1. maj 2017

Sanne Fjallands Graphic

Jeg havde aldrig hørt om Sanne Fjalland før jeg strikkede Abelone, en smuk, lang cardigan, hun designede til Garnudsalg. Siden har hun fået egen hjemmeside og garnlinie, sympatisk spundet på det danske uldspinderi i Skive og hun har i den grad vækket min interesse. Da jeg så Graphic måtte jeg bare strikke den - også selvom det var flerfarvet mønsterstrik og dermed hadestrik!


Det smukke grafiske mønster udmærker sig dog ved at det gentages over 6 pinde med hele 2 ensfarvede pinde imellem - det er noget, der gør, at selv jeg kan holde det ud ;-) Jeg har skiftet originalens sandfarvede bund ud med råhvid og brugt den smukke lyse aquablå foroven (i stedet for sand og råhvid).


Her indviet i dejlige Poulstrup Sø som også er et af Divas foretrukne udflugtsmål. Jeg må bare have mere Sanne Fjalland og er udelukkende tilbageholdende på grund af det stadigt bugnende garnlager. Heldigvis fandt jeg en lækker, lækker børnetrøje hun har designet i Kreativ Strik 2, så der er lidt at arbejde videre med til Lillefrø.


Jeg er fuldstændig vild med den - også selvom den blev til den lidt snævre side. Jeg havde overset, at der skulle skiftes til større pind i mønsterstrikdelen, men pyt den er bare lidt mere figurstrik-agtig. Garnet er super lækkert og jeg er bange for, jeg snart må strikke Eyelet - jeg vil så gerne prøve bare at strikke derudaf med garnet uden at skulle bide tænderne sammen om flerfarvestrik ;-) Måske skulle jeg ønske mig den til min fødselsdag!!


Temaet for fordybelse i maj-juni er Sommerstrik og hækling. Jeg er allerede i gang med indtil flere nye projekter, herunder en bluse designet af Lisa Renner, men flere Kim Hargreaves og en lækker bomuldssag med hæklede ærmer fra Marie Wallin er også på vej. Jeg får altid sindsygt meget energi, når jeg afslutter sådan et flerfarveprojekt, måske skulle jeg gøre det noget oftere?


Man kan også tage på bjergbestigning i Poulstrup Sø, synsbedrag - men dejligt alligevel :-) Og hvad blev der så af min mands Dæxeltrøje? Jamen, jeg strikker lidt på den hist og pist og det kan jeg roligt fortsætte med, for hvem vil ikke gerne have en varm uldtrøje på en kølig sommeraften? Det kan også forsvares som Sommerstrik, he he :-)

Ha en rigtig dejlig aften derude - tusind tak for kommentarer og mails - håber jeg har fået svaret alle :-)
Faktaboks
Design: Sanne Fjalland: Graphic
Garn: Sanne Fjalland - spundet på Henrichsens Uldspinderi
Garn fra lager: Købt til formålet
Anvendt: Kittet indeholder heldigvis rigeligt med garn :-) Jeg har nok, så jeg kan strikke et par pulsvarmere eller måske en Graphic hue - ønskescenarie for én, der aldrig går med hue ;-)
Farve: Råhvid, Okker, Marine og lys Aqua
Købt hos: Sannefjalland.dk
Pinde: 3 OBS: Mønsterdelen skal strikkes på 3,5 - det vil give lige den ekstra vidde en udendørstrøje helst skal have. Men vi er jo nogle, der godt kan lide, at tingene sidder til ;-)
Str. S
Ny teknik: Nej, trøjen er helt traditionelt opbygget med bul og ærmer, der samles til raglan-bærestykke.
Bemærkninger: Rigtig lækkert uldgarn, der på mange måder "bar" mig gennem flerfarvestrikkeriet