24. maj 2015

Sommerkjolen

Disse billeder skulle naturligvis have været taget i høj sol og varme, men selv om jeg skiftevis har truet og bedt til vejrguderne er de på ingen måde blevet formildet - så årets sommerkjole må præsenteres i godt dansk blandingsvejr og jeg har rå-frosset hele fotosessionen igennem ;-)

Jeg har strikket i den mest fantastiske farve og krydser fingre for, at den ikke tiltrækker insekter, for så kan det hurtigt blive en lidt for sjov sommer ;-)


Jeg har jo strikket den før - i den smukke, røde merceriserede bomuld fra Hønsestrik - men min veninde og kollega endte med at få den med hjem og det er der jo ingen grund til at klage over, når man bare kan strikke en ny :-) Jeg elsker den simpelthen - letheden, der skabes ved at strikke på de meget store pinde og de fine hulmønsterpaneler - her fremhævet med en sort underkjole.


Jeg er ret sikker på, at jeg kan finde på, at lave den igen, for pæne strikkede sommerkjoler hænger ikke på træerne. Det er åbenbart ikke danske designeres yndlingsopgave - efter min mening designes der alt for få strikkede kjoler ;-) Er der ikke en designer derude, der har lyst til at lave lidt flere kjoler? ;-)


Nå, men medens jeg venter på, at opgaven tages op, kunne den så ikke også være flot i den lilla bourettesilke fra Karen Noe? Den er så lækker at have på og strikket op i ren bomuld - ren silke -bomuld/silke eller bomuld/hør er der uanede muligheder i de flotte, klare farver som disse fibre ofte indfarves i.

Det er klart, at farverne på Birthe Sahls stjerner ikke er tilfældigt valgt.


I går var jeg til strik med strikkegruppen hos Mona, som sædvanlig meget, meget hyggeligt. Nu skal jeg på tur med min søster og i morgen skal jeg være sammen med Lillefrø og hendes forældre, se det er en pinse, helt efter farmors hoved ;-)

Jeg er i gang med 3 nye sommerprojekter, Kim Hargreaves og Marie Wallin er designere. Jeg har også købt en ny børnestrikbog - de sødeste retromodeller fra Marie Wallin, men den bliver præsenteret sammen med et færdigt projekt, som den har fortjent.

Ha en dejlig pinse derude :-)

Faktaboks:
Design: Karen Noe: Knitting Collection: Louises blomstertunika som kjole
Garn: Havblik, 100% bomuld
Garn fra lager: Joh - det har ligget siden vi var i Odense i september måned sidste år ;-)
Anvendt: 440 g
Farve: No. 29 - Varm gulorange - den eneste gullige farve, jeg kan bruge og som jeg hapser så snart jeg finder den. Jeg bliver næsten nødt til også at lave en cardigan, men skal lige igennem "insekt-testen først ;-)
Købt hos: Tante Grøn i Odense
Pinde: 7, 6 og 5
Str. M - så der bliver mere plads foroven til mine muskuløse overarme ;-)
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger:  Denne gang med et "rigtigt" ærme i stedet for vingeærmer - det er nok blevet en anelse for langt. Jeg har heller ikke taget så meget ind til ærmegab som i opskriften. Jeg begynder strikningen med 2 omgange ret - både i nederste kant og ved ærmerne i stedet for at starte direkte med mønsterrapporten som i opskriften.