Pæon til min svigerdatter er færdig og jeg iler med at blogge i denne sene aftentime, fordi min bærbare skal have skiftet disk i morgen - hvordan det forløber kan aldrig helt garanteres på forhånd ;-)
Den er strikket i originalgarnet Isager Highland Wool, der er en utrolig lækker kvalitet at strikke i, men også en kvalitet, der kan bæres direkte på huden, fordi den ikke kradser det mindste. Her i den smukke farve: Elfenben/Ivory som jeg tror vil passe perfekt til min smukke svigerdatter. Hun stoler nok på mig til at lade mig vælge farven - så nu håber jeg hun bliver tilfreds :-)
Det har været et enkelt og hyggeligt strikketøj, mønsteret ligger hurtigt i fingrene og designet er enkelt og ligetil. Ærmerne kræver lidt udholdenhed at sy på, fordi de er lidt større end ærmegabet, men ellers er der ingen ben i den.
Farven på de øverste billeder svarer til virkeligheden - elfenbenet har en lidt gullig nuance ;-)
Jeg er netop kommet hjem fra årets sidste strikkecafé i Garnudsalg. Det blev en rigtig hyggelig aften, hvor lattermusklerne blev rørt så meget, at nogle ligefrem fik ondt i kæbemusklerne (læs: Lisette - den uundværlige cafébestyrer). Jeg hyggede mig også rigtig meget med at kommentere Mettes indkøb - hun glæder sig altid over, at jeg er med, så intet indkøb går ubemærket hen ;-) Af Mona fik jeg en lille sjov julegave, men kan endnu ikke røbe andet end at det har noget med sjaler at gøre. Jeg købte opskriften på den fine lille A-tunika, som jeg har haft et godt øje til lige siden jeg så den på ginen.
Min elskede kat er blevet stor og flot - jeg elsker hendes temperament og hun er ekspert i at holde mit humør oppe. Jeg fik lidt stress da jeg kikkede i garnkisten på igangværende projekter som helst skal være færdige inden Vibeke og jeg starter vores sjals-og sokkeudfordring - men det er altsammen klassiske ting, der også kan strikkes færdige om et år eller 2 ;-)
Ha en god dag i morgen :-) Tak for alle jeres gode ønsker for mit helbred - jeg er sikker på det hjælper :-)
Faktaboks
Design: Annette Danielsen: Pæon fra bogen Blomsterstrik
Garn: Isager Highland Wool, 100% ren uld
Garn fra lager: Købt til formålet
Anvendt: knap 200g - jeg havde altså ikke behøvet at købe de sidste 50 g
Farve: Ivory
Købt hos: Isager
Pinde: 3
Str. Small
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Ingen