3. august 2013

Babykjole med Klitroser

Jeg syntes Lillefrø trængte til en sommerkjole i ren bomuld her i varmen og fandt lidt rester i kisten. Resultatet ser du her på tørresnoren, jeg kalder den Lillefrøs kjole med klitroser ;-) Jeg fik strikket en del på den, medens jeg var på besøg hos Gitte. Den afløste et projekt i Viscolin, der måtte standses på grund af åbent strikkesår på pegefingeren, men det må I høre om en anden gang ;-)


Den blev taget i brug med det samme - det er meget vanskeligt at fange modellen i stillesiddende/-stående tilstand, så det er med at være hurtig på aftrækkeren. Jeg synes ikke, jeg har haft en bedre ferie i mange år - alle de lange, skønne sommerdage, hvor Lillefrø styrer og jeg følger med - bedre metode mod stress findes ganske enkelt ikke, men som jeg husker det - er metoden vist forbeholdt bedsteforældre, fremfor forældre ;-) Det var noget mere stressende at være mor ;-)


Men jeg synes mit liv bliver "samlet op" og afrundet på en ny måde, når jeg får lov til at opleve det hele igen - nu med erfaringen om, at "det hele nok skal gå" og stort overskud, i stedet for angsten for ikke at gøre det godt nok og overlevelse som første prioriteter - det er først nu, at jeg helt forstår udtalelsen "børnebørn er livets dessert" som mange "hysteriske" bedsteforældre før mig har proklameret højlydt og - må jeg erkende - ofte til min udelte irritation ;-) Men det var dengang, man har vel lov at blive klogere ;-)


Rosenborten er tyvstjålet fra min Klukka spencer og her i Klitroseudgave i stedet for almindelige roser. Kjolen bliver lukket med de fineste museknapper fra Irenes knapkasse - en arv, der bliver forvaltet med omhu og utallige muligheder for at mindes.


Og dette bliver sidste indlæg i ferien - en travl måned venter og strikkeriet vil igen blive af mindre omfang. Men så er det godt, at jeg har "sparet et par indlæg op". Jeg har været i gang med at støtte de "lokale" garnforhandlere, opskriftsdesignere og ikke mindst udforsket farven lyseblå, altsammen noget der kan berettes om, når der ikke kan blogges om friskt strik :-)

Ha´ en dejlig aften derude :-)

FaktaBoks
Design: Farmor ;-) Lillefrøs kjole med klitroser
Garn: Rester i Mandarin Petit fra Sandnes
Fra lager: Ja, det har ligget siden sidste sommer
Anvendt: ca. 200 g - jeg nåede ikke at veje ;-)
Farve: Forskellige
Købt hos: Bettekun
Pinde: 3
Str: Ca. 1 år
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Dejligt sommerstrikketøj - som nævnt er rosenborten tyvstjålet fra min Klukka spencer, ellers eget design.