1. januar 2010

Strikkeåret 2009

Hvad blev det til?
Endnu et strikkeår er gået sammen med det første årti i det nye århundrede og årtusinde - jeg nægter at skrive: Hvor bliver tiden dog af ;-) Det har været et endog meget produktivt strikkeår. Du kan se, hvad jeg har lavet ude til højre under Færdige projekter 2009 - en løselig optælling siger 17 trøjer og 3 kjoler og så alt det løse :-)

Hvordan det så går til, at jeg kommer ud af dette strikkeår med et lager på 24,5 kg - ja, det er ganske uforståeligt og nærmest forfærdende. Jeg kan kun berolige mig selv med, at ALT garn bliver brugt til mindste stump. Beviset er mit resteskrin, hvor selv de mindste tråde gemmes til at strikke f.eks. blomster af ;-)



Jeg har stort set strikket hver eneste dag, fordi jeg efterhånden tager mit strik med overalt. Gennemsnitligt
bliver det vel til tre timer på en aften, men det bliver også ofte fire og fem. For slet ikke at nævne de mange
timer i weekenden. Jeg har stort set aldrig ondt i hverken skuldre, ryg, håndled eller fingre, hvilket jeg i høj grad tilskriver to faktorer: 1) At jeg efterhånden har lært at slappe fuldstændig af i alle dele af kroppen, når jeg strikker og 2) min styrketræning. Jeg tror mange vil sidde derude og fnise: Skulle det nu være nødvendigt at styrketræne for at strikke? Nej da, men dét, du giver dig selv ved at træne er netop styrke i musklerne og dét, er der ikke bare brug for til at klare livet i al almindelighed, men i særdeleshed også når du strikker, så du ikke får ondt både her og der. At strikke involverer forbavsende mange små og store muskler i fingre, hænder, håndled, nakke, skuldre og ryg, så det er klogt at holde sig i form ;-)

Blogudvikling
2009 blev året, hvor min strikkeblog sådan set "fandt sit leje". Jeg har valgt at lave indlæg, når jeg er færdig
med et stykke strik. Der er få undtagelser, f.eks. hvis jeg har fået noget helt fantastisk garn som jeg bare må vise frem. Såsom dette her:


Det kommer du til at høre meget mere om senere. Og ja, de små sølvglimt i garnet er sterling sølv :-)

Dette er en strikke-blog og det skal det blive ved med at være. Selv er jeg strikke-nørd med tryk på nørd. Og dermed elsker jeg lange beskrivelser af strikkeprocessen, hvor jeg kan lære nyt eller få tips fra andre. Sådan prøver jeg også at lave mine egne indlæg, når der ellers er tid til det. Jeg har strikket i over 40 år og jeg er fra en tid, hvor man lærte det hele af sin mor (eller en anden i familien). Min mor døde for mange år siden og jeg tænker ofte på, hvor glad jeg er, for at hun lærte mig at strikke. Sikke en gave at få. Dengang talte vi ikke om strikketeknik, ej heller var der mange bøger i omløb. Jeg er totalt fascineret af den verden, der åbner sig i dag og alt det nye, jeg kan lære hele tiden ved at bevæge mig rundt på nettet. At du kan få instruktion i næsten hvad som helst via YouTube betyder, at der ikke er grænser for, hvad du kan lære.

Jeg elsker den inspiration jeg får fra alle jer, der blogger om dette fascinerende emne og bliver altid glad for en kommentar. I stedet for at sige tak for din kommentar eller svare på et spørgsmål på min egen blog kommer jeg "over til dig". Jeg har aldrig selv tid til at gå tilbage til et indlæg, jeg allerede har læst for at se om der er svaret på en kommentar. Der er så totalt meget at følge med i, at jeg kun kommer én gang og jeg går ud fra, at du har det på samme måde :-)

Ravelry
Det lykkedes heller ikke i dette år, at flytte rigtigt ind på Ravelry. Jeg gjorde et halvhjertet forsøg, men jeg går altid i stå, når jeg kommer til "stash". Jeg orker simpelthen ikke at tage billeder af alt mit lagergarn og lægge det ind - det hele er i forvejen registreret i et regneark, men selvfølgelig uden billeder. Du kan spørge, hvorfor jeg så ikke bare starter med at lægge det ind, jeg køber fra nu af og det ender det måske også med på et tidspunkt, selvom det vil give et noget fortegnet billede af mit lager! Jeg er nu heller ikke meget for dobbelt bogholderi og synes det er tidskrævende nok at lægge mine projekter ud på bloggen. Nu må vi se om 2010 bliver året.

Årets .....
 
Årets absolutte hit er kjolen fra Hendes verden. Dermed er jeg også nået frem til:

Årets garn i brug, for det er nemlig dette usædvanligt billige garn fra BC garn kjolen er strikket i. Desværre ser det ud til, at Angora-Silk-Tweed kun er en partivare, så jeg ved ikke om det er noget de kommer til at sælge fremover. Jeg har vasket kjolen igen og igen på koldt uldprogram i vaskemaskinen og du kan simpelthen ikke se det på den. Ingen fnuller, ingen vriden sig ud af form, ingen ubehagelige overraskelser i brug.

Årets garn er Merinoen fra Lisbeth Klode på Fur. Det er skønt at strikke med, stærkt og elastisk, samtidig med det er blødt. Jeg vil vende tilbage igen og igen for at fylde lageret op, det er helt sikkert. Det virker også til at garnet arter sig rigtig godt i brug, kun minimal fnulren efter adskillige gange i vaskemaskinen på koldt uldprogram.

Årets garn, jeg aldrig køber igen bliver BC garns Lucca Superwash i farven sub27. Det bliver så fnulret efter vask, at det nærmest bliver ubrugeligt. Da jeg brugte det til to gavecardigans er det ekstra surt, for hvem gider give en strik-gave væk, der arter sig så elendigt i brug. Jeg fik denne forklaring fra BC garn: "Angående lucca, så er vi klar over at det piler lidt, nogle farver mere end andre. Årsagen til dette er dilemmaet mellem tvindingen og blødheden. Jo mere tvinding, jo hårdere garn, jo mindre piling. Dette er dog også en problematik, vi har været i dialog med vores leverandør omkring. Angående lucca superwash, så skulle superwashbehandlingen fikserer fibrerne mere så piling bliver væsentlig mindre. Det er da også første gang vi hører om problemet ved den superwashbehandlede. Dette er jo ingen trøst for dig, men vi er selvfølgelig taknemlige for at du gør os opmærksom på problemet, og for os vil det være en stor hjælp hvis du vil maile os nummerne på farverne". Jeg vil gerne her understrege, at jeg elsker Lucca og har strikket indtil flere trøjer, der ikke fnulrer/piler, men her gik det helt galt. De to trøjer er nærmest ubrugelige og det er SÅ surt, når det er gaver. Derfor denne udførlige advarsel!

Årets trøje har været svær, for jeg er fuldstændig vild med alle mine Jean Moss og Annette Danielsen modeller. Jeg bruger dem alle flittigt og er stort set lige glad for dem alle sammen. Efter hårdt pres må valget dog falde på Annette Danielsens Hvirvelstrøm. Den er helt unik i designet, sidder fremragende og er smart både til jeans og kjole. Jeg har brugt den igen og igen og kommer til at slide den op til sidste trevl.

Årets flop - ja, dem er der egentlig to af: Norah Gaughans Ashbury som jeg fik mishandlet ved at strikke i noget helt forkert garn og Hanne Falkenbergs Plissé som aldrig blev helt god trods al verdens forsøg på redning. Så den vil jeg helt sikkert lave igen, måske i det røde garn fra Fur.

Årets designer er naturligvis Annette Danielsen. Jeg er i gang med at strikke min 6. og 7. model fra hendes bog Strik Naturligvis. Opskrifterne/modellerne er geniale, velskrevne og særdeles sjove at strikke. Jeg glæder mig så meget til at møde hende til Store Strikkesøndag og lære et par tips og tricks.

Planer for 2010
Jeg MÅ ha´ fat i en Christel Seyfarth model.
Jeg må ha´ nogle flere veste, så februar udnævner jeg hermed til vestemåned.

Jeg begyndte 2009 med restriktioner på mine garnindkøb. Det gav tilsyneladende en ustyrlig købelyst senere på året, så jeg prøver med en anden taktik i 2010. Hver gang jeg får lyst til at købe garn, skal jeg gå ind og åbne mit garnskab og kikke på hylderne og derefter vente 48 timer! Er jeg naiv? Nu må vi se om det har effekt ;-)
En lille trøst er det da, at jeg køber stort set alt andet som genbrug!




Rigtig godt nytår til jer alle. Tak for en guldgrube af inspirerende indlæg om strik i det forløbne år. Jeg glæder mig til at følge med hos jer i det nye år :-)