31. december 2012

Status

Jeg tror aldrig, jeg er gået ind i et nyt år med mange spændende projekter på pindene. Det har været dejligt at give kreativiteten og glæden fuldstændig frit løb, men nu er tiden også kommet til at afslutte. Det plejer at gå helt af sig selv ved at ét projekt tager over og bliver strikket færdigt og sådan fortsætter det til bunken er tom eller et nyt projekt trænger sig på. Et godt bud på det første, der bliver færdigt kunne være Diesel fra bogen Råt og Godt. Desværre har jeg ikke kunnet tage et bare nogenlunde anstændigt billede i dette mørke, men kan røbe, at den bliver strikket i originalgarnet Isager Tweed i en smuk blå.

Strikkeåret 2012 vil jeg afslutte med et udvalg af alt det spændende der er på pindene. Jeg fik ikke strikket så meget som jeg plejer, til gengæld knoklede jeg igennem på arbejds- og uddannelsesfronten og nåede mine mål. Det har været hårdt, men også dybt tilfredsstillende. Og nu til sagen:
Trøje med Fletværk fra Aagaard Tekstilhåndværk i Hurup. Strikket i 2 tråde uld fra samme sted. Farven er betagende blå og gengives ikke helt optimalt på billedet.


Annette Danielsens Frost - og ja, det er det andet ærme, så den begynder at ligne noget, der snart kunne blive færdig. Den har også kun været 2 år undervejs :-) Strikket i lammeuld fra Filcolana og 1 tråd Isager Alpaca 1


Annette Danielsen Mig - er kun nået til taljen, men glæder mig meget til at strikke det fine fletmønster. Strikket i 2 tråde bomuld/uld fra Rasmilla og 1 tråd lace cashmere fra Fur. Den bliver virkelig blød og lækker.






















Bente Geil No 8 - ja, den har ligget stille et stykke tid, men er rigtig hyggelig at sidde med og kræver ikke det store tankearbejde, så den skal nok blive færdig, når først, jeg får fingrene i den igen. Strikket i Geilsk bomuld/uld.


Kjole med hulmønster fra Naturlig Strik - den forventer jeg mig meget af og glæder mig til at koncentrere mig om. Jeg strikker den i 1 tråd lammeuld fra Filcolana og 1 tråd Isager Alpaca 1. 

Annette Danielsen Vandløb - det er min absolutte herre-yndlingstrøje og den er så skøn at strikke. På forespørgsel fra min yngste søn, der ellers aldrig har villet ha´ striktrøjer før - føles som lidt af en sejr ;-) Strikket i dejlig uld fra Garnudsalg - garnet virket lidt krads, men har et meget smukt farvespil og jeg forventer, at det bliver lækkert og blødt, når det bliver vasket.

Sey-fas tørklæde fra Perlestrik i Hjørring til min svigerdatter i julegave - hun måtte nøjes med et billede, for det er jo langtfra færdigt. Heldigvis er hun sådan et tålmodigt menneske :-)

Det må vist være nok til en nytårskavalkade - I skal jo heller ikke indvies i alt, vel ? ;-) 

Den mest triste og sørgelige hændelse i 2012 var Irenes død. Hun er savnet, men huskes hver gang pindene bliver løftet og trådene grebet.

Den allermest glædelige og fantastiske hændelse i 2012 var Lillefrøs fødsel. Hun er lynhurtigt blevet det centrum som hele verden drejer sig om :-) 


Hun er smaddersvær at fotografere, for hun har altid fart på - det er sjældent at jeg når at stille ordentligt skarpt ;-)

Med dette vil jeg ønske jer alle et rigtigt godt nytår - gid I må nå jeres mål. Tusind tak for alle kommentarerne og dialogerne i årets løb. Det er sådan en berigelse at dele sin interesse med andre :-)



23. december 2012

Buksen til de fede lår

Har altid syntes, at det lyder sjovt og måske en anelse krukket, når en tøjekspedient siger: Den buks sidder helt fantastisk på dig ;-) På den anden side, vi har vel alle vores helt specielle fagsprog. Her er ganske enkelt buksen til piger med fede lår ;-)


Lillefrø skal ha ballonbukser i julegave og jeg er ret sikker på, at der i denne model er plads til hendes kraftige lår :-) Det blev så den eneste julegave, der nåede at blive færdig! Den har til gengæld været en fornøjelse at strikke - også selvom 3 vr sammen indgår i mønsteret på hver 4 p. I det hele taget nok ikke et projekt, man skal vælge, hvis man ikke kan lide at strikke vrang.

Og så fik jeg endelig post fra Grønland, hvor jeg havde bestilt et sælskindsarmbånd hos Dorit. Hvor vi andre måske kan kalde os mere eller mindre kreative, så er Dorit jo i en helt anden liga. Hun er ren kunstner og jeg undres til stadighed over, hvad hun kan få ud af de særeste ting. Hjerterne i sælskind var en bonusgave og hænger nu på vores juletræ. Min drøm er engang at købe et af hendes billeder,


Jeg havde den store fornøjelse at få lov til at være med Lillefrø og hendes forældre til babysvømning og det var fuldstændig vidunderligt at se alle de små vandhunde. Ti små fede babyer, der i den grad nød at være i vandet. Her bringer jeg et enkelt billede af Lillefrø med særlig tilladelse - hun har lige fået øje på en badebold  :-)

Med dette indlæg vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul - jeg håber I får plads til en pind eller to :-)

Faktaboks
Design: Susie Haumann: Ballonbukser fra All you knit is love
Garn: 100% ren uld fra Henrichsens Uldspinderi
Garn fra lager: Ja
Anvendt: Bukserne vejer 90 g
Farve: 15
Købt hos: Henrichsens Uldspinderi i Skive
Pinde: 3
Str. 6 - 12 mdr
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Jeg har undladt den sidste udtagning i vrangmaskerne - synes de bliver ballonagtige nok endda og jeg har lavet 3 knaphuller (mod opskriftens 2) under hinanden i hver sele, så de kan reguleres og forhåbentlig bruges i lidt længere tid.

14. december 2012

Strikkebryderier og -glæder

Lillefrø er blevet mobil og da hun først bliver 5 mdr på mandag er det altså noget tidligere end nogen havde forventet. Hun maver sig frem over gulvet, når hun får øje på noget interessant. Så der er behov for noget varmt kravletøj. Derfor har jeg strikket en lille body, hun kan have på over strømpebukser og t-shirt. Men ak og ve. For det første er den for kort, for det andet er Lillefrøs lår simpelthen for fede til, at den kan lukkes omkring dem! Jeg undres til stadighed over, at modermælk alene kan skabe en sådan buddhas´k skønhed ;-)


Eneste trøst er, at jeg ikke nåede at tage op til Isager i Tversted for at købe endnu et nøgle Isager Peruvian Highland til ærmerne - i den ellers så skønne farve Rhubarb. Nu kan den ligge lidt i strikkekurven indtil jeg finder ud af, om den skal laves færdig til gavekassen, laves i større størrelse eller jeg skal trevle op og starte på noget andet.

Her får strikkeglæden lov til at udfolde sig for fuldt blus. Jeg begynder stort set på et nyt projekt hver aften, når jeg har fri og det er helt og aldeles herligt :-) Efter at have været låst inde så længe med eksamenstræning og intensiv læsning, er det i den grad en befrielse at give kreativiteten fuldstændig frit løb. Jeg glædes over hvert eneste projekt og bekymrer mig ikke om hvor lang tid det tager, eller hvornår det bliver færdigt. Selv Frost skal nok blive færdig en dag ;-)


Et enkelt problem har jeg dog - skal jeg investere i endnu flere pinde? Selvom jeg bruger Addi Click er der grænser for, hvor mange wirer jeg har og hvor tit, jeg gider skifte pindene.

Medens jeg tænkte over det, brugte jeg frokostpausen på, at gå en lille tur nede af bakken, for at besøge Weller, der holder fredagsåbent i december. Jeg gik troligt tilbage op ad bakken igen (den bakke er faktisk 1,5 km og temmelig stejl ;-) ) med 3,5 kg garn. Det karryfarvede skal strikkes dobbelt til Annette Danielsens poncho i Råt og Godt til min yngste søns kæreste og det rødbrune skal blive til en Vandløb (også AD) til min yngste søn, der for første gang har bedt mig om at strikke en trøje til ham :-) Den lyseblå skal bruges som følgetråd i et af de kjoleprojekter, jeg har startet. Og nej, ingen af disse farver var på lager med undtagelse af den lyseblå, der alligevel ikke kan blive til noget uden følgetråden. Og så må jeg jo støtte de lokale ;-)

Rigtig god strikkelyst derude - jeg håber I folder jer ud og nyder det :-)

Ingen faktaboks - for den lille body er jo ikke færdig - den mangler små korte pufærmer :-)

9. december 2012

Den årlige julefrokost

...... holdt Strikkesøstrene i år på cafeen på Kvindemuseet i Århus. Charmerende omgivelser og lækker mad til særdeles rimelige priser. En frokosttallerken med spinattærte, laksemousse, salat, hummus og hjemmebagt brød for 100 kr - det er ikke så ringe, som vi siger det heroppe nordpå, hvor vi lige nu er ved at drukne i sne :-)


Jeg tog et par billeder af de kære søstre, men er desværre nødt til at udøve censur. Vi har hård censur i gruppen, når det gælder de billeder vi tager ved vores sammenkomster og det er som om den bliver hårdere og hårdere som årene går og livets nedadgående tendens viser sig i hængende øjenposer, slappe kindposer og baller, der peger ned mod knæene ;-) I stedet bringer jeg en uskyldig vejrrapport!


Inden frokost fik vi besøgt Fandango, hvor jeg fik provianteret nogle af deres fine børneknapper til fremtidige Lillefrø-projekter og Tøndering strik, hvor jeg kom afsted med bogen Råt og Godt og Isager Tweed til et af projekterne i bogen. Det hører I meget mere om en anden gang, men jeg kan sige så meget, at jeg glæder mig til at komme i gang. Tak til Gitte og Mariann for initiativet til en skøn dag og ikke mindst tak til Tine, der i år havde besluttet, at hun ikke ville plage os så meget som hun plejer med indholdet i pakkerne til pakkespillet ;-) De var forbavsende brugbare i år, omend stadig med et humoristisk tvist :-)

Lidt let strik på store pinde er det også blevet til siden sidst. "Futtesokkerne" er lavet på en aften og de har gjort indtryk - så der nu er indløbet bestillinger. Pulsvarmerne er Ginger - her strikket op i tykkere garn.


Knapperne er fra Birthe Sahl og er resterne fra Cobalt


Siden jeg nu nærmest er sneet inde, kan jeg ligeså godt lave en liste over de projekter jeg har på pindene lige nu, dvs. alle dem, der ligger fremme - nogle vil sige de roder, jeg synes de bidrager til juleudsmykningen ;-):


  1. Annette Danielsen: Mig
  2. Annette Danielsen: Frost (uha, den har været på pindene i snart 2 år og selvom den ligger fremme, er det som om, jeg ikke kan få øje på den ;-)
  3. Babybody fra Sandneshæfte
  4. Geilsk og Vian: No 8
  5. Aagaard Strik: Trøje med Fletværk
  6. Dorthe W. (Perlestrik, Hjørring): Sey-Fas tørklæde

Nåh ja, så er der også lige dem, der ligger nede i garnkisten - men dem kan jeg ikke se, så de tæller slet ikke med endnu :-)

Ha ´en rigtig dejlig søndag derude - min plan er at komme ud i snevejret :-)


Faktaboks
Design: Drops - model Moon Socks nr. NE-073 og Helga Isager: Ginger
Garn: Drops Lima - 65% uld, 35% Alpaca
Garn fra lager: Ja
Anvendt: Ca. 300g til begge projekter
Farve: Grå, 9015
Købt hos: Netgarn, Århus
Pinde: 6 - strikket med 2 tråde
Str. -
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Originaltøflerne er strikket i Nepal, men jeg valgte Lima, fordi det var på lager. Lima er et overset garn her hos mig - jeg er meget begejstret for kvaliteten og vil helt sikkert lave en trøje i det på et tidspunkt. Ginger er strikket med 1 tråd, men i meget tykkere garn end normalt, så jeg har mengeleret lidt med maskeantallet.


1. december 2012

God timing

.... må det siges at være. Min nye, varme hættetrøje blev klar til mødet med Kong Frost :-) Den trofaste læser vil vide, at jeg har strikket den 2 gange før i forskellige udgaver, der kan ses her og her. Denne gang syntes jeg, den trængte til lidt pynt, så jeg har tilføjet kvast og lidt simpelt broderi,


Det er en simpel og meget anvendelig model som jeg bruger rigtigt meget på mine vandreture. Denne gang har jeg kun syet 1 knap i og den er lidt for lille - så næste gang min vej går forbi Birthe Sahl må jeg have en større knap.


Jeg syntes også lige broderiet skulle gentages et enkelt sted på forsiden og er ret tilfreds med resultatet. Det er detaljerne, der er prikken over i´et :-)


Hvis der er vind, er den lidt for kold at have på alene, på trods af at den er strikket i tyk Uld/alpaca, men det fandt jeg løsningen på sidste år. Jeg købte nemlig en tynd, men vindtæt frakke 3 numre for stor, for at jeg kunne have plads til tykke strikketrøjer under - hvem andre end en hardcore strikker kan finde på det? ;-)

Ha´ en rigtig dejlig weekend derude. Jeg kommer rundt og besøger jer i løbet af weekenden :-)


Faktaboks
Design: Drops - model 109 - 8
Garn: Drops Andes - 65% uld, 35% Alpaca
Garn fra lager: Nej
Anvendt: Ca. 900g
Farve: Lilla
Købt hos: Netgarn, Århus
Pinde: 8
Str.M
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Originalen er strikket i Eskimo, der også er et rigtig dejligt garn, men jeg er faldet totalt for Andes, der er super vamset, blødt og lækkert. Strikkede en superlækker trøje i det til min svigerdatter sidste år og svor at jeg ville strikke i det igen ;-) Og så var der endda 25% rabat ;-)  Originalen har flere knapper, men som tidligere skrevet kan jeg godt lid, at der kun er knapper foroven.

24. november 2012

Kim Hargreaves: Searing

Jeg fortsætter med at gribe tråden! Det er længe siden, at jeg har haft gang i så mange projekter på én gang - jeg har ikke talt, men et slag på tasken er vel  ca. 10-12 projekter. Det er som om de sidste måneders benhårde selvdisciplin og kontrol nu skal forløses  - så jeg slår op til nyt i en uendelighed. Hvor er det godt, at der er garn på lager!


Searing er et fantastisk strikketøj - mønsteret ligger hurtigt i fingrene og er dejligt meditativt med de fine zigzag-hulmønstre - derudover går det stærkt på p. 4


Ryggen fik jeg strikket næsten færdig før jeg opdagede den fine detalje, at mønsteret spejles på midten! Så om igen, for det er da en smuk detalje.


De fine hjerteknapper fandt jeg i den lokale Stof 2000.

Og hvad er der så kommet på pindene? Et par mønsterstrik projekter til julegaver, endnu en tyk hættetrøje fra Drops, babyselebukser, flere Svends Savlesmækker og så skal jeg jo ikke glemme alt dét, der var på pindene i forvejen. Jeg nyder hvert eneste minut med pindene i hænderne og skifter rundt fuldstændig som jeg har lyst til og lige pludselig er der igen noget, der er færdigt.

Grib nu trådene derude og strik igennem. Ha ´ en rigtig dejlig weekend


Faktaboks
Design: Kim Hargreaves: Searing fra bogen Indigo
Garn: Cascade 220 Heathers, 100% peruviansk højlands uld
Garn fra lager: ja
Anvendt: Ca. 550 g
Farve: Lilla
Købt hos: Handknitting by Slavi - hvor er jeg ked af, at den netbutik ikke eksisterer længere.
Pinde: 4
Str.M
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Jeg er fuldstændig vild med Cascade garnet, der er lækkert at strikke med og samtidig arter det sig rigtig godt i brug. Jeg er ked af, at det ikke lykkedes for Slavi at holde butikken kørende, så dette dejlige garn stadig kunne købes i DK. Jeg har ikke googlet, men tror ikke, der er andre forhandlere i DK.

20. november 2012

Jeg har grebet tråden

... , der blev nedsænket og strikket Svends Savlesmæk, medens jeg har tænkt over, hvor mange spor hun satte.


Irenes sidste ord til mig, da jeg besøgte hende og Michael den 07. november var: "Vi siger ikke farvel, vi siger: Vi ses". Derfor håber jeg sammen med Tine.

Hvor jeg dog savner hende, men heldigvis satte hun mange og tydelige spor. Jeg har lige været Irenes blog igennem, for endnu engang at se på alle de smukke striksager, hun har lavet. Hun vil være i vores bevidsthed næste gang vi mødes på Kvindemuseet i Århus til vores årlige julekomsammen. Hun vil blive båret med i trådene, der stadig strikkes og hver gang én af os siger: Kan du huske?

Svends Savlesmæk er Irenes egen opskrift og en rigtig lille genialitet i al sin enkelhed. Strikket på en time i dobbelt bomuldsgarn og så er den forsynet med en knap bagpå, så ingen baby bliver viklet ind i farlige bånd eller tråde.

Som dedikeret strikker synes jeg ikke, der kan være sat et smukkere spor. At Svends Savlesmæk bliver til Lillefrø´s Savlesmæk og bliver til  ...............

Æret være Irenes minde

11. november 2012

Nåh ja, så var der også lige Cobalt ;-)

Den havde jeg næsten helt glemt - for man ser jo ikke en trøje, man har på hele tiden vel? ;-) Den nåede at blive færdig, inden det store eksamensræs gik i gang. Jeg er fuldstændig vild med det smukke strukturmønster og tror bestemt, den bliver strikket i flere udgaver. Jeg har det jo med at bide mig fast i enkelte Kim Hargreaves modeller ;-)


Det er også et meget hurtigt projekt, strikket på store pinde (p. 4) og så er det ovenikøbet sjovt at strikke. Ryggen var så sjov, at jeg strikkede den 2 gange, jeg blev ved med at kludre i rhomberne! Garnet blev købt, da Gitte og jeg i sin tid rendte rundt på Saltum Uldfestival og hos Weller


Originalen er egentlig gennemknappet, men jeg synes det giver sådan et "stramt" udtryk, så jeg er blevet glad for løsningen med kun at lave knapper foroven. Og så gør det ikke spor, at jeg skal sy færre knapper i - sådan set den eneste form for montering, der kan få mig til at blive irritabel ;-)


Knapperne er fra min hofleverandør, Birthe Sahl og hende bliver jeg nødt til at aflægge et besøg inden jul, for jeg MANGLER. Siden jeg var til eksamen i onsdags har jeg stort set strikket endnu en Kim Hargreaves model (også p 4) og så er jeg i gang med endnu en klassiker på pind 8, så jeg er bange for, jeg kommer til at sprøjte indlæg ud det næste stykke tid. Det er da heldigvis frivilligt, om du vil læse med ;-)


Faktaboks
Design: Kim Hargreaves: Cobalt fra bogen Indigo
Garn: Babyalpaca og bomuld, 45% alpaca, 50% bomuld og 5% andre fibre
Garn fra lager: Købt i dagene omkring Saltum Uldfestival
Anvendt: Ca. 400 g
Farve: Grå
Købt hos: Garnudsalg.dk da der var åbent i dagene for uldfestivalen
Pinde: 4
Str.M
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Det er blevet en superlækker trøje, som jeg bruger rigtigt meget. Jeg synes garnet egner sig rigtig godt til modellen, fordi det ikke er særlig elastisk. Det giver en glat og smuk overflade, der passer godt til rhombe-mønsteret. Jeg har frygtet for, at den ville blive slasket med tiden, men det er der stadig ingen tegn på her efter den har været brugt i et par måneder. Den er ganske enkelt blød og lækker. For dem, der hurtigt får det for varmt, er garnet også et godt alternativ, for det er slet ikke så varmt som trøjer i ren uld. Desværre findes det ikke i så mange farver og de fleste nuancer er slet ikke nogle, jeg kan bruge - men jeg må lave en aftale med Weller og kikke lidt nærmere på farverne!



10. november 2012

Back to basics

Kender du følelsen af at finde hjem til den varme stue efter at have været alt for længe ude? Du har været på vandretur, faret vild, haft grund til bekymring. Lettelsen, glæden, taknemmeligheden og roen, der indfinder sig, når du igen sidder foran din egen ild.  Præcis sådan har jeg det, når jeg ikke har strikket i lang tid og endelig sidder med pindene igen. Tre måneder er der gået siden sidste indlæg og det føles som om, jeg slet ikke har strikket i al den tid, men det er nu ikke helt sandt :-)


Jeg har strikket på de store pinde og Lillefrø har fået vanter og jakke med knapper fra Birthe Sahl, Jeg gjorde et par forsøg med retstrikkede kanter og glatstrik, men den her jakke skal bare være ene ret, så den får det rå og legehusagtige look.


Og som det tydeligt fremgår vises jakken her i uvasket tilstand. Her i huset gælder det om at være oppe på mærkerne, hvis der ligger strik på bordene, for jeg har en kat, der elsker uld og hellere end gerne stepper rundt på det - til gengæld gider hun ikke lægge sig på bomuld ;-) Den er blevet flittigt brugt og vokser med Lillefrø, der nu er blevet så fed og babyrund af mors mælk, at hun ligner selveste Buddha.

Jeg vil også lige vise den lille spencer, jeg lavede i sommer. Den er Lillefrø naturligvis vokset fra, men har nået at bruge den en del i de kolde sensommerdage.


Med hæklet bærestykke og kant kan det vist ikke blive mere yndigt. Der er slids og knap i nakken, så den glider let over store babyhoveder.


En yndig lille cardigan, som jeg for mig selv kalder Fridas trøje, fordi det var Frida, der sendte mig opskriften, er det også blevet til. Der skulle egentlig have været en r-pind mellem hver mønsterrapport, men det overså jeg fuldstændig - men da det er konsekvent, er den jo blevet ganske fin alligevel :-)


Så selvom det har været tre meget hårde måneder siden sidst, så vidner ovenstående trods alt om, at jeg godt ved, at jeg er nødt til at strikke for at overleve ;-) Jeg har trods alt haft pinde i hånden i et par timer ;-)

Jeg er kommet mere end godt gennem eksamen. Det foregik i onsdags og bagefter var jeg på et meget specielt besøg. Den stod på varm chokolade og boller kreeret af Ærkeenglen og se dét kalder jeg en værdig eksamensfejring :-) Der var en ro, en kærlighed og varme som virkede som balsam på mig. Tak, fordi jeg måtte komme.

Nu skal jeg på tur i blogland - jeg glæder mig til at se, hvad der er sket siden sidst. Og så vil jeg da også benytte lejligheden til at ønske nye læsere velkommen - jeg håber, I finder noget interessant :-)
Ha´ en rigtig dejlig aften derude :-)


Faktaboks
Jakke
Design: Susie Haumann - Gry´s jakke fra bogen All you knit is love samt Vanter/Sokker fra samme bog
Garn: Peruvian Highland Wool
Garn fra lager: Næh, ikke helt ;-)
Anvendt: Ca. 300 g + lidt rester Falk til lommerne
Farve: 218, rød

Købt hos: Rasmilla
Pinde: 4
Str.0-9 mdr.
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Jakken er helt suveræn i brug og bliver brugt RIGTIG meget. Den har en god facon og er let at give på. Vanterne kan også bruges som sokker og sidder rigtig godt.


Spencer
Design: Lene Holme Samsøe for Sandnes, tema 4 i hæfte 1206
Garn: Rasmillas Yndlingsgarn, 55% lammeuld, 45% bomuld.
Garn fra lager: Joh, det blev indkøbt før jeg vidste Lillefrø er en pige ;-)
Anvendt: Fik den ikke vejet, men under 50 g
Farve: mørk turkis
Købt hos: Rasmilla
Pinde: 2,5
Str.3 mdr.
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Spenceren er egentlig en kjole med korte ærmer - jeg lavede den uden, så Lillefrø kunne ha´ en t-shirt på under og blive knap så varm :-)

Cardigan
Opskriften har Frida fra Island som nævnt været sød at sende mig. Den er vistnok fra et gammelt blad og kaldes Køretrøje. En rigtig klassiker som sidder godt og kan bruges til stort set alt. Den er strikket i Arwetta, som jeg ikke er helt glad for p.gr. a tilsætningen af nylon - men det var det, der lige var på lager og til en ydertrøje går det nok. Ellers egner det sig nu engang bedst til strømper. Købt hos 123knit.com for meget længe siden.

5. august 2012

Det lakker mod enden -

.... ferien er slut! Det gør som regel ikke så meget, for jeg er glad for at åbne klinikken igen, men denne gang er det noget andet, for der venter en eksamen forude i oktober. Jeg læser akupunktur og skal til punkteksamen og det betyder rigtig megen udenadslære og det er jo ikke dét, der er sjovt! Så der bliver ikke tid til meget andet - min prioritet er dog som følger: 1. Lillefrø, 2. punkteksamen ;-) Heldigvis for min eksamen, har hun jo stadig mest brug for sin dejlige og tålmodige mor, men brænder det på, så træder farmor til :-)

Jeg nåede at blive færdig med 2 igangværende projekter til Lillefrø - det ville jeg simpelthen, for man kan jo ikke lade babystrik ligge i kurven, de små mennesker vokser jo så pokkers hurtigt. Da jeg ikke får megen tid til strik det næste stykke tid, præsenterer jeg dem hver for sig, så er der da til et enkelt indlæg mere lidt senere ;-) Her er Lillefrøs lace-slå-om-cardi. Ordet lace kom jo først ind i mit ordforråd, da jeg begyndte at blogge, men jeg husker også, at det hedder hulmønster 


I abrikosfarvet bomuld/uld fra Rasmilla. Og det blev så min debut udi det garn. Og jeg tror faktisk, at det ku´ gå hen og blive mit (og morens)  yndlingsgarn såvel som Rasmillas. Det er skønt at strikke med, det er let og det virker ikke så varmt som ren uld og så findes det i 43 dejlige farver. Jeg købte garnet inden Lillefrø blev født, så det er ikke lyserødt ;-) Der kommer også en babykjole i mørk turkis, fordi jeg tænkte at en stribet drengetrøje kunne være ganske kæk i abrikos/turkis. Men NU kan jeg jo vælge Rasmilla-garn meget mere målrettet!


Jeg elsker de fine mønstre som (i hvert fald med mine farmorøjne) er hjerteformede. Kan du gætte, hvem, der har designet? ;-) Den har taget uforholdsmæssig megen tid at lave, men det har været smaddersjovt OGSÅ selvom jeg har strikket en del af den indtil flere gange!


Jeg har tilbragt rigtig mange timer med mit barnebarn i armene. Vi bor ikke langt fra hinanden (så heldig jeg er) og vi har gået til hånde, hvor vi kunne, også med det praktiske, f.eks. har min vaskemaskine kørt en del ekstra i den seneste tid :-) Jeg har været forbavset og forundret over hvor stærkt jeg føler for den lille pige - du godeste alle de følelser, der er involveret og ligesom jeg kunne mærke biologien og de voldsomme og stærke beskyttelsesinstinkter, da jeg fik mine drenge - ja således er det også med mit barnebarn. På den måde bliver det tydeligt for mig, at vi hunner beskytter flokken og jeg ser lidt på mig selv som sådan en gammel elefanthun, der beskytter sin flok (måske også foranlediget af de ekstra kilo som ferien dette år har medført - på trods af motion og på trods af, at det hele har været sundt ;-) Det hele bliver altså lidt sværere at styre med alderen ;-))

Tusind tak for alle jeres dejlige kommentarer - jeg håber, jeg får tid til blogland lidt endnu, men jeg vil blive nødt til at prioritere og så tales vi først ved efter oktober (og den næste eksamen ;-))

Ha´ en rigtig dejlig aften



Faktaboks
Design: Lene Holme Samsøe for Sandnes, tema 7 i hæfte 0805
Garn: Rasmillas Yndlingsgarn, 55% lammeuld, 45% bomuld.
Garn fra lager: Joh, det blev jo indkøbt før jeg vidste Lillefrø er en pige ;-)
Anvendt: 45 g - utroligt!
Farve: 010 - abrikos
Købt hos: Rasmilla
Pinde: 2,5
Str.3 mdr.
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Mønsteret kræver konstant opmærksomhed. Som sædvanligt når jeg strikker lace - ser jeg ingen problemer - det er jo så let ;-) og så må jeg tage mig selv i at trevle 1 pind eller 2 op ;-) Men det er sjovt hele vejen og resultatet er lækkert og anvendeligt. Det er blevet en super let cardigan som min svigerdatter er rigtig glad for.
Løbelængde: 100g = 700 m

1. august 2012

Gullfoss babytæppe

Gullfoss er et vandfald på island og et af de steder, jeg drømmer om at besøge engang. Jeg drømmer i det hele taget om en længere tur til Island og håber, det kan gå i opfyldelse på et tidspunkt. Det er dette imponerende naturfænomen, der har inspireret Karen til at designe baby-/barnevognstæppet Gullfoss. Jeg kan sagtens følge inspirationen - det brusende, faldende vand, der har dannet dette smukke mønster.


Det har taget noget tid at strikke, fordi der skal bruges hjælpepind på hver 2. pind, men det er et skønt mønster at sidde med og det ligger hurtigt i fingrene. Lidt vanskeligt at fotografere ordentligt i sin helhed, men her er et forsøg:


Jeg har strikket i et cashmere/uld garn som Rasmilla på et tidspunkt havde et parti af. Desværre vistnok et restparti, der ellers ikke er på hylderne, for det er et meget lækkert garn at strikke med og det færdige produkt bliver virkelig lækkert og blødt. Garnet er drøjt i brug, jeg har ikke brugt mere end godt 200 g til det færdige tæppe. Det betyder jeg stadig har en del tilbage - så der er basis for mere babystrik ;-)


Her lakker ferien mod enden, men det fortrænger jeg fuldstændigt, medens jeg forsøger at blive færdig med endnu et par babyprojekter, inden det går løs igen. Og inden du tror, dette går hen og bliver en total babykanal, så vil jeg lige gøre opmærksom på, at der også er voksenstrik på pindene. Det er bare som om, det tager dobbelt så lang tid som det plejer ;-)


Dette blev sommeren, hvor jeg fortrød, at jeg havde skiftet til sommerdyne - det er ALDRIG sket før! Men der skal nok være en og anden meterolog, der kan grave en forlængst hedengangen sommer frem, der har været endnu koldere ;-)

Ha´ en dejlig dag derude :-)


Faktaboks
Design: Lykkefanten Design v. Karen S. Lauger
Garn: Rasmillas uld-cashmere, 70% uld, 30% cashmere.
Garn fra lager: Joh, det har i hvert fald ligget nogle måneder ;-)
Anvendt: Godt 220 g
Farve: Vinterhvid, 001
Købt hos: Rasmilla
Pinde: 4,5
Str.73 x 85.
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Jeg har fuldt den velskrevne opskrift til punkt og prikke. Mit tæppe er blevet lidt større end originalen. Tæppet er let at gøre større eller mindre. Jeg har strikket med dobbelt tråd.
Løbelængde: 100g = 570 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 360
Forbrug i løbende m ialt i år:  9191,3
Anvendt garn i år: 3 kg og 732 g
Jeg havde engang forestillet mig, at ovenstående data skulle bruges til noget statistik, men da det aldrig kommer til at ske, vil disse oplysninger ikke fremover være i faktaboksen ;-)

29. juli 2012

Hun er savnet

Det kom som et chok for mig, da jeg på Karen Dittes blog læste at Kirsten Amstrup med bloggen Strikketøj er død. Pludseligt - kan jeg forstå, - jeg ved ikke præcis hvornår det skete - men midt i alle hendes aktiviteter, herunder også strikrelaterede, bl.a. Gavstriks årsmøde. 

Det er noget af det, der kan blive så underligt i denne blogverden, for når én person pludselig bliver helt væk,  så er det ikke altid, vi får at vide, hvad der skete. Selv troede jeg bare, at hun var taget på ferie.

Jeg lærte Kirsten at kende, da hun i juni 2011 sendte mig en mail, hvor hun skrev, at hun havde fulgt min blog i lang tid og rigtig gerne ville kommentere, hun vidste bare ikke hvordan. Om jeg kunne hjælpe hende med det? Selvfølgelig kunne jeg det og med stort personligt udbytte til følge, for hvor har jeg været glad for Kirstens søde og ikke mindst dedikerede kommentarer. Hun har trofast kommenteret stort set hvert eneste af mine indlæg siden da. Dernæst gik det slag i slag, for Kirsten kunne selvfølgelig også godt tænke sig at lave en blog, men var det ikke for svært, hun havde prøvet en gang tidligere, men var gået i stå? Som vi alle ved i dag, kom hun meget hurtigt efter det, hun skulle bare lige ha´ et par igangsættende input. Hun fik lavet en skøn blog som jeg har læst med stor nydelse og interesse.

Vi blev ved med at korrespondere, for udover strik i almindelighed var vi fælles om interessen for Kim Hargreaves i særdeleshed og Kirsten skrev, at hun havde samlet alle hendes bøger. Kirsten var også sød til at sende mig links, når hun mente, at der var en strikket kjole, der "lige var mig". Da vi fandt ud af, at vi begge skulle til Fanø med vores respektive strikkegrupper, aftalte vi at mødes og heldigvis for det. Det var et kort møde, hvor vi sad i solen med en kop kaffe og jeg fik fremvist den nyeste Kim Hargreaves bog, men til gengæld var det et af de møder, hvor der var god kemi med det samme. Vi snakkede som om vi havde kendt hinanden i 100 år. Og nu ved jeg jo, at det var kostbart.

Desværre nåede Kirsten kun at strikkeblogge i godt et år, men hold da op, hvor blev hun synlig på det år.  Hun skrev sin sidste kommentar til mig i mit indlæg om Anais 3 den 28. maj:

Hej Lene. 
Jeg husker rigtig godt de søde udgaver af Anais, du lavede sidste år. De var så flotte og de klæder dig så godt. Så du må naturligvis have et par stykker til.
Den nye blå står virkelig smukt til din nederdel, flot kombination.
Jeg håber du får en smule sommerferie, som du i det mindste ikke behøver at bruge til studier. Og så lige til opmuntring (som du nok slet ikke behøver): Jeg har opdaget hvor super, super-godt akupunktur er. Har et dårligt ben, der bliver behandlet med nåle og det virker så godt, så jeg ikke ville tro på det, hvis det ikke havde været mig selv, der opdagede. Så: fortsat god læselyst.

Kirsten har fyldt godt i min version af blogland med sit søde og positive væsen. Jeg kommer virkelig til at savne hendes indlæg og kommentarer. 

27. juli 2012

Den første kjole

.... er en lille arbejdskrævende sag, designet af Lene Holme Samsøe, der laver rigtig mange opskrifter på babystrik for Sandnes garn. Kjolen her tager lang tid at lave, da LHS ikke hører til de designere, der går efter at lave letstrikkede modeller uden montering. Til gengæld er hendes ting ualmindeligt fine. Siden jeg så denne kjole første gang, har jeg bare tænkt, at det var kjolen, hvis det blev en pige - mere tøset, kan det vist heller ikke blive :-)


Jeg har strikket kjolen i uld, hvor originalen er strikket i bomuld og den er strikket i str. 3 mdr, så Lillefrø kan bruge den fra oktober måned. Fremgangsmåden er beskrevet i faktaboksen. Jeg tror den bliver meget varm og er slet ikke sikker på, at Lillefrø vil kunne holde ud at ha´ sådan en varm kjole på, så jeg tror, jeg vil lave en nr. 2 i en uld/bomuldsblanding. Uld/bomuldsblandinger er på min liste over garner, der seriøst skal afprøves, for det lille frø er en meget varm pige! Jeg er i gang med en lille babycardigan i abrikosfarvet uld/bomuld fra Rasmilla og det tegner til at blive et noget lettere og måske i praksis mere anvendeligt produkt. 


Kjolen her opfyldte farmors behov for både lyserødt, hulmønstre og blondekanter af forskellig observans. Den har taget sin tid, men jeg har nydt hvert minut. Og jeg laver rigtigt gerne en 2´er, selvom der er tusind andre kjoler, jeg også lige skal ha´afprøvet - bl.a. en skøn lille ting, der er sat sammen af strik og hækling.


Den abrikosfarvede babycardigan er også Lene Holme Samsøe, naturligvis med et tids- og opmærksomhedskrævende mønster, derfor strikker jeg sideløbende på lidt enklere projekter, f.eks. Frost til min stakkels mand, der vistnok ikke har fået en trøje de sidste to år ;-)

Gullfoss babytæppet til Lillefrø er også færdigt, skal bare vaskes og blokkes en lille smule.

Da vi havde gæster forleden dag, fik jeg antologien "Børnebørn - en antologi om bedsteforældre og deres børnebørn" i værtindegave - en skøn bog, hvor meget forskellige mennesker skriver om deres oplevelser med børnebørn. Forfatterne spænder fra Keld og Hilda Heick over Benny Andersen og Klaus Rifbjerg til Susan Moody - og fortællingerne er lige så forskellige som forfatterne. Nogle føles mere gyldige end andre - bl.a. faldt jeg fuldstændig for Eva Bendix fortælling Den betingelsesløse forelskelse, som jeg lige vil citere lidt fra:

"Når jeg går på stranden i efterårssolen, tænker jeg på hende. Når jeg vågner om morgenen, tænker jeg på hende. Om aftenen når stjernerne lyser på himlen over Fælledparken, er det hende jeg tænker på. .. Men det er det også, hver gang militærgale mænd sætter verdensfreden på spil ved at sende soldater ud som besættelsesmagt til fremmede lande for at sikre magt og olie......"Du är ju riktig förälskad i barnbarnet" skriver min svenske veninde Britta til mig fra Stockholm. Og det er jo nok sådan, det forholder sig".

Lige sådan sagde min søn, da jeg forsøgte at forklare ham, at Lillefrø er det første, jeg tænker på om morgenen og det sidste jeg tænker på, inden jeg går i seng - han sagde, jamen mor, du er jo helt forelsket :-)

Og så til faktaboksen - håber I har det godt derude :-) Tusind, tusind tak for alle jeres søde lykønskninger - jeg er helt overvældet :-)

Faktaboks

Design: Lene Holme Samsøe for Sandnes i Sandnes hæfte 0805 - baby/barn.
Garn: Ciao Trunte fra Hjertegarn, 100% merino uld (superwash)
Garn fra lager: Nej da, for jeg vidste jo ikke det blev en pige :-)
Anvendt: Godt 100 g
Farve: 9135
Købt hos: Designværkstedet Aalborg
Pinde: 2,5
Str.3 mdr.
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Den er bestemt ikke for begyndere - du starter med at strikke fra den ene ærmekant, henover venstre forstykke og rygstykke, så strikkes højre forstykke for sig, sættes til og der forsættes til ærmekant på sidste ærme. Forstykkerne lægges indover hinanden og syes. Der samles masker op og strikkes skørt. Til sidst strikkes nederste blondekant og ærmeblonder og disse syes på! Noget omstændeligt, men jeg synes resultatet er det hele værd.
At strikke modellen i uld giver anledning til let blokning. Garnet er rundt og dejligt at strikke med, men giver også en meget varmt og bastant færdigt produkt.
Løbelængde: 100g = 360
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 360
Forbrug i løbende m ialt i år:  9191,3
Anvendt garn i år: 3 kg og 732 g

18. juli 2012

Det lille frø er spiret

og blevet til verdens dejligste lille pige :-) Hvis nogen skulle være i tvivl, så er hun altså den smukkeste og mest bedårende pige nogensinde! Liv skal hun hedde, men hun vil altid være farmors Lillefrø :-)

Og her får vi os så den første sludder - og nej, hun gaber ikke, hun snakker ;-)


"En pige, der vil frem i verden" som fødselslægen sagde, for Liv blev født 1,5 time efter vandet var gået og med den ene hånd strakt frem ud imod verden.


Hele den lille familie har det godt, selvom det var temmelig drøjt for min svigerdatter. Sikken et fantastisk stykke arbejde, hun har udført :-)

Og nu er farmor klar til noget rigtig TØSESTRIK - til dem, der ikke ved det, har jeg selv 2 sønner, så det er først nu, der bliver mulighed for kjoler, hulmønstre, blonder, lyserødt, pink tra la la la - jeg har tænkt mig at gå fuldstændig amok - i hvert fald lige her i starten ;-)


Tak for alle jeres kommentarer til Lady Love - hermed en servicemeddelelse til Bodil Munch: Karen Noes Lady Love findes både strikket op i Linnea og i Rustik.

Ha en god dag derude - her kan den simpelthen ikke blive bedre :-)

17. juli 2012

Lady Love

Her venter vi stadig :-) Og medens vi venter, er strikkepindene blevet rørt - måske lidt mere end godt er, for mine strikkemuskler er lidt ude af form. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke har strikket meget i lang tid.


Lady Love er tænkt som en del af barselsgaven til min svigerdatter, for man trænger til nyt tøj, når man har været gravid i 9 mdr. Måske ikke ligefrem det mest geniale stykke ammetøj sådan set i eftertankens klare lys, men brugt som tunika sammen med leggings eller bukser går det nok. Ellers må den hænge til pynt og vente. Jeg tror, hun vil synes den er værd at vente på :-)


Den har kostet mig en del kvaler. Den er strikket i Karen Noes Rustik (ligesom min Julie-kjole) og det færdige produkt bliver helt fantastisk lækkert - men garnet splitter ganske forfærdeligt, så det er ikke ligefrem sjovt at strikke med. Jeg måtte ty til reparation af et par masker, hvor jeg kun havde fået fat i den tynde silketråd - hvis jeg ikke havde set det inden vask, tror jeg der kunne være blevet et par gevaldige huller.


Da den var helt færdigmonteret opdagede jeg, at jeg havde lavet en af banerne for bred, men heldigvis var det lige midt i siden, så jeg kunne sy den ind med en fin søm på symaskinen. Jeg synes, kjolen er "godt tænkt" og den har fine detaljer, f.eks er det rigtig fint, at der kun er "bobler" på selve nederdelen. Karen Noes design skiller sig ofte ud på den gode måde og så elsker jeg, at hun "dyrker" garner med flotte, klare farver :-)

Derudover er jeg blevet færdig med et par små uldne sokker til Lillefrø, for alt tyder jo på, at der stadig vil blive brug for uld - tror faktisk, det er derfor Lillefrø ikke er kommet endnu, hvorfor dog komme ud i sådan et møgvejr ;-) Jeg er over halvvejs færdig med det uldne barnevognstæppe Gullfoss (som jeg heller ikke troede, der ville være behov for i juli måned) - det bliver rigtig, rigtig fint, men er lidt langsommeligt at strikke.   Mere om det i næste indlæg.

Ha´ en rigtig god dag derude. Håber I får en del sol :-)


Faktaboks
Design: Karen Noe: Lady Love
Garn: Rustik naturgarn, 58% Bourettesilke og 42% merceriseret bomuld
Garn fra lager: Joh
Anvendt: 312 g
Farve: Rød nr. 10 og Blåbær nr. 26
Købt hos: Købt af Karen Noe på Fanøfestivallen
Pinde: 3,5
Str.Small
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Den er ikke for begyndere - selvom det er en velskrevet opskrift, er der et par steder, hvor det kræver erfaring at vide, hvordan man kommer videre. Garnet er som sagt træls at strikke med, men det bliver fuldstændig opvejet af det færdige produkt, der bare bliver aldeles superlækkert. Min Juliekjole holder sig helt fantastisk i brug og er så lækker at have på.
Den er strikket fra på langs fra side til side, man begynder under det ene ærme. Vendestrikpinde i nederdelen giver den lidt ballonagtige facon
Løbelængde: 100g = 390 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 1216,80 m
Forbrug i løbende m ialt i år:  8831, 3 m.
Anvendt garn i år: 3 kg og 632 g


7. juli 2012

Endelig

farmor? Troede du, det var det, jeg ville skrive? Så kan jeg fortælle, at Lillefrø har andre planer, selvom min svigerdatter havde termin i går. Så vi væbner os med tålmodighed, selvom det holder hårdt :-)

Nej, overskriften refererer til FERIE! Den er netop startet og selvom jeg skal arbejde med en case og skrive en lille sommeropgave, så venter der masser af feriestunder forude, hvor jeg kan sysle med alt det, jeg gerne vil. Blandt andet skal jeg opdateres på blogfronten, det glæder jeg mig til :-)

Jeg har strikket en lille uldtrøje til Lillefrø, for med vejret denne sommer, kan der vist godt blive brug for sådan en.


Let som en fjer og i en farvekombi, der er godkendt til både piger og drenge, endda af begge forældre ;-)
Inden for ganske kort tid ved jeg, om det bliver en dreng eller pige og så kommer pindene jo nok til at gløde!


En Anais 4 i lillebitte boleroudgave er det også blevet til. Den består næsten kun af 1 ryg og to ærmer, der er strikket sammen. Farven er valgt med henblik på at lyse lidt op på den noget mørke sommerkjole - så må vi se, om jeg bliver overfaldet af insekter, der helt garanteret finder den gule farve uimodståelig ;-)


Så tror jeg, jeg har fået nok Anais for denne gang. Jeg arbejder i øjeblikket på Karen Noes Lady Love til min svigerdatter, men der er lang vej endnu, for jeg genoptog først strikningen på den i går aftes. Men hvem ved, hvis Lillefrø har tænkt sig at blive i maven et stykke tid endnu, så når jeg måske at blive færdig :-)


Derudover arbejder jeg på Gullfos-tæppet til Lillefrø, men tror det bliver lidt rigeligt med et uldtæppe på barnevognen de første par måneder, så jeg skynder mig ikke, men nyder at strikke på det.

Tusind tak for alle jeres kommentarer til Anais den tredje. Til spørgsmålet om opskriften findes på dansk - det tror jeg desværre ikke - Jeg vil dog tro, at Kim Hargreaves opskrifter kan følges, hvis man finder en af de mange strikkeordbøger på nettet.

Til de af jer, der har sendt mails til min private mailadresse uden at få svar: Bær over med mig, jeg har simpelthen for mange jern i ilden på én gang og kan ikke nå det hele.

Men nu vil jeg dele ud af mit ferieoverskud og bruge resten af dagen på at læse og kommentere blogge, strikke et par pinde eller 1000 og måske få skik på et par rodede områder i huset ;-)

Ha´ en rigtig dejlig sommerdag derude - regnvejr kan jo ikke spolere ferien for en strikker ;-)


Faktaboks
Design: Kim Hargreaves: Anais fra Misty
Garn: Allino, 50% hør, 50% bomuld fra BC garn
Garn fra lager: Joh, det har da ligget i et par måneder ;-)
Anvendt: 167 g
Farve: Gul nr.23
Købt hos: Bettekun
Pinde: 3
Str.Medium
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Jeg har simpelthen strikket ryggen og ærmerne i den længde, jeg synes de skulle ha, syet dem sammen og taget masker op hele vejen rundt og lavet ribkant og et par bånd i siderne.
Løbelængde: 100g = 250 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 417,5 m
Forbrug i løbende m ialt i år:7614,5 m. Jo, jo også halve metre tæller med ;-)
Anvendt garn i år: 3 kg og 320 g

Lillefrøs trøje:
Temahæfte 24 fra Sandnes, model 20
Garn: Rester af Merci og Filcolanas lammeuld i gul og råhvid, altsammen købt hos 123knit.com
Anvendt: Sølle 68 g
Str. 0-3 mdr.

Jeg orker ikke at foretage yderligere beregninger :-)