13. november 2009

DROPS Tunika

Endnu et bestillingsarbejde er færdigt, denne gang til en anden veninde. Hun har naturligvis selv valgt farverne og det gav mig mulighed for at arbejde lidt med de grønne/brune jordfarver, der ellers ikke er noget, jeg kommer i nærheden af. At strikke til andre giver herlig mulighed for afveksling i farvepaletten. Overdelen består af et antal hele og halve bedstemor-firkanter, medens ærmer og nederdel er strikket i glat med hæklede kanter.



Modellen har længe stået på min egen to-do liste, jeg kunne forestille mig et eksemplar i blå/grå/turkise farver, men jeg må indrømme at monteringen trækker tænder ud og der går i hvert fald lidt tid, inden jeg kaster mig ud i endnu et eksemplar. Normalt tænker jeg overhovedet ikke over montering, jeg monterer bare når et stykke strik er færdigt - det hører til opgaven og mere er der sådan set ikke i det. Men her valgte jeg at sy bedstemor- firkanterne sammen som der står i opskriften, selvom alle mine erfaringer siger mig, at det er bedre og smukkere for det færdige resultat at hækle dem sammen.

 

Når man syr delene sammen, skal man passe forbandet meget på ikke at "stramme garnet" så firkanterne rynkes sammen, det problem har man ikke, hvis man hækler sammen maske for maske (der er jo det samme antal masker i hver firkant). At sy tager meget længere tid og er ikke særlig sjovt.



Kanten, i både ærmerne og nederdelen er enkel men effektfuld - den består af grupper af 3 stangmasker  med en luftmaske imellem henover 3 rækker.

Ellers er en lidt alternativ version af Bagtanker ved at glide af pindene og en fødselsdagsgave til en lille pige er også lige  på trapperne. Der er næsten ild i mine pinde i øjeblikket - jeg har jo tillige gang i julegaver, Regndråber o.m.m. Weekenden byder på mange timer som passager i bilen, så det giver særligt mange, dejlige strikketimer. Rigtig god weekend :-)

Faktaboks
Design: DROPS Design: Model nr z-441, drops nr. 115-4
Garn: DROPS Alpaca, 100% Alpaca
Garn fra lager: Nej, men til gengæld ikke betalt af mig ;-)
Anvendt: 400 g til bund + 1 nøgle af øvrige 3 farver til bedstemor-firkanter
Farve: Bund: 5470, kaki-mix, firkanter iøvrigt: 0100, natur - 401, lys brun og 7233, lysere grøn
Købt hos: Strikkenyheder.dk
Pinde: Rundpind nr. 5 og hæklenål nr. 4,5
Str. XS/S
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Tunikaen er strikket med 2 tråde. Jeg synes Alpaca´ en er dejlig at arbejde med, men den bliver også lidt kompakt i firkanterne.

8. november 2009

Winter Mystery Shawl 2009

Sidste (og første) gang jeg meldte mig til en såkaldt KAL fik jeg lavet dette her:




Og det var så underholdende - for det første ikke at kende resultatet på forhånd - for det andet gik der sport i at få strikket hver uges "clue" så hurtigt som muligt. Derfor har jeg lige meldt mig til WinterMysteryShawl, der begynder den 19. december. Lige til juleferien. Det koster $6 denne gang, men det synes jeg kun er særdeles rimeligt for et lækkert sjalsmønster.

Om jeg har lace garn på lager? Ja, mon ikke. Bla. ren cashmere som godt kunne gå hen og blive udvalgt til dette projekt. Vil du også være med?

Strik-in og de sølle sokker

I går bød dagen på strik-in og det er jo altid hyggeligt, selvom vi kun var ca. halvdelen af hvad vi plejer. Vi var på besøg hos Birgitte (der ikke blogger) i hendes fine nyrenoverede hus med den mest vidunderlige udsigt. Da Birgitte ikke har en blog, besluttede jeg at tage et par billeder, men de blev desværre ikke særligt gode, uskarpe næsten allesammen.


Vi blev vartet op i alle ender og kanter af værtinden, der sidder her til venstre og strikker på et dejligt lilla sjal. Tak for god forplejning og hyggeligt selskab, Birgitte :-) Beklager billedkvaliteten!

Måske kan du ane den flotte udsigt ud over de åbne vidder på billedet her.

Og nu til noget helt andet. Som jeg skrev i forrige indlæg, har jeg kun strikket et par sokker i år og det er på tide det bliver dokumenteret. Særligt kønne er de ikke og da jeg sagde det til min mand, måtte han jo spørge: Benene eller sokkerne? ;-)

Faktaboks
Design: BC sokker - gratis sokkeopskrift - helt enkle sokker
Garn: Sock Wool, 75% superwash uld, 25% nylon
Anvendt: 64 g
Garn fra lager: Ja
Farve: sw18, Efterårsblanding
Købt hos: BC Garn
Pinde: 2,5
Str. Herre
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Ganske hæderligt at strikke med, men jeg synes ikke farveforløbene er særligt kønne.

6. november 2009

At købe garn er sundt

.... Det har jeg lige bevist. Lige inden jeg skulle ud på min sædvanlige 5 kilometers løbetur i det nordiske mørke, kom posten med denne kasse

Jeg skyndte mig at pakke ud og blev så fuldstændig begejstret og høj over indholdet, at jeg gennemløb min rute et helt minut hurtigere end min seneste rekord. Sådan! Sikken en gulerod. Hvis det ikke er bevis, så ved jeg ikke. Det kunne dog også være gået helt galt, for jeg var så langt inde i fantasierne om, hvilke julegaver jeg skulle i gang med først, at jeg kun var få cm fra at dratte ned i et ordentligt vejarbejdshul. Var jeg havnet der, er jeg ret sikker på, at det havde udløst et besøg på skadestuen. Nå, men det gjorde jeg jo ikke og derfor kan jeg vise, hvad jeg lige har købt hos Markno.

Kan du ikke godt forstå mig, når du ser indholdet? Som sædvanlig, når jeg går amok i en garnbutik, er det ALDRIG min egen skyld ;-) Denne gang skyldes det Britts fantastisk, flotte Hundertwasser-sokker. Da jeg så dem, blev jeg samtidig opmærksom på, at jeg aldrig har prøvet Opals Hundertwasser garn. Og det er jo noget rod!

Det gik også op for mig, at jeg kun har strikket et eneste, sølle par sokker i 2009 og jeg har ikke engang fået taget et billede af dem endnu. Så der måtte handles. To sokkebøger er bestilt hjem, for nu skal jeg dælme lære at strikke "Toe-up" og to på én gang, på to rundpinde og hvad har vi! Meeeen det bliver nok ikke før i juleferien. For der venter bestillingsarbejder og julegaver forude. Heldigvis er en stor del af det indkøbte beregnet til julegaver, dog ikke så mange sokker. Mere kan jeg naturligvis ikke sige.

At jeg ikke har handlet hos Markno før, er en stor fejl. Det er jo ikke fordi, jeg ikke har fået adskillige vink med en vognstang, bl.a. fra Merete, der ofte har nævnt butikken, for ikke at nævne alle de fantastiske bloggere, der har strikket både hele og halve kongeriger, men jeg har bare aldrig fået kikket nærmere på siden. Jeg er SÅ begejstret over udvalget af overlækre strømpegarner - der er alt, hvad hjertet kan begære af flerfarvede garner, også til mine Jean Moss projekter.

Først var jeg lige ved at købe ind i England, for jeg fandt Hundertwasser garnet til særdeles lav pris, men det er nu engang sådan, at jeg altid hellere vil støtte en dansk garnbutik, hvis det på nogen mulig måde kan betale sig. Det viste sig, at fragten udgjorde en særdeles stor post hos det engelske firma, så det fik mig til at undersøge det danske marked og her dukkede Markno op. Jo, vel var det dyrere, men udvalget var så meget større, desuden langt mere eksklusivt og endelig fik jeg min pakke allerede dagen efter jeg havde bestilt. Det er en konkurrenceparameter, der betyder rigtig meget for mig, det er ikke altid, jeg gider vente de 8 dage, det tager for en pakke fra UK. 

Ham her fulgte iøvrigt gratis med:


Ja, nogle vil kalde det salgsgas. Jeg elsker det - og jeg kalder det bare kundepleje :-) Det er første, men langt fra sidste gang, at jeg har handlet hos Markno.

Nu vil jeg slå op til årets første julegave - i det nye garn - for jeg skal ha´ et enkelt og simpelt projekt med til strik-in i morgen hos Birgitte (der ikke blogger), så der er plads til snak. Sikken en weekend, hvor jeg bare glæder mig :-)

Var der nogen, der sagde garnlager? Nej, vel? Det her kan næsten ikke nå at komme på lager, før det er strikket op ;-) Ha´ en rigtig god weekend derude :-)


31. oktober 2009

Strikket kjole fra Hendes Verden

Jeg elsker kjoler og i særdeleshed strikkede kjoler. Efter min mening er der ikke noget, der er mere behageligt og komfortabelt at have på. Jeg har længe været på udkig efter en god, enkel grundmodel, jeg kan bruge som basis for mine kjoleeksperimenter og her er den.



Der er ikke tale om det store eksperiment her, jeg har bare strikket med meget tyndere garn end opskriftens Iceland og på p. 2,5 i stedet for 3,5. Derudover har jeg tilføjet et par kontraststriber og lavet rund hals i stedet for slids med knapper.




Når jeg strikker sådan et større projekt, hvor der er lange glatstrikkede partier sætter jeg altid en markør hver gang jeg begynder at strikke. På den måde kan jeg i det mindste se, hvor mange cm jeg strikker fra gang til gang og det giver altid blod på tanden :-)
Garnet er et af BC garns slagtilbud - Angora-Silk-Tweed og jeg købte 2 spoler á 500g til den rørende pris af 300 kr. Samtidig var det fragtfri weekend, så det var altså et køb, jeg på ingen måde kunne sige nej til. Det er ganske udmærket at strikke af, men på ingen måde overvældende fantastisk. Til gengæld er resultatet efter vask særdeles blødt og lækkert, plus at jeg tipper det til at være stort set fnulre-frit :-) Men det kan der først siges mere om efter længere tids brug. Garnet er vist nok et restparti, så det er nok ikke noget BC garn sælger fast.





Da modellen netop er så enkel er det ingen sag at skifte mellem henholdsvis tykkere eller tyndere garn og pinde og så bare vælge en anden str. end normalt. Her valgte jeg simpelthen at strikke en str. Large i stedet for en S/M og det fungerede hele vejen, pånær i ærmekuplen, hvor jeg lige måtte foretage et par beregninger for at få det hele til
at passe.


Denne, lidt akavede positur, skyldes min 17-årige søn, der nærmest havde taget billedet, inden jeg nåede at få vendt mig om :-) Det er uden for min pædagogiske rækkevidde at få ham til at se det interessante i at tage billeder af strik!

Jeg regner med at lave rigtig mange variationer over denne basismodel.
Og nu vil jeg tage ud og aflevere Cumulus til min veninde. Ha´ en rigtig god weekend derude :-)

Faktaboks
Design: Strikket kjole, Hendes Verden nr. 39, 2009
Garn: Angora-Silk-Tweed, 25% angora, 35% bourettesilke, 25% lammeuld, 5% nylon
Anvendt: 320 g + en rest duo fra Cumulus
Garn fra lager: Ja
Farve: Støvet turkis
Købt hos: BC Garn
Pinde: 2,5
Str. Large - svarende til en mellemting mellem small og medium
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Halskanten er hæklet og består af 3 omgange fastmasker og 1 omgang krebsemasker


22. oktober 2009

Annette Danielsen: Cumulus

.... eller jeg skulle måske kalde den cumulonimbus, der er en regnvejrssky - farven taget i betragtning:-) Den er et bestillingsarbejde for en veninde og har været særdeles sjov at strikke. Fede snoninger, strikket på kryds og tværs holder én til ilden og den garnblanding, der er anvendt, har været rigtig lækker at strikke med. Her er den i uvasket tilstand. Billederne blev taget i går eftermiddags, hvor der stadig var lidt sol her nordpå.

Kraven kan knappes helt til i halsen og skærme mod de bidende efterårsvinde, hvis der ellers kommer nogle sådanne, klimaforandringer taget i betragtning. Den kan også stå åben for et mere afslappet og knap så varmt look

Det er den 5. Annette Danielsen model jeg strikker i år (fra Strik Naturligvis) og fra nærmest slet ikke at kende noget til hende, fordi småbørnsmodeller ikke lige har været så aktuelle for mig de senere år, kan jeg nu helt og aldeles bekende mig som fan. Hendes designs er genialt tænkt, er sjove at strikke, har fantastisk flot pasform og opskrifterne er utroligt velskrevne. Dog kunne det stadig være en fordel med et diagram eller to i visse af dem! Jeg håber, hun snart er på vej med en ny bog med voksenmodeller, men ellers har jeg jo Regndråber og Frost på tapetet og tænker i garn til både Lange Skygger og Sommerfugl. Heldigvis er der rigeligt at gå i gang med endnu. Jeg kan allerede nu sige, at det er den strikkebog nogensinde, jeg har strikket flest modeller fra.


Min veninde har selv valgt garn og farve. Vi tog på lørdagsshopping i Designværkstedet som jo er Aalborgs strikkebutik - jeg tror efterhånden ikke der er andre tilbage. Jeg har særdeles blandede følelser overfor den butik - den er helt fantastisk lækker at komme ind i, med et bredt udvalg i nogle af de bedste garner og designere, men betjeningen er mildest talt meget varieret, hvad angår serviceniveau og imødekommenhed. Og så synes jeg tillige, at prisniveau´et altid liiiige har fået en tand ekstra. Det er ellers noget af en konkurrenceparameter i disse nettider, hvor jeg, for mit eget vedkommende kan sige, at jeg efterhånden køber det meste af mit garn over nettet og har hele Europa som potentiel legeplads. Og det er jeg jo bestemt ikke alene om. Men det er der nok stadig "forretningsfolk", der ikke har opdaget.


Kraven er dobbelt og kan klare selv den værste polarvinter, er jeg ret sikker på. Veninden er lidt af en frossenpind, så det er lige noget for hende.


Knapperne er sorte metalknapper - også fundet i Designværkstedet.


Jeg er i gang med at lave min egen "sweater" version i tynd silkeuld, simpelthen fordi jeg synes mønsteret er så flot og lækkert at strikke. Nu må vi se, hvor heldigt det falder ud. Der skal jo lige reguleres og regnes en hel del. Dog er de næste færdige projekter nok snarere en kjole og Bagtanker, men nogle gange kan et projekt pludselig "tage over", så rækkefølgen kan du aldrig sætte din lid til her. Kun én ting er sikkert - det hele skal nok blive strikket med stor glæde :-)

FaktaBoks
Design: Annette Danielsen: Cumulus, fra Strik Naturligvis
Garn: Design.club.dk Duo, 100% Merino og Isager Alpaca, 50% Alpaca, 50% uld
Anvendt: 400 g Duo og 200 g Alpaca
Farve: Petrol/Blå - Duo nr. 390414 og Isager Alpaca nr. 023
Købt hos: Designværkstedet, Aalborg
Pinde: 7, Magic Loop ved ærmer
Str: M
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Jeg har valgt at strikke med 3 tråde (2 duo, 1 alpaca) mod originalens 5 tråde (1 ÅLJ, der jo er tretrådet, 2 alpaca) for at gøre trøjen lidt lettere. Det har fungeret fint, selvom jeg ikke er gået ned i p str. Jeg har forlænget krop og ærmer med 7 cm i forhold til opskriften - det synes jeg passer sig til sådan en tyk trøje.

16. oktober 2009

Det hele foregår bag kulisserne

.... så der er ikke meget at vise frem i øjeblikket. Et par pulsvarmere i resterne fra mit Spindelvæv er det eneste, jeg kan vise frem denne uge, men det betyder jo ikke, at der ikke arbejdes igennem!





Det ser endda ud som om jeg kun har strikket én, men jeg måtte selv tage billedet og jeg synes trods alt, den gør sig bedst på. De er strikket ud af mit hoved, men mønsteret har jeg hugget fra snoningernes og vikinge-ornamenteringens mester Elsebeth Lavold og har genbrugt et par rapporter fra Margery.

Men der foregår faktisk ret meget. Annette Danielsens Cumulus er kommet på pindene, det er et bestillingsarbejde fra en veninde, så selvom jeg ikke kun strikker på den, så har den fået højeste prioritet. Bente Geils Bagtanker og Jean Moss Chill er lige i hælene på den og derudover eksperimenterer jeg med en kjole eller to og min egen kraftigt ændrede version af Cumulus i Marianne Svits nye, tynde silkeuld. Og så burde jeg vist snart gå i gang med "Nederdel med kiler" fra fru Rønberg som jeg købte i Saltum i sommer og Hanne Falkenbergs Viktoria som jeg for længst har fået hjem. Og ..... Ja, jeg må bare konstatere og acceptere, at der altid er langt flere ideer og garn på lager end der er tid, men det hele bliver jo strikket på et tidspunkt og jeg nyder hvert sekund :-)

Dog er der en enkelt plage!






Jo ældre hun bliver, desto mere terror udøver hun. Hun vil være med til/i alt.






Hun er indekat, så hun er på en måde undskyldt. Hun har et energioverskud uden lige og selvom vi forsøger at lege det ud af hende, har hun altid overskud til lidt terror. F.eks. er hun begyndt at stikke af med mit strikketøj ved at tage et bundt garn i munden og så løbe så hurtigt hun kan med pinde og det hele efter sig! Denne leg reserverer hun dog til mig, hvis jeg ikke gider ha´ hende på skødet, medens jeg strikker. Heldigvis er hendes bror totalt ligeglad med strik og forventer intet andet end at blive kælet i døgndrift ;-)

Nå, men tilsidst mit "svar" på udfordringen fra Fru Westerskov. Jeg skulle finde syv orange ting og det er sjovt, hvad der sker med ens hjerne, når den får til opgave at fokusere på en bestemt farve. Jeg troede ikke, jeg kunne finde syv ting, men det endte med, at jeg kunne ha´ fundet endnu flere.




Jeg har også fået en turkis udfordring fra Birthe og det bliver jo nemt, men må vente til en anden gang. Hexen har givet mig en lyserød udfordring og der tror jeg nok jeg synker i knæ, jeg har ikke syv lyserøde ting, men jeg har da tænkt mig at kikke ordentligt efter ;-)

FaktaBoks
Design: Strikkeheksens pulsvarmere med Elsebeth Lavolds snoninger :-)
Garn: 100% Merino fra Fur
Farve: Kaki/army grøn
Købt hos: Furø Gårdbutik Klode
Pinde: 3, Magic Loop
Str: ?
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Jeg er ikke 100% tilfreds med pasformen, den må der arbejdes lidt på. De er lidt store i den nederste del.