7. marts 2011

En lille gave og inspiration til fornyelse

Jeg har jo helt glemt at vise den lille Tøffelcapé, som var en del af fødsesldagsgaven til min svigerdatter i år. Hun er efterhånden selv ved at blive en meget habil strikker - strikker utrolig smukt, men stadig i lavere tempo end os garvede strikkere ;-) - så jeg supplerer gerne med et stykke strik i ny og næ :-)


Inspirationen til den, kom i sin tid fra Irene, der har lavet sådan et fint eksemplar i mørk turkis. Jeg synes egentlig ikke den er særlig sjov at strikke, men tror det er garnet, der gør det. Jeg har brugt Wilferts originalgarn og der er tilsat polyamid og det kan jeg ikke lide - jeg vil ha´ den rene vare. Resultatet er dog dejligt vamset og blødt.

Resterne skyndte jeg mig at få brugt til et par pulsvarmere - strikket ud af hovedet og med et simpelt "vaffel" mønster.


Investeringer i uddannelse og klinik - og mere uddannelse, betyder at der skal spares med hård hånd på alt andet. Så der bliver ikke plads til de store garderobefornyelser i 2011. Så er det jo godt, at man kan blive inspireret til at forny det, man har i forvejen. Den store inspirator har denne gang været norske Helle, der laver sjældent elegante ting og nogle gange mixer stof og garn. Se f.eks. denne skønne kjole. Så nu er min gamle kjole blevet forsynet med hæklet mellemværk og klarer endnu en sæson:


Jeg har længe været irriteret over, at ærmerne hele tiden faldt ned over skuldrene og at kjolen var så nedringet, at jeg skulle ha´ noget under eller over - det behøver jeg ikke mere :-) Jeg har bare hæklet mellemværket ud af hovedet i noget mohair-bouclé, der passede perfekt i farven. Har lavet det samme på ryggen, dog med mindre mønster end her på forstykket.


Det siger sig selv, at der heller ikke bliver råd til garn, piv, piv! Men inden I barmhjertige sjæle får ondt af mig, må jeg lige vise, hvad der stadig er på lager i garnskabet - hylderne er MEGET dybe, skal jeg hilse og sige. Mon ikke jeg klarer mig igennem 2011 uden de store garninvesteringer? ;-) Og så er der jo også lidt i kisten!


Ha´ en god aften derude :-)

Faktaboks
Design: Wilfert´s Tøffelcapé
Garn: Wilfert´s Tweed - 80% uld, 20% polyamid
Garn fra lager: Ja
Anvendt: 200 g
Farve: Turkis nr. 69
Købt hos: Designværkstedet Aalborg
Pinde: 5
Str. S
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Meget enkel og hurtig at strikke. Det er dog ikke helt let at strikke vingeærmerne med på de første pinde, men hvis man er vant til Magic Loop metoden, går det alligevel. Da min svigerdatter er et lille nips, har jeg strikket den kortere end originalen.
Løbelængde: 100g = 210 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 420 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 4410
Anvendt garn i år: 1172 g