Ja, hvad skal jeg sige? Jeg har forelsket mig noget i det meget grafiske udtryk som de stærke farver og kontraster giver. Jeg havde ellers besluttet mig til at strikke den i Livorno som Lisa Renner foreslår og havde der været bare lidt mere klarhed i farverne, havde jeg også valgt denne kvalitet, men farverne er alt for "støvede" og dét dur ikke til mig - Livorno er ellers superlækkert og ville falde meget tungt og blødt.
Men her er hun så igen i klare bomuldsfarver og dermed også lidt mere "fast" udgave. Garnet blev købt hos Garniture i Middelfart på vej til Sjælland og den butik er virkelig et stop værd - sikken et fantastisk lækkert garnudvalg, de har og så er der jo den gode betjening, som bl.a Yt står for :-)
På vej til Sjælland gjorde vi holdt hos svigerfar, der bor i Fredericia med Middelfart lige på den anden side vandet og Vejle på den anden side - eller noget i den stil ;-) Så hvorfor ikke også tage et stop hos Garnheksen i Vejle, der bestemt også har en fin butik med bla. Lerke og Falk fra Dale. Der købte jeg faktisk ind til en LadyMacDuff i uld (nemlig Falk), meeeeen en 3´ er bliver der nu ikke noget af - det Falkegarn skal jeg nok finde anvendelse for et andet sted. Det er ganske enkelt farligt, at svigerfar bor lige op af hele 2 garnbutikker!
Hos Garnheksen, hvor jeg blev budt på kaffe, mødte jeg Susanne og vi fik os en god snak. Om hvad dog? Garn og strik naturligvis og så en lille smule om Løvstikke, men det er en helt anden sag. Jeg traf også Birthe, men hun havde travlt og måtte afsted med sin lille Ludvig.
Gæt hvor knapperne er fra?
Ja, jeg måtte jo lige omkring Birthe Sahl endnu engang og jeg holdt mig i skindet - jeg købte faktisk kun 5 nye knapper, foruden de fire røde jeg manglede til MacDuff den Anden. Det kalder jeg rygrad!
Og så har jeg ligesom visse andre fået underlige lyster - jeg er dykket dybt ned i garnkisten og er gået i gang med et resteprojekt. Et stort tæppe-sjal til sofaen i vinter strikket i neverkont efter inspiration fra Ingerlise - jeg er kommet en del længere end på billedet og det er smaddersjovt at strikke
I det hele taget har jeg fået et frygtindgydende behov for at afslutte - så nu bliver der taget projekter op af kisten og ikke startet nyt op i et stykke tid. Dog nåede jeg heldigvis at få begyndt på Lisa Renners Julie inden denne afslutningsmani begyndte. Jeg strikker den i Karen Noes silkebomuld, som jeg kom til at købe af Gitte, sidst jeg besøgte hende og den bliver helt fantastisk - i min version skal den laves til en kjole, så der går nok lidt tid, inden den kan blogges.
Ha´ en god aften derude :-)
Faktaboks
Design: Lisa Renner: Lady MacDuff fra bogen Close
Garn: Essentials cotton dk, 100% merceriseret bomuld
Garn fra lager: Hmm, nej
Anvendt: 250 g
Farve: Marine nr 38, turkis nr 40, lyseblå nr 27, hvid nr 80, grå nr 25 og rød nr 02
Købt hos: Garniture
Pinde: 4
Str. M, men da den sidder tæt på min gine i str. S har jeg nok nærmere ramt en str. S
Ny teknik: Jeg vil lige igen fremhæve den dobbelte kantmaske, der giver sådan en fantastiske kant
Bemærkninger: Stadig sjov at strikke, men nu gider jeg ikke strikke kubemønsteret i et stykke tid.
Løbelængde: 100g = 260 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 650 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 11847
Anvendt garn i år: 3 kg og 780 g