11. februar 2011

Camomille den Anden - nu med Ginger

Camomille den Anden er en gave til min yngste søns kæreste, der tilfældigvis også er vild med blåt ;-) Den har været nøjagtig ligeså fornøjelig at strikke som den Første. Det er blevet et utrolig let og lækkert sjal, strikket i 1 tråd Isager Tvinni og 1 tråd 100% ren lace-cashmere.


Mere luksuriøst kan det næsten ikke blive - det skulle da lige være Camomille den Tredie, som jeg er begyndt at strikke i 1 tråd silke og 1 tråd cashmere i en smuk, klar rød farve. Ja, I må efterhånden tro, jeg er tosset, men jeg er stadig helt og aldeles grebet af den hellige ild :-)

Uanset hvor meget jeg anstrenger mig, kan jeg altså ikke komme op på at bruge 300 g garn (150 g Tvinni og 150 g Alpaca) som frøken Isager foreslår - dette sjal vejer 120 g, men overholder målene i opskriften.


Jeg slutter lige med et enkelt detaljefoto - for jeg kan ikke rigtigt få gengivet den blå farve helt korrekt. Noget med hvidbalance, ved vi nu allesammen fra Ann. Det nederste billede gengiver farven lidt mere korrekt samtidig med I forhåbentlig kan ane farvespillet mellem de to striber.


Har man sagt Camomille, må man også sige Ginger - de to klæder hinanden, synes jeg, så jeg har strikket et par, der skal følge med Camomille den Anden. Det er nok de lækreste og mest velsiddende pulsvarmere, jeg har lavet længe og så er de strikket på nul komma fem ;-) Billedet er taget med blitz og farven bliver helt kobolt, men den er som sjalets farve ovenfor. Jeg har kortet ribskaftet af med 10 cm i forhold til opskriften - så de er altså tænkt meget lange fra Helga Isagers side. Og ja, de er lige lange - dette er bare en perspektiv-finte ;-)


Og Ginger som jeg selv bruger til Camomille den Første - som jeg iøvrigt bruger både inde og ude og slet ikke kan finde ud af at tage af igen ;-) Igen et blitzbillede med forkerte farver - jeg har brugt resten af alpaca´en fra Camomille den Første. Igen spiller perspektivet én et puds.



I morgen skal jeg ned og være med til at fejre Berit - invitationen står på brunch med champagne - en god start på weekenden. Ha´ en rigtig god weekend derude :-)

Faktaboks
Design: Helga Isager, Camomille.
Garn: Isager Tvinni, 100% merino lammeuld og Lace Cashmere, 100% cashmere
Garn fra lager: Ja.
Anvendt: 60 g af hver kvalitet
Farve: Blå Isager nr. 54 og Lace Cashmere blå nr. 933
Købt hos: Tøndering strik og Duddines vævestue på Fur
Pinde: 3,5
Str. Lige efter målene: 52 cm + blondekant i højden og 180 i bredden.
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Jeg hækler kun 1 række fastmasker langs kanten, synes det er mere end rigeligt
Løbelængde: Uld 510g = 306 m, Cashmere 100g = 552 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 858 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 3364
Anvendt garn i år: 630 g

Helga Isager: Ginger - henholdsvis 40 g Indiecita Alpaca og 30 g Isager Tvinni.
Strikket på p. 2,5. Jeg har forkortet skafterne til henholdsvis 12 og 15 cm
Forbrug i løbende m ialt i år: 3645
Anvendt garn i år: 911 g

3. februar 2011

Camomille den Første

... blev med undtagelse af kvaster færdigt i går. Som antydet tidligere - jeg har slet ikke kunnet holde op med at strikke på det og er allerede i gang med nr. 2 - der skal være en gave - helt i blåt. Min 1. udgave er jo blevet lidt anderledes end originalen er tænkt, fordi jeg valgte den flerfarvede alpaca, jeg fik i gave til den ene stribe og 1 tynd, lilla mohair - også gave :-) til den anden stribe. Jeg er nu ret så fornøjet med resultatet, selvom jeg først tænkte, det ville blive lidt for uroligt. Det blev det slet ikke!


Kvasterne var et kapitel for sig og jeg kunne nu godt ha´ studset dem ordentligt inden fremvisning, kan jeg se på billedet ;-) Jeg kan simpelthen ikke huske hvornår jeg sidst har lavet noget med kvaster, så jeg kunne næsten ikke finde ud af det - men beviset på, at det lykkedes tilsidst, ser I ovenfor :-)

Jeg måtte foretage en tillægsbestilling hos 123knit.com for at få sjalet færdigt - jeg løb tør for den flerfarvede alpaca, men med hurtig ekspeditionstid fra Nanna undgik jeg med nød og næppe, at der opstod en decideret strikkekrise!

Som mange af jer allerede ved, er sjalet et traditionelt bindesjal og jeg synes både længde og bredde er perfekt. Det kan bruges som sjal, men i høj grad også snoet om halsen i utallige variationer. Jeg er helt solgt og har allerede kikket garn ud til et tredie - i flot, klar rød - men nu må vi se om gejsten holder ;-)

De sidste 50 g Indiecita Alpaca jeg har tilbage skal bruges til et par Ginger - hvem ved, måske bliver de præsenteret sammen med Camomille den Anden ;-)

Ha´ en god aften derude :-)

Faktaboks
Design: Helga Isager, Camomille.
Garn: Indiecita 100% Alpaca Fleece fra Filcolana og 100 g Mohair, 75% mohair, 25% merino
Garn fra lager: Fået i gave af de kære garnsøstre og tilkøbt hos Nanna
Anvendt: 150 g alpaca, farve 508 Ice Castle og 100 g mohair, farve 1132
Farve: Multifarvet og lilla
Købt hos: Gave + 123knit.com
Pinde: 4
Str. Lige efter målene: 52 cm + blondekant i højden og 180 i bredden.
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Hvorfor jeg synes det er så herligt bare at strikke ret, ved jeg ikke, men det er måske forskellen på de kompakte striber og de luftige striber, der gør det, who knows ;-)
Løbelængde: Alpaca 100g = 320 m, Mohair 100g = 700 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 480 + 700 m = 1180
Forbrug i løbende m ialt i år: 2506
Anvendt garn i år: 510 g

29. januar 2011

På vej, på vej

... med nye projekter.

Efter at have set Nynnes Camomille IRL, måtte jeg omgående i gang. Nogle projekter, kan jeg ganske enkelt ikke se, før jeg ser dem i virkeligheden. Camomille er gået fuldstændig henover mit hoved indtil nu. Jeg havde ikke noget originalgarn på lager (dog har jeg efterfølgende fundet 100 g grå Isager Alpaca 1 bagest i skabet ;-)), men syntes, at noget af det dejlige garn, jeg fik i gave af mine strikkesøstre var mere end almindeligt egnet til formålet. Er dog ikke sikker på, jeg har nok garn, men så må jeg jo bestille lidt mere ;-) Det bliver strikket i 1 tråd flerfarvet Indiecita Alpaca og 1 tråd ensfarvet lilla, ren mohair - en skøn, skøn blanding.


Jeg er fuldstændig grebet af at strikke det, selvom det bare er ene ret og jeg er temmelig sikker på, at det bliver et af de projekter, jeg må lave nogle stykker af - jeg skal i hvert fald lave mindst et eksemplar i originalgarnet, dvs. 1 tråd Tvinni og 1 tråd Alpaca 1. Hvad det er, der gør, at en model giver én så megen glæde, at man får lyst til at strikke den mange gange er ikke altid lige gennemskueligt for mig, men lige i øjeblikket strikker jeg kun på Camomille. Den ender med hulens mange masker - alligevel er den bare så dejlig at sidde med.

Det betyder at min perlegruspude ligger lidt stille. Det er dog også et rigtig skønt og sjovt projekt, så det er kun midlertidig stilstand. For længe siden besluttede jeg at lave nogle "boligtekstil-projekter" i perlegrus og Cascade 220 garnet og nu er jeg endelig kommet i gang. De 11 forskellige farver, jeg indkøbte hos Slavi, var egentlig tænkt til et helt andet formål, men den historie er ganske enkelt for lang at fortælle ;-)


Jeg har tænkt, der skal være 4 af ovenstående firkanter - med lidt hækleværk imellem i den marineblå - til 1 pude. Jeg tror, det bliver rigtig godt og skal afprøve lidt forskellige farver, inden jeg beslutter, hvordan jeg vil lave en hel plaid. Perlegrus er - som jeg har skrevet før et aldeles skønt og meditativt mønster, I skulle tage og prøve :-)

Sidste igangværende projekt (det vil her i huset sige, de projekter, der er oppe af kisten, der er jo også dem som er nede i kisten ;-)) er en Frost til min mand i naturfarvet efter hans eget valg. Den bliver strikket i 1 tråd af den gode merino fra Fur og 1 tråd Isager Alpaca . Den er også et dejligt strikketøj, men er lidt på standby i forhold til Camomille.


Jeg har droppet Kaffe Fassets Lydia kjole - jeg følte ikke rigtigt for projektet, der ville blive meget langvarigt - det gjorde mig stresset og det gider jeg ikke at byde mig selv. Så det er blevet afklaret med modtageren og en sten er taget fra mit hjerte :-)

Jeg har brugt januar til at etablere mig som selvstændig, så jeg har travlt, er fattig som en kirkerotte og holder tungen lige i munden - men jeg elsker hvert eneste minut. Jeg har dog også dage, hvor det hele bare er for overvældende, men så trækker jeg mig simpelthen lidt tilbage og tager strikkepindene frem - midlet mod alt ondt og umuligt her i verden ;-)

Hvis du har lyst, så se her: leneklitgaard.dk

Ha´  en rigtig god dag derude :-)

22. januar 2011

Der blev pludselig så stille

... men hvordan kan det næsten være anderledes, når 8 fantastastiske kvinder forsvinder ud af døren på én gang :-) Nynne havde fundet sin bus frem til lejligheden, så næsten alle kunne være der på én gang. Decibelniveauet gik vel fra de 90 til 0 på få sekunder - det har jeg egentlig ikke oplevet siden mine drenge var små og vi holdt børnefødselsdag ;-)


Gitte med Cecilia-kjolen er stadig en ualmindelig vellykket kombination, så den kan vi roligt vise frem igen og igen, hvor de dog klæder hinanden, de to. Bagved sidder Berit og Dorthe i koncentreret diskussion om No 1 eller var det No 2? ;-) Mette kan ses læne sig indover bordet for at fremvise et par smukke pulsvarmere fra Kastaniestrik, medens Anita bare sidder og glæder sig over, hun skal til Thailand. Og sådan kan vi så sidde og nørde en hel eftermiddag :-)

Tine og jeg kan altid få vendt et par teenageproblematikker og sådan går en eftermiddag i bedste selskab altid alt, alt for hurtigt. For selvom vi alle er strikkenørder bliver der aldrig "bare" strikket - vigtige ting bliver diskuteret og sorger og glæder vendes, medens maskerne vandrer fra pind til pind. I dag blev vi enige om, at vores strik-in gruppe skal ha´ et navn - simpelthen fordi det lyder dumt at sige strik-in-gruppe, men jeg vil overlade til en af de andre at skrive, hvad vi besluttede af den simple grund, at decibelniveauet i mit hjørne, på det tidspunkt, gjorde at jeg ikke er helt sikker på, hvad vi blev enige om ;-)


Bemærk lige Marianns fine trøje her i forgrunden, sådan en MÅ jeg ganske enkelt have lavet. Den er så klassisk og elegant, at én ikke kan være foruden ;-)


Og de havde gaver med! Jeg fik så mange, mange fine gaver - farverne på garnet er ikke helt godt gengivet, men lad os sige det sådan, at de gæve og dejlige kvinder godt ved, hvor på skalaen mine yndlingsfarver ligger ;-) Tusind tak, kære strikkesøstre (var det dét, vi skulle hedde?) for endnu en herlig eftermiddag. Jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at tilbringe lørdag eftermiddag på :-)

Desværre måtte vi undvære 3 gæve kvinder Birgitte, Irene og Helle - og det gør jo vi ikke gerne - så forhåbentlig ses vi næste gang :-)

Nu skal jeg over i sofaen og nørkle lidt med Frost. Ha´ en god aften derude :-)

15. januar 2011

Nyt år med en trist start

Året begyndte på værst tænkelige vis. Vores 8 kg store, glade, kælne og til tider meget irriterende hankat blev alvorligt syg og måtte aflives. Det er første gang, jeg har prøvet at skulle tage den beslutning og det var for hårdt. Som alle, der har kæledyr ved, bliver de en del af familien, så vi har grædt øjnene ud af hovedet de første par uger af januar. Her er O´Malley, som jeg elsker at huske ham - doven som bare pokker, ej heller den skarpeste kniv i skuffen, men altid parat til at ligge i arm (hvilket altid var noget hårdt p.gr.a. de 8 kg) og så kunne han spinde som en due, der kurrede.



Han blev født her i huset sammen med sin søster for 7,5 år siden og har aldrig oplevet noget mere ondt end at blive stukket af en humlebi i forpoten - det trøster jeg mig med. Den gode kattemor vækkede mig iøvrigt, da hun skulle føde og bad mig højlydt om at assistere ved fødslen. Det gjorde jeg naturligvis og heppede på hende indtil hun havde født 3 killinger, det syntes jeg egentlig var nok. Men, men et par timer senere fødte hun såmænd 2 til ;-) Vi beholdt selv de to og fandt gode hjem til de 3 andre. Duchess, der nu har overtaget enemærkerne i endnu højere grad end før, er her heldigvis stadig og det er helt klart os, der bor til leje hos hende - ligesom hun tilsyneladende har den holdning, at jeg ikke kan finde ud af at strikke uden hende ;-)


Derfor har hun selvfølgelig også hjulpet med hele vejen på Regnvejrsdag, der jo meget passende blev færdig på en regnvejrsdag - det lover godt for dagens løbetur - jeg kan ikke sige, hvor meget jeg glæder mig til at "løbe igennem" efter så mange ture med museskridt og yak-tracks på fødderne, for ikke at tale om tre uger helt uden løb!


Regnvejrsdag er let, luftig og alligevel behageligt varm - jeg kommer til at bruge den rigtig meget, også sammen med et par jeans. Jeg elsker det gode gamle løbemaske-mønster, så det har været hyggestrik hele vejen igennem.


Næsten ingen montering, da den er strikket rundt og skuldrene strikkes sammen foroven. Ærmerne har jeg syet på, på maskine som jeg altid gør, når det er helt tynd strik.


Og så lige en meget kort status: I 2010 brugte jeg næsten 8 kg garn, svarende til en løbelængde på lidt over 27 km ;-) Status er ikke helt nøjagtig, for jeg har strikket en del pulsvarmere til gave som ikke er vist frem og heller ikke talt med i regnskabet.

Som sædvanlig har jeg svært ved at fremhæve et enkelt stykke strik, for jeg bruger alt det, jeg strikker med stor glæde, men et af årets største sommerhits var i hvert fald Indigo Ripples Skirt som blev brugt hele sommeren. Glee har været et andet kæmpehit.

Faktaboks
Design: Annette Danielsen: Regnvejrsdag. Fra Strik en stund.
Garn: Isager Tvinni
Garn fra lager: Ja. Købt da jeg var i Århus for at hjembringe Strik en stund :-)
Anvendt: 260 g
Farve: Blå nr. 54 - Mariann og jeg fik den dag at vide, at vi købte en farve som ikke havde været solgt i flere år. Den er jo ellers så dejlig ;-)
Købt hos: Isager, nu Tøndering strik, Århus
Pinde: 2,5
Str. S
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Strik, når det er allerbedst. Tyndt garn, tynde pinde, meditativt mønster.
Løbelængde: 100g = 510 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 1326 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 1326
Anvendt garn i år: 260 g

31. december 2010

Back to basics

Det bliver Klukka som runder 2010 af her på bloggen. Den er fra Istex og strikket i det islandske garn Létt-lopi. Det er back-to-basics-uld så det gør noget og dur ikke til de uldsarte. Personligt er jeg vild med god gammeldags uld - det må såmænd gerne lugte lidt af får ;-) Ulden og meget varm - perfekt til temperaturerne lige nu. Selvom jeg stod ude, da billedet blev taget, frøs jeg ikke det mindste.



Derudover kan jeg kort berette, at jeg er blevet grebet af oprydningsvanvid her på årets sidste dage. Den slags opstår meget sjældent hos mig, men i fald dillen stikker hovedet frem, er det altid omkring nytår. Ud med dit og ind med dat - frisk luft gennem stuerne og ikke mindst hovedet, så der kan blive lidt gennemtræk og plads til nye tanker og ideer. Det er sådan jeg forestiller mig 2011.

2011 er året, hvor jeg bliver selvstændig og hvor jeg påbegynder min videre uddannelse som akupunktør. Jeg glæder mig til alle de spændende nye udfordringer.

Garnkisten er blevet endevendt og en del projekter, der har ligget for længe er blevet uinteressante, så der er blevet trævlet op. Der kommer en status for 2010 i begyndelsen af det nye år - hvor jeg håber at få lidt mere tid til at strikke, blogge og ikke mindst kommentere igen :-)

Jeg kan se, der er kommet nye læsere til - velkommen. Jeg glæder mig over, at vi er så mange, der deler interessen for strik (og andet ;-))

GODT OG LYKKEBRINGENDE NYTÅR TIL JER ALLE :-)

Faktaboks
Design: Védis Jónsdottir
Garn: Létt-Lopi - 100% islands uld
Garn fra lager: Fået kittet i gave
Anvendt: 350 g blågrøn, 100 g grå, få g af øvrige farver
Farve: Blågrøn 9423, lys grå 0054, sort 0059, vårgrøn 1406 og lys rød 1408
Købt hos: Wooltimo
Pinde: 4,5
Str. S
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Meget enkel og hurtig at strikke
Løbelængde: 100g = 200 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 1100 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 27358,2 m
Anvendt garn i år: 7kg og 887 g

14. november 2010

En vaskeægte heksering

..... det er lige, hvad jeg har fået af Kristine. Eller rettere byttet mig til for Rambling Rose Cardigan. Mine nøgleord til Kristine var turkis og tudse og så skulle den passe til min tommelfinger. Det kom der dette pragteksemplar ud af


Jeg er fuldstændig vild med den og har gået med den siden jeg fik den. At "bytte evner" i en art naturalieøkonomi, dét er slet ikke så tosset - jeg gør det gerne igen - men nok først, når jeg er færdig med min nye uddannelse og der bliver lidt mere luft ;-)

 

Som om det ikke var nok at få sådan en fantastisk og helt unique ring, så havde den kære pige lagt et par ekstra ting i pakken, f.eks. et skønt læderarmbånd, som flere af husets venner og fastboende - her tænker jeg på min 18 årige søn, hans kæreste og venner - har forsøgt at bortføre indtil flere gange! Meeeen indtil videre har jeg insisteret på, at de kun må låne, for jeg er selv ret vild med det :-)


Og denne helt fantastiske gule og hvide knap, der engang skal pryde det helt rigtige stykke strik og ikke mindst den hvide broche som jo kan pynte på næsten hvad som helst. Jeg var helt og aldeles overvældet over den fine pakke. Hvis I ikke kender Kristines blog, så gå ind og se de fantastiske ting, hun laver :-) Hun er en ren kunstner indenfor indtil flere områder.



Metoden med at strikke, samtidig med jeg bliver hørt i "dagens stof" benyttes stadig. Så selvom jeg ikke føler, der bliver strikket, så sker der altså lidt alligevel. Det kan jeg i det mindste se, nu hvor jeg skal tage et par billeder. Her ser du Annette Danielsens Regnvejrsdag "in progress"



Forfærdende nok, har jeg ladet mig lokke til det helt store Fair Isle projekt, nemlig Kaffe Fassetts Lydia (fra Rowanhæfte 148) - hvordan det går til kan jeg knap nok svare på, men det har noget at gøre med, at min yngste søns søde kæreste fik lov til selv at vælge et projekt - frit fra alle hylder. Pigebarnet elsker strik og selvfølgelig faldt valget på det mest tidskrævende projekt i samlingen overhovedet ;-) Og der røg så garnet til Pagodevesten, for jeg havde ikke lige tid til at købe nyt - heller ikke over nettet!!!

Jeg kan slet ikke se, hvornår den skal blive færdig, men efter eksamen venter trods alt en kort juleferie :-)

Endelig har jeg også fået nappet et stykke på Annette Danielsens Tankestreg og den bliver et rent pragteksemplar i originalgarn. Garnet var dog indkøbt til Isagers Japanmodel Indigo, men den store A-formede model, er slet ikke er mig, når det kommer til stykket - så hvorfor jeg anskaffede mig den, må ligge hen i det uvisse. Du har sikkert prøvet det samme engang imellem ;-)


Så må jeg forsøge at komme igennem nogle af de tusinder af indlæg, der er lavet, siden jeg var på besøg i blogland sidst. Det skal blive spændende at se, hvad I har lavet af fantastiske kreationer.

Ha´ en rigtig god søndag aften :-)