Det er en gave til en kær studiekammerat, der desværre må stoppe på vores hold. Sjalet er strikket i den lækreste silke-uld og jeg håber med det at formidle, at hun vil være stærkt savnet. Det er ca. 2,10 m i bredden og 70 cm i længden, så hun kan vælge at bruge det som sjal eller tørklæde.
Strikket på pind 6 er det næsten gjort på en aften og det er jo dejligt i disse tider, hvor strikketiden er minimeret.
Derfor har jeg også holdt mig til de store pinde med dette sæt. Bella-sættet kunne man kalde det - efter vanterne. Jeg har strikket pulsvarmerne på pind 5, halstørklædet på pind 6 og endelig Bella-vanterne på pind 7. (og der er skam 2 af hver - altså af både pulsvarmere og vanter ;-))
Halstørklædet har jeg bare lavet med udgangspunkt i snoningerne på vanterne og lavet en midterrapport af vrangmasker, hvor jeg skiftevis tager ind og ud. Da det er et tørklæde, der har en vrangside har jeg valgt at lave det med slids, så den anden del kan trækkes igennem og dermed styre at det er ret-siden der vender ud.
Jeg er tidligt på færde, for jeg skal nå at læse en del faglitteratur inden jeg tager til brunch hos Tine. Når engang jeg vender hjem igen går turen rundt til jer i blogland.
Ha´ en rigtig dejlig søndag derude :-)
FaktaBoks
Design: Marielle Henault. Se hendes blog og vanterne her Sjalet er mit eget, men med inspiration fra Lene Holme Samsøes nye bog og sjalet Silke.
Garn: Garnet er fra Fyberspates og har ligget på lager i nogle år. Scrumptious, der er brugt til silkesjalet består af 45% silke og 55% merino og blev oprindelig indkøbt til en kjole til min svigerdatter. Der skete det, at Jeni på Fyberspates to gange sendte mig garn i en "forkert" rød farve, men det var alligevel så smukt, at jeg valgte at beholde det, indtil det rigtige (som min svigerdatters kjole blev strikket i) ankom. Handpainted 100% Bluefaced Leicester Wool er anvendt til Bella-sættet og fra samme leverandør
Anvendt: Ca.170 g, til sjalet og ca. 300 g til Bella-sættet
Farve: Scrumptious RJ 2015 - RED og "ingen farveangivelse på det håndfarvede"
Købt hos: www.fyberspates.co.uk
Pinde: 5, 6 og 7
Str: One size
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Begge garner er i absolut særklasse - jeg har nydt strikkeprocessen i mere end almindelig grad. Det er en skønsom blanding af meditative og hurtige projekter. Ikke nødvendigvis noget, der hænger sammen, men alligevel går op i en højere enhed, når man har travlt: Lykken over et færdiggjort projekt på store pinde OG den meditative proces, der er tilstede, selvom det gik hurtigt :-)