13. december 2017

Annette Danielsen: Berber

Den lange cardigan - julegave til yngste svigerdatter er endelig færdig. Jeg har strikket på rigtig mange ting på én gang og så bliver tingene færdige i et tempo, der ikke altid passer mit temperament, he he ;-) Håber den kommer til at sidde godt på hende. Den er lidt svær at vise ordentligt frem uden pige indeni, men jeg gør forsøget. Farverne er mørkere og dybere end billederne antyder.


Svigerpigen har selv valgt farver og de passer perfekt til en pige med lys hud og langt rødgyldent hår :-) Modellen her er strikket op i en L og jeg kom til at mangle ca 20 m af den mørke sand, ØV - til gengæld var der mere end rigeligt af de andre farver. Det resulterede i en (meget dyr ;-)) ekstra tur til Isager!


Til det sidste forblev jeg opskriften tro, selvom jeg har meget svært ved at se pointen i et lige aflukket ærmegab og et ærme med ærmekuppel - jeg synes ikke det ser voldsomt pænt ud, men afventer en rigtig prøvning, så må vi se. Tilføjet 14.12 fik prompte svar fra Annette Danielsen, da jeg skrev til hende. Det kalder jeg service: "Hej Lene. Ærmeaflukning er ikke en kuppel - hvis det skulle være det så skulle den være kuppelformet og ca 14 cm høj. BERBER ærmet er det jeg kalder en "forhøjet tilsat ærme". For år tilbage ville vi have lukket ærmet helt lige af - vi fik en del overskydende stof under ærmet og en lidt poset udseende. Nu vælger man at lave denne løsning som du ser i BERBER - hvor kroppen stadig er lige - det er ærmet "synssmæsigt" også, men vi har forbedret pasformen.
Derfor er den lavet sådan.
Venlig hilsen Annette" Så blev vi allesammen klogere og kan lære at gå direkte til kilden i stedet for at gøre os alle de tanker, der måske alligevel ikke passer med virkeligheden ;-)


Jeg lavede også knaphuller med samme mellemrum hele vejen igennem, selvom det i opskriften foreslås - for str. L - at et af knaphullerne sættes med større mellemrum??? Hvis nogen kan forklare mig ideen hører jeg gerne om det. Nå - jeg håber og tror den bliver et hit - det manglede bare med det store arbejde!

Tak for kommentarer og mails. Jeg huserer mere og mere på Instagram. I aften skal jeg til julekoncert med Sissel Kyrkjeby - så regner jeg med garanteret julestemning :-)

Faktaboks
Design: Annette Danielsen: Berber
Garn: Isager Tvinni
Garn fra lager: Købt til formålet i efteråret
Anvendt: Knap 650 g
Farve: Lys, mellem og mørk sand, lys og mørk rust
Købt hos: Isager, Tversted
Pinde: 3,5
Str. L
Ny teknik: Ærmekuppel på lige ærmegab, det husker jeg ikke at have lavet før. En ordentlig prøvning vil vise, hvor pænt det bliver :-)
Bemærkninger: Jeg ville gerne have haft, at opskriften indeholdt en forklaring på det med ærmegabet, hvad var ideen? Så vil man heller ikke sidde og føle, at der måske er fejl i opskriften. Ingen rettelser til Berber på AD´s hjemmeside i skrivende stund.