9. februar 2010

Elsker du snoninger?

.... så er Wood Hollow Vest et must. Den har været ualmindeligt vanskelig at fotografere, fordi jeg har valgt marineblå til det første eksemplar! Farven er dyb, mørk marine, men selvom billederne er taget ude, kan jeg ikke få den gengivet helt rigtigt. I det mindste ikke på min skærm.


Jeg sagde den første, for der er allerede en 2´ er på vej - i noget helt andet garn. 2´eren skal være februars bidrag til julegaveknitalong. Wood Hollow Vest er sjov og hyggelig at strikke. For den garvede strikker byder den på flere af de gammelkendte "snoningsmønstre" og selvom der er fire forskellige mønstre henover pinden, nogle gentaget et par gange, sidder de hurtigt i fingrene, så jeg har såmænd brugt den til tv-strik. Ind imellem må jeg nu ha´ blundet en smule, for der er enkelte mindre skønhedsfejl på ryggen, men ikke noget, der ikke kan parkeres under "charmen ved håndstrikkede produkter".


Der er en mindre fejl i opskriften, i hvert fald hvis jeg sammenligner med det jeg ser på opskriftens billede. Det drejer sig om mønsteret ude i siderne, hvor det ifølge billedet burde være vrangsiden, der vender ud - mønsteret er nemlig også flottest bagpå. Følger du opskriften, som jeg har gjort her, kommer retsiden til at vende ud. Det ser nu heller ikke værst ud, men på den næste vest, vil jeg vende mønsteret, for det giver trods alt den fineste effekt. OPDATERING: Siden jeg skrev dette har Kirsten Kapur sendt en opdatering af opskriften, hvor fejlen er rettet :-)



Jeg er glad for min "temamåned" - februar = vestemåned. For mig er det en god måde at holde fokus - ellers har jeg jo en overudviklet evne til at strikke løs i alle mulige retninger på én gang. Det er også herligt at strikke vidt og bredt, men det er nu helt rart at have denne måned, hvor det kun handler om veste :-) Jeg er vild med veste, de varmer de rigtige steder, uden det bliver for meget, men jeg får af en eller anden grund sjældent en vest på pindene. Så derfor en hel vestemåned. Når jeg er færdig med Wood Hollow 2 skal der en vest i flerfarvestrik på pindene og så er der jo også lige den drops-vest, jeg har lovet en veninde. Som vanligt er det ikke projekter, der er mangel på ;-)

Ellers har jeg solgt 500 g garn fra lageret og indkøbt godt 2 kg basisuld i diverse farver hos 123knit.com, så garn mangler jeg heller ikke !  Jeg er simpelthen nødt til at supplere op, for at få brugt noget af dét, jeg har på lager - det er logik for høns og det er jeg sikker på, enhver strikker kan forstå ;-) Så nu skal der strikkes endnu en håndfuld Annette Danielsen modeller - men altså først når vestemåneden er slut!

Faktaboks
Design: Kirsten Kapur - Through The Loops - Wood Hollow Vest
Garn: Supersoft, 100% uld
Garn fra lager: Ja, i den grad
Anvendt: 250 g
Farve: Marine
Købt hos: Marianne Svit
Pinde: Addi click nr. 3,5 og 4,0.
Str. Mindste str.
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Wood Hollow Vest er en rigtig klassiker, der er strikket lige op og ned. Det vil være særdeles nemt at indpasse taljering i mønsteret i siderne, hvis man har lyst til det. Den er beregnet til at sidde løst, så jeg lagde ud med at strikke to numre større end den mindste størrelse, men den blev alt, alt for bred. Jeg har strikket med to tråde og det fylder godt på mine strikkepinde. Så vær opmærksom på, hvor stor, du vil ha´ den, hvis du f.eks. strikker med to tråde tynd uld. Både hals og ærmekant skal lukkes løst af som det står i opskriften - men jeg er spændt på om mine kanter holder elasticiteten i brug, de virker meget løse efter vask - så sådan en mellemting mellem normal og løs aflukning vil nok være mere optimal. Kanten kan altid strækkes lidt i våd tilstand.
Anvendt garn i år: 1kg og 340 g

2. februar 2010

Jeg har fløjet

...med De Vilde Svaner og det har været en pokkers god tur. Mønsteret sidder hurtigt i fingrene og så er det bare med at flyve derudaf :-) Trøjen er som tidligere nævnt fødselsdagsgave til en venindes dreng, der lige er blevet 6 år. Han blev fejret med manér og vi havde vores at se til med sådan et par håndfulde seksårige drenge, men kors hvor var de meget nemmere end pigerne - i november hjalp jeg med storesøsters fødselsdag og det var faktisk langt fra så nemt - de havde allerede lært en intrige eller to!


Den grå kontraststribe er min tilføjelse. Jeg syntes den meget intense blå farve kunne trænge til et lille knæk og strikkede derfor 4 p glat i slutningen af ærmet. Jeg var så heldig at få lov til at tage et billede med den på, men fødselsdagsbarnet syntes dog, at det skulle være "uden hoved". Så det respekteres, naturligvis :-)


Da han først havde fået den på, beholdt han den på, så det tillader jeg mig at tage som en kompliment :-)

Opskriften er som sædvanlig velskrevet og lige til at gå til - hvis du undrer dig over den lidt specielle ribkant forneden og i ærmerne og halsen, så er mit tip, at du bare skal slå hjernen fra og strikke nøjagtig som der står, så bliver resultatet perfekt :-)

Tak for de mange gode råd i forhold til Duchess. Jeg vil overveje ideen med to kurve, men har en kraftig mistanke om, at hun bare vil forsøge at indlemme begge i sit territorium :-) Under alle omstændigheder dur det i hvert fald ikke at fylde den ene kurv med akryl (ejer iøvrigt heller ikke noget) og bomuld, for den kloge kat vil kun ligge på uld! Ren uld, naturligvis. De bomuldstæpper jeg strikkede i sommer, gider hun slet ikke værdige så meget som en pote :-) Hun er meget territorial, måske fordi hun er indekat, dertil kommer at hun er ekstremt lærenem og social og følger med i, hvad der foregår overalt i huset. Hendes bror, O´Malley, der vejer næsten 9 kg, har intet at skulle ha´ sagt her i huset. Men han er også tilfreds, bare han kan ligge i arm (hvilket er noget af en byrde med den kampvægt han har). Jeg er ikke sikker på, at han er specielt intelligent, det er i hvert fald aldrig gået op for ham, at han er både større og stærkere end Duchess ;-) Men han er sød som bare pokker og volder ikke sine ejere nogen problemer overhovedet :-)

Der kom lidt sne og der kom sol - måske var det den snestorm?

Faktaboks
Design: Annette Danielsen: De Vilde Svaner fra Det er ganske vist
Garn: Fashion Bamboo, 75% Bambus, 25% Polyamid og en rest lys grå Lucca
Garn fra lager: Ja
Anvendt: 300 g
Farve: nr. 1012
Købt hos: Markno (en uspecificeret kasse tilbudsgarn og det gør jeg ikke igen, der var ikke ret meget, jeg kunne bruge, øv!)
Pinde: Addi click nr. 4,5
Str. 6 år
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Garnet splitter en smule, når man strikker, hvilket har irriteret noget! Men det færdige produkt er meget lækkert og blødt. Jeg har brugt flere masker i halskanten end foreslået i opskriften, fordi denne dreng efter sin mors udsagn har et stort hoved :-)

30. januar 2010

Jeg kunne næsten ikke stoppe igen

... da jeg først var begyndt på dem her, men der var ingen vej udenom, for jeg skulle gøre en fødseldagsgave klar til i dag, den får dog sit helt eget indlæg en anden gang. Kan kun røbe det er min første model fra Annette Danielsens "Det er ganske vist".

Dag- og natsommerfugle tilhører ordenen Lepidoptera og det er navnet på disse skønne pulsvarmere i skyggestrik. Og de er da også så fine, sommerfugleagtige i farverne. Jeg har været forelsket, siden jeg så dem første gang for flere år siden (tror i hvert fald opskriften har eksisteret så længe, måske du allerede har lavet dem?), så det er sandelig på tide, at jeg får strikket et par. Opskrift og ikke mindst garn kan fåes hos 123knit.com. Her vil jeg handle rigtig meget fremover, for der er et godt udvalg, priserne er særdeles rimelige og der sendes fragtfrit i DK, hvis du handler for mere end 150 kr (og nej, fragten er ikke lagt oven i priserne, gå selv ind og sammenlign).



De er et genialt og overskueligt gaveprojekt og kan varieres i det uendelige. Der strikkes skiftevis med en ensfarvet tråd og en multifarvet tråd. Længden reguleres ved at slå flere eller færre masker op, bredden reguleres ved at strikke flere eller færre striber. Jeg fik lavet 3 par til gaveskabet, inden jeg måtte vende tilbage til fødselsdagsgaven. 2 par lange, hvor jeg har slået 70 m op ligesom i opskriften og 1 par korte, hvor jeg har slået 50 m op. De bliver meget forskellige alt efter om det multifarvede garn har korte eller lange farveforløb.



Duchess er som altid "tovholder", jeg er i hvert fald ret sikker på, at hun mener, hun er chefen



Da jeg var til strik-in sidste gang talte jeg med de øvrige katteejere om at ha´ en strikkekurv. Tilsyneladende kunne alle andres katte lade en strikkekurv stå i fred. Jeg synes det er så dekorativt med en strikkekurv og også meget praktisk at kunne bære den rundt i huset og vil så gerne ha´en, men Duchess ville omgående indlemme den i sit territorium.

Først ville hun sidde og kigge, så ville hun gå op i den, så ville hun lade som om hun var døv, når jeg begyndte at råbe, så ville hun meditere og ælte i garn og strik, så ville hun lægge sig godt til rette og tilsidst ville hun gøre sig "tung", når jeg endelig nåede frem til at forsøge at hive hende op. Hvis det skulle lykkes mig at få hende op uden at få flænset mit strikketøj, ville hun vende tilbage efter få minutter, sidde og kigge, snuppe et nøgle garn og løbe med det. Dette ville hun gentage, indtil hendes ejer endelig forstod, at den strikkekurv, var hendes territorium :-) Derfor må jeg bruge min strikketaske i stedet.

Ups, jeg var lige ved at glemme: Med Lepidoptera nåede jeg lige på målstregen januars projekt i julegave knitalongen hos Sylvia. Det er altså årets første julegaver, pudse, pudse glorie ;-) Hold op, hvor jeg føler mig foran.

Som den opmærksomme læser måske husker, har jeg udnævnt februar til "veste-måned". Jeg går efter at strikke nogle stykker, så de fleste igangværende projekter (og der er rigtig mange - se hvad jeg har på pindene ude til højre) lægges nok tilside imedens. Den ene vest er til en veninde og skal strikkes af resten af garnet fra Cumulus. Så skal der nok også indgå en vest i julegaveknitalongen og så vil jeg strikke et par stykker til mig selv. Nu må vi se, hvor langt jeg når - mottoet er, at det skal være sjovt. Jeg har lige købt opskriften til den guddommelige Wood Hollow Vest og den glæder jeg mig vildt til at strikke. Går og snuser i garnskabet for at finde det rigtige garn :-)

Nu vil jeg tage ud og hjælpe en veninde med at holde børnefødselsdag. Sådan en flok raske drenge i 6-årsalderen skal nok holde os godt beskæftiget!
God weekend :-)

Faktaboks
Design: Nanna Gudmand-Høyer
Garn: Indiecita Alpaca, 100% Alpaca og Online, linie 2, 55% merino, 20% silke, 25% polyamid (multifarvet tråd til det lille par)
Garn fra lager: Nej, købt til formålet
Anvendt:ca 100 g
Farve: Bundfarve koksgrå Indiecita nr. 404, multifarvet (2 lange par) Indiecita forår nr. 002, Online linie 2 nr. 0111
Købt hos: 123knit.com
Pinde: Addi lace nr. 2,5
Str. One size
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Jeg vil strikke dem igen og igen - de er også et fantastisk resteprojekt.

23. januar 2010

Om at være i god tid - også med årets flop

Det handler om at være i god tid, ikke sandt? "Hvorfor?" spurgte jeg min mor, når hun kom med den slags mere eller mindre tåbelige talemåder, da jeg var barn. Børn er slet ikke gearet til at høre på den slags pjat. "Fordi man ikke skal udsætte til i morgen, hvad man kan gøre i dag" kunne hendes svar være og jeg blev selvfølgelig nødt til at returnere et "Hvorfor?". Og sådan kunne det blive ved i én uendelighed, for jeg var et meget spørgelystent barn.

Nå, men nu til sagen: At være i god tid. Det har jeg alligevel besluttet mig for, at jeg vil være i år, så jeg har allerede lavet årets flop og behøver derfor ikke tænke mere på det ;-)



Ja, måske ser den meget tilforladelig ud, som den hænger der på ginen, men det er den ikke. Jeg ønskede mig dette strikke-kit, fordi jeg havde set "garnet" på BC-garns lagersalg forrige år (jeg glemmer aldrig et bundt garn, jeg godt kan lide og vender altid tilbage for at hente det ;-)) - jeg tænkte bare ikke over, at garn lavet af overskydende silkefibre fra indiske silkesarier, kan variere ekstremt meget i tykkelse, heller ikke selvom BC garn faktisk skriver det. Den variant jeg så på lagersalg, var halvt så tyk som den jeg fik i strikkekittet! Allerede da jeg slog masker op kunne jeg se, at det var helt galt - T-shirt i Himalaya Silk er one-size, men den blev kæmpe i omkreds, så jeg reducerede med 20 masker. Alligevel kom jeg til at mangle garn. Jeg fik dog tilsendt et nyt nøgle uden beregning - det manglede da også bare, når man laver et strikkekit, hvor løbelængden på garnet kan variere udi det helt ekstreme!




De turkise kanter er min egen opfindelse, for at fremhæve det turkise element i garnet, som også var særdeles skuffende i forhold til billedet hos BC garn. Dette gør de nu også opmærksom på, at farverne kan variere enormt meget, skal det retfærdigvis nævnes. Noget hit tror jeg aldrig den bliver. Den er for vamset. Nu får den i alt fald lov at hænge på ginen til næste projekt er klar - ellers kan det jo være, der er en derude, der synes om den.

Jeg vil ikke anbefale strikkekittet til nogen overhovedet, dertil er der alt for mange "uforudsigelige" parametre og jeg skal aldrig strikke i himalaya silk igen - udover uberegnelig løbelængde og farve, er det decideret ubehageligt at strikke af. Det gør det ikke bedre, at det foregår på pind 6. Og så må det være nok med al den klynk - for nu er årets flop jo begået ;-)



Jeg har også besluttet mig for at være i god tid med årets julegaver og har derfor meldt mig til JulegaveKAL 2010 hos Sylvia. Det går ud på at strikke 1 julegave pr. måned gennem hele året, så de ikke allesammen skal strikkes i december som det er sket alle de andre år :-) Jeg er i gang med at tænke over januars projekt - skal vist også til at skynde mig lidt :-)

Tilsidst må jeg ikke glemme, at jeg har fået en award fra Birthe og tusind tak for det, ikke mindst de medfølgende ord: Jeg giver denne videre til strikkeheksen "fordi hun er en evig kilde til inspiration og hamrende dygtig med strikkepindene". Utrolig sødt af dig :-)




Jeg skal give den videre til syv andre og jeg vil gerne understrege, at I IKKE skal føle jer forpligtet - det er bare min lille hyldest til jer :-)

Jeg vil give den til
,,,Strikkeforsker, der bl.a. har sat sig for at strikke flerfarvestrik og quilte og som altid skriver sådan nogle fantastisk underholdende indlæg :-)
... Tovepia, som tager sådan nogle vidunderlige billeder, er så kreativ og altid har en skøn kommentar at give - og ja, jeg ved din blog er award-fri zone og det respekterer jeg, men hvis dette skal give bare en smule mening, må jeg give den til dem, jeg synes har fortjent den :-)
...Rita, der på kort og forunderlig vis ofte får sagt nogle vigtige ting, samtidig med hun viser sine fine projekter og om nogen er sød til at kommentere hos mig :-)
...Rosenstrik, der er en haj til at strikke og altid har et venligt ord til andre :-)
...Merete, der også er en sand haj til at strikke, ikke mindst de smukkeste sjaler og også fortæller lidt om geocaching :-)
...Mette May, ung, smuk og allerede dygtig til at strikke, designer i det små og vistnok ejer af en strikkepodcast :-)
... Lykkefanten, der strikker det ene mere imponerende par strømper efter det andet, der designer egne smukke strikting, der går til eksamen, der passer sit lille barn, der er startet i nyt job - imponerende :-)

Jeg skal også skrive 7 ting om mig selv - (underforstået som jeg ikke har skrevet før):

1. Jeg har et meget ambivalent forhold til blog-awards. Jeg elsker at få dem, (for selvom jeg træner min bevidsthed, kan mit ego godt lide at blive smigret), men det kan være vanskeligt at finde tid til at tage dem seriøst og det vil, for mig sige, at gøre mig umage med at fortælle, hvorfor jeg giver den videre til den og den. Det giver ingen mening for mig, hvis det bare er en opremsning af navne, fordi man nu skal. Det bliver bare noget værre kædebrevshalløj! Derfor er der heller ingen, der skal føle sig presset, når de får en award af mig :-)
2. Jeg har et ambivalent forhold til at blogge. På den ene side elsker jeg det og alt, hvad der følger med af bekendtskaber og inspiration, på den anden side stjæler det meget af min strikketid :-)
3. Jeg ELSKER mad, både at spise den og at lave den og jeg tager på, bare jeg ser på en fyldt tallerken ;-) - derfor må jeg være meget aktiv, hvis jeg ikke skal tilbage til tidligere tiders alt for høje vægt.
4. Jeg elsker rødvin, men drikker det efterhånden sjældent og kun i moderate mængder af samme grund som ovenfor!
5. Jeg går højt op i kvalitet - jeg vil hellere undvære end gå på kompromis.
6. Jeg elsker hverdagen og alle de små finurligheder, der gemmer sig i den.
7. Jeg er STOLT af mit garnlager, for det er symbol på en af de største passioner i mit liv - det oser af skabertrang, livsglæde og ganske almindelig samlermani ;-)

Om lidt er jeg den, der kører til Århus. Jeg skal til strik-in hos Berit og det kan ikke gå hurtigt nok :-) Desværre er der ikke chaffør på i dag - ofte er jeg heldig at min mand gør sig et ærinde i nærheden af min strik-in aftale - men ikke denne gang. Så der bliver ikke strikket i bilen, til gengæld kan jeg glæde mig til et super lækkert måltid mad, der garanteret står på bordet når jeg kommer hjem. Hvor heldig har man lov at være :-)

Ha´ en god weekend derude :-)

Faktaboks
Design: BC-Garn: Himalaya t-shirt
Garn: 100% morbærsilke
Garn fra lager: Gave fra min mand, fordi jeg tåbe havde ønsket mig den!!
Anvendt: næsten 500 g
Farve: him16, grå, blå, turkise farver
Købt hos: BC garn
Pinde: Addi Click nr. 6,0
Str. One size
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Reduceret maskeantal med 20 m samt justeret kraftigt ved samling af bul og ærmer

16. januar 2010

Min svigerfar

har boet i Spanien i mange år og har tilsyneladende valgt den værste vinter i mands minde til at flytte tilbage til Danmark. Så jeg har strikket ham et Spindelvæv i ren cashmere, så han bedre kan holde varmen :-)


Spindelvæv nr. 2 har været ren meditationsstrik og garnet har været helt fantastisk blødt og lækkert at strikke med.


Nogle vil måske huske, at jeg i sin tid meldte mig til WinterMysteryShawl09 KAL, der startede 19. december. Opgaven viste sig at være et perlesjal og jeg var godt nok lige ved at vælge det helt fra. At strikke store lace-sjaler med op til 5-600 masker er i sig selv en stor opgave, så at sætte perler på, pyha, det havde jeg altså ikke megen lyst til. Så tænkte jeg lidt over at strikke det uden perler, men tilsidst bestemte jeg mig selvfølgelig for, at det måtte gennemføres!


Det bliver IKKE gennemført indenfor de 5 uger - jeg strikker en lillebitte smule på det, indimellem alt det andet. Indtil videre er jeg kun nået til Clue 1, der til gengæld er strikket to gange, fordi jeg først læste diagrammet forkert! Det er nu meget hyggeligt at sidde med, når man først kommer i gang, men for pokker, hvor tager det tid.

Perlerne bliver sat på med en hæklenål af de helt små. Man sætter perlen på hæklenålen, tager næste maske løs af fra ret-siden, sætter perlen ned over masken og så strikker man masken som normalt. Det er et værre pillearbejde og det forlænger altså strikketiden væsentligt. Men jeg er ret sikker på, at jeg bliver vildt stolt af det færdige resultat - så må det tage den tid, det tager - om der så skal gå flere år :-)

God weekend derude

Faktaboks
Design: Annette Danielsen: Spindelvæv fra Strik Naturligvis
Garn: 100% Cashmere
Garn fra lager: Ja
Anvendt: 100 g
Farve: Nr 524, lys grå
Købt hos: BC garn
Pinde: Addi Turbo nr. 3,0
Str. 5 spindelvæv :-)
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Det bliver helt fantastisk lækkert i ren cashmere, så jeg kunne sagtens finde på at lave en 3´er

11. januar 2010

Dem må vi ha´ nogle flere af

.... lange dage fyldt med ny inspiration, nye teknikker, lækre garner og det vigtigste, fantastisk godt selskab, der bestod af Irene, Tine, Gitte, Mariann og Berit fra strik-in gruppen og en masse andre strikkegale og - glade kvindfolk, der alle var interessant klædt i et eller andet stykke vidunderligt strik. Jeg gloede simpelthen, nærstuderede og greb endda mig selv i at pege og hvor kan man ellers tillade sig at gøre sådan i forhold til folks påklædning, ja, jeg spørger bare ;-) Jeg mødte bl.a. en smuk kvinde klædt i et smukt Christel Seyfarth sjal - så nu er jeg endnu mere fast besluttet på, at jeg MÅ lave sådan et!

En del af de ovennævnte kvinder har heldigvis beskrevet arrangementet udførligt og fået taget nogle ordentlige billeder, for jeg havde ikke åndsnærværelse til andet end at følge med og suge til mig, måske fordi det er første gang nogensinde i alle mine strikkeår, at jeg har deltaget i en strikke-workshop! Jeg havde travlt med dette:



Jeg skal lige strikke en Ente færdig til en veninde, så skal der gang i noget kjolestrikning med nye mønstre. Vi faldt stort set allesammen for Perlegrus-mønsteret, der er overordentligt smukt og meditativt at strikke, når man først har knækket koden!

Vi var heldige at møde endnu en blogger, Ann, der sad med ved frokosten og senere i Annette Danielsens workshop. En gæv kvinde, hvis blog, jeg glæder mig meget til at følge i fremtiden. Forhåbentlig mødes vi også igen engang :-)

Efter en rigtig dejlig frokost, hvor vi fik vendt et vigtigt emne eller to - bl.a. hvordan begejstring tolkes som skaberi i Nordjylland og den dejlige ø Fur, måtte vi lige skynde os hen i butikken for at købe Annette Danielsen bøger. Jeg købte "Det er ganske vist" og forlod butikken igen uden at købe garn overhovedet!! At dette senere ændrede sig, skyldes manglende logistik i programplanlægningen.




Det komprimerede program fortsatte med Fup, fif og Fiduser ved Annette Danielsen. Jeg ville nok ha´ foretrukket at høre et foredrag med hende, for jeg fik ikke så meget med fra workshoppen, men det var sjovt alligevel og jeg lærte da et enkelt trick eller to :-)


Programmet sluttede med Marianne Isager foredrag og blev raskt afsluttet et par minutter over fire, selvom der stod kl. 17.00 i programmet. Jeg kunne først blive hentet kl. 17.00, så jeg var tvunget til at gå tilbage til Isager butikken, for Kvindemuseet lukkede! Heldigvis gjorde Tine mig selskab, så ventetiden blev konverteret om til en særdeles hyggelig afslutning på dagen, tusind tak for det, Tine :-)

Nu hvor jeg var i butikken, måtte jeg jo se mig lidt omkring og da jeg så denne her hænge på en bøjle, blev jeg fuld af begejstring.


Der røg så alle mine fortsætter om IKKE at købe garn - til gengæld skal jeg for første gang strikke en Isager model i originalgarnet og dét er da egentlig på tide :-)
Til sidst en opdatering på min Annette Danielsen nederdel. Efter at have mærket og set originalen har jeg nok fået lyst til at lave en til. Originalen består af en uldtråd og en tråd af den meget tynde Alpaca 1. Hvis jeg skal strikke den igen, vil jeg helt klart bruge tynd Alpaca 1 som baggrundsfarve som Annette foreslår i opskriften, for det giver en meget lettere nederdel og er garanteret knap så bastant at strikke med som mine to uldtråde.

Jeg var så mæt af indtryk og begejstring, da jeg kørte hjem, at jeg faldt i søvn. Og nej, jeg sad ikke ved rattet, det gjorde min mand heldigvis. Normalt går jeg ikke gerne glip af strikketid i bilen, men denne gang var der ikke noget at gøre - jeg måtte kapitulere på grund af en helt usædvanlig, dejlig dag :-)

8. januar 2010

Medens snestormen rasede

.... sad jeg hyggeligt indendøre og fik strikket Løvfald færdig. Sådan en uventet mulighed for bare at blive hjemme er en ren gave og skal nydes :-) Løvfald strikkes oppefra og ned.



Jeg begyndte på den et par gange, fordi jeg var noget mystificeret over linningen, der strikkes som en "guirlande" af trekanter. Jeg var overbevist om, at de trekanter vendte forkert og trevlede op et  par gange. Men det var rigtigt nok og endnu engang må jeg se i øjnene, at hvis jeg bare gør som Annette Danielsen skriver, så er der overhovedet ingen problemer :-) Sådan skal det se ud inden der tages masker op i buerne:



Og sådan ser det ud, når man har taget masker op  i "buerne" i forlængelse af de masker, der allerede er på pinden. Ganske enkelt, når man først lige får prøvet.



Mønsteret er meget enkelt og traditionelt. Jeg synes, den har været noget "tung" at sidde med, fordi man strikker med 2 tråde på pind 3,5. Det er lige bastant nok efter min smag, men giver selvfølgelig et færdigt produkt, der er meget fast i strukturen, så nederdelen ikke kommer til at "slaske". Jeg har tolket instruktionerne i opskriften således, at den ene tråd altid er baggrundsfarven, medens den anden tråd er restefarven. Jeg er ikke sikker på, at dette er korrekt tolket, men det giver i hvert fald et meleret resultat som jeg er meget tilfreds med.



Jeg har fået brugt en god del rester i nogle af mine yndlingsfarver, så nederdelen vil passe til mange af de ting, der ellers er i garderoben. Her et par eksempler - Med sjal og t-shirt med fald



Med skjorte og Pisa - et helt andet udtryk



Og på en kold dag - med Lotte Kjærs ponchokrave. Jeg kom iøvrigt til at bruge bundfarvegarnet fra Bente Rønbergs Nederdel m. kiler som jeg købte på Saltum uldfestival, men mon ikke lageret kan donere en erstatning, hvis jeg ellers nogensinde når frem til at strikke den. Bundfarven er en smuk, meget mørk petrol.



Jeg er særdeles tilfreds med resultatet og tror, den bliver et hit. Det er jo ingen ringe måde at begynde et nyt årti på - sagt på rent nordjysk :-)

På søndag skal jeg til Store Strikkesøndag og jeg glæder mig som et lille barn. Kryds nu fingre for, at vi ikke får mere sne heroppe, så jeg ikke kan komme igennem. Det vil simpelthen ikke være til at bære. Det skal blive spændende at deltage i Annette Danielsens og Charlotte Tønderings workshops sammen med nogle af de herlige kvinder fra strik-in-gruppen. Og foredraget med Marianne Isager ser jeg bestemt også frem til. At der bliver serveret en lækker frokosttallerken gør ikke det hele mindre festligt :-)
Ha´ en god weekend

Faktaboks
Design: Annette Danielsen: Løvfald fra Strik Naturligvis
Garn: Júnik, 100% uld samt diverse rester i tynd uld
Garn fra lager: Ja
Anvendt: ca. 120 g bundfarve og 120 g rester
Farve: Nr 1008, Petrel
Købt hos: Bente Rønberg på Saltum Uldfestival
Pinde: Addi Turbo nr. 3,5
Str. M
Ny teknik: Linningen er speciel, men indeholder egentlig ingen ny teknik.
Bemærkninger: Jeg har strikket str. medium, men kun taget ud de første tre gange i modsætning til de foreslåede seks gange. Længden er forlænget med ca. 5 cm.
Opdatering: Efter at have mærket og set originalen har jeg nok fået lyst til at lave en til. Originalen består af en uldtråd og en tråd af den meget tynde Alpaca 1. Hvis jeg skal strikke den igen, vil jeg helt klart bruge tynd Alpaca 1 som baggrundsfarve som Annette foreslår i opskriften, for det giver en meget lettere nederdel og er garanteret knap så bastant at strikke med som mine to uldtråde.