20. november 2012

Jeg har grebet tråden

... , der blev nedsænket og strikket Svends Savlesmæk, medens jeg har tænkt over, hvor mange spor hun satte.


Irenes sidste ord til mig, da jeg besøgte hende og Michael den 07. november var: "Vi siger ikke farvel, vi siger: Vi ses". Derfor håber jeg sammen med Tine.

Hvor jeg dog savner hende, men heldigvis satte hun mange og tydelige spor. Jeg har lige været Irenes blog igennem, for endnu engang at se på alle de smukke striksager, hun har lavet. Hun vil være i vores bevidsthed næste gang vi mødes på Kvindemuseet i Århus til vores årlige julekomsammen. Hun vil blive båret med i trådene, der stadig strikkes og hver gang én af os siger: Kan du huske?

Svends Savlesmæk er Irenes egen opskrift og en rigtig lille genialitet i al sin enkelhed. Strikket på en time i dobbelt bomuldsgarn og så er den forsynet med en knap bagpå, så ingen baby bliver viklet ind i farlige bånd eller tråde.

Som dedikeret strikker synes jeg ikke, der kan være sat et smukkere spor. At Svends Savlesmæk bliver til Lillefrø´s Savlesmæk og bliver til  ...............

Æret være Irenes minde

11. november 2012

Nåh ja, så var der også lige Cobalt ;-)

Den havde jeg næsten helt glemt - for man ser jo ikke en trøje, man har på hele tiden vel? ;-) Den nåede at blive færdig, inden det store eksamensræs gik i gang. Jeg er fuldstændig vild med det smukke strukturmønster og tror bestemt, den bliver strikket i flere udgaver. Jeg har det jo med at bide mig fast i enkelte Kim Hargreaves modeller ;-)


Det er også et meget hurtigt projekt, strikket på store pinde (p. 4) og så er det ovenikøbet sjovt at strikke. Ryggen var så sjov, at jeg strikkede den 2 gange, jeg blev ved med at kludre i rhomberne! Garnet blev købt, da Gitte og jeg i sin tid rendte rundt på Saltum Uldfestival og hos Weller


Originalen er egentlig gennemknappet, men jeg synes det giver sådan et "stramt" udtryk, så jeg er blevet glad for løsningen med kun at lave knapper foroven. Og så gør det ikke spor, at jeg skal sy færre knapper i - sådan set den eneste form for montering, der kan få mig til at blive irritabel ;-)


Knapperne er fra min hofleverandør, Birthe Sahl og hende bliver jeg nødt til at aflægge et besøg inden jul, for jeg MANGLER. Siden jeg var til eksamen i onsdags har jeg stort set strikket endnu en Kim Hargreaves model (også p 4) og så er jeg i gang med endnu en klassiker på pind 8, så jeg er bange for, jeg kommer til at sprøjte indlæg ud det næste stykke tid. Det er da heldigvis frivilligt, om du vil læse med ;-)


Faktaboks
Design: Kim Hargreaves: Cobalt fra bogen Indigo
Garn: Babyalpaca og bomuld, 45% alpaca, 50% bomuld og 5% andre fibre
Garn fra lager: Købt i dagene omkring Saltum Uldfestival
Anvendt: Ca. 400 g
Farve: Grå
Købt hos: Garnudsalg.dk da der var åbent i dagene for uldfestivalen
Pinde: 4
Str.M
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Det er blevet en superlækker trøje, som jeg bruger rigtigt meget. Jeg synes garnet egner sig rigtig godt til modellen, fordi det ikke er særlig elastisk. Det giver en glat og smuk overflade, der passer godt til rhombe-mønsteret. Jeg har frygtet for, at den ville blive slasket med tiden, men det er der stadig ingen tegn på her efter den har været brugt i et par måneder. Den er ganske enkelt blød og lækker. For dem, der hurtigt får det for varmt, er garnet også et godt alternativ, for det er slet ikke så varmt som trøjer i ren uld. Desværre findes det ikke i så mange farver og de fleste nuancer er slet ikke nogle, jeg kan bruge - men jeg må lave en aftale med Weller og kikke lidt nærmere på farverne!



10. november 2012

Back to basics

Kender du følelsen af at finde hjem til den varme stue efter at have været alt for længe ude? Du har været på vandretur, faret vild, haft grund til bekymring. Lettelsen, glæden, taknemmeligheden og roen, der indfinder sig, når du igen sidder foran din egen ild.  Præcis sådan har jeg det, når jeg ikke har strikket i lang tid og endelig sidder med pindene igen. Tre måneder er der gået siden sidste indlæg og det føles som om, jeg slet ikke har strikket i al den tid, men det er nu ikke helt sandt :-)


Jeg har strikket på de store pinde og Lillefrø har fået vanter og jakke med knapper fra Birthe Sahl, Jeg gjorde et par forsøg med retstrikkede kanter og glatstrik, men den her jakke skal bare være ene ret, så den får det rå og legehusagtige look.


Og som det tydeligt fremgår vises jakken her i uvasket tilstand. Her i huset gælder det om at være oppe på mærkerne, hvis der ligger strik på bordene, for jeg har en kat, der elsker uld og hellere end gerne stepper rundt på det - til gengæld gider hun ikke lægge sig på bomuld ;-) Den er blevet flittigt brugt og vokser med Lillefrø, der nu er blevet så fed og babyrund af mors mælk, at hun ligner selveste Buddha.

Jeg vil også lige vise den lille spencer, jeg lavede i sommer. Den er Lillefrø naturligvis vokset fra, men har nået at bruge den en del i de kolde sensommerdage.


Med hæklet bærestykke og kant kan det vist ikke blive mere yndigt. Der er slids og knap i nakken, så den glider let over store babyhoveder.


En yndig lille cardigan, som jeg for mig selv kalder Fridas trøje, fordi det var Frida, der sendte mig opskriften, er det også blevet til. Der skulle egentlig have været en r-pind mellem hver mønsterrapport, men det overså jeg fuldstændig - men da det er konsekvent, er den jo blevet ganske fin alligevel :-)


Så selvom det har været tre meget hårde måneder siden sidst, så vidner ovenstående trods alt om, at jeg godt ved, at jeg er nødt til at strikke for at overleve ;-) Jeg har trods alt haft pinde i hånden i et par timer ;-)

Jeg er kommet mere end godt gennem eksamen. Det foregik i onsdags og bagefter var jeg på et meget specielt besøg. Den stod på varm chokolade og boller kreeret af Ærkeenglen og se dét kalder jeg en værdig eksamensfejring :-) Der var en ro, en kærlighed og varme som virkede som balsam på mig. Tak, fordi jeg måtte komme.

Nu skal jeg på tur i blogland - jeg glæder mig til at se, hvad der er sket siden sidst. Og så vil jeg da også benytte lejligheden til at ønske nye læsere velkommen - jeg håber, I finder noget interessant :-)
Ha´ en rigtig dejlig aften derude :-)


Faktaboks
Jakke
Design: Susie Haumann - Gry´s jakke fra bogen All you knit is love samt Vanter/Sokker fra samme bog
Garn: Peruvian Highland Wool
Garn fra lager: Næh, ikke helt ;-)
Anvendt: Ca. 300 g + lidt rester Falk til lommerne
Farve: 218, rød

Købt hos: Rasmilla
Pinde: 4
Str.0-9 mdr.
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Jakken er helt suveræn i brug og bliver brugt RIGTIG meget. Den har en god facon og er let at give på. Vanterne kan også bruges som sokker og sidder rigtig godt.


Spencer
Design: Lene Holme Samsøe for Sandnes, tema 4 i hæfte 1206
Garn: Rasmillas Yndlingsgarn, 55% lammeuld, 45% bomuld.
Garn fra lager: Joh, det blev indkøbt før jeg vidste Lillefrø er en pige ;-)
Anvendt: Fik den ikke vejet, men under 50 g
Farve: mørk turkis
Købt hos: Rasmilla
Pinde: 2,5
Str.3 mdr.
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Spenceren er egentlig en kjole med korte ærmer - jeg lavede den uden, så Lillefrø kunne ha´ en t-shirt på under og blive knap så varm :-)

Cardigan
Opskriften har Frida fra Island som nævnt været sød at sende mig. Den er vistnok fra et gammelt blad og kaldes Køretrøje. En rigtig klassiker som sidder godt og kan bruges til stort set alt. Den er strikket i Arwetta, som jeg ikke er helt glad for p.gr. a tilsætningen af nylon - men det var det, der lige var på lager og til en ydertrøje går det nok. Ellers egner det sig nu engang bedst til strømper. Købt hos 123knit.com for meget længe siden.

5. august 2012

Det lakker mod enden -

.... ferien er slut! Det gør som regel ikke så meget, for jeg er glad for at åbne klinikken igen, men denne gang er det noget andet, for der venter en eksamen forude i oktober. Jeg læser akupunktur og skal til punkteksamen og det betyder rigtig megen udenadslære og det er jo ikke dét, der er sjovt! Så der bliver ikke tid til meget andet - min prioritet er dog som følger: 1. Lillefrø, 2. punkteksamen ;-) Heldigvis for min eksamen, har hun jo stadig mest brug for sin dejlige og tålmodige mor, men brænder det på, så træder farmor til :-)

Jeg nåede at blive færdig med 2 igangværende projekter til Lillefrø - det ville jeg simpelthen, for man kan jo ikke lade babystrik ligge i kurven, de små mennesker vokser jo så pokkers hurtigt. Da jeg ikke får megen tid til strik det næste stykke tid, præsenterer jeg dem hver for sig, så er der da til et enkelt indlæg mere lidt senere ;-) Her er Lillefrøs lace-slå-om-cardi. Ordet lace kom jo først ind i mit ordforråd, da jeg begyndte at blogge, men jeg husker også, at det hedder hulmønster 


I abrikosfarvet bomuld/uld fra Rasmilla. Og det blev så min debut udi det garn. Og jeg tror faktisk, at det ku´ gå hen og blive mit (og morens)  yndlingsgarn såvel som Rasmillas. Det er skønt at strikke med, det er let og det virker ikke så varmt som ren uld og så findes det i 43 dejlige farver. Jeg købte garnet inden Lillefrø blev født, så det er ikke lyserødt ;-) Der kommer også en babykjole i mørk turkis, fordi jeg tænkte at en stribet drengetrøje kunne være ganske kæk i abrikos/turkis. Men NU kan jeg jo vælge Rasmilla-garn meget mere målrettet!


Jeg elsker de fine mønstre som (i hvert fald med mine farmorøjne) er hjerteformede. Kan du gætte, hvem, der har designet? ;-) Den har taget uforholdsmæssig megen tid at lave, men det har været smaddersjovt OGSÅ selvom jeg har strikket en del af den indtil flere gange!


Jeg har tilbragt rigtig mange timer med mit barnebarn i armene. Vi bor ikke langt fra hinanden (så heldig jeg er) og vi har gået til hånde, hvor vi kunne, også med det praktiske, f.eks. har min vaskemaskine kørt en del ekstra i den seneste tid :-) Jeg har været forbavset og forundret over hvor stærkt jeg føler for den lille pige - du godeste alle de følelser, der er involveret og ligesom jeg kunne mærke biologien og de voldsomme og stærke beskyttelsesinstinkter, da jeg fik mine drenge - ja således er det også med mit barnebarn. På den måde bliver det tydeligt for mig, at vi hunner beskytter flokken og jeg ser lidt på mig selv som sådan en gammel elefanthun, der beskytter sin flok (måske også foranlediget af de ekstra kilo som ferien dette år har medført - på trods af motion og på trods af, at det hele har været sundt ;-) Det hele bliver altså lidt sværere at styre med alderen ;-))

Tusind tak for alle jeres dejlige kommentarer - jeg håber, jeg får tid til blogland lidt endnu, men jeg vil blive nødt til at prioritere og så tales vi først ved efter oktober (og den næste eksamen ;-))

Ha´ en rigtig dejlig aften



Faktaboks
Design: Lene Holme Samsøe for Sandnes, tema 7 i hæfte 0805
Garn: Rasmillas Yndlingsgarn, 55% lammeuld, 45% bomuld.
Garn fra lager: Joh, det blev jo indkøbt før jeg vidste Lillefrø er en pige ;-)
Anvendt: 45 g - utroligt!
Farve: 010 - abrikos
Købt hos: Rasmilla
Pinde: 2,5
Str.3 mdr.
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Mønsteret kræver konstant opmærksomhed. Som sædvanligt når jeg strikker lace - ser jeg ingen problemer - det er jo så let ;-) og så må jeg tage mig selv i at trevle 1 pind eller 2 op ;-) Men det er sjovt hele vejen og resultatet er lækkert og anvendeligt. Det er blevet en super let cardigan som min svigerdatter er rigtig glad for.
Løbelængde: 100g = 700 m

1. august 2012

Gullfoss babytæppe

Gullfoss er et vandfald på island og et af de steder, jeg drømmer om at besøge engang. Jeg drømmer i det hele taget om en længere tur til Island og håber, det kan gå i opfyldelse på et tidspunkt. Det er dette imponerende naturfænomen, der har inspireret Karen til at designe baby-/barnevognstæppet Gullfoss. Jeg kan sagtens følge inspirationen - det brusende, faldende vand, der har dannet dette smukke mønster.


Det har taget noget tid at strikke, fordi der skal bruges hjælpepind på hver 2. pind, men det er et skønt mønster at sidde med og det ligger hurtigt i fingrene. Lidt vanskeligt at fotografere ordentligt i sin helhed, men her er et forsøg:


Jeg har strikket i et cashmere/uld garn som Rasmilla på et tidspunkt havde et parti af. Desværre vistnok et restparti, der ellers ikke er på hylderne, for det er et meget lækkert garn at strikke med og det færdige produkt bliver virkelig lækkert og blødt. Garnet er drøjt i brug, jeg har ikke brugt mere end godt 200 g til det færdige tæppe. Det betyder jeg stadig har en del tilbage - så der er basis for mere babystrik ;-)


Her lakker ferien mod enden, men det fortrænger jeg fuldstændigt, medens jeg forsøger at blive færdig med endnu et par babyprojekter, inden det går løs igen. Og inden du tror, dette går hen og bliver en total babykanal, så vil jeg lige gøre opmærksom på, at der også er voksenstrik på pindene. Det er bare som om, det tager dobbelt så lang tid som det plejer ;-)


Dette blev sommeren, hvor jeg fortrød, at jeg havde skiftet til sommerdyne - det er ALDRIG sket før! Men der skal nok være en og anden meterolog, der kan grave en forlængst hedengangen sommer frem, der har været endnu koldere ;-)

Ha´ en dejlig dag derude :-)


Faktaboks
Design: Lykkefanten Design v. Karen S. Lauger
Garn: Rasmillas uld-cashmere, 70% uld, 30% cashmere.
Garn fra lager: Joh, det har i hvert fald ligget nogle måneder ;-)
Anvendt: Godt 220 g
Farve: Vinterhvid, 001
Købt hos: Rasmilla
Pinde: 4,5
Str.73 x 85.
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Jeg har fuldt den velskrevne opskrift til punkt og prikke. Mit tæppe er blevet lidt større end originalen. Tæppet er let at gøre større eller mindre. Jeg har strikket med dobbelt tråd.
Løbelængde: 100g = 570 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 360
Forbrug i løbende m ialt i år:  9191,3
Anvendt garn i år: 3 kg og 732 g
Jeg havde engang forestillet mig, at ovenstående data skulle bruges til noget statistik, men da det aldrig kommer til at ske, vil disse oplysninger ikke fremover være i faktaboksen ;-)

29. juli 2012

Hun er savnet

Det kom som et chok for mig, da jeg på Karen Dittes blog læste at Kirsten Amstrup med bloggen Strikketøj er død. Pludseligt - kan jeg forstå, - jeg ved ikke præcis hvornår det skete - men midt i alle hendes aktiviteter, herunder også strikrelaterede, bl.a. Gavstriks årsmøde. 

Det er noget af det, der kan blive så underligt i denne blogverden, for når én person pludselig bliver helt væk,  så er det ikke altid, vi får at vide, hvad der skete. Selv troede jeg bare, at hun var taget på ferie.

Jeg lærte Kirsten at kende, da hun i juni 2011 sendte mig en mail, hvor hun skrev, at hun havde fulgt min blog i lang tid og rigtig gerne ville kommentere, hun vidste bare ikke hvordan. Om jeg kunne hjælpe hende med det? Selvfølgelig kunne jeg det og med stort personligt udbytte til følge, for hvor har jeg været glad for Kirstens søde og ikke mindst dedikerede kommentarer. Hun har trofast kommenteret stort set hvert eneste af mine indlæg siden da. Dernæst gik det slag i slag, for Kirsten kunne selvfølgelig også godt tænke sig at lave en blog, men var det ikke for svært, hun havde prøvet en gang tidligere, men var gået i stå? Som vi alle ved i dag, kom hun meget hurtigt efter det, hun skulle bare lige ha´ et par igangsættende input. Hun fik lavet en skøn blog som jeg har læst med stor nydelse og interesse.

Vi blev ved med at korrespondere, for udover strik i almindelighed var vi fælles om interessen for Kim Hargreaves i særdeleshed og Kirsten skrev, at hun havde samlet alle hendes bøger. Kirsten var også sød til at sende mig links, når hun mente, at der var en strikket kjole, der "lige var mig". Da vi fandt ud af, at vi begge skulle til Fanø med vores respektive strikkegrupper, aftalte vi at mødes og heldigvis for det. Det var et kort møde, hvor vi sad i solen med en kop kaffe og jeg fik fremvist den nyeste Kim Hargreaves bog, men til gengæld var det et af de møder, hvor der var god kemi med det samme. Vi snakkede som om vi havde kendt hinanden i 100 år. Og nu ved jeg jo, at det var kostbart.

Desværre nåede Kirsten kun at strikkeblogge i godt et år, men hold da op, hvor blev hun synlig på det år.  Hun skrev sin sidste kommentar til mig i mit indlæg om Anais 3 den 28. maj:

Hej Lene. 
Jeg husker rigtig godt de søde udgaver af Anais, du lavede sidste år. De var så flotte og de klæder dig så godt. Så du må naturligvis have et par stykker til.
Den nye blå står virkelig smukt til din nederdel, flot kombination.
Jeg håber du får en smule sommerferie, som du i det mindste ikke behøver at bruge til studier. Og så lige til opmuntring (som du nok slet ikke behøver): Jeg har opdaget hvor super, super-godt akupunktur er. Har et dårligt ben, der bliver behandlet med nåle og det virker så godt, så jeg ikke ville tro på det, hvis det ikke havde været mig selv, der opdagede. Så: fortsat god læselyst.

Kirsten har fyldt godt i min version af blogland med sit søde og positive væsen. Jeg kommer virkelig til at savne hendes indlæg og kommentarer. 

27. juli 2012

Den første kjole

.... er en lille arbejdskrævende sag, designet af Lene Holme Samsøe, der laver rigtig mange opskrifter på babystrik for Sandnes garn. Kjolen her tager lang tid at lave, da LHS ikke hører til de designere, der går efter at lave letstrikkede modeller uden montering. Til gengæld er hendes ting ualmindeligt fine. Siden jeg så denne kjole første gang, har jeg bare tænkt, at det var kjolen, hvis det blev en pige - mere tøset, kan det vist heller ikke blive :-)


Jeg har strikket kjolen i uld, hvor originalen er strikket i bomuld og den er strikket i str. 3 mdr, så Lillefrø kan bruge den fra oktober måned. Fremgangsmåden er beskrevet i faktaboksen. Jeg tror den bliver meget varm og er slet ikke sikker på, at Lillefrø vil kunne holde ud at ha´ sådan en varm kjole på, så jeg tror, jeg vil lave en nr. 2 i en uld/bomuldsblanding. Uld/bomuldsblandinger er på min liste over garner, der seriøst skal afprøves, for det lille frø er en meget varm pige! Jeg er i gang med en lille babycardigan i abrikosfarvet uld/bomuld fra Rasmilla og det tegner til at blive et noget lettere og måske i praksis mere anvendeligt produkt. 


Kjolen her opfyldte farmors behov for både lyserødt, hulmønstre og blondekanter af forskellig observans. Den har taget sin tid, men jeg har nydt hvert minut. Og jeg laver rigtigt gerne en 2´er, selvom der er tusind andre kjoler, jeg også lige skal ha´afprøvet - bl.a. en skøn lille ting, der er sat sammen af strik og hækling.


Den abrikosfarvede babycardigan er også Lene Holme Samsøe, naturligvis med et tids- og opmærksomhedskrævende mønster, derfor strikker jeg sideløbende på lidt enklere projekter, f.eks. Frost til min stakkels mand, der vistnok ikke har fået en trøje de sidste to år ;-)

Gullfoss babytæppet til Lillefrø er også færdigt, skal bare vaskes og blokkes en lille smule.

Da vi havde gæster forleden dag, fik jeg antologien "Børnebørn - en antologi om bedsteforældre og deres børnebørn" i værtindegave - en skøn bog, hvor meget forskellige mennesker skriver om deres oplevelser med børnebørn. Forfatterne spænder fra Keld og Hilda Heick over Benny Andersen og Klaus Rifbjerg til Susan Moody - og fortællingerne er lige så forskellige som forfatterne. Nogle føles mere gyldige end andre - bl.a. faldt jeg fuldstændig for Eva Bendix fortælling Den betingelsesløse forelskelse, som jeg lige vil citere lidt fra:

"Når jeg går på stranden i efterårssolen, tænker jeg på hende. Når jeg vågner om morgenen, tænker jeg på hende. Om aftenen når stjernerne lyser på himlen over Fælledparken, er det hende jeg tænker på. .. Men det er det også, hver gang militærgale mænd sætter verdensfreden på spil ved at sende soldater ud som besættelsesmagt til fremmede lande for at sikre magt og olie......"Du är ju riktig förälskad i barnbarnet" skriver min svenske veninde Britta til mig fra Stockholm. Og det er jo nok sådan, det forholder sig".

Lige sådan sagde min søn, da jeg forsøgte at forklare ham, at Lillefrø er det første, jeg tænker på om morgenen og det sidste jeg tænker på, inden jeg går i seng - han sagde, jamen mor, du er jo helt forelsket :-)

Og så til faktaboksen - håber I har det godt derude :-) Tusind, tusind tak for alle jeres søde lykønskninger - jeg er helt overvældet :-)

Faktaboks

Design: Lene Holme Samsøe for Sandnes i Sandnes hæfte 0805 - baby/barn.
Garn: Ciao Trunte fra Hjertegarn, 100% merino uld (superwash)
Garn fra lager: Nej da, for jeg vidste jo ikke det blev en pige :-)
Anvendt: Godt 100 g
Farve: 9135
Købt hos: Designværkstedet Aalborg
Pinde: 2,5
Str.3 mdr.
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Den er bestemt ikke for begyndere - du starter med at strikke fra den ene ærmekant, henover venstre forstykke og rygstykke, så strikkes højre forstykke for sig, sættes til og der forsættes til ærmekant på sidste ærme. Forstykkerne lægges indover hinanden og syes. Der samles masker op og strikkes skørt. Til sidst strikkes nederste blondekant og ærmeblonder og disse syes på! Noget omstændeligt, men jeg synes resultatet er det hele værd.
At strikke modellen i uld giver anledning til let blokning. Garnet er rundt og dejligt at strikke med, men giver også en meget varmt og bastant færdigt produkt.
Løbelængde: 100g = 360
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 360
Forbrug i løbende m ialt i år:  9191,3
Anvendt garn i år: 3 kg og 732 g