23. maj 2009

Anniversary Mystery Shawl KAL 2009

Det er Jette, der fik lokket mig med på dette her og det er jeg rigtig glad for. For det er sjovt!




Det er første gang jeg deltager i en KAL, som jeg regner med står for KnitALong! og jeg havde kun en vag ide om, hvad det gik ud på. Her drejer det sig om at strikke et sjal i samme form som Draculas Bride, dvs. et sjal med tre adskilte mønstersektioner på hver side af et midterpanel.

Man får et "clue" hver lørdag over fem uger, der består af et diagram og nogle overordnede anvisninger. Det er spændende ikke at kende mønsteret på forhånd og jeg er blevet fuldstændig grebet. Jeg er blevet færdig med første clue og sidder og venter på at næste clue bliver lagt ud til download engang i dag. Min lace pind er desværre ikke stor nok til at jeg kan brede sjalet helt ud, men du kan se midterpanelet og de tre sektioner i den ene side. Det bliver et MEGET stort sjal.



Man starter fra oven på sjalet og bevæger sig nedefter med flere og flere masker i hver sektion. Clue 1 begynder med 33 m og slutter med 219 m. Jeg tør næsten ikke tænke på, HVOR mange masker det ender med, men det bliver helt sikkert mange.

Jeg strikker på pind 2,5 i Faery Lace fra Fyberspates, der er håndfarvet, spindelsvævstynd Merino i bedste kvalitet. Der røg lige et par bundter med, da jeg alligevel skulle have "gensendt" det røde garn til min slå-om-trøje.




Det er strik, der kræver koncentration og jeg har været særdeles godt underholdt.

Det er naturligvis på bekostning af andre projekter, men min kjole i råsilke er liiige på trapperne, jeg mangler bare det sidste korte ærme. Da det er fjernsynsstrik, bliver der trods alt også plads til det.

PS: I arbejdet med sjalet oplever man virkelig værdien af maskemarkører, vel at mærke markører, der er små og lette, så de ikke tynger strikkepinden ned, for her skal bruges MANGE!