30. januar 2010

Jeg kunne næsten ikke stoppe igen

... da jeg først var begyndt på dem her, men der var ingen vej udenom, for jeg skulle gøre en fødseldagsgave klar til i dag, den får dog sit helt eget indlæg en anden gang. Kan kun røbe det er min første model fra Annette Danielsens "Det er ganske vist".

Dag- og natsommerfugle tilhører ordenen Lepidoptera og det er navnet på disse skønne pulsvarmere i skyggestrik. Og de er da også så fine, sommerfugleagtige i farverne. Jeg har været forelsket, siden jeg så dem første gang for flere år siden (tror i hvert fald opskriften har eksisteret så længe, måske du allerede har lavet dem?), så det er sandelig på tide, at jeg får strikket et par. Opskrift og ikke mindst garn kan fåes hos 123knit.com. Her vil jeg handle rigtig meget fremover, for der er et godt udvalg, priserne er særdeles rimelige og der sendes fragtfrit i DK, hvis du handler for mere end 150 kr (og nej, fragten er ikke lagt oven i priserne, gå selv ind og sammenlign).



De er et genialt og overskueligt gaveprojekt og kan varieres i det uendelige. Der strikkes skiftevis med en ensfarvet tråd og en multifarvet tråd. Længden reguleres ved at slå flere eller færre masker op, bredden reguleres ved at strikke flere eller færre striber. Jeg fik lavet 3 par til gaveskabet, inden jeg måtte vende tilbage til fødselsdagsgaven. 2 par lange, hvor jeg har slået 70 m op ligesom i opskriften og 1 par korte, hvor jeg har slået 50 m op. De bliver meget forskellige alt efter om det multifarvede garn har korte eller lange farveforløb.



Duchess er som altid "tovholder", jeg er i hvert fald ret sikker på, at hun mener, hun er chefen



Da jeg var til strik-in sidste gang talte jeg med de øvrige katteejere om at ha´ en strikkekurv. Tilsyneladende kunne alle andres katte lade en strikkekurv stå i fred. Jeg synes det er så dekorativt med en strikkekurv og også meget praktisk at kunne bære den rundt i huset og vil så gerne ha´en, men Duchess ville omgående indlemme den i sit territorium.

Først ville hun sidde og kigge, så ville hun gå op i den, så ville hun lade som om hun var døv, når jeg begyndte at råbe, så ville hun meditere og ælte i garn og strik, så ville hun lægge sig godt til rette og tilsidst ville hun gøre sig "tung", når jeg endelig nåede frem til at forsøge at hive hende op. Hvis det skulle lykkes mig at få hende op uden at få flænset mit strikketøj, ville hun vende tilbage efter få minutter, sidde og kigge, snuppe et nøgle garn og løbe med det. Dette ville hun gentage, indtil hendes ejer endelig forstod, at den strikkekurv, var hendes territorium :-) Derfor må jeg bruge min strikketaske i stedet.

Ups, jeg var lige ved at glemme: Med Lepidoptera nåede jeg lige på målstregen januars projekt i julegave knitalongen hos Sylvia. Det er altså årets første julegaver, pudse, pudse glorie ;-) Hold op, hvor jeg føler mig foran.

Som den opmærksomme læser måske husker, har jeg udnævnt februar til "veste-måned". Jeg går efter at strikke nogle stykker, så de fleste igangværende projekter (og der er rigtig mange - se hvad jeg har på pindene ude til højre) lægges nok tilside imedens. Den ene vest er til en veninde og skal strikkes af resten af garnet fra Cumulus. Så skal der nok også indgå en vest i julegaveknitalongen og så vil jeg strikke et par stykker til mig selv. Nu må vi se, hvor langt jeg når - mottoet er, at det skal være sjovt. Jeg har lige købt opskriften til den guddommelige Wood Hollow Vest og den glæder jeg mig vildt til at strikke. Går og snuser i garnskabet for at finde det rigtige garn :-)

Nu vil jeg tage ud og hjælpe en veninde med at holde børnefødselsdag. Sådan en flok raske drenge i 6-årsalderen skal nok holde os godt beskæftiget!
God weekend :-)

Faktaboks
Design: Nanna Gudmand-Høyer
Garn: Indiecita Alpaca, 100% Alpaca og Online, linie 2, 55% merino, 20% silke, 25% polyamid (multifarvet tråd til det lille par)
Garn fra lager: Nej, købt til formålet
Anvendt:ca 100 g
Farve: Bundfarve koksgrå Indiecita nr. 404, multifarvet (2 lange par) Indiecita forår nr. 002, Online linie 2 nr. 0111
Købt hos: 123knit.com
Pinde: Addi lace nr. 2,5
Str. One size
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Jeg vil strikke dem igen og igen - de er også et fantastisk resteprojekt.