20. august 2009

Hvirvelstrøm

Du strikker først en cirkel. Det er i modsætning til, hvad man skulle tro underholdende strik, fordi cirklen består af 15 kiler, der fremkommer ved at nogle pinde strikkes som vendestrik. Lige tilpas nok til, at jeg hele tiden liige skulle strikke en kile mere.




Dernæst strikker du en sjælevarmer fra ærmekant til ærmekant. Indrømmet, her var det knap så underholdende, ærmerne er laaaange, men så er det heller ikke værre.



Du syr de to dele sammen, når du lige har fundet ud af, hvordan de skal hænge sammen :-)



Du vasker hele herligheden og lader tørre på et kosteskaft med cirklen nedad. Du trækker rigtig godt i cirklen, for ellers får den færdige Hvirvelstrøm ikke den rigtige pasform.



Og miraklet sker, du har en fiks og færdig og helt fantastisk Hvirvelstrøm. Jeg ved ikke med dig, men jeg synes, det er genialt tænkt. Hvor er det dog godt fundet på. Jeg er fuldstændig vild med den og kan slet ikke få armene ned.






Brochen skal ha´ et par ord med på vejen, den har ligget og ventet på det helt rigtige projekt. Den er købt hos Fyberspates og er håndværk fra Skaramanda i Skotland. Selvom den er forholdsvis stor, vejer den ikke ret meget.



Garnet er som tidligere antydet rigtig lækker tynd merinould af absolut første klasse. Garnet kommer fra Fur Ø gårdbutik, der ejes af Lisbeth Klode og hendes mand. Alt garn i butikken produceres af ulden fra deres egne merino får og mohair geder. Spinding og farvning udføres af Henrichsens Uldspinderi i Skive. Udover garnet kan du købe det lækreste lamme- og oksekød samt en bred vifte af hjemmelavede specialiteter og som prikken over i´et er der også et bredt udvalg af keramik, mundblæste glas, sølv og glassmykker fremstillet af områdets designere.
Jeg har sagt det før og siger det nok igen: Den butik er et besøg værd.




FaktaBoks
Design: Annette Danielsen Hvirvelstrøm fra Strik Naturligvis
Garn: Dansk Merino Kamgarn fra Fur, 100 % merino uld, en rest marineblå supersoft til ærmekanter
Garn anvendt: 300 g
Farve: Lys turkis, fv. nr. 4025
Købt hos: Fur Ø Gaardbutik Klode, Nr. Madsbadvej 38, 7884 Fur
Pinde: 3
Str: Small
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: En fantastisk skøn trøje at strikke. Jeg er også imponeret over pasformen og snittet i modellen.