9. februar 2014

Tankestreg 2

Hvor har jeg dog savnet jer. Næsten 2 måneder er gået uden jeg har fulgt med i noget som helst i blogland. Mere om det senere. Nu er tiden kommet til et comeback :-)

Min absolutte yndlingscardigan siden den første blev færdig i 2011 har været Tankestreg. Jeg har brugt den og bruger den stadig hver eneste uge. Jeg har længe villet lave én i en lysere farve, hvor mønsteret kunne træde lidt tydeligere frem, resultatet ser du her:


Jeg er rigtig godt tilfreds med, at jeg valgte den lyse grå. Desværre er billedet ikke helt optimalt, men jeg har forsøgt at få mønsteret mere frem på det næste billede. Designet taler jo for sig selv. En super anvendelig og velsiddende cardigan, der kan bruges lukket, hvis man er ude og åben og løsthængende indendøre. Den sidder perfekt uanset hvad.


Jeg har strikket den sideløbende med ét eneste andet projekt - et Krakasjal til en veninde, der også snart nærmer sig sin afslutning. Tankestreg er så godt et strikketøj, at jeg slet ikke har haft lyst til at strikke på andet. Sjalet har jeg næsten kun strikket på som passager i bilen, hvor Tankestreg blev lidt for tung.


Og hvad har jeg så lavet i al den tid? Jeg har knoklet med et speciale, der omhandler akupunktur og migræne og dernæst med at opdatere Lene Klitgaard Massage & Akupunktur :-) Nu kan jeg endelig sætte et tilfreds punktum og nyde min hverdag med klinikken uden at skulle bruge alle mine aftener og weekender på studier. Nu kan jeg nøjes med at læse de mange, mange spændende bøger, der altid vil være en del af hverdagen med dette fascinerende fag, ligesom jeg glæder mig til alle konferencerne.


Desværre er det ikke kun specialet, der har drænet kræfterne. Sygdom i nærmeste familie har været og er stadig en betydelig faktor. Det næste stykke tid har jeg derfor behov for at bruge kræfterne på det nære og lokale og bruge mindre tid på at rakke land og rige rundt. Eneste arrangement udenfor Nordjylland bliver Fiberfestivallen i Ry, hvor jeg for længe, længe siden har meldt mig til et par workshops.

Men nu MÅ jeg altså rundt og se, hvad I har bedrevet i al den tid. Hav tålmodighed for det kommer til at tage en del aftener at nå igennem det hele :-) Jeg glæder mig og det føles utrolig godt at kunne blogge et indlæg igen :-)

Faktaboks
Design: Annette Danielsen: Tankestreg, fra Strik en stund
Garn: Højlandsuld og Alpaca
Garn fra lager: Nej, købt til formålet.
Anvendt: 440 g ialt - strikket med 1 tråd af hver
Farve: Lys grå
Købt hos: Garnudsalg.dk
Pinde: 4
Str. M
Ny teknik:  Nej
Bemærkninger: Denne gang strikkede jeg som sagt igennem og det var en fuldstændig salig strikkeoplevelse, hvor jeg blev rigtig glad for mønsteret, hvilket jeg bestemt ikke var første gang, jeg strikkede den. Jeg har lavet et par ekstra knaphuller og brugt perlemorsknapper, så den ikke bliver så tung. Jeg fortrød, at jeg ikke havde valgt 2 tråde uld, men ender alligevel med at være ret begejstret for slutresultatet.