4. oktober 2015

På tur med en ommer!

Bag denne kryptiske titel gemmer sig en mindre strikketragedie ;-) Jeg er færdig med min smukke Colorwork nederdel, men den er - ak og ve - blevet for stor. Det kan ikke umiddelbart ses på billedet, men det er fordi jeg lige har hevet op i den. I løbet af dagen i går gled den længere og længere ned og kunne næsten tilsidst glide ned over rumpen - dog kun næsten ;-)


Øv, øv, øv - det er altså en ommer. Jeg har overvejet indsyning og indsnit, men det kommer ikke til at fungere i det fine vævestrikmønster, så det er helt forfra og så må denne i gavekassen til der kommer én forbi, der kan passe den. Jeg er fuldstændig vild med den og må bare lave den med det samme igen - det kan slet ikke gå for stærkt. Men hvor kommer turen så ind i billedet?


Allerede på Fanø spurgte Vibeke mig om jeg havde set Isagers "nye" butik på gården. Det havde jeg ikke, så jeg var ikke i tvivl om, at vi skulle på tur. Vibeke havde ærinde hos Isager, men det fortæller hun garanteret selv om - her ses Vibeke, Marianne og Torhild fordybet over de ting, Vibeke har med :-)

Og så må jeg vise den smukke kjole som Vibeke selv har designet :-) Bedre placering end foran Spinni og Tvinni reolen kan man næsten ikke få.


Vi tilbragte et par skønne timer i en utrolig smuk og lækker butik, hvor den ene fristelse lurede efter den anden. Jeg var på udkig efter Merilin til en Julerose, men mere om det tilsidst. Allerede inden vi kom indenfor traf vi på Bodil, der er i det nordjyske for at undervise. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til :-)


Bag butikken ligger den fineste "skærehave", hvor Marianne Isager gik rundt og plukkede den smukkeste buket, når hun ikke lige talte med Vibeke - der er planer i det Isagerske hus om udvidelser til et helt tekstilcenter, men det må der skrives om, når det bliver en realitet. Marianne Isager er en ufatteligt iderig og foretagsom kvinde - så det bobler jo nærmest omkring hende af gode ideer hele tiden. Butikken har åbent hver dag året rundt fra 11-17 og den er virkelig turen værd. Næste gang jeg tager derop skal det kombineres med en ordentlig tur rund i den Tvedstedske natur, for den er noget helt særligt :-)


Og hvad kom der så med hjem? Jeg beherskede mig - og købte kun, hvad jeg gik efter. Den skønne Merilin kvalitet, der består af lækker uld og hør - garnet bliver sådan lidt sommeragtigt, selvom det mest er uld og tolker jeg - perfekt til "varme kvinder" - læs kvinder i overgang, selvom jeg ikke har prøvet det før og derfor ikke kan udtale mig helt slagfast ;-) Vibeke og jeg har stillet hinanden en strikkeudfordring - men den starter først i 2016. Vi skal strikke et sjal og et par sokker hver måned i 2016 :-)


Og nu må jeg så strikke på Colorwork-jakken, medens jeg venter på nyt garn til min nederdel. Men i dag er Lillefrø og jeg i gang med at lave tørrede æbleringe - hun har fået lov til at styre "æblemaskinen" :-)


Ha en rigtig dejlig søndag :-) Faktaboks til Louise Hardens Colorwork nederdel må vente til jeg har strikket om. Kan du ikke vente, så besøg Louises hjemmeside :-)