2. januar 2009

Lace and Cables

.... "Cables and lace. However you pair the two, you´re bound to come up with a winning combination."...

Jeg kunne ikke ha´ sagt det bedre selv, men med de ord blev jeg motiveret til at genoptage arbejdet med Katharine Hepburn Cardigan og er nu snart færdig med ryggen. Jeg er vild med mønsteret, jeg er vild med den stilige 50´er cardigan og jeg er vild med farverne i det håndindfarvede garn fra Marianne Svit - de skønneste blå nuancer med tvist fra petrol og turkis.

Det er sådan set 2. gang jeg strikker ryggen, ikke fordi den er vanskelig, MEN den består af en bredere lacerapport midt på ryggen og de små snoninger vender hver sin vej på hver side af midten. Der kan jeg godt indimellem sidde og sove og vende et par snoninger forkert. Men nu er der styr på sagerne - har kun gjort det en enkelt gang siden :-)





Den kommer til at tage sin tid, for jeg strikker på p. 2,5, men den er rigtig hyggelig at sidde med. Og så er der noget forårs/sommeragtigt over den, så jeg kan sidde her og glæde mig til al det, der er i vente.

Som det er nævnt i tidligere indlæg stammer Katharina Hepburn Cardigan fra bogen Lace Style, redigeret af Pam Allen og Ann Budd og det er faktisk én af de mange strikkebøger, jeg købte i 2008 som jeg har brugt en del og der er stadig mange opskrifter, jeg skal fordybe mig i, henover de næste måneder, der er bl.a. en skøn Norah Gaughan bluse, der SKAL prøves. Indtil videre har jeg strikket: Tailored Scallops, Floral Lace Anklets, Never Wimpy Wimple og nu KH Cardigan herfra, så den bog, er et godt køb.

Jeg har besluttet at bruge
Britts Cashmere-O-Meter metode til at bringe lidt sport ind i garnkøbene. Mine regler er en anelse "hårdere", da de også omhandler bøger og opskrifter. Ellers er de simpelthen tyvstjålet fra Britt:


  1. Når jeg bruger garn OG OPSKRIFT fra lager "sættes der ind" på kontoen. 50 gram brugt er 2,5% på kontoen.
  2. Når saldoen igen er på 100% (= 2000 gram garn brugt) kan der købes luksusgarn til et voksenprojekt (eller 1-2 børneprojekter) samt en opskrift.
  3. Skulle jeg falde for et usædvanligt godt tilbud så er køb tilladt, men der trækkes fra saldoen - gram for gram (og det er skam en alvorlig straf).
  4. Gaver tæller naturligvis ikke negativt.
Det er altid spændende at konkurrere lidt med sig selv - det skal nok blive sjovt :-)

Ellers er jeg bare glad for, at det er blevet januar, lyset vender tilbage og der er så meget i vente i det nye år. Se bare, hvordan det så ud fra toppen af Aalborg i dag, da min mand og jeg var ude at gå tur.


11 kommentarer:

  1. Der er så mange skønne projekter i Lace Style, så den er da bestemt et godt køb. Jeg har endnu ikke strikket en eneste ting fra Feminin Strik selvom jeg har haft bogen i mere end 1 år. Der er masser af inspiration og flotte modeller, jeg har bare ikke lige tænkt i de baner tror jeg. Nu skal der gøres noget ved det, jeg vil ligesom dig prøve at holde lidt styr på forbrug af garn og opskrifter.

    SvarSlet
  2. Du kommer til at elske det....altså sporten med at spare op til guf. Mange tror det er et fængsel....det er det slet ikke...tværtimod. Man kan blive utroligt kreativ og mulighedsorienteret når rammerne er sat. Hep hep!
    :-) Britt

    SvarSlet
  3. Hvor ser den smuk ud, dit nye projekt.
    Jeg er spændt på at følge din "opsparing".
    Jeg syntes selv jeg har en del garn på lager, men når jeg ser hvad andre har liggende, så er det ikke noget særligt det jeg har :-)
    Men indtil videre tror jeg selv på at jeg nok skal få det brugt, så må vi se det kommer til at holde stik :o)

    SvarSlet
  4. Det var en tanke! Det lyder som om man ikke behöver regne alt ud, som man allerede har, eller tänker jeg forkert? Bare det man bruger?
    Hos mig er der vist nok stop i öjeblikket, skal forsöge at få noget ud af alt det jeg har först, inden jeg må köbe igen. Og jeg ved jo, at hvis vi kommer til DK til sommer, så står den på indköb hvis kronen er faldet i forhold til den svenske, så der er noget at se frem imod.

    SvarSlet
  5. Den ser let og fin ud din cardigan.Jeg vil også prøve at få brugt noget af det garn jeg har på lager, før jeg køber nyt - skal lige tænke over nogle regler:-)

    SvarSlet
  6. Der kan jo gå helt sport i det, Puttenings :-) Feminin strik er også et af mine fordybelsesprojekter :-)

    Det tror jeg på, Britt, der går sport i at bruge det man har, samtidig med, at der forholdsvis hurtigt venter nyt garn forude :-)

    Tak, Tine. Nu behøver man jo heller ikke nødvendigvis lave regler for alting, jeg tror bare sporten i det her, vil være motiverende og jeg vil helt sikkert synes, det er sjovt :-)

    Det er nemlig rigtigt, Samtal från min trädgård, du vejer bare det du bruger og tæller procenterne op :-)

    Tak, Irene, jeg tror den bliver god. Spændende at se, hvad du finder på af "regler" :-)

    SvarSlet
  7. Kære Lene - Et imponerende projekt. Det er med at holdet ungen lige i munden, når soningerne vender hver sin vej - og så på pind 2,5.

    Spændende med dit projekt "opsparring" - og hvad der kommer ud af det af gode ting.

    SvarSlet
  8. Det skrider godt fremad, Gitte, nu er jeg da i det mindste nået til det ene forstykke, så jeg ikke skal tænke over, hvilken vej snoningerne skal vende :-) Og jeg sparer jo op, medens jeg strikker - for det er garn og opskrift fra lageret :-)

    SvarSlet
  9. Det lyder vældig diciplineret med dit opsparings projekt, men sikkert også sjovt. Glæder mig til at følge med.

    Og tusind tak for "prisen". Den er jeg meget beæret over, men usikker på om jeg forventes at gøre noget?? :-)

    SvarSlet
  10. Hej Pia
    Jeg tror, det bliver en sjov måde at "spare op" på :-)

    Selv tak, din pris er velfortjent :-)
    Det følger egentlig med, at du skal give den videre til andre, du synes har fortjent den - men det kan blive sådan lidt for kædebrevsagtigt, samtidig med at det er tidskrævende og måske svært at vælge nogle af de blogge, man følger, frem for andre - jeg kan se rundt omkring på bloggene, at det er meget forskelligt, hvordan "folk" gør, nogle vælger at sige pænt tak og andre giver den videre. Så konklusionen må være, at det er helt i orden, at gøre som det nu passer én :-)

    SvarSlet
  11. Hej Strikkeheksen, du har en udfordring på min blog, jeg gläder mig til at se svarene.

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.