4. september 2011

Eftertanke og nye tider

Så skete det. Min yngste er flyttet hjemmefra. Han er klar, så fin og flyvefærdig og mor er også klar - sådan da ;-) Måske er det bedre at tale om, at en proces er begyndt, for jeg synes, jeg er havnet midt i en rutschebanetur. Det ene øjeblik er jeg grædefærdig, det næste grebet af de nye muligheder. Det er noget med, at en epoke er uigenkaldeligt forbi, en dør er lukket for altid og jeg ved ikke helt, hvad der er bag de nye døre, jeg skal åbne. Så udover at påbegynde processen med at rydde op mentalt, er jeg gået amok i min garnkiste og har RYDDET OP! En del projekter skal gøres færdige, medens andre er trevlet op. Her er de overlevende projekter, der skal gøres færdige i løbet af den næste tid. Min fine farveskiftecardigan fra Louise Harden


Annette Danielsens Tankestreg, jeg er nået til lidt over 1. knaphul


Annette Danielsens Frost til min mand


Mit bilstrik - neverkonttæppesjalet


En lækker poncho fra Noda


TILFØJELSE: Og mit perlesjal - men hvor er opskriften?? Ikke i kisten, så jeg må lede i gemmerne. Måske bliver der basis for ny oprydning :-)


Lidt trøsteshopping er det også blevet til. Hvis mor ikke skulle ha´ lov til at få et par nye bøger nu - hvornår så? ;-) I onsdags fik jeg både Karen Noes Knitting Collection og Annette Danielsens Strik en Ø. Det skulle først være indkøbt på Fanø, men når nu situationen er som den er, ja, jeg måtte bare ha´ dem i hus - tænk hvis de blev udsolgt ;-) Der er mange, mange modeller i begge to som jeg gerne vil strikke, men tror jeg begynder med den her


Og denne her, Fanø, som naturligvis skal påbegyndes på  - Fanø ;-)


Rigtig mange projekter fra kisten er slagtet, bla. Ivy Leage Vest som jeg ikke gider alligevel og Hanne Falkenbergs Victoria og en del såkaldte boligprojekter, som jeg bare aldrig kommer videre med, men måske sku´ jeg købe Isagers Home collection, så der kan komme hul på bylden! Jeg har faktisk også taget billeder af alle de slagtede projekter, men det dur vist ikke i et enkelt indlæg ;-)

Tusind tak for alle jeres kommentarer til min Juliekjole :-) Rigtig god søndag derude :-)

28. august 2011

Ta Da - min Juliekjole

Så endte det med, at kjoleprojektet overhalede alle de andre. Jeg har simpelthen ikke kunnet lade det ligge. Her er den så, min nye kjole.


Juliekjolen er strikket i Karen Noes Rustik Naturgarn og jeg har forelsket mig fuldstændig i det garn - kun indædt selvdisciplin har afholdt mig fra at købe nyt - for det fåes i så mange fantastiske farver, men jeg skal jo til Fanø! Åh ja, garnet splitter, men ikke mere end mine spidse Addi Lace pinde kan klare og blandingen af silke og bomuld giver et utroligt lækkert færdigt produkt, der er yderst behageligt at have på.


Jeg har lavet en del ændringer på selve blusestykket. Kanten er strikket på - det besluttede jeg, da jeg hørte hvor meget bøvl andre har haft med at få den færdigstrikkede kant monteret på kjolen. Vi kender jo sådan en kant bl.a fra Else Schjellerups Cecilia-vest, hvor den er strikket på, så det er bare at kopiere metoden, der er beskrevet i faktaboksen. Jeg har derudover forkortet snoningsstykket og forlænget det glatstrikkede stykke, så snoningerne holder sig under barmen.


Da jeg slog op til kjolen brugte jeg strikkeopslagning, for så er det meget nemmere at tage masker op senere til selve kjolestykket. Jeg har altså strikket blusen først og derefter taget masker op til skørtet. Som det ses her giver det en nærmest usynlig overgang og kjolen ser ud til at være strikket i ét stykke.


Jeg var ved at gå totalt i panik i sidste fase, fordi jeg kunne se, at jeg måske ikke ville ha´ garn nok til den længde, jeg gerne ville ha´. Garnet købte jeg af Gitte og hun kunne konstatere, at der ikke var mere på lager hos Hostrik, hvor det er købt. Jeg havde planer om en "ruffle-kant" forneden, men den ville sluge alt for meget garn og er udsat til næste kjoleprojekt. I stedet strikkede jeg garnet op, rub og stub og har strikket ombukningskanten i en rest blåbærfarvet uld, der matcher Karen Noe garnet perfekt.

Ha´ en rigtig god søndag derude :-)

Faktaboks
Design: Med udgangspunkt i Lisa Renners Julie fra bogen Close
Garn: Karen Noe Rustik naturgarn, 58% Bourettesilke, 42 % bomuld
Garn fra lager: Nej
Anvendt: 400 g
Farve: Blåbær
Købt hos: Købt af Gitte, der har købt det hos Ho-strik
Pinde: 3
Str. S
Ny teknik: Nej

Ændringer: Jeg har sænket forstykkets halskant med ca. 3 cm, for at den ikke skulle gå for langt op i halsen. Snoningskanten strikkes direkte på: Strik først masker op i halskanten hele vejen rundt. Dette skal gøres meget omhyggeligt, for sådan en snoningskant er tung og kan let skabe huller i halskanten, hvis du ikke sikrer dig, at maskerne er taget op gennem to lænker lidt inde på kanten. Derefter slår du op til snoningskanten og strikker de første 2 pinde. På 3 pind begynder du at strikke denne sammen med kjolens halskant. Følg mønsteret på snoningskanten, men tag den sidste m løs af, strik 1 r fra halsen og træk den løse m over. Fortsæt hele kanten rundt.
Jeg har forkortet snoningsstykket i blusen med 4 cm og tilsvarende forlænget det glatstrikkede stykke, for at holde snoningerne under barmen.
Skørtet: Jeg har taget ligeså mange masker op til skørtet som jeg havde slået op i dette tilfælde 216 m til en str. s. Derefter har jeg taget 2 m ud i hver side på hver 6. pind til 250 m

Løbelængde: 100g = 390 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 1560 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 14486
Anvendt garn i år: 4 kg og 437 g

16. august 2011

Inklusive polyamid

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke bryder mig om garner med tilsætning. Jeg vil have den rene vare! En undtagelse er naturligvis strømpegarn, for det er jo dejligt, at strømperne kan holde til mere end to vaske, før der går hul på dem. Og strømpegarn bruger man til strømper!

Og så dog ;-)


Jeg forelskede mig i de fine lange farveforløb i Regia Hand-dye Effect og købte friskt 500 g. I umindelige tider har det ligget i garnskabet og ventet på, at jeg skulle finde den helt rigtige, totalt enkle model, hvor farverne rigtigt kunne komme til deres ret


Den fandt jeg i Kim Hargreaves: Embrace, der er en helt rå, glatstrikket cardigan formet af enkelte vendestrikpinde så den er længere i siderne og har lange, "dryppende" forstykker.


Den kan bruges på flere forskellige måder og vil helt sikkert blive slidt op - dog kender jeg ikke nedbrydningstiden for polyamid, så det kan da være den overlever sin ejer ;-)

Navnet passer godt til modellen, jeg får sådan lyst til at pakke den sammen omkring mig - at lade den "omfavne mig" ;-) MEN


selvom jeg er glad for den, har jeg den der fornemmelse af at være pakket ind i VitaWrap - håber ikke, jeg giver dig dårlige associationer ;-) Alligevel er jeg ret optimistisk og satser på den bliver et kæmpehit :-)

Ha´ en rigtig god aften derude :-)

Faktaboks
Design: Kim Hargreaves: Embrace fra bogen Misty
Garn: Regia Hand-dye Effect, 70% uld, 25% polyamid, 5% akryl - BVADR ;-)
Garn fra lager: Naturligvis ;-)
Anvendt: 257 g
Farve: 7289
Købt hos: Det er så længe siden, at jeg ikke kan huske det
Pinde: 3
Str. M
Ny teknik: Absolut nej, den er et skønt meditations og hovedet-under-armen-strikketøj
Løbelængde: 100g = 420 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 1079 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 12926
Anvendt garn i år: 4 kg og 37 g

4. august 2011

Lady MacDuff den Anden

Ja, hvad skal jeg sige? Jeg har forelsket mig noget i det meget grafiske udtryk som de stærke farver og kontraster giver. Jeg havde ellers besluttet mig til at strikke den i Livorno som Lisa Renner foreslår og havde der været bare lidt mere klarhed i farverne, havde jeg også valgt denne kvalitet, men farverne er alt for "støvede" og dét dur ikke til mig - Livorno er ellers superlækkert og ville falde meget tungt og blødt.


Men her er hun så igen i klare bomuldsfarver og dermed også lidt mere "fast" udgave. Garnet blev købt hos Garniture i Middelfart på vej til Sjælland og den butik er virkelig et stop værd - sikken et fantastisk lækkert garnudvalg, de har og så er der jo den gode betjening, som bl.a Yt står for :-)


På vej til Sjælland gjorde vi holdt hos svigerfar, der bor i Fredericia med Middelfart lige på den anden side vandet og Vejle på den anden side - eller noget i den stil ;-) Så hvorfor ikke også tage et stop hos Garnheksen i Vejle, der bestemt også har en fin butik med bla. Lerke og Falk fra Dale. Der købte jeg faktisk ind til en LadyMacDuff i uld (nemlig Falk), meeeeen en 3´ er bliver der nu ikke noget af - det Falkegarn skal jeg nok finde anvendelse for et andet sted. Det er ganske enkelt farligt, at svigerfar bor lige op af hele 2 garnbutikker!


Hos Garnheksen, hvor jeg blev budt på kaffe, mødte jeg Susanne og vi fik os en god snak. Om hvad dog? Garn og strik naturligvis og så en lille smule om Løvstikke, men det er en helt anden sag. Jeg traf også Birthe, men hun havde travlt og måtte afsted med sin lille Ludvig.

Gæt hvor knapperne er fra?


Ja, jeg måtte jo lige omkring Birthe Sahl endnu engang og jeg holdt mig i skindet - jeg købte faktisk kun 5 nye knapper, foruden de fire røde jeg manglede til MacDuff den Anden. Det kalder jeg rygrad!

Og så har jeg ligesom visse andre fået underlige lyster - jeg er dykket dybt ned i garnkisten og er gået i gang med et resteprojekt. Et stort tæppe-sjal til sofaen i vinter strikket i neverkont efter inspiration fra Ingerlise - jeg er kommet en del længere end på billedet og det er smaddersjovt at strikke


I det hele taget har jeg fået et frygtindgydende behov for at afslutte - så nu bliver der taget projekter op af kisten og ikke startet nyt op i et stykke tid. Dog nåede jeg heldigvis at få begyndt på Lisa Renners Julie inden denne afslutningsmani begyndte. Jeg strikker den i Karen Noes silkebomuld, som jeg kom til at købe af Gitte, sidst jeg besøgte hende og den bliver helt fantastisk - i min version skal den laves til en kjole, så der går nok lidt tid, inden den kan blogges.

Ha´ en god aften derude :-)

Faktaboks
Design: Lisa Renner: Lady MacDuff fra bogen Close
Garn: Essentials cotton dk, 100% merceriseret bomuld
Garn fra lager: Hmm, nej
Anvendt: 250 g
Farve: Marine nr 38, turkis nr 40, lyseblå nr 27, hvid nr 80, grå nr 25 og rød nr 02
Købt hos: Garniture
Pinde: 4
Str. M, men da den sidder tæt på min gine i str. S har jeg nok nærmere ramt en str. S
Ny teknik: Jeg vil lige igen fremhæve den dobbelte kantmaske, der giver sådan en fantastiske kant
Bemærkninger: Stadig sjov at strikke, men nu gider jeg ikke strikke kubemønsteret i et stykke tid.
Løbelængde: 100g = 260 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 650 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 11847
Anvendt garn i år: 3 kg og 780 g

29. juli 2011

Med fare for at fornærme

.... mine sjællandske læsere: I har altså ikke noget, som vi ikke har ;-) Det skulle da lige være denne her:


Danmarks ældste endnu levende træ, Kongeegen i Jægerspris nordskov, der skønnes at være mellem 1400 og 2000 år gammel. Stadig forbløffende, selvom store dele af træet forlængst er brækket af eller afgået ved døden.
Eller dette her, som nok er den skønneste oase, jeg har fundet på en regnvejsdag:


Chokolademageriet i Hillerød. Med duften af chokolade i næseborene, fik vi serveret hjemmelavede flødeboller og varm chokolade med chili og hvis nogen skulle synes, det er rigeligt kvalmt, så kan jeg kun sige, at det er det ikke, når man er kold og forfrossen og har vandret rundt i regnvejr i dagevis ;-) Mange, mange kilometer foregik i silende regnvejr, men man har vel en vandringsmand i maven!

For mange år siden, satte jeg mig det mål, at jeg vil kende mit land og Sjælland er et af de få steder, jeg aldrig har besøgt. Det vil sige, selvfølgelig har jeg været i København og Roskilde, men aldrig "på kanten", så årets sommerferievandretur foregik hovedsagelig på Nord- og vestsjælland. For det meste i øsende regnvejr, men den dag vi besøgte Camilla Plums Fuglebjerggård viste vejret sig endelig fra sin bedste side


Jeg tror, at kvaliteten af et besøg på Fuglebjerggård er meget afhængig af vejret - økologisk landbrug gør sig absolut bedst, hvis det ikke regner ;-)


Hos Camilla Plum fedtes der ikke med portionerne - derfor pointerer jeg lige flere gange, at vi delte ;-) Vi delte Citronkage m. hyldeblomstsirup og rysteribs og vi delte Ribslagkagen - det smagte fuldstændig forrygende. Forinden havde vi delt "verdens bedste kartoffelmad" bestående af en tyk skive hjemmebagt rugbrød, små økologiske kartoffelskiver on the side, hjemmelavet mayonaise med estragon (helt bernaiseagtigt), masser af purløg og rå løg. Den røg så hurtigt ned, at vi glemte at tage et billede. Vi trillede næsten derfra. Og bedst af alt, jeg fik købt en Løvstikke som ellers er blevet udryddet i haven i forbindelse med, at min mand gravede ud til kattegård og som jeg ikke har kunnet opdrive på planteskolerne i Aalborg ;-)


Her står jeg på Vejrhøj i Odsherred og forsøger at fremmane lidt solskin - det var godt, at Endurreisn var med, for jeg havde god brug for en islandsk trøje i det danske sommervejr :-) Vejrhøj-buen kaldes Sjællands mest imponerende højdedrag ;-), der er placeret mellem tre farvande: Nekselø Bugt i vest, Sejerø Bugt i nord og Lammefjorden i øst. Og nej: Så højt er det heller ikke ;-)

STRIK? Masser. Dog er der ikke så meget færdigt, fordi jeg arbejder på MANGE fronter på én gang. Bla. er jeg gået i gang med et kæmpe tæppe-sjals-resteprojekt i neverkont, inspireret af Ingerlise.

Lady MacDuff 2 er dog forlængst færdig, men kan ikke fremvises før jeg har været på endnu et besøg hos Birthe Sahl, for jeg har kun 2 røde knapper og skal bruge 6. Kim Hargreaves Embrace mangler halvandet ærme, så er den også snart klar. Men mere om dette i næste indlæg, hvor jeg også må fortælle lidt om de garnkøb, jeg har gjort i sommer - selvom der slet ikke skulle ha´ været nogle ;-)

I ferien har vi også cyklet ved Skagen og vandret ved Vorupør, men jeg må jo prioritere kraftigt, når nu dette er en strikkeblog ;-)


Her er ferien ved at være slut, men det gør jo ikke så meget, når hverdagen er god.

Ha´ en god fredag derude:-)

18. juli 2011

Birthe Sahls knapper

Birthe Sahl har haft keramisk værksted i Halvrimmen i godt 35 år. I begyndelsen lavede hun skåle, potter og pander, men nu koncentrerer hun sig næsten udelukkende om knapper, sjalsnåle og smykker. Jeg vil hellere lave 1000 knapper end 10 krus, for det er meget sjovere, siger hun selv.


Butikken er virkelig et besøg værd - der er knapper og smykker OVERALT og det må være næsten umuligt at gå tomhændet hjem, for Birthe Sahl laver knapper i så stort et udvalg af farver, at der kan findes nogle til enhver striktrøje ;-) Her er jeg ved at finde knapper til Irene, nogle af dem jeg købte var stadig varme og kom lige fra ovnen.


Sammenligningen med en slikbutik er nærliggende


Dette er ikke marshmellows, men "perler" der skal glaseres til halskæder


Både søn og svigerdatter og naturligvis min altid trofaste fotograf ;-) var med og jagten på de rigtige knapper var intens.

Og for lige at betone hvor fokuseret jeg var - denne skulptur lagde jeg først mærke til, da jeg så billederne efterfølgende ;-)


Her et par eksempler på "frisk-fra-ovn":



Birthe Sahl bor Aalborgvej 18, Halvrimmen, 9460 Brovst. Rigtig god fornøjelse :-)

PS: Birthe Sahls vasketip, hvis knapperne skal vaskes med i maskine - pak dem ind i folie. Jeg vasker alt mit strik på uld skånevask og har aldrig været ude for, at knapperne er gået i stykker, men det siger sig selv, at keramikken kan klaske sammen med vaskemaskinetromlen, så vær forsigtig!

10. juli 2011

En strikkekrise og hvad den kan medføre

Da min nye strikkebog fra Lisa Renner sidst i juni landede i min postkasse opstod der en decideret strikkekrise.

Hvis jeg skal købe en hel strikkebog, skal jeg være begejstret for mindst 3 modeller. Den side af sagen var i orden, men da jeg begyndte at nærstudere indholdet, var der ikke bare 3, men sådan ca. 8-10 modeller, jeg ku´ ha´ lyst til at begynde på med det samme ;-) Jeg ku´ slet ikke vælge!

Så besluttede jeg mig for at lade garnet vælge modellen - så ind i garnskabet og bese lageret. Her bliver krisen for alvor cementeret - for jeg har lyst til sommergarn - jeg gider ikke strikke af uld lige nu og garnlageret er blevet tømt for bomuld under min Kim Hargreaves odyssé, der er kun uld tilbage. Videre ind til garnkisten, hvor jeg fandt en del bomuldsrester, men hvad kunne jeg gøre med dem?


Jeg ku´ da lave en knap-så-ladylike, men super frisk udgave af Lady MacDuff til min svigerdatter :-) Den har været så sjov at strikke, at jeg stort set kun har lagt den fra mig, når jeg skulle løbe - overvejede godt nok, om jeg ku´ strikke og løbe samtidig ;-) Men den har også budt på flere udfordringer og det er ikke en model, jeg vil anbefale til nybegyndere.


Jeg ku´ f.eks. ikke få optagningskanten til at blive pæn og var nødt til efterfølgende at forsyne den med en hæklet kæde.


Den kræver stor omhyggelighed ved isyning af ærmer, så farverne i kubemønsteret flugter med hinanden. Jeg måtte lave det ene ærme om, før resultatet blev perfekt, men det var nu også fordi jeg havde klumret i farverækkefølgen


De fantastiske knapper er selvfølgelig fra Birthe Sahl, som vi var oppe at besøge i går. Det kommer der et indlæg om på et tidspunkt, for det var et meget, meget spændende besøg og jeg har aldrig set så mange fantastiske knapper :-) Disse her er jo født til vores Lady MacDuff.

Fredag var jeg inviteret til frokost hos denne skønne kvinde - det er nok her årsagen til den forkerte farverækkefølge på ærmet skal søges, for vi skulle jo lige ha´ vendt verdenssituationen :-)


Tak for godt selskab og en skøn laksesandwich, Gitte :-)

Og nu skal Lady MacDuff i vaskemaskinen så Stinne kan få den med på ferie og i morgen skal jeg ud at købe garn til endnu en Lisa Renner model :-)

PS: Jeg har strikkehæftet alle tråde undervejs ellers vil den være et sandt "hæftemareridt"

Faktaboks
Design: Lisa Renner: Lady MacDuff fra bogen Close
Garn: Forskellige bomuldsrester
Garn fra lager: Ja
Anvendt: 245 g
Farve: Blandede
Købt hos: Forskellige
Pinde: 3 (har brugt tyndere garn end originalen og har strikket på pind 3 i stedet for den anbefalede pind 4)
Str. S, men mindre end den originale Small, se under bemærkninger.
Ny teknik: I opskriften anvendes 1 dobbelt kantmaske, der giver den mest fantastiske kant - enkelt og intet mindre end genialt! Jeg kendte ikke tricket i forvejen, men vil bruge den altid fremover :-)
Bemærkninger: Utrolig sjov at strikke og jeg er ikke færdig med den endnu. Tror jeg er nødt til at lave endnu en til mig selv. Jeg vil ikke anbefale opskriften til en nybegynder, men ellers en god velskrevet opskrift. Størrelsen nærmer sig nok en XS, fordi jeg har brugt tyndere garn og tyndere pinde.
Løbelængde: 100g = 300 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 735 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 11197
Anvendt garn i år: 3 kg og 530 g