31. juli 2016

Julis sjal og sokker

Julis sjal bliver min lille islandske Fichu eller rettere Huldas lille fichu fra bogen med islandske sjaler. En fichu er fra den tid, hvor kvinder gik med meget nedringede kjoler. Det kunne blive temmelig koldt og derfor tog man en fichu på til at varme nedover barmen. Den var ofte lavet i meget fint mønster og garn, hvis man ellers var en finere frue, der havde råd!


Pointen var at den lige kunne dække og varme de rigtige steder, men heller ikke mere. Denne kan kun lige akkurat bindes bagpå. Jeg kommer nok mest til at bruge den som halstørklæde til min trenchcoat i efterår/vinter ;-) Jeg har strikket i Helene Magnussons Gilitrutt, der findes i en meget delikat farvepalette. Hendes hjemmeside er virkelig et besøg værd.


Sokkerne er Flutterby socks, der fik deres skønne navn, fordi designerens barnebarn ikke kunne udtale Butterfly :-) De er vævestrikkede og de små "flutterbyes" er sjove at lave - jeg nød at sidde med dem. Jeg vil rigtig gerne lave endnu et par på et tidspunkt.


Garnet bliver ikke et hit hos mig, jeg synes det virker direkte syntetisk og plasticagtigt og så kan jeg simpelthen ikke strikke jævnt med det, det har noget at gøre med måden det er spundet på. Heller ikke efter vask, kan jeg få det til at folde sig ud.


En utrolig dejlig ferie er slut og jeg glæder mig til at komme i gang igen. Tusind tak for alle de søde og venlige kommentarer og mails, jeg har modtaget henover sommeren. De næste måneder bliver meget travle for mit vedkommende og jeg ved, der bliver meget mindre strikketid og derfor også færre indlæg. Men nu skal jeg rundt og se, hvad I har lavet :-)

Faktaboks
Sjal:
Design: Sigridur Halldorsdottir (red): Huldas Little Fichu
Garn: Gilitrutt Tviband
Garn fra lager: Indkøbt til formålet
Anvendt: Sjalet vejer i alt: 51 g
Farve: Askja Blue, Natural Grey, Sulfur Yellow
Købt hos: Helene Magnusson
Pinde: 3,5
Str. 43 cm i midten, der er ikke andre mål at gå efter i opskriften
Bemærkninger: Jeg er vild med garnet, men det er temmelig pebret og derfor skal man vide, at det også er rustikt - på den dejlige islandske måde, men nogle vil synes det kradser!

Sokker:
Design: Anne Merrow (red): Sockupied - twenty knit projects to satisfy your sock obsession - Cat Bordhi: Flutterby Socks
Garn: Sock It 
Garn fra lager: Indkøbt da det lige blev introduceret
Anvendt: i alt 62 g
Farve: Lilla (rester fra Woundrous Cable socks) og støvet turkis
Købt hos: Garnudsalg.dk
Pinde: 2,5
Str. 38
Bemærkninger: Jeg har strikket toe up - på to sæt strømpepinde. Jeg kunne ikke forlige mig med Sweet Tomato Heel, sokkerne kom til at sidde for løst omkring min hæl og har derfor igen igen strikket min sædvanlige wrap&turn-heel.