kurven, de små mennesker vokser jo så pokkers hurtigt. Da jeg ikke får megen tid til strik det næste stykke tid, præsenterer jeg dem hver for sig, så er der da til et enkelt indlæg mere lidt senere ;-) Her er Lillefrøs lace-slå-om-cardi. Ordet lace kom jo først ind i mit ordforråd, da jeg begyndte at blogge, men jeg husker også, at det hedder hulmønster
I abrikosfarvet bomuld/uld fra Rasmilla. Og det blev så min debut udi det garn. Og jeg tror faktisk, at det ku´ gå hen og blive mit (og morens) yndlingsgarn såvel som Rasmillas. Det er skønt at strikke med, det er let og det virker ikke så varmt som ren uld og så findes det i 43 dejlige farver. Jeg købte garnet inden Lillefrø blev født, så det er ikke lyserødt ;-) Der kommer også en babykjole i mørk turkis, fordi jeg tænkte at en stribet drengetrøje kunne være ganske kæk i abrikos/turkis. Men NU kan jeg jo vælge Rasmilla-garn meget mere målrettet!
Jeg elsker de fine mønstre som (i hvert fald med mine farmorøjne) er hjerteformede. Kan du gætte, hvem, der har designet? ;-) Den har taget uforholdsmæssig megen tid at lave, men det har været smaddersjovt OGSÅ selvom jeg har strikket en del af den indtil flere gange!
Jeg har tilbragt rigtig mange timer med mit barnebarn i armene. Vi bor ikke langt fra hinanden (så heldig jeg er) og vi har gået til hånde, hvor vi kunne, også med det praktiske, f.eks. har min vaskemaskine kørt en del ekstra i den seneste tid :-) Jeg har været forbavset og forundret over hvor stærkt jeg føler for den lille pige - du godeste alle de følelser, der er involveret og ligesom jeg kunne mærke biologien og de voldsomme og stærke beskyttelsesinstinkter, da jeg fik mine drenge - ja således er det også med mit barnebarn. På den måde bliver det tydeligt for mig, at vi hunner beskytter flokken og jeg ser lidt på mig selv som sådan en gammel elefanthun, der beskytter sin flok (måske også foranlediget af de ekstra kilo som ferien dette år har medført - på trods af motion og på trods af, at det hele har været sundt ;-) Det hele bliver altså lidt sværere at styre med alderen ;-))
Tusind tak for alle jeres dejlige kommentarer - jeg håber, jeg får tid til blogland lidt endnu, men jeg vil blive nødt til at prioritere og så tales vi først ved efter oktober (og den næste eksamen ;-))
Ha´ en rigtig dejlig aften
Faktaboks
Design: Lene Holme Samsøe for Sandnes, tema 7 i hæfte 0805
Garn: Rasmillas Yndlingsgarn, 55% lammeuld, 45% bomuld.
Garn fra lager: Joh, det blev jo indkøbt før jeg vidste Lillefrø er en pige ;-)
Anvendt: 45 g - utroligt!
Farve: 010 - abrikos
Købt hos: Rasmilla
Pinde: 2,5
Str.3 mdr.
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Mønsteret kræver konstant opmærksomhed. Som sædvanligt når jeg strikker lace - ser jeg ingen problemer - det er jo så let ;-) og så må jeg tage mig selv i at trevle 1 pind eller 2 op ;-) Men det er sjovt hele vejen og resultatet er lækkert og anvendeligt. Det er blevet en super let cardigan som min svigerdatter er rigtig glad for.
Løbelængde: 100g = 700 m