.... sådan er vores ferie gået i år og vejret har faktisk været fremragende til lige præcis den aktivitet, nemlig vandring. Denne blog handler om strik og jeg vil ikke ha´ at det skrider, men et enkelt lille ferieindlæg kommer her.
Strik er jo min store passion, men at være aktiv i naturen fylder lige så meget i min fritid og det bærer vores ferier altid præg af. I år havde vi regnet med at skulle padle det meste af ferien, men sådan blev det ikke, for størstedelen af tiden var der højrisiko for lyn eller andet særdeles padleuvenligt vejr. Det blev kun til en enkelt, lille tur til ære for vores gæster fra USA. De fik en opvisning af Aalborg fra søsiden. Bemærk: Der var ikke risiko for lynnedslag den dag!
Når man ikke kan padle, så er det jo godt, at man kan tage vandrestøvlerne på.
De er mange år gamle og har gået uendeligt mange kilometer. Sålerne er så kraftige, at de nærmest er uopslidelige. Minder lidt om traktordæk. De kan pløje sig gennem hvad som helst og det eneste de kræver er en ordentlig indfedtning en gang eller to om året. De har ingen indvendige sømme, så de har aldrig gnavet eller bidt. Eneste ulempe er, at de er pokkers tunge, men så får du jo bare trænet benmusklerne lidt mere ;-) Jeg ved, at mange sværger til nyere materialer, der heller ikke vejer så meget, men jeg forbliver tro mod de gamle læderstøvler! Og det kan sagtens lade sig gøre at have kjole og fin cardigan på samtidig - det er jo almindelig Pippi lærdom!
Her udsigt til en af Furs fantastiske skrænter.
Menneskelig aktivitet har også sat sig fine spor på Fur. At grave molér, der bl.a. benyttes til kattegrus, har f.eks. skabt Bispehuen - tænk at der skal bruges så meget kattegrus ;-)
De seneste år er vi taget til Fur mindst én gang om året, fordi der er så smukke vandremuligheder, men i særdeleshed også på grund af Furø gårdbutik, hvor Lisbeth Klode, udover at designe de skønneste ting, sælger den mest vidunderlige merinould fra egne får og mohair (den uhårede slags) fra egne geder. Ulden er i særklasse, kvaliteten ligger langt over supersoft (måske ikke helt fair at sammenligne de to kvaliteter, idet Supersoft er "uspecificeret" uld, medens ulden fra Fur er merino), men er også dyrere. Den fåes i rigtig mange skønne farver. I år kunne man også få en silke-uldblanding, meeeen jeg syntes ikke lige pengepungen magtede det!
Derudover kan man besøge Duddines vævestue, der er en rigtig Aladdins hule med masser af garner og alverdens tilbehør, man ikke kan leve uden. Jeg købte noget fantastisk lækkert, blødt Linea Pura garn, der består af soja, bomuld og bambus, mere om det i senere indlæg.
I år fik vi afprøvet frokostbuffeten på Fur Bryghus, den var inkl. dessert og ost og ganske overdådig til den rimelige pris af 169 kr pr. person, meeeeen der var dælme for få grøntsager!!! Knap nok en ærlig salat.
Det skal de ha´ en lille mail om.
Til de svenskere og nordmænd, der læser med her, vil jeg lige sige, at vi altså har bjerge i Danmark - se bare med her:
Ja, det hedder Birkehøj, men det kunne sagtens ha´heddet Birkebjerg ;-) Ligesom Dollerup Bakker nedenfor sagtens kunne kaldes Dollerup Bjerge.
Vi har også de fineste vejskilte ;-)
Ferien er slut, men der kommer forhåbentlig rigtig mange, gode weekender i august og september, hvor der kan vandres og padles OG strikkes naturligvis :-)