28. maj 2012

Alle gode gange 3 :-) Har jeg ikke brugt den overskrift før?


Jeg har jo været så glad for dem jeg lavede sidste sommer og jeg er fuldstændig vild med at strikke det lille enkle hulmønster :-)


Jeg manglede lige den rigtige bluse til den Desigual nederdel, jeg købte sidste år, så da jeg så garnet hos Bettekun, var jeg ikke i tvivl om, at der var den perfekte farve - så skulle jeg bare finde et mønster på en cardigan, der var så kort, at det også er muligt at se den fine linning på nederdelen! Faktisk blev den i første omgang lidt for kort, men der er intet en vask og et par kraftige kvindearme ikke kan råde bod på ;-)


Selvom jeg har købt Kim Hargreaves nye bog Indigo er jeg stadig fuldstændig vild med Anais, som stammer fra Misty bogen og jeg tør næsten ikke sige det, men jeg er i gang med endnu én - bare omskrevet til en bolero og den bliver gul!!

Ellers er min pinse gået med skiftevis at fortvivle over alt det jeg ikke kan huske og bralre op om alt det, jeg kan huske til alle indenfor hørevidde - hvorfor har jeg dog valgt at begynde at studere igen? Haven er groet til i græsser og skvalderkål (som jeg heldigvis spiser i store mængder), træværket ligner noget, der først har været udsat for tørke, dernæst ondartet fugt, trærødderne er langsomt, men sikkert ved at løfte vores fliser på havegange og terrasser - hvis de så bare allesammen kunne blive løftet i samme højde ;-) - kort sagt ALT i og omkring huset er i forfald og jeg vælger ganske enkelt strategien: Pittoresk (hvor kommer det ord dog fra?) og charmerende forfald - i hvert fald i mine positive øjeblikke.

Og nu til faktaboksen inden fortvivlelsen skinner igennem ;-)


Faktaboks
Design: Kim Hargreaves: Anais fra Misty
Garn: Allino, 50% hør, 50% bomuld fra BC garn
Garn fra lager: Joh, det har da ligget i et par måneder ;-)
Anvendt: 242 g
Farve: Turkis grønagtig, nr.34
Købt hos: Bettekun
Pinde: 3
Str.Medium
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Jeg ELSKER det mønster - det er enkelt og meditativt. Blusen blev ALT for kort, så jeg har brugt kræfter på at strække den efter vask! Garnet er rigtig lækkert og findes i et utal af dejlige farver. Da det indeholder 50% hør er det ikke så elastisk, men utrolig lækkert at have på. Vil bestemt bruge det til andre sommerprojekter.
Løbelængde: 100g = 250 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 605 m
Forbrug i løbende m ialt i år:7197 m
Anvendt garn i år: 3 kg og 153 g