20. maj 2016

Sommerstrik

Noget af det aller skønneste at have på om sommeren er råsilke. Desværre er det ofte sådan lidt døde og kedelige farver, men det bliver opvejet af 2 blanke bomuldstråde i hver sin stærke farve blandet med en 2-trådet råsilke i Karen Noes Rustik - et af mine absolutte favorit sommergarner. Det er ikke det nemmeste at strikke i, der skal holdes øje med trådene, men kvaliteten i det færdige produkt er så lækker, at det bliver helt lige meget. Må jeg præsentere Prærie fra Kim Hargreaves nye Wilder. Kan du ane irritationen på fotografen gennem det lettere krampagtige smil? ;-) Jeg ønsker mig et nyt kamera, men jeg bruger alle pengene til garn ;-) Og det var kamera - ikke fotograf, he he


Laura Ingalls Wilders Det lille hus på prærien har været inspirationen til de smukke modeller i KH´s nye bog. Mere feminine bluser og cardigans skal man lede længe efter. Som sædvanlig er der også et par lækre huer, især en hæklet hue har fanget min interesse - måske én af mine svigerdøtre kunne tænke sig sådan en.


Der er knapper på ryggen og i siderne, jeg ville egentlig bruge perlemorsknapper, men havde ikke nok og så fandt jeg disse smukke knapper fra Birthe Sahl i knapkassen. Bemærk den smukke melering bomuldstrådene i klare farver giver det ellers matte garn - jeg er helt vild med det


Strikket op i Rustik bliver mønstrene knapt så skarp defineret som på originalen, det giver et mere afslappet look. Jeg er ret sikker på, at jeg kommer til at vende tilbage til modellen og strikke den i et mere fast bomuldsgarn, for begge udtryk er flotte. Jeg har fået et nyt yndlings bomuldsgarn, men det skal I nok komme til at høre om, når jeg er klar med månedens sjal :-) Med de smukke mønstre er Prarie også så sjov at strikke, at jeg ikke kunne slippe den. Der sker noget hele tiden.


Jeg er klar til at gå i gang med den næste model, der kun venter på grund af månedens sjal og sokker, der iøvrigt begge er usædvanligt spændende projekter.



Da jeg kom hjem fra Saltum Uldfestival lå der endelig en ønskeseddel fra min yngste svigerdatter og hun ønskede sig - ta da - et lammeskind! Så jeg tog turen tilbage om søndagen for at indfange et af de lækre øko-garvede skind fra Island og så fik jeg simpelthen en genial ide på vejen. Hvorfor ikke strikke alle årets julegaver i moskusuld? Jamen hvis det ikke er en såkaldt win-win, så ved jeg da ikke. Jeg får lov at strikke lidt mere i det lækre garn og alle omkring mig bliver simpelthen lykkelige ;-) Jeg måtte efterbestille den lækre petroleumsfarvede, der i dette øjeblik er på vej fra Grønland. Jeg har hermed fordelt min gunst og handlet på begge de grønlandske stande.


I morgen skal jeg strikke sammen med Mona og de andre i strikkegruppen - en dejlig måde at bruge lørdag eftermiddag på. Ha en dejlig weekend derude og fortvivl ikke - regn betyder strikkevejr :-)

Faktaboks
Design: Kim Hargreaves: Prairie fra bogen Wilder
Garn: Rustik 58% Bourettesilke, 42% merceriseret bomuld
Garn fra lager: Min mand!! kom og sagde: Jeg kommer forbi hende der Karen Noe på min tur i morgen, skal du ha noget med? Og ja, han havde noget, han skulle gøre godt igen ;-) Farven her var på tilbud til halv pris, så det var et rent kup.
Anvendt: 250 g
Farve: 09 - havblå
Købt hos: Karen Noe
Pinde: 3,5 og 4
Str. Small
Ny teknik: Nej. Men teknikken med at lave en kant ved skiftevis at strikke 3 m og lukke 3 m af = en smuk blondekant - er genial
Bemærkninger: En af de sjoveste trøjer længe - der sker noget hele tiden og samtidig er mønstrene ikke sværere end man kan følge lidt med i andre ting samtidig. Den bliver sommerens hit, det kan slet ikke være anderledes :-)