31. december 2010

Back to basics

Det bliver Klukka som runder 2010 af her på bloggen. Den er fra Istex og strikket i det islandske garn Létt-lopi. Det er back-to-basics-uld så det gør noget og dur ikke til de uldsarte. Personligt er jeg vild med god gammeldags uld - det må såmænd gerne lugte lidt af får ;-) Ulden og meget varm - perfekt til temperaturerne lige nu. Selvom jeg stod ude, da billedet blev taget, frøs jeg ikke det mindste.



Derudover kan jeg kort berette, at jeg er blevet grebet af oprydningsvanvid her på årets sidste dage. Den slags opstår meget sjældent hos mig, men i fald dillen stikker hovedet frem, er det altid omkring nytår. Ud med dit og ind med dat - frisk luft gennem stuerne og ikke mindst hovedet, så der kan blive lidt gennemtræk og plads til nye tanker og ideer. Det er sådan jeg forestiller mig 2011.

2011 er året, hvor jeg bliver selvstændig og hvor jeg påbegynder min videre uddannelse som akupunktør. Jeg glæder mig til alle de spændende nye udfordringer.

Garnkisten er blevet endevendt og en del projekter, der har ligget for længe er blevet uinteressante, så der er blevet trævlet op. Der kommer en status for 2010 i begyndelsen af det nye år - hvor jeg håber at få lidt mere tid til at strikke, blogge og ikke mindst kommentere igen :-)

Jeg kan se, der er kommet nye læsere til - velkommen. Jeg glæder mig over, at vi er så mange, der deler interessen for strik (og andet ;-))

GODT OG LYKKEBRINGENDE NYTÅR TIL JER ALLE :-)

Faktaboks
Design: Védis Jónsdottir
Garn: Létt-Lopi - 100% islands uld
Garn fra lager: Fået kittet i gave
Anvendt: 350 g blågrøn, 100 g grå, få g af øvrige farver
Farve: Blågrøn 9423, lys grå 0054, sort 0059, vårgrøn 1406 og lys rød 1408
Købt hos: Wooltimo
Pinde: 4,5
Str. S
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Meget enkel og hurtig at strikke
Løbelængde: 100g = 200 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 1100 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 27358,2 m
Anvendt garn i år: 7kg og 887 g