22. oktober 2009

Annette Danielsen: Cumulus

.... eller jeg skulle måske kalde den cumulonimbus, der er en regnvejrssky - farven taget i betragtning:-) Den er et bestillingsarbejde for en veninde og har været særdeles sjov at strikke. Fede snoninger, strikket på kryds og tværs holder én til ilden og den garnblanding, der er anvendt, har været rigtig lækker at strikke med. Her er den i uvasket tilstand. Billederne blev taget i går eftermiddags, hvor der stadig var lidt sol her nordpå.

Kraven kan knappes helt til i halsen og skærme mod de bidende efterårsvinde, hvis der ellers kommer nogle sådanne, klimaforandringer taget i betragtning. Den kan også stå åben for et mere afslappet og knap så varmt look

Det er den 5. Annette Danielsen model jeg strikker i år (fra Strik Naturligvis) og fra nærmest slet ikke at kende noget til hende, fordi småbørnsmodeller ikke lige har været så aktuelle for mig de senere år, kan jeg nu helt og aldeles bekende mig som fan. Hendes designs er genialt tænkt, er sjove at strikke, har fantastisk flot pasform og opskrifterne er utroligt velskrevne. Dog kunne det stadig være en fordel med et diagram eller to i visse af dem! Jeg håber, hun snart er på vej med en ny bog med voksenmodeller, men ellers har jeg jo Regndråber og Frost på tapetet og tænker i garn til både Lange Skygger og Sommerfugl. Heldigvis er der rigeligt at gå i gang med endnu. Jeg kan allerede nu sige, at det er den strikkebog nogensinde, jeg har strikket flest modeller fra.


Min veninde har selv valgt garn og farve. Vi tog på lørdagsshopping i Designværkstedet som jo er Aalborgs strikkebutik - jeg tror efterhånden ikke der er andre tilbage. Jeg har særdeles blandede følelser overfor den butik - den er helt fantastisk lækker at komme ind i, med et bredt udvalg i nogle af de bedste garner og designere, men betjeningen er mildest talt meget varieret, hvad angår serviceniveau og imødekommenhed. Og så synes jeg tillige, at prisniveau´et altid liiiige har fået en tand ekstra. Det er ellers noget af en konkurrenceparameter i disse nettider, hvor jeg, for mit eget vedkommende kan sige, at jeg efterhånden køber det meste af mit garn over nettet og har hele Europa som potentiel legeplads. Og det er jeg jo bestemt ikke alene om. Men det er der nok stadig "forretningsfolk", der ikke har opdaget.


Kraven er dobbelt og kan klare selv den værste polarvinter, er jeg ret sikker på. Veninden er lidt af en frossenpind, så det er lige noget for hende.


Knapperne er sorte metalknapper - også fundet i Designværkstedet.


Jeg er i gang med at lave min egen "sweater" version i tynd silkeuld, simpelthen fordi jeg synes mønsteret er så flot og lækkert at strikke. Nu må vi se, hvor heldigt det falder ud. Der skal jo lige reguleres og regnes en hel del. Dog er de næste færdige projekter nok snarere en kjole og Bagtanker, men nogle gange kan et projekt pludselig "tage over", så rækkefølgen kan du aldrig sætte din lid til her. Kun én ting er sikkert - det hele skal nok blive strikket med stor glæde :-)

FaktaBoks
Design: Annette Danielsen: Cumulus, fra Strik Naturligvis
Garn: Design.club.dk Duo, 100% Merino og Isager Alpaca, 50% Alpaca, 50% uld
Anvendt: 400 g Duo og 200 g Alpaca
Farve: Petrol/Blå - Duo nr. 390414 og Isager Alpaca nr. 023
Købt hos: Designværkstedet, Aalborg
Pinde: 7, Magic Loop ved ærmer
Str: M
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Jeg har valgt at strikke med 3 tråde (2 duo, 1 alpaca) mod originalens 5 tråde (1 ÅLJ, der jo er tretrådet, 2 alpaca) for at gøre trøjen lidt lettere. Det har fungeret fint, selvom jeg ikke er gået ned i p str. Jeg har forlænget krop og ærmer med 7 cm i forhold til opskriften - det synes jeg passer sig til sådan en tyk trøje.

16. oktober 2009

Det hele foregår bag kulisserne

.... så der er ikke meget at vise frem i øjeblikket. Et par pulsvarmere i resterne fra mit Spindelvæv er det eneste, jeg kan vise frem denne uge, men det betyder jo ikke, at der ikke arbejdes igennem!





Det ser endda ud som om jeg kun har strikket én, men jeg måtte selv tage billedet og jeg synes trods alt, den gør sig bedst på. De er strikket ud af mit hoved, men mønsteret har jeg hugget fra snoningernes og vikinge-ornamenteringens mester Elsebeth Lavold og har genbrugt et par rapporter fra Margery.

Men der foregår faktisk ret meget. Annette Danielsens Cumulus er kommet på pindene, det er et bestillingsarbejde fra en veninde, så selvom jeg ikke kun strikker på den, så har den fået højeste prioritet. Bente Geils Bagtanker og Jean Moss Chill er lige i hælene på den og derudover eksperimenterer jeg med en kjole eller to og min egen kraftigt ændrede version af Cumulus i Marianne Svits nye, tynde silkeuld. Og så burde jeg vist snart gå i gang med "Nederdel med kiler" fra fru Rønberg som jeg købte i Saltum i sommer og Hanne Falkenbergs Viktoria som jeg for længst har fået hjem. Og ..... Ja, jeg må bare konstatere og acceptere, at der altid er langt flere ideer og garn på lager end der er tid, men det hele bliver jo strikket på et tidspunkt og jeg nyder hvert sekund :-)

Dog er der en enkelt plage!






Jo ældre hun bliver, desto mere terror udøver hun. Hun vil være med til/i alt.






Hun er indekat, så hun er på en måde undskyldt. Hun har et energioverskud uden lige og selvom vi forsøger at lege det ud af hende, har hun altid overskud til lidt terror. F.eks. er hun begyndt at stikke af med mit strikketøj ved at tage et bundt garn i munden og så løbe så hurtigt hun kan med pinde og det hele efter sig! Denne leg reserverer hun dog til mig, hvis jeg ikke gider ha´ hende på skødet, medens jeg strikker. Heldigvis er hendes bror totalt ligeglad med strik og forventer intet andet end at blive kælet i døgndrift ;-)

Nå, men tilsidst mit "svar" på udfordringen fra Fru Westerskov. Jeg skulle finde syv orange ting og det er sjovt, hvad der sker med ens hjerne, når den får til opgave at fokusere på en bestemt farve. Jeg troede ikke, jeg kunne finde syv ting, men det endte med, at jeg kunne ha´ fundet endnu flere.




Jeg har også fået en turkis udfordring fra Birthe og det bliver jo nemt, men må vente til en anden gang. Hexen har givet mig en lyserød udfordring og der tror jeg nok jeg synker i knæ, jeg har ikke syv lyserøde ting, men jeg har da tænkt mig at kikke ordentligt efter ;-)

FaktaBoks
Design: Strikkeheksens pulsvarmere med Elsebeth Lavolds snoninger :-)
Garn: 100% Merino fra Fur
Farve: Kaki/army grøn
Købt hos: Furø Gårdbutik Klode
Pinde: 3, Magic Loop
Str: ?
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Jeg er ikke 100% tilfreds med pasformen, den må der arbejdes lidt på. De er lidt store i den nederste del.

9. oktober 2009

Enterne kommer og de har Bee´zzzzerne med

.... det er dog ikke Tolkiens Enter, men Lotte Kjærs og de har faktisk noget tilfælles :-)


Den lilla Ente strikkede jeg sidste år og den blev det mest brugte tørklæde i samlingen, så der er klart basis for en to´er, denne gang i yndlingsfarven turkis.




En af Enternes fornemste egenskaber er deres grundighed, eller af to frække hobbitter tolket langsommelighed, og af en eller anden grund tager det mig næsten altid et halvt års tid at strikke en Ente, men mon ikke det er fordi der altid er 27 andre ting i gang på samme tid + at jeg strikker dem så lange ;-) Mønsteret er efter min mening smukt og enkelt og får mohairen til at fremtræde rigtig fluffy



Bee´zzzzerne er mit bidrag til Red Barnets "Strik en hue" kampagne. Bomuldsrester er ikke dét, der er mest af i min kurv, så det blev små bikuber :-)



Opskriften på navlestrengshuer var lige til at tage hos Siffe og så går det bare derudaf. En aften foran fjernsynet, så er den klaret. Så må vi bare håbe, det nytter noget.



Ha´ en rigtig god efterårsferie derude :-)

FaktaBoks
Design: Lotte Kjær - Ente sjal
Garn: Kid Mohair - 70% mohair, 30% polyamid
Garn anvendt: 65 g
Farve: km18 turkis
Købt hos: Garn.dk
Pinde: 4
Str: Længde 1,80 m
Ny teknik: Ingen
Garn fra lager: Bestemt, købt på BC Garns lagersalg sidste år ;-)
Bemærkninger: Jeg var noget betænkelig ved det høje polyamid indhold, men indtil andet er bevist, virker det ret "naturligt".

Til navlestrengshuerne er brugt godt 100g bomuldsrester, strikket dobbelt. Hvor opskriften originalt stammer fra er jeg desværre ikke klar over, men kan se den findes i adskillige udgaver rundt omkring.

2. oktober 2009

Filtet taske med grå Helleborus

Så er efterårets taske klar! Og hvorfor er juleroserne grå? Det er de fordi, jeg har brug for en taske, der kan bruges sådan lidt til det hele. Med den nye blomsterbog indenfor rækkevidde har det været meget svært at holde sig i skindet, jeg havde lyst til at lave store, røde valmuer, men det må blive næste gang :-)



Jeg har selv designet tasken, der før filtning målte 44 cm x 47 cm og i færdig stand måler 22 cm x 25 cm uden hankene, der er lange nok til, at jeg kan ha´ den over skulderen



Fletværket blev jeg inspireret til i Lisbeth Klodes Furø gårdbutik (jeg burde snart blive udnævnt til Fur ambassadør ;-)), hvor det dannede kant på en meget smuk lilla trøje. Det skal nok også afprøves på et tidspunkt, for det er meget sjovt at lave, når man lige har fundet en metode.



Jeg er glad for, at jeg har holdt tasken i neutrale farver, den vil være anvendelig til næsten alt andet. Så må jeg bryde ud i et sandt farveorgie med den næste!




FaktaBoks
Design: Eget design - blomst: Helleborus fra Lesley Stanfield 100 flowers to knit & crochet
Garn: Merino Silk fra hjertegarn - 60% merino, 20% silke, 20% bamboo
Garn anvendt: Knap 200g samt forskellige uldrester til blomsterne
Farve: 8079 Medium grå
Købt hos: Strikkenyheder.dk
Pinde: 4
Str: 44x47 før filt, 22x25 færdigt mål.
Ny teknik: Fletværket - jeg har strikket to lange paneler med tynde "strimler" og dernæst flettet og strikket dem sammen. Jeg har skrevet metoden ned til senere brug.
Garn fra lager: JA
Bemærkninger: Garnet filter særdeles godt. Tasken lykkedes første gang ved normal kulørt vask ved 40 grader og 1 spsk vaskepulver.

25. september 2009

Annette Danielsen: Tidsel og lidt om Bagtanker

En fornøjelse fra start til slut. Sådan har Tidsel været. Okay, måske lige med undtagelse af ærmerne. Det er ikke det bare sjov at strikke smalle ærmer med striber i mange farver, men da jeg brugte Magic Loop gik det egentlig meget godt alligevel. Garnet blev naturligvis bundet op i små bundter ligesom ved al anden flerfarvestrik. Den opmærksomme læser vil lægge mærke til, at jeg har prioriteret at få opbrugt mine rester i stedet for at striberne på ærmerne bliver helt ens. Jeg kan godt lide sådan et lille personligt twist :-)




Garnet er håndfarvet fra Marianne Svit og har ligget længe og ventet på det rigtige projekt. Det changerer smukt i midnatsblå og violet.








De små bobler giver strikkeglæde på det ellers glatstrikkede stykke. Der er 17 pinde imellem hver række bobler, så det heller ikke bliver for irriterende. Det har voldt mig lidt vanskeligheder at få strammet garnet ordentligt op omkring hver boble, fordi garnet ikke er særlig elastisk.




Den skal nok blive et rigtigt efterårshit. Jeg er allerede ret vild med den.

Jeg er i gang med at strikke de projekter færdige som jeg allerede har på pindene. Nu er det tid til at afslutte. Meeeen der kom lige en Bagtanker på pindene i går, bare fordi jeg ikke kunne vente! Det er faktisk Yts skyld :-) Det er første gang, jeg skal strikke en af Bente Geils modeller, så det er jeg meget spændt på. Mere info følger naturligvis :-) Jeg har valgt denne farvekombination:




Jeg har overført min to-do liste fra mit hoved til en nummereret liste og jeg ved ikke helt om jeg skal græde eller grine, for der er 62 projekter på listen og der kommer mindst 2-3 stykker til om ugen! Jeg vælger det sidste, altså at grine, for det er jo bare et luksusproblem - en ting er sikkert, jeg kommer ikke til at mangle ideer.

Ellers er jeg begyndt at pakke taskerne, for der er strik-in hos Dorthe i morgen. Heldigvis for os stakler, der ikke kommer til Ærø, ups jeg mener selvfølgelig Fanø - ha´ en god weekend derude :-)

FaktaBoks
Design: Annette Danielsen: Tidsel fra Strik Naturligvis
Garn: Supersoft, 100% uld + diverse rester
Garn anvendt: 135 g og rester til striberne
Farve: Midnatsblå - håndfarvet
Købt hos: Marianne Svit
Pinde: 3
Str: S
Ny teknik: Det er første gang, jeg strikker bobler på denne måde.
Garn fra lager: JA
Bemærkninger: Jeg vil foretrække et mere elastisk garn, næste gang jeg skal strikke bobler. Garnet skal strammes rigtig meget for at undgå at få huller omkring boblerne og jeg knækkede garnet et par gange! Ærmerne er forkortet med 5 cm og jeg har derfor lavet udtagninger på hver 9. p i stedet for hver 12.

20. september 2009

Pisa vest

Da vi var til strik-in hos Nynne sidste gang, strikkede Mariann på Pisa og jeg blev helt betaget ved første blik - mødet mellem den skrå og lige rib er simpelthen genialt og giver, udover et særdeles iøjnefaldende mønster, en flot pasform.





Men jeg skal lige love for, at den har drillet mig. Jeg strikkede den ene halvdel to gange, før jeg fik styr på mønsteret, som er ganske enkelt, men ikke skal undervurderes.

Jeg lagde ud med at strikke med 2 tråde som det er foreslået i opskriften, hvis man bruger Duo
uldgarn, men det blev alt, alt for bastant i det garn, jeg valgte. Alligevel strikkede jeg lystigt videre på de to halvdele, helt op til slutningen på slidsen i ryggen, hvor de skal sættes sammen, før det gik op for mig, at jeg var ved at begå en ny Ashbury. Så op med det hele igen, hvilket slet ikke er sjovt, når man har strikket med to tråde. Men hvor er jeg glad for, at jeg holdt ud, for jeg kommer til bruge Pisa rigtig meget. Den er skøn, både over en kjole og en skjorte.




Der står i opskriften, at man evt. kan sy en lynlås i slidsen bagpå, men jeg vil lige se, hvordan den er i brug, før jeg monterer en lynlås. Det kunne dog blive en meget fin detalje.

FaktaBoks
Design: Else Schjellerup - Design.club.dk - Pisa vest
Garn: Hifa 2, 100% uld
Garn anvendt: 200 g
Farve: 6040, Lavendel
Købt hos: Strikkenyheder.dk
Pinde: 3,5
Str: S/M
Ny teknik: Ingen
Garn fra lager: JA
Bemærkninger: Garnet er et lidt rustikt norsk uldgarn, men bliver ganske lækkert i vask. Det passer rigtig godt til "ting, der skal holde formen". Jeg fik øje på det hos Garnlageret (strikkenyheder.dk) i Silkeborg, da vi var indenom i sommer. Det findes i et hav af fantastiske farver til den rørende pris af 37,00 for 100g, så vesten her har kostet mig 74 kr!!!

18. september 2009

Min fine, nye bog

Lykkes blog fik jeg øje på denne bog og var ikke sen til at bestille mit eget eksemplar.




Jeg kan godt lide at sidde og nørkle med sådan nogle blomster engang imellem og bruge dem på tasker, hatte, vanter, tørklæder etc. og hvis du har det på samme måde er denne bog simpelthen et fund. Se f.eks. her:




Det er lidt vanskeligt at fotografere de blanke sider, men jeg håber, du kan få et indblik
i, hvor mange fine ting, det er muligt at lave ud fra opskrifterne her .



Opskrifterne er overskueligt opdelt efter sværhedsgrad og der er et meget fint teknikafsnit i bogen. Det er sådan én man kan bruge de næste mange år.



Ellers har jeg gang i rigtig mange dejlige projekter, så mange, at det kan være vanskeligt at få noget færdigt :-) I øjeblikket strikker jeg dog igennem på Pisa vesten, der har drillet mig helt gevaldigt og Tidsel, der nu "kun" mangler ærmer.
Så hæng på, der kommer strik inden længe!