31. januar 2016

Januars sjal og sokker

Jeg er ikke den store fan af ene retstrik, ej heller retstrik i striber, men nogle gange ser jeg en model, hvor det hele bare går op i en højere enhed og så kan min indstilling heldigvis forandre sig. Jeg er nemlig blevet mere end almindeligt glad for mit Promenadesjal :-)


Det er sådan et rigtigt lækkert hjemme- og hyggesjal. Jeg har brugt det hver aften i sofaen siden det blev færdigt. Konstruktionen gør, at det ligger rigtig godt på skuldrene - også når man bevæger sig rundt og jeg faldt pladask for det, da jeg var til foredrag med Hanne Falkenberg hos Bettekun, hvor kittet også senere blev købt. Da Hanne Falkenberg lagde det over skuldrene var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde fundet januar måneds sjal - jeg skulle bare finde min egen farvekombination i Hannes lækre Shetlandsuld. Uopslidelig, fnugfri og smuk i mange, mange år - jeg elsker den :-)


Ryggen på sjalet strikkes først og derefter strikkes der masker op langs ryggens sider. Det lange sidestykkes masker slåes op i forlængelse heraf og dermed strikkes hele sidestykket på én gang, udefra og ind mod midten - genialt tænkt :-) men også rigtigt mange masker.


Her opstod den første strikkekrise i mit arbejde med sjalet. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men ikke, at der ville være knap 600 masker i hvert sidestykke! Jeg havde nemlig besluttet at strikke på pind 3,5 i stedet for 3 (shetlandsulden bliver ellers for kompakt for min smag) og dermed bruge den nye Ferrari strikkepind, men nu blev den indkøbte wire alt for kort. Det havde dog den sideeffekt, at jeg fandt denne pinds begrænsning (mere om det i snarligt indlæg om de strikkepinde jeg bruger og hvad jeg synes om dem).


2. krise opstod, da jeg var færdig med sidestykke 2 og dermed færdig med hele sjalet. Troede jeg! For jeg opdagede, at jeg havde lavet fejl i stribemønsteret, så hele første sidestykke måtte pilles op og strikkes om! Det værste var, at jeg havde syet forkantens ene hjørne sammen (eneste montering, der er på sjalet) og hæftet. Og når jeg syer og hæfter, så bliver det gjort så eftertrykkeligt, at det nærmest er umuligt at pille op igen. Da var jeg godt nok ved at smide hele molevitten i skraldespanden!


Men man er vel et behersket menneske, der har opøvet lidt impulskontrol ;-) Og hvor er jeg dog glad for mit færdige sjal. Se iøvrigt bemærkninger i faktaboksen.

Sokkerne er valgt fra bogen Sockinnovation som jeg købte for mange år siden (2009), da den lige var udkommet, men ikke har fået strikket fra endnu, he he. Nu jeg var i gang med retstrik, kunne jeg lige så godt løbe linen ud - jeg har aldrig strikket sokker før med retstrikket hæl og tå. Ej heller hæl og tå med forkortede venderækker med "wraps" - hvad hedder det mon på dansk?. Den metode blev jeg så begejstret for, at jeg måtte prøve nogle flere gange, men det hører du mere om til februar.


Modellen hedder Lindsay og det bliver en gave til en god kollega og veninde. Jeg vil i årets løb gerne strikke flere sokker med masser af mønster og ensfarvet garn. Det eneste ensfarvede på mit lager var denne grå Opal, men søde Camilla fra strikkegruppen havde vist luret, at jeg "manglede" ensfarvet, så hun kom med noget lækker ensfarvet Hosuband købt hos Edith i Hønsestrik, der skal bruges til februar måneds sokker - herligt :-) 200 g Opal rækker da heldigvis også til mere end 1 par sokker, så jeg kan afprøve nogle flere sokker fra Sockinnovation i den skønne grå.


Ha en rigtig dejlig søndag derude - jeg har givet mig selv en motionsudfordring i dag, så først motion så tilbage til strikketøjet, for der skal jo slåes op til februar måneds sjal - eller skulle jeg hellere sige sjaler, for jeg har lidt svært ved at vælge ;-) Men så må jeg også over at se, hvad Vibeke har lavet i januar - det er så spændende, fordi vi ikke fortæller hinanden, hvad vi arbejder på ;-) Det bliver også spændende om vi vælger nogle af de samme sjaler! Nå ja og så skal I andre da også have et besøg - vi ses :-)

Faktaboks
Sjal: 
Design:Hanne Falkenberg: Promenade
Garn: Shetlandsuld fra Hanne Falkenberg
Garn fra lager: Kittet har lagret siden jeg var til foredrag med Hanne Falkenberg
Anvendt: 390 g
Farve: Sort, grå, sort/hvidmeleret og turkis
Købt hos: Bettekun
Pinde: 3,5
Str. Den korte version - den findes i en længere også til piger, der er lige så høje som Hanne Falkenberg :-)
Ny teknik: Der er altid noget at lære af Hanne - her er det konstruktionen, der er spændende og anderledes.
Bemærkninger: På ryggen har jeg strikket stribekombinationen fra farvekombination 1 og på sidestykkerne fra farvekombination 10 - jeg synes det er så flot sammen og så giver det lidt mere variation. Farvemæssigt har jeg valgt farvekombination 10 og skiftet cyklamen ud med turkis. Hanne Falkenberg sagde til foredraget hos Bettekun, at man altid kunne få de farvekombinationer man ønsker, man skal bare få forhandleren til at bestille hjem i ønskede farver og det benyttede jeg mig af.
Sokker: 
Design:Cookie A: Lindsay fra bogen Sock Innovation
Garn: Opal Pullover- & Sockenwolle, 75% uld, 25% Polyamid - altid øv med polyamid og nylon, men indtil videre tolereres det for slidstyrkens skyld. Men hjemmestrikkede sokker kan der ikke gåes langt i, så får man brandvabler under fødderne p.gr.a polyamiden og nylonen!
Garn fra lager: Ja, det er virkelig i kategorien "gammel ost" ;-)
Anvendt: 62 g
Farve: Grå, 2616
Købt hos: Tror det var hos Markno
Pinde: 2,5
Str. Ca 38
Ny teknik: Hæl og tå med forkortede venderækker og wraps - det er så nemt og bliver rigtig pænt. Jeg udforsker teknikken yderligere :-)
Bemærkninger: Jeg har strikket sokkerne på strømpepinde (knitpro), men har brugt 2 sæt, så jeg har strikket kant på den 1. så på den 2. - skaft på den 1. så på den 2. osv. så jeg endte med at have 2 færdige sokker på én gang - næsten. Jeg synes det er hyggeligt at sidde med strømpepindene, men det samme kan jo gøres med 2 rundpinde. Jeg vil også strikke nogle "2 at a time", men der kommer lidt for meget samlebåndsstrik over detefter min smag, så jeg vender altid tilbage til strømpe- eller rundpinde :-) Mønsteret er langt mere enkelt end det ser ud og kører rigtig godt - der er dog en forhadt 7. pind, hvor der skal strikkes 4 r sm og 4 r dr sm - slangen i paradis ;-)