Jeg fortsætter med at gribe tråden! Det er længe siden, at jeg har haft gang i så mange projekter på én gang - jeg har ikke talt, men et slag på tasken er vel ca. 10-12 projekter. Det er som om de sidste måneders benhårde selvdisciplin og kontrol nu skal forløses - så jeg slår op til nyt i en uendelighed. Hvor er det godt, at der er garn på lager!
Searing er et fantastisk strikketøj - mønsteret ligger hurtigt i fingrene og er dejligt meditativt med de fine zigzag-hulmønstre - derudover går det stærkt på p. 4
Ryggen fik jeg strikket næsten færdig før jeg opdagede den fine detalje, at mønsteret spejles på midten! Så om igen, for det er da en smuk detalje.
De fine hjerteknapper fandt jeg i den lokale Stof 2000.
Og hvad er der så kommet på pindene? Et par mønsterstrik projekter til julegaver, endnu en tyk hættetrøje fra Drops, babyselebukser, flere Svends Savlesmækker og så skal jeg jo ikke glemme alt dét, der var på pindene i forvejen. Jeg nyder hvert eneste minut med pindene i hænderne og skifter rundt fuldstændig som jeg har lyst til og lige pludselig er der igen noget, der er færdigt.
Grib nu trådene derude og strik igennem. Ha ´ en rigtig dejlig weekend
Faktaboks
Design: Kim Hargreaves: Searing fra bogen Indigo
Garn: Cascade 220 Heathers, 100% peruviansk højlands uld
Garn fra lager: ja
Anvendt: Ca. 550 g
Farve: Lilla
Købt hos: Handknitting by Slavi - hvor er jeg ked af, at den netbutik ikke eksisterer længere.
Pinde: 4
Str.M
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Jeg er fuldstændig vild med Cascade garnet, der er lækkert at strikke med og samtidig arter det sig rigtig godt i brug. Jeg er ked af, at det ikke lykkedes for Slavi at holde butikken kørende, så dette dejlige garn stadig kunne købes i DK. Jeg har ikke googlet, men tror ikke, der er andre forhandlere i DK.