31. maj 2016

Majs sjal og sokker

Maj måneds sjal skulle være et rigtigt sommersjal og jeg var ikke i tvivl, da jeg så Rangoli i den nye kollektion fra Twist Collective - mere sommerligt bliver det vist ikke. Så er det for første gang lykkedes Vibeke og jeg at strikke det samme sjal den samme måned, så I får mulighed for at se det strikket op i to vidt forskellige garner og farvekombinationer :-) Jeg har valgt at strikke i bomuld og har samtidig fået et nyt yndlingsgarn. Først lige et billede fra blokningen.


Det var Didde fra Hønsestrik, der gjorde mig opmærksom på Elastico - et bomuldsgarn med 4% stretch i de mest fantastiske farver. Ingen kan være i tvivl om, at jeg hader kunstfibre, men lige præcis her - er de 4% stretch et match made in heaven - glem alt om, at du synes, det er hårdt at strikke i bomuld, eller du ikke kan få det jævnt - det kan du med Elastico :-) Jeg købte også ind til et par sommertrøjer og er ved at strikke en t-shirt til Lillefrø i resterne fra Rangoli


Rangoli er et vævestrikket sjal, der er super sjovt at strikke - jeg var fanget af hele processen. Når man kører sur i mønsteret skal der skiftes farve og det når ikke at blive kedeligt. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal strikke det igen - evt. bare i to farver. Jeg eksperimenterede lidt med Fireflower-mønsteret undervejs, jeg ville gerne se om det kunne laves knap så "voluminøst" og det kan det uden at bruge "lange masker" (= m, der strikkes ind i flere gange). Du kan se at de midterste Fireflowers er knap så fyldige som de to oven- og nedenfor.


Jeg elsker at strikke stjernemønsteret og tror det kommer til at indgå i mine moskus arbejder. Det er sådan et mønster, der virkelig giver flow og mulighed for meditation og så synes jeg bare, det er så enkelt og smukt :-) Her stjerner oven- og nedenfor Fireflowers i midten


Det kan man ikke sige om mønsteret i maj måneds sokker - hold nu op, hvor har jeg hadet dem. Jeg blev aldrig "sock-u-pied" som bogen ellers lægger op til - heller ikke selvom 2´eren gik lidt mere gelinde ;-) Jeg bliver bare aldrig fan af fair-isle strik, men det skal ikke hindre mig i at prøve, om noget skulle have ændret sig siden jeg strikkede det sidst ;-) Hvem ved, måske bliver jeg fan engang. Det er en sok, der bedst ses fra bunden - som er virkelig sofistikeret.


Jeg holder utrolig meget af Sverige og svenskerne, men hvorfor jeg er havnet så tæt op af det svenske flag - det véd jeg simpelt hen ikke ;-) Jeg havde den turkise farve i forvejen og tilkøbte karryfarvet - havde overvejet rustfarvet, men kunne ikke helt gennemskue farven på nettet - det kunne godt have vist sig at være et bedre valg, he he :-)


Mønsteret er tyrkisk inpireret og der arbejdes med 3 forskellige mønstre henover foden. Og hvorfor har damen kun en sok på? Jamen der var strikket 2, men jeg var kommet til at forskyde mønsteret i foden, så det ikke længere flugtede med skaftet - så den fod skal strikkes om i aften, grrr. For at I skal kunne se, jeg ikke har snydt fik jeg taget et billede af begge sokker i går aftes ;-) Som sagt en sok, der lægger op til at svinge benene op, så alle andre kan beundre bunden ;-)


Håber I har nyt og spændende strik på pindene derude - her er der bare tilbage at bide i det sure æble og strikke en ny fod ;-) Tusind tak for alle jeres kommentarer til Prairie :-)

Faktaboks
Sjal:
Design: Lana Jois: Rangoli
Garn: Elastico fra Lana Grossa 96% bomuld, 4% polyester (elite)
Garn fra lager: Nej, for nu skulle det jo lige afprøves - sådan et for mig nyt og lækkert garn ;-)
Anvendt: Købte i alt 300 g, men har nok til en t-shirt til Lillefrø også - en win-win ;-)
Farve: 092, 112, 113 og 116
Købt hos: Hønsestrik, Aalborg
Pinde: 4
Str. Den største, men da jeg strikker med et garn med en del længere løbelængde end det, der foreslås i opskriften, bliver hele sjalet generelt mindre end originalen.
Bemærkninger: Et af de sjoveste sjaler at strikke - ikke mindst på grund af de sommersaftige farver, men i høj grad også på grund af de sjove vævestrikmønstre

Sokker:
Design: Anne Merrow: Sockupied - twenty knit projects to satisfy your sock obsession - Leslie Comstock
Garn: Sterk
Garn fra lager: Det gule er tilkøb
Anvendt: ca 100 g
Farve: Turkis og karry
Købt hos: Woolspire, som ikke er i kridthuset hos mig lige nu. Jeg blev lovet 10% rabat på mit køb grundet flytning af deres lager, men det fik jeg aldrig! Det skal tages op med dem igen, før jeg placerer en ny ordre!
Pinde: 3,5
Str. 37-38
Bemærkninger: Sokkerne er strikket på strømpepinde 1 ad gangen, fordi jeg ikke havde 2 sæt i str. 3,5.