Og hvorfor sender jeg en værtindegave? Tjah, fordi den ikke var færdig, da jeg var på besøg! Selvom jeg strikkede, medens vi holdt ERFA-møde, nåede jeg ikke at blive færdig ;-) Nogle vil måske synes, det er lidt kikset med en ufærdig værtindegave og jeg kan kun sige, at dét er det, men jeg er ikke perfekt ;-) Resultatet er jeg totalt tilfreds med, især valget af knapper.
Jeg havde faktisk valgt nogle små muslingeknapper, der havde den helt samme røde farve som toppen, men fandt ud af, at de var lavet af plastic og selvom jeg øver mig på at være tilfreds med min uperfekthed, så synes jeg ikke, der var plads til flere kiks på sådan en enkelt lille top ;-) Så jeg drønede ind til Hønsestrik i Aalborg og fik fat i de fineste perlemorshjerter, som jeg synes klæder toppen og samtidig symboliserer, at jeg er glad for mit nye venskab :-) Det blev et dyrt besøg og jeg kan hermed informere jer om, at Hønsestrik nu har leveret garn til de næste 3-4 sommerprojekter - jeg skulle jo egentlig bare have 3 knapper ;-) Det får I meget mere at vide om i senere indlæg :-)
Her burde jeg nok lige have glattet lidt ud inden fotografering, men jeg kunne ikke se, hvad jeg lavede ude i solskinnet. Mønsteret hører til de klassiske og er dejligt meditativt og jeg har virkelig nydt at strikke den. Der kommer helt sikkert flere. Igen har jeg valgt at strikke en "gammel" model - det ser ud til det bliver nøgleordet for mit strik i 2014 og det gør vel egentlig ikke noget? :-)
Alpacatrøjen blev færdig i går og ligger til vask. Det er 200 g ren luksus, men mere om det i næste indlæg. Ha´ en dejlig mandag aften, jeg er den, der skal turnere i blogland, inden jeg griber pindene og strikker videre på sidste års sommerprojekt :-)
Faktaboks:
Design: Lene Holme Samsøe: Feminin Strik - SikSak top
Garn: Cotton 8 fra G-B Wolle, 100% bomuld
Garn fra lager: Ja da, glorien skinner ;-) Tidligere brug til denne her
Anvendt: ca. 110g
Farve: Rød nr. 1030
Købt hos: P&P i Aalborg
Pinde: 2,5
Str. S/M
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Meget, meget lækker og meditativ strikkeoplevelse, jeg tror jeg kunne fortsætte det mønster i al evighed. Der kommer helt sikkert flere, sikkert også med striber, selvom jeg er ret begejstret for det ensfarvede udtryk :-)