26. januar 2018

Rikke Frydensbjerg: Cornelia

Så er min Cornelia endelig færdig og når jeg siger endelig, så er det jo fordi jeg ikke ligefrem elsker at strikke fair-isle og slet ikke på ærmerne, hmrppp ;-) Men jeg gør det alligevel gerne igen og igen, fordi resultatet bliver så lækkert. Jeg er vild med min Cornelia :-) Det bliver en udendørstrøje, for den er meget varm, her strikket op i lamauld og i sagens natur med dobbelte tråde på det flerfarvede område.


Jeg kalder den også "porcelænstrøjen", fordi de fine blå mønstre og lace-borterne minder mig om kongeligt porcelæn og sjovt nok har Rikke Frydensbjerg fortalt mig, at hun har arbejdet med kongeligt porcelæn i sit tidligere liv :-) Originalen er strikket i mørk blå, som det musel-malede porcelæn, så måske en ubevidst inspiration, hvem ved ;-) Utrolig smuk er den under alle omstændigheder, synes jeg :-)


Det bliver skønt at gå foråret i møde i sådan en fin trøje. Lace og flerfarvestrik har ikke traditionelt været kombineret, så jeg synes også det er flot nytænkning. Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig til børnemodellen kommer, for sådan én skal både Lillefrø og Stumpen ha, hvis det står til mig. Også selvom farmor bander helt vederstyggeligt, når der skal strikkes ærmer. Slet ikke noget for små ører ;-)


Jeg har lavet ændringer i forhold til lace-kanterne - se faktaboksen, ellers har jeg fulgt den velskrevne opskrift slavisk :-)


Jeg er så tilfreds med resultatet. Det er Vibeke, der har udfordret mig til at strikke den i januar og det er jeg rigtig glad for - er lidt bange for, at den ellers kunne ha trukket temmelig meget ud ;-) Vibeke og jeg fortsætter vores strikkeudfordring og i 2018 skiftes vi til at udfordre hinanden.

Her kommer min udfordring for februar måned: I februar skal vi kun strikke fra lager. Lager = med garn, der allerede er købt eller tilstede i huset, når måneden starter :-) Derudover skal der færdiggøres mindst 1 ufo, men gerne 3, he he :-) Tager du imod udfordringen, Vibeke?

Tak for kommentarer og mails - ha en dejlig weekend derude :-)

Faktaboks
Design: Rikke Frydensbjerg: Cornelia - voksen
Garn: CaMaRose
Garn fra lager: Hasteindkøbt i december ;-)
Anvendt: Knap 10 nøgler, 7 natur og 3 lyseblå
Farve: Natur, lyseblå
Købt hos: Hønsestrik, Aalborg
Pinde: 4,5 og 5,5
Str. S
Ny teknik: Ikke som sådan, men jeg synes, det er godt tænkt, at kombinere fair-isle med lace.
Bemærkninger: Jeg besluttede at strikke nederste lace-kant og kanten på ærmerne på pind 5,5 hvor opskriften foreslår, at man går ned på 4,5 - jeg synes det giver sweateren et mere harmonisk "swing" og en bedre facon. Jeg syntes den blev for firkantet, da jeg strikkede det igennem på pind 4,5! Jeg har heller ikke lavede de foreslåede ind- og udtagninger ved hulbortkanten, men bare fortsat med samme maskeantal hele vejen igennem. Kravekanten er strikket på pind 4,5, ikke på pind 4, da jeg ellers ikke ville kunne få hovedet igennem halsåbningen, men det gjorde Edith fra Hønsestrik mig opmærksom på allerede, da jeg købte opskriften.