19. september 2014

Hvad september gemte

Færdige produkter i september er der ikke mange af. Til gengæld har jeg strikket det første par strømper i 2 år og derudover strikket på det ene dejlige projekt efter det andet, indtil jeg i bogstaveligste forstand blev slået i gulvet af den værste influenza i mands minde :-( Det er første dag i en hel uge, at jeg vover mig op på 2 ben.


Et par helt enkle knæstrømper baseret på en gammel opskrift fra BC Garn som jeg engang fik i en adventskalendergave. Jeg har funderet meget over, hvorfor jeg helt holdt op med at strikke strømper og jeg tror, det er fordi, der gik lidt for meget "industrialisering" i det. Jeg mistede simpelhen noget af fornøjelsen ved altid at strikke "2 på én gang og på 2 rundpinde". Så jeg returnerede til det helt basale og har strikket dette par på goe gammeldags strømpepinde. Og så dog! Fra tidligere indlæg ved I, at jeg har afprøvet de firkantede strømpepinde som jeg købte i Hønsestrik og det har været et vellykket møde :-) Det har været en ren fornøjelse. Dem kommer jeg til at bruge meget.

Nogle vil ganske givet være spændt på, hvilke projekter fra Grønland, der kom først på pindene?
Det gjorde Pels, hvor man starter med lommerne. Den ligner en videreudvikling af Tankestreg som jeg jo har i 2 udgaver og er super glad for. Jeg er helt vild med, at der er kommet hætte på :-)


Og Polarhavet, hvor man starter med ærmerne:


Totalt lækre projekter begge to :-) Jeg håber at komme videre på et af dem i aften, for jeg hungrer helt og aldeles efter en hel uge uden strik!

Jeg har efterhånden strikket med mine ChiaGoo bambusrundpinde med "spin wire" i et stykke tid (næsten 1 år) og føler mig i stand til at give en fornuftig anmeldelse. Jeg købte dem hos Garnudsalg sidste efterår. Jeg er blevet meget, meget glad for dem, de ligger rigtig godt i hånden og har den helt rigtige spids til de fleste projekter. Jeg har ikke haft et eneste uheld med, at wiren har drejet sig løs som ellers var ved at drive mig til vanvid med mine gamle KnitPro. Jeg bruger efterhånden næsten kun dem med én enkelt undtagelse: Når jeg skal strikke et ægte lace-sjal. Her er der stadig ikke noget, der overgår Addi Lace. Jeg er i gang med Pretty as a Peacock sjalet for 2. gang og dét dur ChiaGoo bambus ikke til.

Jeg har "kun" købt ChiaGoo i de små størrelser og har nu sat de store str. på ønskesedlen. Jeg er i gang med Ostetrøjen i Knudegarn fra Lønstrup og den kører slet, slet ikke på de store Addi Click pinde - de har simpelthen ingen spids og det er ganske enkelt en kamp at få maskerne flyttet på de pinde, hvor der slås masker op over hullerne. Det gider jeg simpelthen ikke, Så sparebøssen er sat frem :-)

Ha´ en rigtig dejlig weekend derude. Jeg tør stadig ikke bevæge mig udenfor, men håber, det lader sig gøre her lørdag eller søndag - jeg er gået glip af den smukkeste uge i hele september, men håber på, at det varer lidt endnu :-)

FaktaBoks
Design: BC Garn: Knæstrømper
Garn: KnitPicks Imagination: 50% merinould, 25% alpaca og 25% nylon
Fra lager: Ja, det har lagret i mange år - en gave fra Tine til en strikkekomsammen :-)
Anvendt: 80 g
Farve: Mermaid Lagoon, lilla og turkise
Købt hos: Fået af Tine
Pinde:  3 - firkantede strømpepinde
Str: 38
Ny teknik: Nej
Bemærkninger: