Når jeg skal have noget Geilsk strik på pindene, forventer jeg altid noget særligt og jeg blev ikke skuffet. Kanten med pletterne er ny og anderledes og projektet har været hyggeligt og under-holdende at strikke fra start til slut - og garnet kender vi jo, super lækkert at arbejde med.
Der er god bevægelsesfrihed og kjolen hæmmer på ingen måde Lillefrøs aktiviteter. I baggrunden er aktiviteten koncentreret om at hækle dukketøj af resterne. "Tulle" har nemlig også fået et lille sæt :-)
Hæklet med inspiration fra dukketøjshæftet fra Sandnes. Farverne er ikke korrekt gengivet i den kunstige belysning og jeg beklager at Tulle præsenteres med numsen bar, men der var ikke mere garn. Jeg fik nemlig brugt den indkøbte garnmængde til sidste gram og det giver jo altid en vis tilfredsstillelse.
Jeg har været en tur i Hønsestrik i Aalborg og indkøbt firkantede strømpepinde, for NU skal der strikkes STRØMPER!!! Jeg tror, jeg bliver nødt til at udnævne en hel måned til "strømpemåned", men meget mere om det i senere indlæg.
I morgen skal jeg strikke sammen med Mona og det glæder jeg mig rigtig meget til. Rigtig god weekend til jer alle, jeg kommer omkring inden så længe :-) Men først ud at gå aftenturen :-)
FaktaBoks
Design: Bente Geil: Skønhedspletter
Garn: Geilsk Bomuld og uld
Fra lager: Ja, det har lagret helt siden Saltum Uldfestival ;-)
Anvendt: 150 g orange og 50 g rød til både kjole og dukketøj
Farve: Rød og orange
Købt hos: Strikkepinden og den lille zebras stand på Saltum Uldfestival
Pinde: 2,5 og 3
Str: 2 år
Ny teknik: Kanten med skønhedspletter er ny og det er en sjov og finurlig måde at starte på. Så har jeg også lært "at strikke luftmasker", selvom jeg ikke synes, de bliver helt så pæne som de hæklede.
Bemærkninger: Jeg synes, det er en genialt udtænkt model, Geilsk når det er bedst :-)