28. marts 2010

Annette Danielsen: Eng

Eller "forårshimmel over eng" - dét lægger farven i hvert fald op til :-) Dette er en vaskeægte klassiker og derfor vil jeg kunne bruge den i mange år fremover. Min Eng er strikket i blandede garner og det er fordi jeg lagde ud med sølle 125 g Kid Mohair i en fantastisk forårshimmelblå farve, som jeg VILLE ha´ brugt. Som du måske kan se på billedet er ærmet strikket i to forskellige trådkombinationer, det får du mere at vide om nedenfor.


Jeg havde 5 nøgler mohair på lager og var ikke meget for at bruge dem til et sjal eller tørklæde, for jeg bryder mig ikke om mohair, der er blandet med polyamid - det skal være den rene vare. Mohair med polyamid klasker sammen og kan være decideret ubehageligt at have på, hvis det er koldt ude. Næh, må jeg bede om mohair med uld eller mohair med silke! Nå, men det havde jeg jo altså ikke i denne farve - så det næstbedste er at bruge mohairtråden sammen med en god uldtråd. Jeg var ikke sen til at spotte, at Nanna123knit.com havde en lysende himmelblå lammeuld, der matchede mohairfarven totalt, så det blev min tråd nr. 2. Jeg er blevet meget forelsket i Filcolanas lammeuld, som jeg synes er mere stærk og elastisk end andre billigere uldtråde som f.eks. Supersoft og så er det ovenikøbet billigere, nemlig 45 kr. pr. 100 g.


Desværre er farvepaletten ikke ligeså omfattende som Supersofts, men der er nu alligevel en ganske anselig palette, der kan tilfredsstille mit behov langt hen af vejen og Nanna sælger hele paletten.


Jeg var fra start klar over, at jeg ikke ville ha´ nok mohair til hele Eng, men satsede på, at der i hvert fald var nok til kroppen. Det var der og lidt til. Jeg VILLE bruge det hele, så jeg rullede det sidste mohair op i to små bundter, der blev vejet på vægten, med nøjagtig lige meget i hvert bundt, så jeg kunne starte hvert ærme med denne trådkombination. Resten af ærmerne er strikket i 1 tråd lammeuld og 1 tråd Dahlia Bouclé. Det giver en mindre farveforskel, men også en forskel i tykkelsen, derfor valgte jeg at strikke et par omgange perlestrik på det glatstrikkede stykke, der hvor jeg skiftede garntype. Bælte og stropper er også strikket i denne kombination og jeg er super tilfreds med resultatet.


Normalt er jeg ikke vild med plasticknapper, men kunne ikke stå for disse dråber, købt på Paderupgaard ved Randers - de har iøvrigt et dejligt stort udvalg i knapper i alskens farver, former og materialer.


Der er fin gå-slids bagpå - en sød lille detalje. Jeg viser et billede med den på, når jeg er færdig med tilbehøret - jeg er nemlig i gang med blå Lepidoptera og et lille tørklæde, set hos Britt :-)

Tak for den overvældende tilslutning til min lille lodtrækning - I kan alle være ganske rolige, selvfølgelig er I med, selvom I bruger feeds, bloglines eller andet. Jeg overvejer et par ekstrapræmier, for at oddsene ikke skal blive ligeså dårlige som i Lotto ;-) Jeg synes, det har været meget spændende endnu engang at få øje på nye bloggere, samtidig med at jeg kan blive helt bekymret for alle de strikkeblogs, jeg går glip af, fordi jeg slet ikke ved, at de er der :-)

Frk. Selvdisciplin er hermed låst inde i skabet, for nu skal der lidt nye forårsprojekter, herunder nogle af bomuld, på banen. Alle igangværende projekter kommer derfor lidt på stand-by.

Og så melder jeg mig simpelthen ud af blogland resten af påsken, for min yngste søn bliver 18 på selveste Langfredag. Det er en STOR dag og skal fejres i flere omgange for henholdsvis venner og familie. Mor har været tynget af vemod over den nye kategori hun nu kommer i - nemlig "Har-du-børn?-Ja-men-de-er-voksne"-kategorien ;-) Når alt kommer til alt, har jeg jo været i den kategori et stykke tid, men nu bliver det slået fast med syvtommersøm. Vemodet skal ha´ sin plads, men kun for en kort stund, så skal der ses fremad med glæde mod alt det spændende der venter forude med voksne børn og mere og mere tid til sig selv. Måske der kommer et par børnebørn dumpende på et tidspunkt og så vil jeg naturligvis øve mig på at blive verdens bedste farmor ;-)

Ha´ en rigtig dejlig påske allesammen - jeg håber I får masser af tid sammen med dem I holder af og ikke mindst strikketøjet :-)

Faktaboks
Design: Annette Danielsen: Eng fra Strik Naturligvis
Garn: Filcolana New Zealand Lammeuld, 100% lammeuld, Rabbit Linate Super Kid Mohair, 85% mohair, 15% polyamid, Dahlia Bouclé 40% Kidmohair, 30% Alpaca, 25% Uld, 5% Nylon
Garn fra lager: Mohair og Bouclé fra lager, lammeuld indkøbt til formålet
Anvendt: Henholdsvis 250 g lammeuld, 125 g Kid Mohair, 120 g Dahlia Bouclé
Farve: Lammeuld - Bluebird, nr. 132, Kid Mohair, nr. 822, Bouclé - ved ikke.
Købt hos: Lammeuld 123knit.com, Kid mohair, ubeset kasse garn fra Markno og Bouclé BC garn
Pinde: Addi click nr. 4,5
Str. Medium
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Når man bruger forskellige garnkvaliteter er det klart at man skal være ekstra opmærksom, når ærmerne strikkes i kraftigere garn, for kan trøjen overhovedet bære det? Det kan lade sig gøre i dette tilfælde, fordi ærmegabet er dybt og den ekstra tyngde derfor kommer til at ligge på skuldrene og ikke ude i selve ærmet som det ville ha´ været tilfældet med tilsatte ærmer. Håber, du forstår denne lidt kryptiske forklaring ;-)
Løbelængde: Lammeuld 100 g 600m, Kid Mohair 100 g 1000 m, Bouclé 100 g 280m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): Alle tre garner 3086 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 11080 m
Anvendt garn i år: 2kg og 846 g

24. marts 2010

Kære faste læser

Vil du være med i en lille lodtrækning og vinde én af nedenstående små præmier?


Enten 1) Salt og Peber pulsvarmere fra Kastaniestrik eller 2) 50 g af den gode Fur Mohair fra Lisbeth Klodes Furø gårdbutik (50 g er nok til et lille forårstørklæde). Det er ren mohair + 25 % merino - det fås ikke bedre.

Hvad skal du gøre? Du skal bare skrive i kommentarfeltet, at du gerne vil være med :-)

Anledning: At det magiske tal 100 faste læsere nu er nået - tænk, at der er så mange strikkenørder og andet godtfolk :-)

Tak, fordi du kommer omkring en gang imellem :-)

PS: Jeg trækker lod 2. påskedag, den 5. april

22. marts 2010

At tage til messe

.... virker direkte opkvikkende, når man ikke har sovet hele natten, dét kan jeg nu skrive under på :-)

Weekenden startede med, at vi tog til Fredericia for at hjælpe min svigerfar med at flytte ind i hans nye lejlighed og natten igennem på en lettere ubekvem sovesofa, der var for lille til to, var der højtråbende forbipasserende, biler, der kørte race gennem gaden og henad morgenstunden mågeskrig, der gik gennem marv og ben. Hvad gør en klog kvinde så? Hun tager til messe med nogle af de gæveste kvinder, man kan tænke sig i sikker forvisning om, at de kan holde hende vågen!


Birgitte var desværre lige smuttet for at købe? endnu? et projekt ;-) Gitte skriver så udmærket om forplejningen, jeg vil bare lige sige, at det ikke er hver dag, jeg får de lækreste boller med laks pakket ind i papir med garnsløjfer omkring ;-) Jeg behøver heller ikke fortælle, at det faktisk er hårdt at slæbe rundt på 5 kg frugt en hel dag, hvor folk hele tiden er for mætte til at spise noget af det ;-)

Flotte udstillinger var der alle vegne. Om jeg begriber, hvordan filtede figurer kan få så meget udtryk! Birgitte Krag Hansens udstilling var absolut fantastisk. Smuk, gribende, men også lidt uhyggelig!



Skulpturel strik fra Duodo (to norske strikdesignere) var også meget iøjnefaldende - her et eksempel.

  
Blev der købt noget? Jo da. Nogle mere end andre. Nogle nøjedes med 3 nøgler garn, vel at mærke 3 nøgler á 10 g. Jeg fik endelig købt et Christel Seyfarth kit - Nomadevest & Pagodehat - som jeg første gang, fik øje på hos Nørklekonen. Du kan svagt skimte den mellem de to hold damer.


Derudover var det Bente Rønbergs stand, der vakte mest begejstring hos mig - jeg kunne ha´ købt et par kjoler, se bla. hos Gitte, men gjorde det ikke. I stedet købte jeg opskrift og garn til denne trøje. Det er den brun/sorte med orange. Orange har jeg naturligvis udskiftet med en stærk turkis :-)


Apropos stærk turkis, kom vi forbi Karen Noes blomstertunika, strikket op i netop den farve. Kun ren og skær selvbeherskelse forhindrede mig i at købe den, for som jeg sagde til mig selv - du kan jo altid købe den over nettet :-)

Mødte jeg andre bloggere? Måske, men kun to, jeg kunne genkende. Vi var naturligvis på Garnitures stand, hvor vi hilste på Yt. Jeg tog to billeder, men de blev så dårlige, at de kun vil virke som dårlig reklame og det ville være uretfærdigt, for Garniture havde sådan en fin stand. Det skal jeg lige love for at Sy & Rens (hvorfor rens??) også havde. Der mødte vi Mandagspigen, der stod midt i de mest fantastiske stoffer, jeg længe har set. Gitte og jeg var rørende enige om, at vi er glade for, at vi ikke også er afhængige af stoffer :-) Hvor var det hyggeligt at hilse på begge kvinder - det mærkelige er jo, at man synes, man kender dem, selvom man aldrig har mødt dem før IRL :-)

Ja, jeg havde ikke spor svært ved at holde mig vågen, men gik dog ud som et lys kl. halv otte i aftes.

Inden weekenden lykkedes det mig, at få frøken Selvdisciplin låst inde i skabet, så jeg lige kunne lave et par Lepidoptera til den samme veninde, der skulle ha´ Drops-vesten. Og da jeg så dem ligge op mod Eng, som jeg jo er godt i gang med, gik det op for mig, at jeg også må lave sådan et par til mig selv. Jeg fik strikket den første på turen til Fredericia, den anden må jeg vist lige lave i aften, medens frk. Selvdisciplin stadig sidder i skabet ;-)


Ha´ en god aften derude :-)

Faktaboks
Design: Lepidoptera - Nanna Gudmand-Høyer
Garn: Rester af Duo, 100 % uld og Online supersocke 100, 50% merino, 25% bambus, 25% polyamid
Garn fra lager: Ja
Anvendt:ca 35 g, ca. 20 g duo og 15 g Online
Farve: Bundfarve Petrol/Blå - Duo nr. 390414 , multifarvet Online supersocke 100, farve 1215
Købt hos: Designværkstedet og Markno
Pinde: Addi lace nr. 2,5
Str. One size
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Jeg kan nu konstatere, at de bliver allerfinest, når det multifarvede garn har korte farveforløb som på disse og de første Lepidoptera med Indiecita Alpaca i farven forår.
Løbelængde: Duo 540 m pr. 100g og Online 420 m pr. 100g
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 171 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 7994 m
Anvendt garn i år: 2kg og 351 g

14. marts 2010

Hun er så fornøjet

.... den kære frk. Selvdisciplin, efter at have hængt over min skulder hele ugen. "Jakke/cardigan med skød" er en af Kim Hargreaves klassikere og hun har lavet utallige variationer i tidens løb. Nectar alene, der som I alle vil vide, stammer helt tilbage fra sommeren 2008, indeholder ikke mindre end 4-5 variationer over dette herlige tema. For det er altså også bare en genial opfindelse. Feminin, elegant og sådan lidt business-like på den charmerende måde (hvor får jeg det dog fra?). Glee - Fitted Jacket with peplum.



Skødet strikkes i simpel ret fra side til side med en række picot´er langs kanten, medens resten strikkes på vanlig vis nedefra og op med de masker man samler op i kanten af skødet. Det kunne sagtens være konverteret om til strikning af både ryg og forstykker i én arbejdsgang. Det har jeg dog ikke gjort, jeg har strikket ryg og forstykker for sig som det er angivet i opskriften og har syet delene sammen. OG selvom jeg er meget glad for Glee allerede, så er det ikke en af dem jeg strikker igen. Det skyldes mønsteret som involverer 3 vr. sammen på hver 4. pind og det er jo ikke særlig behændigt! Men smukt, det bliver det, jeg er fuldstændig vild med mønsteret og helt ærligt, siden jeg strikkede Octavia, er der, trods alt, ikke den sammenstrikning af masker, jeg ikke kan klare ;-)


Jeg har, jeg skulle næsten sige som sædvanligt, strikket på tyndere pinde og med meget tyndere garn end i opskriften, så den er skaleret op i en xl sådan ca. med et par modifikationer undervejs og er endt som en mellemting mellem small og medium. Som det er typisk for Kim Hargreaves modeller er den fitted, altså figurstrikket på alle leder og kanter. Fidusen er, at den skal sidde tæt til, samtidig med at der er plads til kvindelige former. Men hun overdriver ikke med pladsen, skulle jeg hilse og sige. Her sammen med min Odd Molly kjole. Jeg forventer, det bliver et perfekt makkerskab her i foråret.


Som nogle af de mere opmærksomme og måske også strikke-nørdede læsere ganske givet har bemærket, har jeg tilføjet løbelængde til min faktaboks. For det er jo sådan, at det er løbelængden der mest nøjagtigt angiver, det arbejde, der er med et stykke strik. Antal strikkede kg er ikke en særlig god måleenhed, for os, der typisk strikker på små pinde med meget tyndt garn. Glee vejer ikke mere end 220 g, men jeg har anvendt  1100 løbende m og det er rigtig meget og indebærer mange timers arbejde. Jeg beholder dog kg angivelsen også - bare for sjov.


Og nu hiver hun mig i øreflippen igen, den sure frk. Jeg må videre - denne gang med Eng :-) Men først kan jeg lige nå at stikke hovedet udenfor og høre mine solsorte synge - de solsorte, jeg har haft på kost i hele denne lange, kolde vinter.

God søndag aften :-)

Faktaboks
Design: Kim Hargreaves: Glee fra Nectar 2008
Garn: Den skønne Merino fra Lisbeth Klode på Fur, 100% merino
Garn fra lager: Ja
Anvendt: 220 g
Farve: Lilla
Købt hos: Furø gårdbutik Klode
Pinde: Addi lace nr. 3
Str. S/M
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Den er blevet helt utrolig lækker i den gode merino fra Fur - det er et perfekt garnvalg, men den skal i så fald også virkelig skaleres op i størrelsen. Jeg fik en vabel på tommelfingeren som jeg tilskriver det ubehændige 3 vr. sammen mønster, men også at jeg brugte en af mine addi lace pinde - alle andre var optaget ;-)
Løbelængde: Husker ikke helt nøjagtig, men det er en smule mindre end for lammeulden, så jeg tipper det til 100 g 500 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 1100 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 7823 m
Anvendt garn i år: 2kg og 180 g

6. marts 2010

Nummer 117-3 og et par ustyrlige frøkener

Denne gang klipper jeg  en hæl og hugger en tå for at få det til at passe! Jeg har været syg og har ikke haft min sædvanlige energi, men endelig er den næste vest færdig og min vestemåned har tjent sit formål, nemlig at få mig i gang med at lave disse, små, nyttige klædningsstykker, der jo nogle gange er mere anvendelige end en hel trøje :-) Jeg har stadig et par veste på pindene, nemlig Ivy Leage og en Tøffelcape, men mere om det, når jeg skal fortælle jer om frøknerne Skabertrang og Selvdisciplin!


Jeg er betaget af modeller, der blander strik og hækling. De er underholdende at lave og det samlede udtryk kan blive særdeles interessant. Alligevel har jeg ikke været særlig begejstret for at lave vesten her, jeg har været meget mistroisk undervejs i processen, for jeg syntes ærlig talt formen så lidt for interessant ud. Men, men, det endte jo godt altsammen.


Selvom jeg har haft vestemåned er det lykkedes frk. Skabertrang at få rigtig, rigtig mange projekter på pindene. Hun er sådan en tilbagelænet personlighed, der lider af sygdommen startitis (ret almindelig lidelse blandt strikkere, opdaget af Britt) og kaster om sig med både garn og opskrifter. Hun er en: Skal vi ikke begynde på ... og ja, vi MÅ også lave den der.... og egentlig vil det være synd, hvis vi ikke også går i gang med den der...person. Nogle af jer, kender hende rigtig godt ;-) Inden man får set sig om, har hun lagt 25 opskrifter frem og hevet garnet ud af lageret eller indkøbt nyt - igen. Og selvfølgelig er der også slået op og strikket lidt på både det ene og det andet. Ak ja, men hun er nu engang så sjov at være i selskab med. Her lidt eksempler på, hvad hun har hjulpet mig med at få på pindene:

Kim Hargreaves vidunderskønne, lille delikate Glee (ja, ja, jeg ved det, den er oldgammel, helt tilbage fra Nectar, så det er vel på tide, jeg strikker den). Cardigan med skød. Strikkes i den skønne merino fra Lisbeth Klode på Fur.


Charm - en lidt mere rå sag i retstrik, også fra Kim Hargreaves (trods alt en nyere model fra Amber ;-)) Hele ryggen er såmænd blevet færdig! Strikkes i den jævne Hifa uld, hvis grove tråd passer perfekt til modellen.


Og så er der vidunderlige Victoria fra Hanne Falkenberg. Et godt stykke af kraven, har vi snuppet, frøkenen og jeg - her bruges naturligvis HF´s blandingsgarn i uld/bomuld.


Og jeg må ikke glemme lacy Bactus og den kjole, jeg utrætteligt forsøger at designe med frøkenen i øret. Bactus i Noro og kjole i Junik.


Eller den underskønne Eng (Annette Danielsen, naturligvis) her strikket med den dejlige Filcolana lammeuld, som efterhånden er blevet min gode basisuld og som jeg med fornøjelse køber her og så en enkelt tråd Kid mohair i en fantastisk sommerhimmel-farve



Og der er jo stadig Ivy Leage som kræver koncentration og derfor ikke bliver til så meget, så hurtigt. Jeg skal jo også være social indimellem :-)


Selvfølgelig er der også strømperne som ikke får den store opmærksomhed, men jeg strikker stadig toe-up og two-at-a-time efter Knitting More Circles Around Socks og kommer aldrig tilbage til strømpepindene.


Og naturligvis marts måneds bidrag til julegaveknitalong :-)


Og tilsidst den lille Tøffelcape, som Irene mindede frk. Skabertrang om, at hun MÅTTE lave.


Efter et stykke tid i dette vidunderlige, tilbagelænede strikkeparadis i selskab med frk. Skabertrang og det ene nye projekt efter det andet, er der noget, som begynder at nage!

Det starter som sådan en lille gnaven i uldnøglerne, der ligger spredt overalt. Det foregår altid på den måde, at jeg forsøger at ignorere det, men så begynder det at banke på. Og jeg ved, at hvis jeg løfter blikket og kikker ud af vinduet, så vil jeg se frøken Selvdisciplin trykke sin spidse næse mod ruden. Jeg fortsætter ihærdigt et stykke tid endnu, men kommer altid til at se op tilsidst, kun for at se det triumferende grin på frøkenens ansigt: Åh jo, du er nødt til at lukke mig ind, tiden er kommet :-)

Når hun kommer ind, ser hun sig forfærdet om i stuen, hvor der ligger projekter spredt overalt, så går hun ind i mit arbejdsværelse og ryster på hovedet og så kommer det, dét, der får mig til at ryste i bukserne: Det her går ikke længere, det er tid til at AFSLUTTE! Ingen nye projekter, vi er nødt til at komme til bunds i det her og jeg foreslår du starter fra en ende af. Hun er hård og hun helmer ikke, før det er gjort. Og ved I hvad? Hun er lige kommet på besøg!

Men hvor er jeg glad og taknemmelig for, at jeg kender dem begge - for det dur ikke, uden hverken den ene eller den anden :-)

Rigtig god weekend!

Faktaboks
Design: Drops, nr. 117 - 3
Garn: Duo, 100% lammeuld
Garn fra lager: Ja, resterne fra Cumulus
Anvendt: 140 g
Farve: Petrol/Blå - Duo nr. 390414
Købt hos: Designværkstedet, Aalborg
Pinde: Addi click nr. 4,5 og hæklenål nr. 4,5
Str. S/M
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Vesten er strikket med to tråde, men de hæklede indsatser er hæklet med tre tråde, for at få målene til at passe.
Løbelængde: 100 g 540 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 756 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 6723 m
Anvendt garn i år: 1kg og 960