7. marts 2016

Hvorfor gentage et hadeprojekt?

Fordi det færdige produkt bliver så lækkert :-) Fordi jeg pludselig fik muligheden for at strikke den i grå og hvid som hører til en af mine absolut favorit-farvekombinationer :-) Og det sker alt for sjældent, at jeg strikker i gråt og hvidt - det er hermed skrevet bag øret, så må vi se om det giver anledning til flere projekter i samme farveskala ;-)


Jeg elsker den simpelthen. Der er ikke så meget mere at sige - jeg har jo lige skrevet om den her. Den er enkel og rå i stilen og kommer garanteret med på mangen en byvandring her i foråret. Jeg valgte denne gang at strikke på en pind 7, så den går også helt utroligt hurtigt.


Jeg kan kun sige, at jeg har lyst til at beholde den på, når jeg først har fået den på - lidt det samme sagde min svigerdatter, der vistnok bruger sin flittigt til en slags morgenkåbe over pyjamassen på kolde morgener ;-)


Da jeg var midt i projektet skrev jeg til Vibeke (jeg føler efterhånden det er helt forkert, hvis vi ikke lige får vores ugentlige statusmail!): Hvorfor strikker jeg dog en 2´er? Og Vibeke svarede: Fordi du kan ;-) Og hvor er vi dog heldige, at vi behersker dette fantastiske håndværk og har så megen daglig glæde ud af det - først når vi strikker, siden når vi bærer det strikkede :-)


Nogle har spurgt mig, hvorfor jeg så ofte strikker flere af den samme model - især i disse tider, hvor vi overdynges med nye modeller hele tiden og det er der et klart svar på. Der findes i min verden 2 radikalt forskellige strikkeoplevelser. Den ene er 1. gang, man strikker en model - det hele er nyt og spændende, udfordrende, måske er man endda heldig, at der er nye teknikker. 2. gang er der helt andre ting i spil, det hele er kendt på forhånd, man kan nyde processen, man ved hvad der sker forude, det bliver ren strikketerapi og en 2´er kan blive en ganske særlig nydelse :-) Et strikkeliv er simpelthen nødt til at have begge sider.  Måske genkender du det?

Tusind tak for alle jeres søde kommentarer til februars sjal og sokker. Nu må jeg rundt og se, om I får strikket ;-) Ha en dejlig mandag aften derude :-)

Faktaboks
Design: Pickles, Strikket jakke fra Maries Ideer - nr 2 2015
Garn: Mohair - 78% mohair, 13% ren lammeuld & 9% nylon
Garn fra lager: Næhhhhh, det var det sådan set ikke ;-)
Anvendt: Knap 300 g hvid og knap 200 g grå
Farve: Hvid & Grå
Hvorfra: Garnudsalg
Pinde: 7 - Gå med fordel ned til pind nr 6, hvis du vil have en lidt fastere jakke
Str. S
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Jeg har ofte skrevet, at jeg helst vil arbejde med helt rene naturfibre og det står jeg ved. Men engang imellem går jeg på kompromis, men kun til strømper og overtøj. Selvom der er blandet kunstfibre i denne mohair har den ikke den plastikagtige overflade som nogle gange er konsekvensen.