.... den kære frk. Selvdisciplin, efter at have hængt over min skulder hele ugen. "Jakke/cardigan med skød" er en af Kim Hargreaves klassikere og hun har lavet utallige variationer i tidens løb. Nectar alene, der som I alle vil vide, stammer helt tilbage fra sommeren 2008, indeholder ikke mindre end 4-5 variationer over dette herlige tema. For det er altså også bare en genial opfindelse. Feminin, elegant og sådan lidt business-like på den charmerende måde (hvor får jeg det dog fra?). Glee - Fitted Jacket with peplum.
Skødet strikkes i simpel ret fra side til side med en række picot´er langs kanten, medens resten strikkes på vanlig vis nedefra og op med de masker man samler op i kanten af skødet. Det kunne sagtens være konverteret om til strikning af både ryg og forstykker i én arbejdsgang. Det har jeg dog ikke gjort, jeg har strikket ryg og forstykker for sig som det er angivet i opskriften og har syet delene sammen. OG selvom jeg er meget glad for Glee allerede, så er det ikke en af dem jeg strikker igen. Det skyldes mønsteret som involverer 3 vr. sammen på hver 4. pind og det er jo ikke særlig behændigt! Men smukt, det bliver det, jeg er fuldstændig vild med mønsteret og helt ærligt, siden jeg strikkede Octavia, er der, trods alt, ikke den sammenstrikning af masker, jeg ikke kan klare ;-)
Jeg har, jeg skulle næsten sige som sædvanligt, strikket på tyndere pinde og med meget tyndere garn end i opskriften, så den er skaleret op i en xl sådan ca. med et par modifikationer undervejs og er endt som en mellemting mellem small og medium. Som det er typisk for Kim Hargreaves modeller er den fitted, altså figurstrikket på alle leder og kanter. Fidusen er, at den skal sidde tæt til, samtidig med at der er plads til kvindelige former. Men hun overdriver ikke med pladsen, skulle jeg hilse og sige. Her sammen med min Odd Molly kjole. Jeg forventer, det bliver et perfekt makkerskab her i foråret.
Som nogle af de mere opmærksomme og måske også strikke-nørdede læsere ganske givet har bemærket, har jeg tilføjet løbelængde til min faktaboks. For det er jo sådan, at det er løbelængden der mest nøjagtigt angiver, det arbejde, der er med et stykke strik. Antal strikkede kg er ikke en særlig god måleenhed, for os, der typisk strikker på små pinde med meget tyndt garn. Glee vejer ikke mere end 220 g, men jeg har anvendt 1100 løbende m og det er rigtig meget og indebærer mange timers arbejde. Jeg beholder dog kg angivelsen også - bare for sjov.
Og nu hiver hun mig i øreflippen igen, den sure frk. Jeg må videre - denne gang med Eng :-) Men først kan jeg lige nå at stikke hovedet udenfor og høre mine solsorte synge - de solsorte, jeg har haft på kost i hele denne lange, kolde vinter.
God søndag aften :-)
Faktaboks
Design: Kim Hargreaves: Glee fra Nectar 2008
Garn: Den skønne Merino fra Lisbeth Klode på Fur, 100% merino
Garn fra lager: Ja
Anvendt: 220 g
Farve: Lilla
Købt hos: Furø gårdbutik Klode
Pinde: Addi lace nr. 3
Str. S/M
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Den er blevet helt utrolig lækker i den gode merino fra Fur - det er et perfekt garnvalg, men den skal i så fald også virkelig skaleres op i størrelsen. Jeg fik en vabel på tommelfingeren som jeg tilskriver det ubehændige 3 vr. sammen mønster, men også at jeg brugte en af mine addi lace pinde - alle andre var optaget ;-)
Løbelængde: Husker ikke helt nøjagtig, men det er en smule mindre end for lammeulden, så jeg tipper det til 100 g 500 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 1100 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 7823 m
Anvendt garn i år: 2kg og 180 g