Vi er uadskillelige

min strikketaske og jeg. "The Knitters Messengerbag", klinger det ikke godt? Jeg fik den i fødselsdagsgave i juni måned og siden har jeg haft den med overalt :-) Jeg fik lige præcis den model jeg ønskede mig. Jeg valgte den ikke for det æstetiske, der er mange andre Jordana Paige tasker, jeg i så fald meget hellere ville have. Nej, jeg valgte den, fordi det umiddelbart var den største man kunne få :-) Den kan sagtens rumme fire-fem strikkeprojekter + min bærbare pc - ja, det er rigtigt! Det eneste minus er, at der ikke er "dupper" under bunden. Det er en stor ulempe, når man strikker ude!

Min mand købte den hos Nusse og Nørkle.

Den bærbare kan altså godt være der :-)

Da jeg så sad og hyggede mig med at pakke tasken på min fødselsdag, blev jeg helt nostalgisk. Jeg kom til at tænke på dengang jeg lærte at strikke. Jeg var 5 år og min mor satte mig i gang med 10 masker og viste mig, hvordan jeg skulle strikke ret. Og så gik hun. Jeg sad og nørklede lidt og jeg kan huske, jeg drømte om alle de trøjer, jeg kunne strikke til min yndlingsdukke. Da min mor kom tilbage, gjorde hun mig opmærksom på, at jeg ikke ville komme nogen vegne ved bare "at sidde og vrikke" med pindene! Jeg forstod helt ærligt ikke, hvad hun mente. Jeg strikkede jo. Hun viste mig så tålmodigt endnu engang, at maskerne faktisk skulle flyttes fra den ene pind til den anden :-) Budskabet gik stadig ikke ind. Jeg vrikkede videre. Proceduren blev gentaget igen og igen og tilsidst erklærede jeg, at jeg aldrig nogensinde ville strikke. Aldrig. Det var for dumt. Ikke noget for mig.

Siden blev det heldigvis taget op igen. Og igen. Indtil den dag kom, hvor jeg faktisk var stolt over det, jeg havde lavet. Hvilken sejr! I dag ved jeg jo ikke, hvad jeg skal gøre uden :-)

Tilbage til pindene!

Når solsortene synger

og blæsten har lagt sig her i Nordjylland, så føler jeg mig meget priviligeret, fordi jeg kan sidde og strikke i min have. Der er en stille glæde ved sådan en smuk sommeraften, med en skål jordbær ved hånden, rosernes duft i næsen og pindenes sagte knitren. Jeg behøver ikke mere. Sådan gik min aften i går og det betød da næsten en halv meter på Enten

Det var naturligvis aldrig gået uden Duchess :-)

Den fantastiske solskinsdag i dag, har jeg naturligvis været ude at nyde i fulde drag, men da solen stod højest på himlen måtte jeg søge dækning under min naturlige parasol - jeg har en skøn rødeg, der skygger på en del af terrassen - og det kom Margery til gode

Den er rigtig sjov at strikke og den Merino Silk er altså SÅ lækker at arbejde med.