8. januar 2017

Silhuet

I julen 2015 fik jeg en meget generøs gave af min ældste søn: Hanne Falkenbergs Silhuet. Den kom til at ligge temmelig længe, inden den kom på pindene. Strikkeprocessen har også taget tid - vævestrik tager bare længere tid, min ellers hurtige rytme brydes af de masker, der skal tages løst af, men det er hyggeligt strik og jeg har siddet og beundret mønsteret og ikke mindst ideen i designet, medens maskerne har flyttet sig fra det gamle år ind i det nye.


Det var til et foredrag med Hanne Falkenberg i Bettekun, at jeg blev opmærksom på modellen, så den kom på ønskesedlen og jeg er super glad for resultatet. Det bliver en jakke, der kan holde i mange år, den lækre shetlandsuld fra HF er nærmest uopslidelig og forandrer sig ikke meget i brug. Det tidløse design kan garanteret også holde min levetid ud, hvem ved måske bliver det ligefrem et arvestykke ;-)


Og ja - jeg står lige og snakker med min kat, der befinder sig oppe i "tårnet" ;-) Modellen strikkes oppefra og ned - ryg og forstykker samles under ærmegabene og så taljeres der behændigt i det fine søjlemønster nedefter - det er så godt tænkt. Der tages masker op til forkanter og kraven, der færdiggøres i hver side ved hjælp af vendestrik. Så tages masker op i ærmegabene til ærmerne, der strikkes direkte på. Der er montering, skulder- og ærmesømme skal syes, hvis man følger opskriften. Hanne guider som vanligt igennem hele processen, så der absolut intet er at være i tvivl om.


HF foreslår et enkelt knaphul eller et lukketøj og der øjnede jeg straks en mulighed for at besøge Birthe Sahl - knapper er undtaget fra reglen om, at strik i januar og februar skal være fra lager ;-) Vi går spor-træning med Diva hver weekend - en basset hound er en rigtig sporhund og Diva ELSKER det. Så selvom Birthe Sahl ikke var i værkstedet/butikken, da vi kørte forbi på vejen ud, så fik jeg en aftale med hende om, at hun ville være tilbage, når vi havde trænet Diva. Birthes butik har kun åbent efter aftale, så ring til hende først: 30517204 :-) Her er Diva på sporet :-) Første gang på stranden, hvor hun iøvrigt blev distraheret af skumtoppe, der skulle jages henover sandet.


Jeg fik indkøbt lukketøj og lidt ekstra knapper nu hvor jeg var der ;-) Det blev en sort puslespilsbrik og så får jeg tilsendt én i petrol. Birthe er sådan et kreativt menneske og det er så hyggeligt at være på besøg, for hun fortæller gerne om, hvordan hun arbejder og hvad der inspirerer hende. Og så fornyer hun sig hele tiden og vil gerne afprøve metoder til "kanten".


Et nyt år er startet og med det har der igen været gennemtræk i stuerne og jeg har tilbragt tid med at få styr på lageret. Det er ikke en straf at skulle strikke fra lager, sku jeg hilse og sige, der er så mange lækre kits og garner, at det bliver en ren sviretur at leve op til januar-februar-udfordringen



Der er endnu en Hanne Falkenberg model, der har ligget i kisten i mange år!!, men nu er den på pindene igen sammen med en anselig mængde andre projekter - det er fuldstændig som det plejer :-) Strikkeglæden er større end nogensinde før, strik er min medicin og mit værn mod alle de triste ting, jeg ikke har mulighed for at forandre i mit liv. Jeg tænker dagligt på, hvor heldig jeg er, at jeg overhovedet har lært at strikke :-) Og så er der jo Diva. Hold nu op, hvor sådan en glad hund kan smitte én med glæde og iver, slet ikke værst. 

Der er selvfølgelig også strik på pindene til mine små piger - de er også en helt utrolig glæde :-) når jeg gør året op, har der trods alt været rigtig meget at glæde sig over. Håber strikkepindene er i gang derude og I nyder processen - rigtig godt nytår :-)

Faktaboks
Design:Hanne Falkenberg: Silhuet
Garn: Shetlandsuld fra Hanne Falkenberg
Garn fra lager: Kittet har lagret siden jeg var til foredrag med Hanne Falkenberg
Anvendt: 400 g
Farve: Sort, petroleum, kombination 1
Købt hos: Bettekun
Pinde: 2,5 og 3
Str. S
Ny teknik: Der er altid noget at lære af Hanne - igen er det konstruktionen, der er spændende og anderledes.
Bemærkninger: Jeg har sænket taljeringen med 10 cm og det synes jeg faktisk er for meget, hvis jeg skal være lidt hård ved mig selv. Jeg syntes bare at taljen sad helt oppe under ærmerne, da jeg prøvede den på, men den ville have fået et pænere fald, hvis jeg var startet med taljering ca 4 cm længere nede end foreslået i opskriften.

22 kommentarer:

  1. Meget smuk og tidløs model! Den er så flot til dig!!!

    Ja, strik er en uundværlig beskæftigelse....vigtigt at have disse meditative stunder med tid og ro til fordybelse og forglemmelse. At mærke livet på godt og ondt. At give tanker og følelser tid, plads og ro til at mødes. At finde sig selv i det kaos, der nogle gange ramler ned over os og tager pusten fra os. Når man står i situationer, hvor man føler sig magtesløs, er der en stille glæde og trøst i at gribe strikkepindene og flytte masker...finde ro......

    Mange tanker og kærlige hilsener

    Lea

    SvarSlet
  2. Godt du endelig fik strikket HF jakken for hvor er den flot til dig!! Det var en skøn gave at få. HF er bare en genial designer - og man bliver så godt guidet undervejs i hendes strik.
    Og det er bare skønt at få brugt lidt fra lager og at få ventende projekter i gang...
    Dejlige billede med Diva :-)

    SvarSlet
  3. Den model kendte jeg set ikke. Den er bare flot. Jeg prøvede en Tweed i vores garnshop. Den kunne jeg rigtigt godt tænke mig at lave en gang... når lageret er i lavvande! Falkenberg er så skøn at strikke..
    Strik og gåture er meditative... njah, nok ikke med Diva som selskab.. Så kunne jeg fortabe mig i hendes gale streger. Hun har en skøn attitude og udtryk.

    SvarSlet
  4. Skøn model. Hanne F er genial og hendes opskrifter er gennemarbejdede.
    Flot gave fra din søn.
    Dejligt at bruge lagergarn (så der kan blive plads til nyt).
    Skønne diva 💕
    Jeg måtte desværre tage afsked med min 13-årlige Black i april, men min datter har Kenzå labber på et år. Han har stjålet mit hjerte. Han stjæler også strikketøj når han kan se sit snit til det 😇

    SvarSlet
  5. Det er en rigtig fin model du har strikket. Jeg har for flere år siden været til foredrag med HF men har endnu tilgode at strikke en af hendes modeller.

    SvarSlet
  6. En meget skøn trøje og selvfølgelig i blå. Hanne Falkenberg er en meget dygtig designer og en hver detalje er gennemtænkt.

    SvarSlet
  7. En fantastisk flot jakke som du kledde godt.

    SvarSlet
  8. Vanvittig lækker jakke, Lene. Den sidder bare så godt. Og den puslespilbrikke er da simpelthen prikken over ién. Du er så god til at finde det lille ekstra der gør det hele. Skønt når du har strikket i et garn som holder sig. Så dejligt at strikkeglæden er over dig. Du smitter jo alle med det. Og strik er virkelig medicin, helt præcist!!! Spænnende at se hvad du nu finder mere i lageret efter endu et HF design. Altid skønt at besøge din blog ♥

    SvarSlet
  9. Wow! Så flott jakken ble!
    Jeg ser det er et arbeid som krever tålmodighet, men du verden for et resultat :-)

    SvarSlet
  10. Hvor er det en flot jakke. Jeg har aldrig lagt mærke til den før, men det har jeg da så sandelig nu. Virkelig fin taljering, I passer meget godt sammen :-)

    SvarSlet
  11. Uha, hvor er den bare lækker Lene - og alletiders knap. Selvom der er lidt strikkekrise her, så ved jeg virkelig heller ikke, hvad jeg skulle gøre uden mit strikketøj. Det er ren terapi og hos mig bringer det noget, der ligner orden, i tankerne. Og det er da virkelig nødvendigt ind i mellem!

    SvarSlet
  12. omg! hvor er den flot! god idé med at strikke fra lager i en bestemt periode.
    her laves der ikke meget håndarbejde i öjeblikket. vi skal nemlig flytte. og det kræver sin kvinde, kan jeg hilse og sige, at pakke ned et hjem hvor 7 personer har boet i 20 år. godt nok er 2 af dem flyttet hjemmefra for nogle år siden, men de havde da stadigvæk ting stående her. og nu har 2 mere besluttet at bruge vores flytning som anledning til at flytte hjemmefra. så vi bliver kun 3 det nye sted. det betyder så at det nye sted bliver væsentligt mindre end vores hus, så der skal luges ud i ejendommerne, puha!
    kh.fra Island
    Frida

    SvarSlet
  13. hej Lene,
    den er flot og klæder dig rigtig godt. Hanne Falkenbergs designs er klassikere som man ikke bliver træt af :-)
    Jeg må på udkig efter sådan en knap. Sådan en kan jeg slet ikke undvære ;-)

    strikkeglade hilsner
    Angelika

    SvarSlet
  14. Heldigvis bliver garn ikke for gammelt af at blive gemt :-) Og det er en dejlig jakke, du har fået strikket af gavekittet. Mon katten og Diva er blevet venner?

    SvarSlet
  15. Den er så smuk din trøje, og jeg ved jo at Hanne Falkenbergs modeller er fantastiske at strikke. Man er godt underholdt, bliver ført sikkert i havn og så er resultateterne jo fantastiske. Måske man skulle....
    Jo, det skal jeg, men lige nu kæmper jeg med mangel på strikkepinde, mon man må købe dem, og lidt knapper?? Det syder af strikkeenergi og inspiration her.
    I øvrigt må vi jo købe hvad vi vil, men bare først strikke af det senere:-) Heldige os..

    SvarSlet
  16. Nej hvor sjovt, Lene. Jeg har lånt Barbara Walkers 3. og 4. knitting treasure og netop set dette mønster og tænkt at det må jeg kunne bruge til noget, og så har Hanne Falkenberg været der.
    Men det er en meget fin model og du har igen været hurtig.

    SvarSlet
  17. Hvor er den Hanne Falkenberg da bare blevet flot - og meget klædelig til dig.
    Det er en perfekt model. Selv har jeg endnu ikke strikket noget af HF - men det kommer, er jeg sikker på. Jeg beundrer meget den genialitet, der ligger bag designet. vedr. Birthe Sahl har du helt ret. Hun er fantastisk inspirerende at besøge.
    Dejligt med en glad lille hund til :)

    SvarSlet
  18. Hvor er din Silhuet flot, den klæder dg. Hanne Falkenbergs modeller er fantastiske, jeg nyder dem også. "Lukketøjet" er også flot i puslebriks form ;-)

    SvarSlet
  19. Et rigtigt godt nytaar til dig ogsaa Lene. Til dig og alle dine, med alle de bedste oensker om godt helbred masse familiesamvaer og selvfoelgelig strik. Du har helt ret, vi der har laert at strikke burde alle foele os utroligt taknemmelige. Efter et par pinde ser man altid lidt lysere paa det.
    Jeg er imponeret over alt det du har faaet af pindene udover sjal og sokker. Man behoever ikke inspiration fra Ravelry naar man har dig. Hatten af. Og jeres fordybelse.... Har indtryk af at jeres lager kunne holde til et helt aars fordybelse hihi.
    Hvor er det en herlig aktivitet med Diva. Det kan blive til megen leg. Ih herligt at have hund, okay Nike er saa gammel nu at det mest er middagsluren paa alle tidspunkter af doegnet der interesserer ham, men bare et blik, en logren med halen lidt klappen og masseren, ih, det betyder saa meget.
    Rigtigt godt nytaar. Glaeder mig til at foelge med i fordybelsen.
    Knus

    SvarSlet
  20. Har ikke set den model før, men hvor er den bare flot, kan se den har en god facon, og sikkert ikke til at slide op.
    Glæder mig til at se hvilke udfordringer i kommer frem med, sikkert altid spændende at læse om.

    SvarSlet
  21. Godt nytår, Lene!
    Trøjen er blevet flot og klæder dig!
    Jeg er også vild med Birthe Sahl, hun er altid et besøg værd! I øvrigt har jeg også en puslespilsknap liggende, den skal da vist i brug...

    SvarSlet
  22. Wauv - den er flot. Skøn blanding af den sorte og blå. Smuk model, som sidder perfekt.

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.