18. februar 2012

200 g cardigan

.... eller helt nøjagtigt 195 g, mere vejer den fine Farveskiftecardigan fra Louise Harden ikke. Endelig, endelig er den blevet færdig - den er hele tiden blevet overhalet af andre projekter, ikke fordi den er kedelig at strikke - tværtimod - men fordi jeg  ikke altid kan holde mig til sagen ;-)


Garnet fra Hjelholts Uldspinderi har de fineste lange farveforløb og sammen med de 3 forskellige mønstre/sektioner som cardiganen består af (glat/vrang striber på ryg, rib i ærmer og hulmønster på forstykkerne) giver det et dejligt afvekslende og underholdende strikketøj.


Opskriften er lige til at gå til og gør du som der står, får du disse fine overgange ved raglanindtagningerne. Jeg sad og sov lidt første gang, jeg lavede dem og måtte pille det hele op! Eneste montering er et par sting under ærmerne.


Jeg spår den et langt og lykkeligt liv og kan endnu engang takke en blogger, for at jeg overhovedet opdagede den - det er så dejligt med al den inspiration. Louise Hardens Butikken på Landet er ikke en netbutik, men Louise sendte gerne både garn og opskrift. Og bemærk, at jeg her har valgt en farvekombi, der ikke ligner normalen - jeg var stærkt fristet til at vælge turkis-mix, men holdt mig i skindet eller var det fordi, Louise ikke havde den kombi på lager - jeg husker det ikke længere ;-) Dette er ikke den bedste farve-kombi til mig, men går dog an!

Jeg går stadig og skranter - kan ikke rigtigt komme mig helt - men mon ikke en weekend med et par gode gåture kan hjælpe på det. Alligevel har jeg ondt af mig selv og det er decideret farligt. Se bare, hvad det udløste:


Noro Silk Garden er vidunderligt garn, men jo også noget pebret. Så hvem kan sige nej til 20 %. Hos Ho-strik lige nu - ja, ikke fordi jeg ønsker at lokke nogen i shopping-fælden ;-) På et tidspunkt skal farmors lillefrø også ha´ en Noro-trøje som den Ann har lavet, men først når farmor ved om det bliver en dreng eller pige - og det vil de unge mennesker ikke vide inden fødslen, så der er laaaang tid til at spændingen udløses på den front ;-)

Ha´ en rigtig god weekend allesammen :-)

Faktaboks
Design: Louise Harden:
Garn: 1 tr. farveskiftegarn fra Hjelholts Uldspinderi  - blandet af Falklands Merino og Gotlandsk Pelsuld
Garn fra lager: Nej, købt til formålet
Anvendt: 195 g
Farve: Aubergine Mix - 091010
Købt hos: Butikken på landet
Pinde: 4 og 6 til forstykkerne
Str. One Size
Ny teknik: Nej
Bemærkninger: Jeg har strikket fuldstændig efter opskriften - dog har jeg brugt pinde 6 til forstykkerne i stedet for 6,5
Løbelængde: 100g = 400 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 780 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 2506
Anvendt garn i år: 707 g


Fjernelse af kommentarmoderation

Det gør du sådan her: Gå ind i Indstillinger og vælg Aldrig under kommentarmoderation