10. februar 2013

Pausestrik

Strikketøjet er med overalt og hver eneste lille bitte pause udnyttes til at meditere et par pinde. Lillefrøs cardigan er dermed gået hen og blevet til et helt lille sæt med sokker og hue til. Nu skal det bare vaskes og knapperne sys i. Beklager billedkvaliteten - fotograferet uden ordentligt lys, til gengæld er farven kommet tæt på den originale.


Babytøj er perfekt pausestrik, fordi det består af så mange små processer. Og så er det så hyggeligt at tænke på, hvem der skal ende med at have det på i sidste ende :-) Jeg håber at få tilladelse til at få et billede af Lillefrø med sættet på. Jeg prøvede huen på hende i fredags og den sad som støbt på hendes dejlige hoved.


Opskriften til de små sokker er fundet på denne norske blog og er lette at ændre størrelse på, når man lige har fundet ud af, hvordan de er bygget op.

Der hører også en fin kjole med til sættet her og den vil jeg strikke i str. 1 år, så Lillefrø kan bruge den til sommer, når hun er kommet op at stå på sine små buttede ben. Hun gør ellers allerede hvad hun kan og hiver sig op i alt indenfor rækkevidde. Det er fuldstændig fantastisk at følge den udvikling hun gennemgår - nu med farmorperspektiv - jeg lægger mærke til så mange detaljer som jeg ikke nåede at få med, da jeg selv stod som mor midt i det hele :-)

Tusind tak for alle jeres søde kommentarer til mit liv og helbred - Må I alle få en dejlig søndag derude :-) Og så kan jeg se, at der er kommet nye læsere til - hjertelig velkommen, jeg håber I kan finde inspiration og strikkeglæde ved at følge med her :-)


FaktaBoks
Design: Liv Stangeland for Sandnes. Mandarin Baby 1107, tema 5
Garn: Rasmillas yndlingsgarn, 55% lammeuld og 45% bomuld. Virkelig perfekt garn til babytøj - ingen problemer med kløe og kradsen.
Anvendt: Ca.170 g, strikket med dobbelt tråd
Farve: Mørk pink, 068
Købt hos: Rasmilla.dk
Pinde: 3,5
Str: Midtvejs mellem 1/2 og 1 år
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Jeg har strikket på større pinde og med dobbelt tråd i str. 1/2 år, så trøjen bliver lidt større og forlænget til en str. midt mellem 1/2 og 1 år. Sokkerne har jeg også forlænget med et par riller. Huen er strikket lige efter bogen.