1. juni 2014

Sommerrødt

Denne har været på to-do-listen lige siden jeg så den på en Karen Noe stand for flere år siden. Det, der egentlig har holdt mig tilbage er, at den starter på p 7. Den har som sådan heller ikke været en speciel fornøjelse at strikke, men de store pinde puster liv og luft ind i bomulden, så det hele giver mening til sidst.


Jeg elsker at gynge og låner Lillefrøs hver eneste gang, jeg kan komme til det ;-)

Faconen fremkommer ved, at man skifter til tyndere pinde efterhånden, sluttende på pind 5 - stadig en lidt for stor pind efter mine begreber, men resultatet bliver som nævnt meget let og luftigt. Gitte har strikket et par fine udgaver udelukkende på pind 5, så det er dog også en mulighed, men resultatet bliver mere "kompakt".


Ærmegabene er lidt for dybe til at huse mine efterhånden meget omfangsrige og muskuløse massørarme. Det skal lige siges, at jeg strikkede to mønsterrapporter i højden og det er en rigtig dårlig ide kombineret med den dybe indskæring i ærmegabet. Hvis man vil forlænge ærmet skal ærmegabet også ændres. Det er noteret, hvis der bliver en næste gang, hvor jeg i så fald også vil supplere med et "rigtigt" ærme. Jeg har det samme garn i en lys blå og synes bestemt modellen ku fortjene en gentagelse, men nu må vi se.


Det har været en fuldstændig fantastisk weekend med total afslapning og pasning af Lillefrø. Det lille pus havde dog høj feber, så vi havde en noget mere afdæmpet dag end vi plejer. Hun ville egentlig bare gerne sidde ved farmor det meste af tiden og det besluttede jeg mig for at nyde, for det hører jo virkelig til sjældenhederne, at hun har tid til det :-) Vi holdt humøret højt med en håndfuld rosiner og læsning i Lillefrøs bog, som handler om hende selv og derfor er meget, meget interessant ;-)


Jeg er søgt ind i skyggen, for der har næsten været for varmt her i dag - man er vel en ordentlig nordbo ;-) Jeg glæder mig til den nye uge og alle dens spændende opgaver. På pindene er der sommerkjole og bøllehat til Lillefrø, endnu en Snoning, en "ostetrøje" fra Lønstrup og snart en "papircardigan" fra Charlotte Tøndering. Og så har jeg helt glemt at nævne den norske inpiration, jeg fik i dag og som foranledigede nye opskriftkøb, men det hører I meget mere om i de næste indlæg.

Ha en rigtig dejlig søndag aften og tak for alle jeres søde kommentarer, håber I kan sidde ude og strikke :-) Findes der noget mere dejligt? :-)

Faktaboks:
Design: Karen Noe: Knitting Collection: Louises blomstertunika som kjole
Garn: Lana Grossa - Classico, et lækkert merceriseret bomuldsgarn, der fås i de mest fristende farver.
Garn fra lager: Joh - det har da ligget nogle uger ;-)
Anvendt: Knap 400 g
Farve: 021 - rigtig varm og klar sommerrød
Købt hos: Hønsestrik i Aalborg, den sidste strikkecafeaften og siden suppleret med den lyse blå, da jeg "bare" sku købe knapper ;-)
Pinde: 7, 6 og 5
Str. S - rigeligt forneden, men for lidt foroven, hvis man strikker den dybe ærmegabsindskæring og har kraftige overarme ;-)
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger:  Let og luftig bomuldssag som helt sikkert vil blive brugt meget. Her er den vist med en rød stropkjole under, men den er også rigtig flot med en lang hvid t-shirt under.