31. maj 2010

En forlænget weekend på Fur

.... var lige dét, der skulle til ovenpå det flop af en restetop, der kom ud af vaskemaskinen torsdag aften. Efter vask havde de blå farver blandet sig med de hvide, så de hvide striber ikke længere var hvide, men grålige og de hæklede kanter flossede.

Jeg gider ikke engang give den en faktaboks og heller ikke afskrive garnet på lageret. Måske bruger jeg den som gulvklud på terrassen - for jeg er faktisk blevet rigtig olm ;-) Jeg har brugt en del tid på den og den så fantastisk ud inden den kom i vaskemaskinen!

Ærgrelsen varer heldigvis ikke længe, når man kan spadsere en tur på Fur i solnedgang, omend skyerne ihærdigt forsøgte at dække solen, det bidrager nu kun til den i forvejen dramatiske natur.

Alle der læser med her, ved at jeg har tabt mit hjerte fuldstændig til den ø, så det behøver jeg ikke bruge mange ord på igen.


Dog må jeg lige nævne, at hos Lisbeth Klode (hende med merinoen og mohairen) kan man bestille tapas - altsammen hjemmelavede produkter fra kvæg og lam, inkl. brød og rødvin. Så har Lisbeth det klar (næsten;-)) når du kommer derover. Det kan kraftigt anbefales. Lørdag aften spiste vi på Fur Strandhotel, hvor de bla. har verdens bedste fiskefrikadeller

og så fik vi naturligvis søndagsfrokostbuffet på Fur bryghus, hvilket ikke kan anbefales, hvis man vil undgå at spise for meget ;-)

Købte jeg garn? Faktisk meget behersket vil jeg sige - først og fremmest købte jeg en gave (pudse, pudse glorie), så købte jeg en enkelt spole Silkcashmere hos Duddine. Hun er en rigtig ildsjæl og kan fortælle ALT om alle de nye garner hun har taget hjem, f.eks. possum (enormt blødt og lækkert), bisongarn (ekstremt lækkert og ekstremt dyrt, 300 kr for 100g), majsgarn som jeg kom til at købe 10 nøgler af i en uimodståelig himmelblå farve, men meget mere om det en anden gang. Hun gør også rigtigt meget i økologiske og bæredygtige garner og har hun tid fortæller hun gerne og længe. Jeg elsker simpelthen at komme i den totalt overfyldte lade, hvor der altid venter noget nyt og spændende :-)

Jeg er naturligvis kommet håbløst bagud i blogland, medens jeg været væk og ikke mindst væk fra computeren og jeg har fået denne award ikke mindre end 8 gange, så det er jo den rene oscarfest ;-)


Jeg siger tusind tak til Garn og glas, Emmy, Fru Westerskov, Nørklekonen, Rie, Ann, Faster Mette og Dorheivalo.

Jeg følger op på det her med awards i et senere indlæg, hvor der forhåbentlig også kan vises noget mere vellykket strik. Synes Ann har skrevet et rigtigt god indlæg om emnet, selvom jeg dog kun lige har nået at skimme det. Nu vil jeg nærlæse det og opdatere mig hos alle jer andre. Jeg glæder mig til at se, hvad I har bedrevet.

Ha´ en rigtig god aften :-)

25. maj 2010

En vaskeægte hyggetrøje

Enkel, rå, rustik, rummelig og alligevel med et par feminine detaljer, sådan er denne "boxy" cardigan fra Kim Hargreaves. Charm har al den charme en rigtig hyggetrøje skal ha´ og jeg er sikker på, den vil blive slidt til sidste trevl. Den er strikket helt i retstrik, lige med undtagelse af ærme- og forkanter.

Det er ikke en trøje, der viser ens figur, tværtimod er den til at putte og måske gemme sig lidt i, når det er én af de dage.

Strikket i Hifa-uld, der lige præcis har den rustikke struktur, der passer perfekt til modellen, er Charm også en særdeles billig cardigan. Jeg er blevet ret forelsket i Hifa-ulden til de ydertrøjer, der strikkes på p. 3,5- 4,0. Den er lækker at arbejde med og så fås den i et hav af farver - også alle de kraftige og stærke som jeg så godt kan lide. Knapperne er købt på Paderupgård for længe siden, men er som skabt til Charm


Str. medium er lidt stor i det til mig, men jeg synes ikke, det gør noget med denne model, fordi den godt må være sådan lidt hygge-stor. I vanlig Kim Hargreaves stil er der tænkt over detaljerne: Selvom det er en såkaldt "boxy" cardigan er der naturligvis taljering og der er strikket små picot´ er på ærme- og forkanter, en detalje som ses på rigtig mange af Hargreaves modeller. Picot´erne fremkommer ved, at du slår en ekstra maske op og lukker den af igen på samme pind. Forstykkerne er strikket med et par vendestrikpinde så de "drypper" lidt foran - en detalje, jeg synes er rigtig fin og som jeg prøver at vise her.



Det er et projekt fra kisten og dermed ét jeg kan krydse af på min liste over igangværende projekter. Endelig er frk. Selvdisciplin kommet hjem igen ;-)


Kisten fra svigerfar er blevet renset behørigt og efterset for "kryb" over en lang periode, efter råd fra Linda og tusind tak for det. Jeg er nu sikker på, at der ikke venter ubehagelige overraskelser med garn, der er gnasket igennem af uindbudte gæster og har købt en del små kurve i Ikea som jeg bruger til at lægge igangværende projekter i. Dem er der jo, som I vil vide rigtig mange af og nu kan jeg med god samvittighed tage en kurv frem med det projekt, jeg vil arbejde på og lægge kurven ned i kisten, når jeg ikke gider mere. Så nu flyder stuer og værelser ikke længere med igangværende projekter, dog en gang imellem med kurve ;-) Jeg har målt mig frem til at der kan være ca. 24 kurve i kisten, så det er perspektiver, der vil noget, for igangværende projekter ;-)

Ha´ en rigtig god aften :-)

Faktaboks
Design: Kim Hargreaves - fra Amber: Charm
Garn: Hifa ull, 100% ren uld
Garn fra lager: Ja
Anvendt: 400 g
Farve: Mellemgrå, nr 6061
Købt hos: Garnlageret Silkeborg - strikkenyheder.dk
Pinde: 4
Str. M
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Jeg havde problemer med at få forstykkernes raglan til at passe med ryggens, så der har jeg foretaget en del tilpasning. Hvis jeg skal strikke den igen, vil jeg gå ned i størrelse og evt. forlænge den en smule.
Løbelængde: 100g = 315 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 1260 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 18225,8 m
Anvendt garn i år: 5kg og 177 g

12. maj 2010

Jeg ser en farvestrålende badebold

...sejle op mod en himmel, der er så klar og "blåeste" blå, at jeg næsten havde glemt, det kunne lade sig gøre. Jeg hører havet ånde og mågeskrig, der flænger luften. Jeg ser mine sønner og deres kærester løbe og lege i kridhvidt sand. Deres latter svæver henover stranden, helt hen til mig i min liggestol :-) Hvor er jeg?

Hmmm, jeg sidder såmænd i min strikkestol og det har jeg gjort i den sidste time for at færdigmontere Dawn. Udsigten er ikke noget, der bare ligner førnævnte scenarie, så jeg priser mig lykkelig for min hæmningsløse og ustyrlige fantasi, der altid kan bringe lidt hjælp ind i virkelighedens verden! Og så ikke et ord mere om vejret ;-) Lad mig præsentere Dawn, der er noget vanskelig at fotografere i det nordjyske mørke denne velsignede majdag.


Det er en rigtig sommermodel, som der forhåbentlig bliver behov for lige om lidt - men jeg taler jo ikke mere om vejret! Det er en fødselsdagsgave til min yngste søns kæreste, der lige er kommet ind i vores familie. Jeg er stadig lidt på herrens mark i forhold til, hvad hun kan lide, men når jeg giver en strikgave vedlægger jeg altid et lille udklippet hjerte, der bl.a. fortæller, at det strikkede kan returneres og ombyttes med en nærmere defineret mængde kontanter. Så påtvinger jeg ikke nogen noget de ikke kan lide og sådan har jeg det bedst :-)

I stedet for knapper har jeg valgt at købe endnu en af Lykkes fine sjalsnåle med hvid perle. Jeg bruger dem rask væk som gaver, så de får hurtigt ben at gå på.


Medens jeg strikkede Dawn, funderede jeg lidt over Kim Hargreaves hang til vrang. Medens mange andre designere decideret forsøger at undgå vrang, dyrker fru Hargreaves det nærmest. Jeg har skrevet det før, men hver gang, jeg svøber Octavia om mine kolde skuldre, tænker jeg med gru på 5 vr. sammen på pind 7 - totalt uladesiggørligt, men alligevel fik Octavia sin krave. Mønsteret i Glee involverer 3 vrang sammen, hvilket lige med nød og næppe, men også kun, er til at holde ud. Dawn er slet ikke slem i sammenligning, for mønsteret består bare af et omslag og kun 2 vr. sammen - dog på hver eneste pind og det kommer aldrig til at køre helt behændigt. Men mønsteret er da fint, bevares


I lørdags var jeg til Strik-in hos Tine og en del andre fra gruppen har jo heldigvis berettet om forplejningen, der var helt i særklasse og hyggen, der nåede uanede højder, for jeg havde glemt mit kamera - som sædvanlig er jeg ved at sige. Jeg fik sådan ca. strikket 2 pinde på Charm (også Kim Hargreaves, denne gang i ret), for jeg kunne simpelthen ikke få ro - I tror det ikke, men de kvinder kan altså snakke ;-)

Med ryggen til Dawn vil jeg slutte her og ønske jer alle en god Kristi Himmelfartsferie :-)


Faktaboks
Design: Kim Hargreaves - fra Nectar: Dawn
Garn: Katia Nilo, 100% merceriseret bomuldsgarn
Garn fra lager: Ja
Anvendt: 370 g
Farve: Hvid
Købt hos: P&P, Vejgård - Aalborg
Pinde: 4
Str. XS
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Jeg har strikket med 2 tråde
Løbelængde: 100g = 260 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 962 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 16965,8 m
Anvendt garn i år: 4kg og 777 g

1. maj 2010

Boligtekstiler :-)

En stolehynde er hvad det er blevet til siden sidst. Den har ædt en stor del lagergarn, da den er hæklet i tyk bomuld i det gode, gamle bølgemønster og meget mere er der ikke at sige.

Den har været tung at sidde med, men det er til gengæld så meget hurtigere at hækle end at strikke.

Ellers tumler jeg med en sommerbluse i restegarn i eget design, men den har mildest talt drillet og jeg har netop trevlet det meste af den op. Nu vil jeg bruge aftenen på at komme ajour med den igen og så håber jeg, at der snart er noget at vise frem.

Eftermiddagen har jeg brugt på I forms kvindeløb i Aalborg. Det er første gang jeg deltager i sådan et officielt løb og jeg slog min egen rekord med flere minutter, fordi det var mig ganske umuligt at tage den med ro iblandt 5500 andre kvinder ;-) Desværre bliver den rigtige tid ikke registreret, fordi jeg stod i kø for at komme over målstregen - faktisk gik der 3m og 10 sek med det (man har vel sit pulsur med ;-)) og derudover måtte jeg bruge to minutter på at vente på at komme over en smal bro ved havnen, fordi den heller ikke var bygget til, at så mange kvinder løb afsted på én gang. For mig, der bare skal slå min egen rekord er det ligegyldigt, men for alle dem, der var i seriøs konkurrence var det virkelig irriterende og der var da også højlydte eder og protester!

Her kommer jeg lige til køen på målstregen (den røde jakke midt i billedet) ;-)

Det var en fantastisk oplevelse, sikke en stemning og det bliver bestemt ikke sidste gang :-)

Faktaboks
Design: Stríkkeheksens stolehyndebetræk ;-)
Garn: Turté bomuld, 100 % bomuld
Garn fra lager: Ja
Anvendt: 664 g
Farve: Lilla, turkis og grå (har ikke farvenumre)
Købt hos: BC garn (tilbud sidste sommer)
Pinde: Hæklenål 4,5
Str. 60 x 60 cm
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Garnet er temmelig hårdt i det og derfor også meget anvendeligt til "boligtekstiler", men ikke særligt behageligt at hækle/strikke i.
Løbelængde: 100g = 120 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 796,8
Forbrug i løbende m ialt i år: 16003,8 m
Anvendt garn i år: 4kg og 407 g

24. april 2010

Studier i Pisa

En tung beslutning, der skulle tages, fik mig helt i knæ i denne uge, så der har ikke været det helt store overskud. Jeg er derfor dykket ned i noget velkendt på strikområdet. Jeg kan vel nærmest sige, at jeg har gjort studier udi Pisa, ikke byen, desværre, men vestene. De har tjent som terapi, selvom jeg heller ikke denne gang slap for at rode mig ud i et par ind- og udtagninger på den forkerte side af maskemarkørerne. De der har strikket Pisa ved, at den ikke skal undervurderes. To stk. er det blevet til og den ene ryger i gaveskabet som aprils bidrag til julegaveknitalong. Obs: Det er ikke vesten, der er skæv, men en fotograf i knæ!

Min vestemåned resulterede jo ikke i det helt store, så derfor har jeg længe villet lave nogle flere. Jeg er helt betaget af Pisa, der er usædvanligt velsiddende og anvendelig og så er den skøn at strikke, hvis man har styr på sine maskemarkører. Som den opmærksomme læser ved, har jeg tidligere strikket et eksemplar i lilla, men de to lilla er så forskellige, at der nærmest er tale om to forskellige farver. Næste vesteprojekt er en Cecilia-vest, endnu en fantastisk model fra Else Schjellerup.

Den lilla er strikket i 1 tråd tynd bomuldshør og med 1 tråd af det sidste lilla merino fra Fur.  Så er det blevet brugt til sidste stump :-)

Den turkise er også strikket i 1 tråd bomuldshør, medens den 2. tråd er mohair - en kombination, der giver en fnuglet vest, der næsten kun vejer halvdelen af den lilla. Det samme kan opnås med 1 tynd tråd alpaca.


Det er helt tydeligt at frk. Selvdisciplin er taget på ferie til de varme lande. Jeg sætter i gang med det ene nye projekt efter det andet og lader alle de igangværende ligge. Problemet er, at jeg ingen anelse har om, hvornår hun har tænkt sig at komme hjem igen, så vi lader det bare sejle frk. Skabertrang og jeg ;-) Måske har hun været fanget i en askesky, den gode frk. Selvdisciplin, men jeg kunne nu godt bruge hende til at få færdiggjort Ivy Leage ;-)



Måtte lige lave endnu en bestilling hos Lykke, fordi jeg brugte den første turkise sjalsnål til gave. En turkis blev genbestilt sammen med en hvid og så fik jeg den lille turkise sjalspind med ovenikøbet som gave. Tak for det, Lykke, de er så fine, så fine.

Sidste lørdag var jeg til arrangementet Strik i tiden og deltog i workshops med Christel Seyfarth og Annette Danielsen. Mit kamera havde jeg desværre glemt derhjemme, men jeg havde også bare så pokkers travlt med at følge med i det hele.

Jeg lærte ordentlig dobbeltstrik af Annette Danielsen og så lærte jeg om Christels herligt ukomplicerede og usnobbede tilgang til oprulning af de flerfarvede garnnøgler, man skal bruge til hendes værker. Rul 5 til 8 m, skift farve og bind en råbåndsknude og rul videre. Når du strikker, så strikkehæft enderne henover et par masker der hvor farverne skifter. Enklere og mere ukompliceret kan det ikke blive. Har man mere tid, kan man godt sidde og spytsplejse garnet, men jeg ved godt, hvilken metode jeg vælger. Og til skeptikerne, nej et råbåndsknob går ikke op, man har vel været spejder, i hvert fald i et par uger ;-)

Og nu vil jeg ud at løbe i skoven, der er så fuld af smukke anemoner i øjeblikket - rigtig god weekend :-)

Faktaboks
Design: Else Schjellerup for Designclub.dk: Pisa
Garn: Bomuldshør, 50 % bomuld, 50% hør - Mohair, 75% mohair, 25% Polyamid - Merino 100%
Garn fra lager: Ja
Anvendt: Lilla Pisa: 279 g - Turkis Pisa: 155 g
Farve: Lilla og turkis (har ikke farvenumre)
Købt hos: BC garn og merinoen hos Lisbeth Klode i Furø gårdbutik Klode
Pinde: Addi click, nr. 3,5
Str. S/M
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Ren terapi, hvis du husker maskemarkørerne
Løbelængde: Bomuldshør: 100 g 570 m, Merino: 100g 500 m, Mohair: 100 g 900 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): Lilla: 1492 m - Turkis: 1139
Forbrug i løbende m ialt i år: 15207 m
Anvendt garn i år: 3kg og 743 g

16. april 2010

Ih altså

... hvor er de fine :-) Disse sjalsnåle fra Lykke. De er genialt tænkt i al deres enkelhed og så smukke, at enhver strikker bør eje mindst én i alle yndlingsfarverne :-) Her er jeg startet med en turkis og en lilla

De bliver et hit, det er jeg helt sikker på. Tak til Yt for tippet :-) Jeg har længe været på jagt efter gode og smukke sjalsnåle og nu har jeg fundet dem.

Har jeg strikket i denne uge? - ikke meget, for opgaver i haven har taget min tid, men jeg er dog blevet færdig med en såkaldt Lacy Bactus. Den skal i gaveskabet som martsbidraget til julegaveknitalong - ja, jeg er bagefter, men satser da på snart at være opdateret. Tilgiv mig Sylvia, men jeg orker altså ikke at finde billedet med julekuglerne frem her i april måned ;-)


Og så mine damer, vil jeg gerne vise jer min dragkiste (en dragkiste er ifølge madam Munch en kommode og har efterfølgende konstateret, at dette stemmer. Tak for rettelsen). En foræring fra min svigerfar, der måtte sande, at han havde alt for mange møbler, da han flyttede hjem til Danmark. Den er KÆMPESTOR - faktisk så stor, at vi ikke kunne få den rundt om dørene ind til mit arbejdsværelse - så nu har den fået en plads i stuen.


Hvad mon der kan være i den? Hvor mange kg garn kan der være i sådan et monstrom? Hmm nu må vi se. Indtil videre huser den lidt havehynder efter råd fra Gitte. De fylder ikke engang 1/3 ;-)

Jeg er i hvert fald meget glad for den. Tror jeg vil købe nogle kurve, der kan stables og så langsomt fylde den op med dem. Og jeg sagde ikke noget om, at de skulle fyldes med garn, vel?

I morgen skal jeg til workshop med Christel Seyfarth og Annette Danielsen - jeg glæder mig helt ustyrligt :-)
Ha´ en god weekend

Faktaboks
Design: Strikkelise - Lacy Bactus
Garn: Noro Kureyon Sock Yarn
Garn fra lager: Ja
Anvendt: 78 g
Farve: S40
Købt hos: Pavi Yarns
Pinde: Addi turbo, nr. 3
Str. -
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Hyggeligt, totalt ukompliceret strik - jeg tror det kunne blive lidt småkedeligt i ensfarvet garn :-)
Løbelængde: 100 g 420 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 327 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 12576 m
Anvendt garn i år: 3kg og 309 g

11. april 2010

En enkel sag

.... der ikke skal ha´ så mange ord med på vejen, er Lene Holme Samsøes Bluse med Flæsekrave. Den har været færdig i et stykke tid, men da jeg fik en ordentlig feberforkølelse lige efter 18-års-fødselsdagen blev den først monteret for nylig. Og så skal jeg vist til at finde en anden farve end blå :-)

Den er strikket i Silkbloom og jeg fik såmænd opskrift og garn i julegave! Det er et superlækkert garn som jeg i sin tid brugte til svigerdatterens kjole. Nu har jeg iøvrigt to af slagsen, altså svigerdøtre, så jeg må finde en måde at benævne dem på ;-) Jeg vil strikke denne model i bomuld også, det er ganske vist!

Her nydes den første forårssol og den første friske luft i fire dage! Lige inden jeg skulle mødes med de sædvanlige strikkegale kvinder - denne gang hos Anita, der ikke blogger :-)


Jeg var totalt udmattet, da jeg kom hjem, hvilket kan skyldes tidligere omtalte forkølelse, men måske også det særdeles høje lydniveau, der opnåes ved at sætte 12 glade kvinder sammen ;-)

Nu vil jeg for første gang i flere dage ud at gå en lang tur. Hvor jeg glæder mig - og så håber jeg, at jeg er frisk til løbeturen igen i morgen.

Ha´ en rigtig dejlig søndag :-)

Faktaboks
Design: Lene Holme Samsøe: Bluse med Flæsekrave
Garn: Silkbloom, 45% morbærsilke og 55% merino
Garn fra lager: Ja da, julegave ;-)
Anvendt: 320 g
Farve: ib11
Købt hos: BC garn
Pinde: Addi click nr. 4,0
Str. Medium
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Jeg har lavet trekvart ærmer, hvor originalen har helt korte ærmer.
Løbelængde: 100 g 280 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 896 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 12249 m
Anvendt garn i år: 3kg og 231 g