25. oktober 2015

Colorwork

Colorworksættet har ligget klar siden sidste weekend uden mulighed for at blogge, men nu er det her :-) Ny nederdel i den rigtige størrelse og naturligvis også den tilhørende jakke. Parat til sidste del af efteråret som jeg elsker mere end nogen anden årstid.


Jeg elsker vinden - jeg elsker regnen - jeg elsker mørket - jeg elsker de intense dufte i naturen, de helt utrolige farver og den dybe blå himmel. Den tid hvor vi skal hvile og vende os indad. Jeg elsker det og kan slet ikke få nok. Frem med stearinlys og strikkepinde - nåh, nej - de var jo fremme i forvejen ;-) Men jeg elsker i det hele taget, at årstiderne skifter og jeg synes, jeg bor det mest perfekte sted i verden :-)




Det er Louise Harden, der er mester for dette sæt og det bliver et hit her i efteråret. Jeg er så glad for det. Det er strikket i Loden fra Gepard og det er et lækkert tweedet uldgarn med skønt hold i - særdeles velegnet til sådan et chanel-agtigt sæt som dette. Som det fremgår er nederdelen og det nederste af ærmerne vævestrikket og det har været sjovt, hyggeligt og ikke mindst meditativt at strikke. Jeg fik også mediteret på et par pinde med tilbagestrik - sådan er det åbenbart, når jeg synes et mønster bliver "for" enkelt ;-)


De fine knapper er fra Garnudsalg. Smukke - og også lidt tunge metalknapper, måske fortrinsvis til kofter, men jeg synes de er perfekte her, da jeg altid kommer til at bruge jakken lukket. Vil man bruge den åben, skal man vælge nogle knapper, der er lettere.


Der er gået en hel uge uden strik, så jeg trænger - må tage revanche i næste uge. Den begynder heldigvis godt i morgen aften - i strikkecafe hos Garnudsalg, så har jeg da sikret mig, at jeg får strikket i hvert fald én aften :-) Jeg har hevet Abelone op af garnkisten, den skal strikkes færdig, før jeg påbegynder et af de mange nye projekter på listen. Men den er også enkel og hyggelig at strikke og det helt perfekte cafestrikketøj - er der nogle alarmklokker, der ringer? Ja - så er det jo i hvert fald, jeg ved, jeg skal passe på ;-)

Faktaboks
Design: Louise Harden: Colorwork nederdel og jakke
Garn: Gepard: Loden 50% lammeuld, 25% viscose, 25% alpaca
Garn fra lager: Nej, købt til formålet på Fanø på Louise Hardens stand.
Anvendt: ialt 1150 g garn til 2 stk nederdele og 1 stk jakke - der er dog farvede rester til et par pulsvarmere også. Til nederdelen bruges 100 g af hver farve, der er også nok til den vævestrikkede kant på ærmerne. Til jakken går der ca. 350 g antracit-grå.
Farve: Diverse blå og antracit grå
Købt hos: Louise Harden
Pinde: 4 og 4,5
Str. Lille - modellen findes kun i 2 str. Størrelse lille og stor. Jeg forsøgte at lave en str. mellem i den 1. nederdel, men den blev som nævnt alt, alt for stor. Jeg har denne gang strikket en strikkeelastik med i linningen på nederdelen.
Ny teknik: Nej
Bemærkninger: Jeg har lavet ændringer på jakken, hvor jeg har lavet ærmerne lidt større foroven, fordi jeg har så muskuløse overarme. Ærmerne er meget smalle.

8. oktober 2015

Mit travle strikkeefterår

..... er i fuld gang. I går inviterede jeg Mona med en tur til Bettekun i Aars, fordi Hanne Falkenberg holdt foredrag. Jeg har ikke været heldig at høre hende før, så det var dejligt at få chancen og en berigende oplevelse, at høre om hendes design- og strikkeliv :-) Her ses Mette, der har åbnet sin nye super fine og store garnbutik på hovedgaden i Aars sammen med aftenens hovedperson Hanne Falkenberg.


Det er ren magi, at se den høje, smukke Falkenberg tage modeller af og på, medens hun fortæller om tilblivelsen. Jeg skal strikke en Silhuet 1, men kunne ikke få kittet i sort/petrol, så det skal bestilles, når jeg lige er kommet lidt ned på min travle efterårsliste.


Da jeg kom hjem, gjorde jeg nemlig status over efterårets projekter og det fik mig til at tøve en anelse med bestillingen på Silhuet. Først lavede jeg et overslag over lovede gaver:

  1. Annette Danielsen: Pæon (til min svigerdatter)
  2. Susie Haumann: Epsilon (til min søster)
  3. Annette Danielsen:  Vandløb (til min ældste søn Lillefrøs far)
  4. Herretrøje fra Hjelholdt Uldspinderi (til min mand, garn købt i Tind for 2-3-4??? år siden ;-))
Ja, da jeg fortalte min mand om den strikkeudfordring Vibeke og jeg har stillet hinanden (1 sjal + 1 par strømper hver måned i 2016) spurgte han uskyldigt: Hvad med en strikkeudfordring, der hedder 1 herretrøje om måneden. He, he - han bliver klogere gør han.

Og så lavede jeg også lige en liste over påbegyndte garnprojekter i garnkisten - og det er bare et overslag frit efter hukommelsen, for jeg kikkede ikke i den - det betyder, der sagtens kan være endnu flere dernede ;-)
  • Kjole fra Nordiske masker 2 - ca. 75% færdig
  • Abelone cardigan - ca. 60% færdig
  • Lang mohaircardigan fra Pickles (Maries ideer) - ca. 35% færdig
  • Hanne Falkenberg; Victoria - ca. 10% færdig
  • Hæklet pude fra Tante Grøn - knap halvt færdig
  • Marie Wallin: Retrotrøje til Lillefrø - 25% færdig
  • Annette Danielsen: Kraka tørklæde - 10 % færdig
  • Hæklet betræk til min klinikskammel - 30 % færdig
  • Susanne Øland: Skinner - 25% færdig
  • Hæklet taske i Peruvian Highland Wool - 30% færdig
Og tilsidst kommer det, jeg også gerne liiiiiige vil lave ;-)
He, he - sikken en liste. Jeg glæder mig til det hele - så må vi se, hvor meget, der bliver realiseret :-) Tak for alle jeres medfølende kommentarer til min for store nederdel. Den er endt i kærlige hænder hos min søster og jeg er i fuld gang med nr. 2 - så det hele endte godt tilsidst :-) Ha en dejlig aften derude :-)

4. oktober 2015

På tur med en ommer!

Bag denne kryptiske titel gemmer sig en mindre strikketragedie ;-) Jeg er færdig med min smukke Colorwork nederdel, men den er - ak og ve - blevet for stor. Det kan ikke umiddelbart ses på billedet, men det er fordi jeg lige har hevet op i den. I løbet af dagen i går gled den længere og længere ned og kunne næsten tilsidst glide ned over rumpen - dog kun næsten ;-)


Øv, øv, øv - det er altså en ommer. Jeg har overvejet indsyning og indsnit, men det kommer ikke til at fungere i det fine vævestrikmønster, så det er helt forfra og så må denne i gavekassen til der kommer én forbi, der kan passe den. Jeg er fuldstændig vild med den og må bare lave den med det samme igen - det kan slet ikke gå for stærkt. Men hvor kommer turen så ind i billedet?


Allerede på Fanø spurgte Vibeke mig om jeg havde set Isagers "nye" butik på gården. Det havde jeg ikke, så jeg var ikke i tvivl om, at vi skulle på tur. Vibeke havde ærinde hos Isager, men det fortæller hun garanteret selv om - her ses Vibeke, Marianne og Torhild fordybet over de ting, Vibeke har med :-)

Og så må jeg vise den smukke kjole som Vibeke selv har designet :-) Bedre placering end foran Spinni og Tvinni reolen kan man næsten ikke få.


Vi tilbragte et par skønne timer i en utrolig smuk og lækker butik, hvor den ene fristelse lurede efter den anden. Jeg var på udkig efter Merilin til en Julerose, men mere om det tilsidst. Allerede inden vi kom indenfor traf vi på Bodil, der er i det nordjyske for at undervise. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til :-)


Bag butikken ligger den fineste "skærehave", hvor Marianne Isager gik rundt og plukkede den smukkeste buket, når hun ikke lige talte med Vibeke - der er planer i det Isagerske hus om udvidelser til et helt tekstilcenter, men det må der skrives om, når det bliver en realitet. Marianne Isager er en ufatteligt iderig og foretagsom kvinde - så det bobler jo nærmest omkring hende af gode ideer hele tiden. Butikken har åbent hver dag året rundt fra 11-17 og den er virkelig turen værd. Næste gang jeg tager derop skal det kombineres med en ordentlig tur rund i den Tvedstedske natur, for den er noget helt særligt :-)


Og hvad kom der så med hjem? Jeg beherskede mig - og købte kun, hvad jeg gik efter. Den skønne Merilin kvalitet, der består af lækker uld og hør - garnet bliver sådan lidt sommeragtigt, selvom det mest er uld og tolker jeg - perfekt til "varme kvinder" - læs kvinder i overgang, selvom jeg ikke har prøvet det før og derfor ikke kan udtale mig helt slagfast ;-) Vibeke og jeg har stillet hinanden en strikkeudfordring - men den starter først i 2016. Vi skal strikke et sjal og et par sokker hver måned i 2016 :-)


Og nu må jeg så strikke på Colorwork-jakken, medens jeg venter på nyt garn til min nederdel. Men i dag er Lillefrø og jeg i gang med at lave tørrede æbleringe - hun har fået lov til at styre "æblemaskinen" :-)


Ha en rigtig dejlig søndag :-) Faktaboks til Louise Hardens Colorwork nederdel må vente til jeg har strikket om. Kan du ikke vente, så besøg Louises hjemmeside :-)


24. september 2015

Hjerteblod på Fanø

Ingen tvivl om, at der er lagt et kæmpe stort arbejde og meget hjerteblod i Fanø strikkefestival, der nu tiltrækker over 10.000 mennesker. Imponerende! Men at samle "det hele" i et stort telt i Nordby gjorde efter min mening oplevelsen mindre charmerende end den har været tidligere. At samle "det hele" i et stort telt har naturligvis fordele, især for dårligt gående og ingen behøver bruge tid på at lede efter noget, det er bare at gå ind i teltet. Fra officielt festivalhold blev det slået fast, "at der ikke foregik noget i Sønderho", men det gjorde der altså alligevel, hvilket mange af os fik at vide fra de nyhedsbreve, vi får fra forskellige designere og garnsælgere, bl.a. Karen Noe. Hvad der ligger til grund for denne tilsyneladende "splittelse" er svært for en udefrakommende at forstå, men mærkeligt er det. Sønderho er et af de mest charmerende steder på Danmarkskortet, så der  man jo hen, når man er på Fanø.

Det Hjerteblod jeg refererer til i overskriften er dog Annette Danielsens cardigan af samme navn. Her i dejlig varm, klar rød :-)


Jeg havde store vanskeligheder med at beslutte, hvilke strikkeprojekter, der skulle med til Fanø - det skulle være småt og nemt. Det blev det ikke ;-) Jeg var tæt på at være færdig med Hjerteblod, så det endte med, at jeg greb den i sidste øjeblik, inden jeg styrtede ud til Mona i bilen. Hvad jeg ellers havde med i kurven er slet ikke relevant mere ;-)


Her er farven helt forkert - til gengæld kan man skimte hjerterne på siden af ærmerne, der har givet cardigan´en sit navn. Jeg har strikket i str. M, fordi jeg gerne vil have en cardigan, der sidder lidt løsere og derfor kan den se lidt poset ud fra ryggen, men den skal nok blive fin over en kjole


Min oplevelse af festivallen blev kraftigt præget af forkølelse - jeg var ærlig talt temmelig mat og skidt tilpas det meste af tiden. Heldigvis var der kaffe og godt selskab i Sønderho hos Vibeke og Marianne :-)

Jeg mødte mange dejlige strikkere og måtte lige tage et billede af Gittes Bodil Munch sjal, der bare er så fantastisk smukt - især på fotogene Gitte. Undskyld billedkvaliteten. Gitte - jeg trænger alvorligt til nyt kamera. Det var dog noget problematisk for os alle sammen at flashe strik af nogen som helst art i det meget, meget varme stortelt - jeg tror de fleste hurtigt fik smidt kludene ;-)


Endelig fik jeg købt et lille udvalg af Birthe Sahls smukke små hjerteknapper.


Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg kun ville købe garn, hvis jeg faldt for et ualmindeligt lækkert design og det lykkedes mig fredag aften på vej ind til det meget underholdende "foredrag" med Kristine Feldthaus. Uden for Fanøhallen stod Vibeke og Marianne - begge i smukke "kjoler". Mariannes kendte jeg - Louises Blomstertunika, men Vibekes - den var ny og fik mig næsten til at tabe underkæben ;-) Det ser nu engang så sjusket ud, så jeg fik den samlet op og spurgt hvad det nu var for noget? "Det" var Louise Hardens nyeste design Colorwork - bestående af vævestrikket nederdel og jakke med vævestrikkede kanter. Jeg måtte i gang og nåede et godt stykke lørdag aften og lidt mere på vej hjem i bilen fra Fanø. Naturligvis i blå farver :-)


Vibekes version kan I se på hendes blog og i baggrunden nedenfor (ligesom I kan se Mariannes meget smukke version af Blomstertunikaen på bloggen). Louises kan I se på, selvom hun var svær at fotografere - hele tiden mandsopdækket af kvinder, der ville handle - forståeligt nok :-)


Jeg måtte også lige supplere bogsamlingen - jeg faldt for en model i Uldtid strikket i Peruvian Highland som jeg lave på et tidspunkt. Jeg er også faldet pladask for den model, der hedder Delta - så masser af nye fristelser ;-)


Tak til Mona og Lilli for en hyggelig tur - her er de placeret foran det lejede sommerhus.


Ha en dejlig aften derude og tusind tak for alle jeres søde hilsener i forbindelse med lillesøsters fødsel :-)

Faktaboks
Design: Annette Danielsen: Hjerteblod fra bogen En hjertesag
Garn: Tante Grøn B-Uld, 100% ren uld og 1 tråd lace cashmere, 100% cashmere fra Duddine på Fur
Garn fra lager: Arv fra Irene. Meget passende fordi hun altid vil være i mine tanker, når jeg er på Fanø. Cashmeretråden blev købt for flere år siden på Fur.
Anvendt: 265 g
Farve: Rød
Købt hos: Arv fra Irene, Duddine på Fur
Pinde: 3 og 3,5
Str. M
Ny teknik: Forkanterne er noget omstændelige, da man først samler m op til en opbukningskant med vr-rille i midten, bukker denne om til bagsiden og syr til. Derefter tager man igen masker op i vr-rillen til den retstrikkede forkant og strikker denne. Jeg tror, at en enkelt retstrikket forkant ville have fortsat med at rulle til evig tid, så ideen er god nok :-)
Bemærkninger: Jeg skal bruge modellen til kjoler og nederdele og ville derfor gerne have den kortere end originalen. Dette opnås til dels ved hjælp af garnet, der ikke helt passer med strikkefastheden, men jeg har også været nødt til at korte hjerterapporterne ned med et par rækker, så der kun er 11 omgange imellem mod AD´s 13, Min trøje er blevet ca. 8 cm kortere end originalen.

14. september 2015

Vi har ventet og ventet

.... og nu er hun her endelig. Lillesøster :-) Det er noget ganske særligt at holde sådan et lille nyfødt menneske i sine arme og endnu engang beundre de små fingre og tæer og glæde sig over, at hun er lige præcis som hun skal være. Hun er et søndagsbarn, ovenikøbet født på min mands fødselsdag og hun er helt vidunderlig :-)


Barselsgaverne er fordelt og kan nu vises frem. Jeg har strikket Karen Noes Yin & Yang Top til min svigerdatter og det er ualmindelig dårligt timet i forhold til det efterårsvejr vi har fået nu! Men nyd nu det solbeskinnede billede fra en dejlig sensommerdag :-)


Jeg har, som det kan ses, lavet taljeringer på den, ellers ingen ændringer. Fordi den er så sommerlig har jeg lovet min svigerdatter, at hun må vælge en model fra Annette Danielsens Blomsterstrik som kompensation, så strikker jeg den med højeste prioritet - så hun også får en trøje, hun kan have gavn af nu.

Dette billede fra i dag - de par småting, jeg nåede til Lillesøster. Den lyserøde kjole er allerede blogget her, den grønne er Susi Haumans Smillakjole og så har jeg lavet en endnu en Rajas Raglan - denne gang som cardigan.


Lillefrø fik sin pusletaske og gik straks i gang med at give Tulle ble på :-)

Nåh jo - så er der jo også hende her:


Nu bor vi i et rigtigt hjem igen :-) Dyrlægen kategoriserede hende som en Tyrkisk Angorakat, men hun er en ganske almindelig dejlig sund og blandet huskat, sådan som vi gerne vil have det - men mon ikke hun har en angorafar? Moren er iøvrigt den smukkeste hvide, bamsede kat med lyseblå øjne, så det kan også være hende der har noget angora i sig. Vi er lige glade - hun er smuk, kælen, legesyg og pjanket som en killing skal være :-)


Her ser hun TV og glemmer dermed et øjeblik, at jeg strikker - for hun er en rigtig uldkat, der har fundet ud af, hvor sjovt det er at lege med garn (og pinde) Så hun sørger for, at der bliver noget mindfulness uden pinde i hænderne ;-)

Ha´ en dejlig aften derude :-) Om lidt går turen til Fanø med et par veninder :-) Glæder jeg mig? Det bliver fantastisk og jeg håber på at møde rigtig mange bloggere og ikke-bloggere derovre :-) Ses vi?

Faktaboks:
Design: Karen Noe Yin & Yang top. Baby: Lene Holme Samsøe: Rajas Raglan fra bogen Babystrik på pinde 3,5 - 4 - her omfortolket til cardigan, Susie Haumanns Smilla´s kjole og Marthe Helgetuns babykjole se link ovenfor.
Garn: Karen Noe: Linea Hør (Baby rester af Bambi, Trunte og Blackhill Silkwool
Garn fra lager: Det er længe siden det blev købt til formålet ;-)
Anvendt: 200 g - 100 g af hver farve. Baby under 50 g pr. del
Farve: Rød og orange
Købt hos: Ho-strik (Resterne Tind kunst og textil, Designværkstedet og Garnudsalg)
Pinde: 3 - 3,5
Str. Small + mindste babystr.
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Jeg er fuldstændig vild med den tofarvede snoning - det er genialt tænkt. Jeg overvejer kraftigt at lave en vintermodel i uld med ærmer - tror det kan blive rigtig godt.

6. september 2015

Medens vi stadig venter

.... på lillesøster, kan jeg lige poste min seneste kreation til Lillefrø - en rigtig lækker børnehavetrøje.


Det er Lene Holme Samsøes Rajas Raglan som jeg længe har haft på to-do-listen. Det er en enkel og meget anvendelig model - super til børnehaven og leg i det fri her i september-oktober. Jeg elsker den vaflede og vamsede struktur der opstår alene ved at strikke 2 pinde glat mellem 2 pinde rib. Desværre er Lillefrø ikke inden for rækkevidde i dag, så I må nøjes med at se den uden model.


Garnet er virkelig lækkert og den færdige trøje er helt ufatteligt blød. Jeg har lavet en enkelt ændring - hulmønster-raglan i stedet for almindelig raglan - der handler det jo bare om at strikke omslagene ret i stedet for drejet ret. Jeg synes, det giver sådan en smuk finish og et piget touch til den dejlige blå farve :-)

I næste uge bliver vores hjem igen "et rigtigt hjem" - vi får en ny killing i huset, Bibi - så der er meget godt i vente. Ha en dejlig søndag derude - jeg vil ud på en lang tur i det smukke septembervejr :-)

Design: Lene Holme Samsøe: Rajas Raglan fra bogen Børnestrik på pinde 3,5 - 4
Garn: Blackhill Cashsilk Once: 60% silke, 28% uld, 12% cashmere
Garn fra lager: Købt i forårets strikkecafe - så det har da lagret lidt ;-)
Anvendt: 126 g - knap 6 bundter
Farve: Smuk lys blå - farve 204
Købt hos: Garnudsalg
Pinde: 3,5 og 4
Str. 4 år
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Trøjen strikkes oppefra og ned og er et skønt og enkelt strikketøj. Eneste ændringer til opskriften er som sagt hulmønster-raglan, der fåes ved at strikke raglan-omslagene ret i stedet for drejet ret. Jeg tror den bliver et kæmpehit hos Lillefrø, der har mærket på den undervejs. Efter vask på koldt uldprogram er den blevet helt ekstrem lækker.

30. august 2015

Min lille, store pige

Alle har været til Strik i Todbjerg med undtagelse af mig og jeg har ondt af mig selv. Men august har i den grad været arbejdsramt på en måde som jeg slet ikke kunne forudse - jeg har arbejdet så meget, at der har været mange, mange dage uden strik og det har jeg nu lovet mig selv, at sådan skal mit liv ikke være - lad dette være en undtagelse! Jeg er klar, hvis Annette Danielsen gentager til næste år :-)

Nu varer det ikke længe, før Lillefrø bliver storesøster :-) Hun er blevet børnehavebarn med alt, hvad det indebærer af følelsesmæssige udsving fra total udmattelse til ren lykke og hun bruger alle sine kræfter på at samarbejde dagen lang - med nye voksne, nye børn, husker hidtil ukendte regler og imødekommer forventninger om selvstændighed - klarer det så godt, så godt - men kan til gengæld blive en meget stor udfordring om eftermiddagen, når hun skal hjem til far og mor, for så er der ganske enkelt ikke flere kræfter tilbage - slet ikke til at samarbejde ;-) Så min søn og svigerdatter har en noget udfordrende periode med en datter, der jævnligt ytrer ønske om, at få nogle andre forældre ;-) Godt man bare er farmor :-)

Jeg er færdig med storesøsterpakken :-)


Ved første blik ser den måske en anelse kedelig ud, men jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle give min lille øjesten - hvad ville hun blive rigtig glad for? Da hun elsker rollelege og sin dukke Tulle som jeg gav hende til hendes 2-årsdag, var det nærliggende at lave en pusletaske med indhold, så hun kan få udlevet nogle af de frustrationer, der kan opstå, når ens mor enten mader eller pusler babyen ;-) Dukken, der her er model er Lillebror - det er altså IKKE tulle, men den dukke, der bor fast hos farmor. Tulle er lidt større og har knapt så brede tæer ;-) Lillebror kunne næsten ikke få de skoene på!


Tasken er selvfølgelig fyldt med alt det, som mor også har i pusletasken til Lillesøster - pusleunderlag, bleer, klude, suttekæde, rent tøj (kjole og sko) og så har farmor også tænkt sig at komme lidt proviant til turen deri - lidt rosinpakker og andre gode ting. Tulledukken har også fået en legekanin - det er den hvide og meget betuttede Emma ;-)


Ikke farmors yndlingsbeskæftigelse, men jeg har knoklet hende færdig! Jeg ville gerne have puttet mange flere ting i, f.eks. lidt mere ekstra tøj til Tulle og et barnevognstæppe til den nye dukkevogn som jeg ved Lillefrø snart får af far og mor, men jeg er stadig ikke helt færdig med projekterne til Lillesøster og der har ikke været tid.

Barselsgaven til min svigerdatter er heldigvis færdig, men kan ikke postes før fødslen, da hun smugkigger her :-) I dag tager jeg mig strikketid og så må vi se om Lillesøsters cardigan kan blive færdig.

Faktaboks:
Design: Mit eget - Grundformen til Emma er naturligvis taget fra bogen Edwards Menageri.
Garn: Jeg har bestræbt mig på at bruge rester og selve pusletasken, der er hæklet i dobbelt tyk bomuldsgarn har sneget sig op på 600 g!! Ellers rester i tynd uld samt den hvide Bambus/Viscose jeg tidligere har brugt til sommertrøjer. Tulles gule kjole er strikket i resterne fra Louises Blomstertunika og en rest strømpegarn - brugt til sidste stump!
Garn fra lager: Uden undtagelse - bemærk glorien ;-)
Anvendt: Det har jeg slet ikke styr på, men som nævnt har jeg vejet pusletasken.
Farve: Diverse
Købt hos: Tykt bomuldsgarn BC Garn, tynd bomuld - Havblik fra Tante Grøn, rester af Rasmillas Yndlingsgarn og Bambus/viscose fra Garnudsalg.
Pinde: Hæklet og strikket på pind 3 og nål 3,5
Str. -
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Det er på mange måder en hyggelig opgave at sidde med, fordi jeg ved, hvor meget leg, der vil blive i det for Lillefrø. "Problemet" er, at man altid liiiige kan lave lidt mere og på den måde aldrig føler, at man bliver færdig. Nu er det FÆRDIGT og jeg kan senere supplere med det ene og det andet. Jeg tænker, det er et ongoing projekt til Lillefrø nærmer sig skolealderen - så har jeg jo heller ikke travlt :-)