Det kom som et chok for mig, da jeg på Karen Dittes blog læste at Kirsten Amstrup med bloggen Strikketøj er død. Pludseligt - kan jeg forstå, - jeg ved ikke præcis hvornår det skete - men midt i alle hendes aktiviteter, herunder også strikrelaterede, bl.a. Gavstriks årsmøde.
Det er noget af det, der kan blive så underligt i denne blogverden, for når én person pludselig bliver helt væk, så er det ikke altid, vi får at vide, hvad der skete. Selv troede jeg bare, at hun var taget på ferie.
Jeg lærte Kirsten at kende, da hun i juni 2011 sendte mig en mail, hvor hun skrev, at hun havde fulgt min blog i lang tid og rigtig gerne ville kommentere, hun vidste bare ikke hvordan. Om jeg kunne hjælpe hende med det? Selvfølgelig kunne jeg det og med stort personligt udbytte til følge, for hvor har jeg været glad for Kirstens søde og ikke mindst dedikerede kommentarer. Hun har trofast kommenteret stort set hvert eneste af mine indlæg siden da. Dernæst gik det slag i slag, for Kirsten kunne selvfølgelig også godt tænke sig at lave en blog, men var det ikke for svært, hun havde prøvet en gang tidligere, men var gået i stå? Som vi alle ved i dag, kom hun meget hurtigt efter det, hun skulle bare lige ha´ et par igangsættende input. Hun fik lavet en skøn blog som jeg har læst med stor nydelse og interesse.
Vi blev ved med at korrespondere, for udover strik i almindelighed var vi fælles om interessen for Kim Hargreaves i særdeleshed og Kirsten skrev, at hun havde samlet alle hendes bøger. Kirsten var også sød til at sende mig links, når hun mente, at der var en strikket kjole, der "lige var mig". Da vi fandt ud af, at vi begge skulle til Fanø med vores respektive strikkegrupper, aftalte vi at mødes og heldigvis for det. Det var et kort møde, hvor vi sad i solen med en kop kaffe og jeg fik fremvist den nyeste Kim Hargreaves bog, men til gengæld var det et af de møder, hvor der var god kemi med det samme. Vi snakkede som om vi havde kendt hinanden i 100 år. Og nu ved jeg jo, at det var kostbart.
Desværre nåede Kirsten kun at strikkeblogge i godt et år, men hold da op, hvor blev hun synlig på det år. Hun skrev sin sidste kommentar til mig i mit indlæg om Anais 3 den 28. maj:
Hej Lene.
Jeg husker rigtig godt de søde udgaver af Anais, du lavede sidste år. De var så flotte og de klæder dig så godt. Så du må naturligvis have et par stykker til.
Den nye blå står virkelig smukt til din nederdel, flot kombination.
Jeg håber du får en smule sommerferie, som du i det mindste ikke behøver at bruge til studier. Og så lige til opmuntring (som du nok slet ikke behøver): Jeg har opdaget hvor super, super-godt akupunktur er. Har et dårligt ben, der bliver behandlet med nåle og det virker så godt, så jeg ikke ville tro på det, hvis det ikke havde været mig selv, der opdagede. Så: fortsat god læselyst.
Kirsten har fyldt godt i min version af blogland med sit søde og positive væsen. Jeg kommer virkelig til at savne hendes indlæg og kommentarer.