12. december 2009

Det er ren magi

.... at strikke Toe-up og Two-at-a-time, når først teknikken er lært. Jeg har nu øvet mig på tre par og jeg er ret sikker på, at jeg ikke vender tilbage til strømpepindene. De bliver nok kun brugt til fingervanter fra nu af.
Hvis du har lyst til at lære det, er denne bog helt fantastisk.


Der er fine, detaljerede instruktioner, som er lette at følge og der er mulighed for at lære at strikke både Toe-up og Cuff-down (synes ikke rigtigt det giver noget at oversætte), men princippet er altså, at begge sokker strikkes på én gang på to rundpinde, enten efter metode 1 fra tåen og op, eller efter metode 2 fra anklen og ned. I bogen er der opskrifter på både herre-, dame- og børnesokker efter begge metoder.
Alle, der døjer med, at den første sok ligger længe i strikkekurven og venter på den anden, vil elske metoden, for lige pludselig! sidder du med to færdige sokker ;-) Det er næsten magisk! Det eneste tidspunkt, hvor du strikker på én sok af gangen er omkring hælen.



De sokker, jeg her har strikket er alle strikket fra tåen og op. Denne metode er specielt god, hvis du ikke er sikker på, om du har garn nok til en bestemt længde på skafterne eller du bare vil opbruge dit restegarn til sidste stump. Du begynder med Magic-cast-on, hvor du slår masker op på en sådan måde, at du starter begge sokker med en lukket tå. Jeg var betaget fra første færd. Symmetri-freaks skal nok begynde med to friske nøgler garn og ikke som jeg har gjort her, rulle 100 g op i to 50 g bundter. Jeg elsker, når strømperne bliver forskellige, men hvis du ikke gør det, så sørg for at have to nøgler garn klar. Her er mit første færdige par i Hundertwassergarn fra Opal og i mønstret Wondrous Cable Tree.



De to rundpinde skal have forskellig længde f.eks.henholdsvis 40 og 60 cm og bruges til at markere, hvor du er på arbejdet og gør det lettere at følge instruktionerne i bogen. Når man har lært metoden kan man ligeså godt bruge maskemarkører.

Næste par sokker er herresokker, strikket i mønsteret Manly Herringbone



Og endelig sluttede jeg af med et par tykkere sokker i det superdejlige adventsgarn fra Natural Dye Studio. Alle strømperne er til gave, men der er heldigvis adventsgarn til et par tykke sokker til mig selv også - herligt. Farven lilla, er ikke bare navnet på en vidunderlig fortælling, men også umulig at gengive på skærm, den ser blå ud, men det er den ikke! Den er lyslilla.

Her har jeg brugt bogens Basic-Toe-Up mønster. Alle sokker er lukket af med synål, Sewn Bind-off, der var nyt for mig. Det giver en fin elastisk aflukning. Manly-Herringbone og Basic-Toe-Up er strikket med den hæl, jeg lærte som barn og som jeg ikke ved, hvad hedder (på engelsk kaldes den Easy Heel Flaps with Heel Turns), medens Wondrous Cable Tree har Short-Row-Heel som også var nyt for mig og som jeg er meget begejstret for. Hvis der er nogle, der ved, hvad disse hæltyper hedder på dansk, vil jeg meget gerne lære det.

Alle garnerne har været fantastisk skønne at strikke med og jeg glæder mig til at komme ind i min gamle rytme igen med at strikke nogle sokkepinde lørdag og søndag morgen, så der hele tiden er gang i et par sokker. Med ny metode er jeg top-motiveret :-)
Derudover har jeg fået afprøvet mine Addi Click og de er fantastiske - intet mindre - meget glattere overgang mellem wire og pind, hvilket specielt mærkes, når man strikker Magic Loop eller som her med to rundpinde, der skal trækkes ind og ud af maskerne hele tiden. MEN ordentlig anmeldelse følger, når de har bevist om de kan holde til mig og daglig brug.

Faktaboks
Design: Antje Gillingham: Knitting More Circles around Socks - Woundrous-Cable-Tree, Manly- Herringbone, Basic-Toe-Up
Garn:
Woundrous-Cable-Tree: Opal - In Variation Nach Werken von Hundertwasser - Das Autobus Fenster
Manly- Herringbone: ON line, Emotion II, farve 1215 - 50% merino, 25% Bambus, 25% Polyamid
Basic-Toe-Up: The Natural Dye Studio, plantefarvet, ren Alpaca/Merino blanding, suverænt lækkert garn
Garn fra lager: Nej, købt specielt til formålet
Anvendt: Mellem 60 og 100 g - de tykke Basic-Toe-Up kræver næsten 100 g
Farve: Angivet under hver kvalitet
Købt hos: Markno
Pinde: Addi Lace 2,5 til Woundrous-Cable-Tree og Manly- Herringbone og 4 Addi Click til Basic-Toe-Up
Str. 37, 38 og 44
Ny teknik: Two-at-a-time, Toe-up, Magic-cast-on, Sewn-Bind-Off, Short-Row-Heel
Bemærkninger: Der er ikke noget bedre end at lære nye teknikker, der viser sig at gøre strikkeglæden endnu større. Jeg går totalt ind for metoden og kommer til at strikke strømper på denne måde fremover.